Det andet Bruxelles: Ulighed kæmper selv rige lande med

2017-06-30T10:08:00+00:00 Af |Baggrund|

Fattigdommen findes lige om hjørnet fra EU’s institutioner i Bruxelles. Skellet mellem rig og fattig i Europa bliver kun større i fremtiden, mener velfærdsforsker (artiklen bringes i samarbejde med Askov Højskole).

23.6.2015 | BELGIEN | Det første man lægger mærke til, når man spadserer gennem de forskellige kvarterer i Bruxelles, er den enorme forskel på mennesker. Springet mellem rig og fattig er slående. Det jævnt skumle Anderlecht fører gennem flere fattige kvarterer, indtil man endelig bliver mødt af en elevator.

Denne elevator er en direkte gateway fra underklassen op til overklassen. Helt fysisk mærker man, hvordan man løftes fra snuskede gadekroge til storslåede shoppinggader. På mange måder er elevatoren den lukkede dør, som gemmer den elendighed væk, der er en realitet for mange belgiere.

Oppe i de højere luftlag introduceres man til den polerede facade, som Bruxelles umiddelbart forbindes med. Det man ser oppefra, er en helt anden verden end den, der gemmer sig nedenunder.

Belgien er et finurligt land
Bruxelles er byen hvor et væld af kulturer, traditioner og normer kan opleves. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at disse kulturer ikke smelter sammen. De franske belgiere holder sig primært til Vallonien, hvor skolerne er fransksprogede. På samme måder huser Flandern den flamsktalende befolkning.

Selv danske tilflyttere har deres egen ’danskerbar’, hvor de skaber deres egen lille oase, som belgiere ikke er en del af.

Denne ’mur’ mellem mennesker ser man også på andre områder end det kulturelle. Især økonomisk. Over hele Europa er middelklassen skrumpet under den økonomiske krise. I stedet spirer både over- og underklasse.

Forskellen mellem samfundets top og bund er ikke til at tage fejl af, heller ikke i Bruxelles, selvom landet er et af de mest lige i verden. Den årlige socialøkonomiske rapport fra Fédération Générale du Travail de Belgique viser, at de 10 pct. rigeste i Belgien rådede over 44 pct. af BNP i 2014. For den fattige halvdel af belgierne var dette tal 10 pct.

Fra Uccle til Anderlecht
Belgiske Julie Van Gastel på 19 mærker tydeligt denne kløft mellem rig og fattig. Selv bor hun i Uccle, et af Bruxelles finere kvarterer, hvor byens store underklasse virker meget fjern.

”Fattigdom er klart en del af min hverdag. Ikke i mit nabolag, men på mit studie og når jeg bevæger mig rundt i byens gader.”

Hun mener, at fattigdom er et stort problem i Bruxelles. Selv er hun opvokset i trygge rammer velvidende om, at familien har et sikkerhedsnet klar, hvis hun falder. Samme historie gælder for Julie Van Gastels omgangskreds. Alle hendes venner har et stærkt økonomisk bagland.

”I min barndom kendte jeg ikke til fattigdom. Først efter jeg er blevet gammel nok til at bevæge mig rundt alene til fods, er jeg blevet konfronteret med det virkelige Bruxelles.”

Forsker: Generel og stigende tendens i Europa
Det, som Julie fortæller, er slet ikke unormalt, mener Peter Abrahamson, lektor og forsker i bl.a. fattigdom og velfærd på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Faktisk rækker scenariet langt ud over Belgiens grænser, og er nærmere en tendens end enkeltstående tilfælde.

”Det er almindeligt over hele Europa, at over- og underklasse lever forholdsvis adskilt. Nogle steder, som f.eks. Storbritannien, er opdelingen mere ekstrem end andre europæiske lande, men den findes over alt.”

Ifølge Peter Abrahamson har de senere års økonomiske katastrofe i EU skærpet forholdene i nationalstaterne, og Julie Van Gastels bobleplastindpakkede barndom i Uccle er intet særtilfælde. For ham kan det sammenlignes med danske forhold. Spenderer man alt sin tid i Gentofte, møder man få fattige på gaden, ligesom man sjældent ser luksusbiler på Vestegnens veje.

”Rige klumper sig sammen i pæne områder. Det har man altid gjort og krisen har været med til at skærpe billedet.”

Den skærpelse vil fortsætte i fremtiden. Det vidner Peter Abrahamsons seneste forskning om Velfærdsstaten om.

”Fremtidens velfærdsstat er ikke etableret, fordi man ønsker de bedst mulige levevilkår for de underbemidlede. Velfærdsstaten vil levere en veluddannet, sund arbejdskraft. Er man ikke deltager i det spil, er man dømt uden for statens interesseområde. Denne store gruppe bliver glemt og vil blot synke dybere ned i fattigdom, helt ubemærket.”

Nationalstaterne vil søge at uddanne befolkningen i et forsøg på at holde sig konkurrencedygtige i den internationale konkurrence. Arbejdsløse, ufaglærte og andre socialt udsatte grupper forbliver fanget i de ofte beskidte bydele, hvor man som turist holder ekstra øje med tasken. Disse bydeles fattigdom vil endda stige en grad eller to.

Forskningen peger på, at vi i fremtiden vil møde et samfund, hvor man ligesom i dag lever klasseopdelt. De fattigste vil stå som i kviksand, hvor man synker uden mulighed for at komme op igen. Elevatorturen, som skiller Bruxelles’ top og bund, bliver længere, og tallet på lønsedlen bestemmer, om du bor i Anderlecht eller Uccle.

Sofie Ørskov og Natalie Khayat er elever på journalistlinjen på Askov Højskole

Dette er den tredje af fem i en artikelserie, hvor elever fra Askov Højskole skriver om samhørighed i Europa