Det britiske imperium som politisk og videnskabelig dynamit

2020-06-05T19:42:30+00:00 fredag, 5. juni, 2020|

Debatten om det britiske imperiums betydning og arv optager flere og flere. Dets historie har blandt andet spøgt i forbindelse med Brexit, og kolonialisme er et betændt emne på universiteterne. Men skal imperierne fordømmes uden videre? Forsker Mads Bomholt Nielsen forsøger at nuancere imperiernes påvirkning af de lande, de kontrollerede

Interview af Christian Weber

Der blev sagt om det britiske imperium, at solen aldrig gik ned over det. Mere eller mindre det samme blev sagt om det spanske. Dyrkelsen af den exceptionelle nation er ikke specielt exceptionel. De fleste nationer, store som små, har en skabelsesberetning, en manifest destiny, hvor folkets heltegerninger mod frihed, fromhed og rigdom beskrives og hugges i granit. Og alligevel forekommer ganske lidt at være så udpræget et stykke national historie som de enkelte landes imperier, eller hvordan de er blevet påvirket af imperialismen.

Historien bliver ofte brugt som moralsk og politisk kompas for eftertiden. Den dør kun sjældent med aktørerne. Dommen over imperierne er her ofte nådesløs, fordi deres ekspansive natur er blevet kendt skyldig i armod, krige og voldsomme tab af menneskeliv. Alt imens imperierne blev et udtryk for hver enkelt nations prægnans, var de også et udtryk for simpel, men stærk, konkurrence nationerne imellem.

Et stort og lille Britannien
Arven efter det største imperium af dem alle siden antikken, det britiske imperium, er gennem de seneste år blevet hevet frem i rampelyset på begge sider af Brexit-stillingskrigen.

Retorikken hos visse toneangivende Brexit-tilhængere har ved flere lejligheder haft et særligt refræn af længsel efter Storbritanniens tidligere globale udsyn og tæmning af verdenshavene, ikke kun Den Engelske Kanal. Man har næsten kunnet høre lænkerne hvisle, når Nigel Farage har afholdt sine kaminpassiarer.

Modstanderne af Brexit har kaldt denne nostalgi alt fra overdrevet og latterlig til direkte farlig og racistisk, fordi der i dragningen mod de store løvehjerters bedrifter i fortiden ligger en undertvingelse og udnyttelse af andre folkeslag og kulturer. Storbritannien har ikke været stort længe, mener de.

Århundreders historie kogt ned til tweets
Flere faktorer tyder imidlertid på, at debatten om imperier fortjener andet end at ende i et blindt spor af fordømmelse og blive trukket fra hinanden af ofte yderst temperamentsfulde modpoler.

Et sted at begynde er at undgå at inddele historien i godt og ondt. Det er det første skridt i at inddæmme overforsimplingen.

”Når vi taler om det britiske imperium, taler vi om fire hundrede års globalhistorie og et system, som var forskelligt alt efter hvor, hvornår og hvem,” indleder Mads Bomholt Nielsen, postdoc ved Københavns Universitet og ph.d. fra King’s College London.

Han beskæftiger sig til daglig med, ikke kun det britiske imperium, men også med de europæiske kolonier i eksempelvis Afrika. Han advarer mod den stigende tendens til at forenkle denne del af verdenshistorien.

”Man kan ikke umiddelbart koge alle disse års historie ned til, at den onde hvide mand kommer med våben, skyder den stakkels indfødte, planter et flag eller smutter med guldet. Man kan heller ikke sige, at det britiske imperium var uden sine mørke sider. Briterne var den absolut største slavehandler i trekantshandlen eksempelvis. Historisk kompleksitet overføres ikke altid så godt til vores nutidige, mere politiske forestillinger om netop denne del af historien. Det bliver hurtigt en stråmand, hvor der er tendens til at agere dommer rettere end at søge dybere erkendelse,” forklarer Mads Bomholt Nielsen.

Ifølge ham skal for meget information helst komprimeres til at kunne passe med længden på et tweet.

Pax Britannica
Det britiske imperium var en globaliserende kraft, og vores hverdag havde ikke været den samme i dag uden dets indflydelse, tilføjer han.

”Imperiet har knyttet forbindelser mellem steder på tværs af kloden og gjort, at eksempelvis varer, som vi i dag tager for givet, er frit tilgængelige, uanset om det er tobak, bananer eller medicin. Det lyder måske banalt, og det skal huskes, at meget af dette blev gjort med magtanvendelse, men det var fundamentalt for globaliseringen, som vi kender den i dag.”

En stor del af det indiske jernbanenetværk blev grundlagt før uafhængigheden fra Storbritannien i 1947. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Danish Siddiqui/

På sit zenit i Victoria-tiden dækkede det britiske imperium omkring en fjerdedel af kloden. Pax Britannica kalder flere historikere epoken. Allerede i det syttende århundrede havde de handlende i imperiets navn bragt en rus med sig hjem i form af nye stimuli og smage, der kunne afprøves i de nye te-, kaffe- og tobaksbarer, der væltede frem.

Så magtfuldt var imperiet, at briternes tab af de spæde forenede stater til General Washingtons bataljoner i 1770’erne langt fra var en ligeså epokegørende fiasko for briterne, som det var en triumf for de nyslåede amerikanere. Den britiske guldgrube lå på daværende tidspunkt andetsteds i imperiet.

Samtidig var det britiske imperium ikke kun britisk. Dets langtidsholdbarhed og udbredelse kunne kun realiseres ved lokal hjælp og interesse. Flere imperier, også det britiske, har kun været i drift under den forudsætning, at eventuelt fjendtligt stemte ikke fandt ud af, hvor få eksempelvis udsendte briter, der reelt var ude i kolonierne.

”Uden eksempelvis indisk villighed til samarbejde – altså lokale samarbejdende, eliter, handelsmænd med flere, som havde interesse i imperiet – så havde det aldrig fungeret. Man kan tage opstanden i Indien i 1857 som eksempel. I dag ser mange indere det som starten på en indisk nationalisme, men det er en tilsnigelse, især da det var indere i britisk tjeneste, de såkaldte sepoys, der primært nedkæmpede opstanden,” forklarer Mads Bomholt Nielsen.

Forskellige dele af imperiet, som Indien eller Australien, handlede desuden mere ud fra egeninteresser end fulgte ordrer fra London.

Hovedløse statuer
Ved højere læreanstalter generelt i Vesten, ikke mindst i Storbritannien, har en postkolonial bevidsthed slået rødder. Den spreder sig ud over et kontinuum, som går fra ønsket om et større fokus på befolkningerne og livet i den såkaldte periferi, væk fra imperiernes centre i blandt andet London og Paris, til en løftet pegefinger blandt de mere stålfaste, der påpeger, at nationer som Storbritannien er en forsamling af skyldnere, og at der altid vil være rigeligt med årsager til at skamme sig grundet en historie, man ikke kan udviske og være bevidst nok om.

I den bredere offentlighed er nogle af disse tanker blevet kendt via protestbevægelser som Rhodes Must Fall, som oprindeligt blev etableret i Sydafrika i 2015, med det sigte at få fjernet en statue af Cecil Rhodes ved University of Cape Town. Rhodes’ Britisk Sydafrika-Kompagni grundlagde, i vanlig selvbeherskelse, området Rhodesien i 1896, det nuværende Zimbabwe og Zambia, og Rhodes udviklede sig til en af yndlingsskurkene for dem, der har det som erklæret mål at ”afkolonisere” uddannelse og hvide mænds i deres øjne uforholdsmæssigt store indflydelse på pensum. Siden har flere statuer måtte lade livet, når det har vist sig for sent at få fat i den ægte vare.

Kritikerne af disse bevægelser anser dem for et udtryk for en skadelig tendens blandt især studerende til kun at beskæftige sig med ligesindede og til gengæld afvise holdninger og personer, som de anser for kontroversielle. Selv anti-imperialisten Mahatma Gandhi, den indiske uafhængighedsbevægelses fader, måtte for nylig en posthum tur i skammekrogen, fordi han skulle have udtalt sig negativt om afrikanere. Cirklen af dårlig samvittighed var hermed så godt som fuldbragt.

Dødstrusler mod forskere
Der er flere eksempler på, at kampen mod fortidslevn, man ikke bryder sig om, er særdeles moderne. Gæsteforelæsere er ved flere lejligheder blevet forment adgang af de studerende på campus, fordi vedkommende befinder sig  på den ”forkerte” side af historien.

Andre bliver udsat for det, der er værre. Politologen Bruce Gilley modtog for få år siden dødstrusler for artiklen ”The Case For Colonialism”, som blev udgivet i tidsskriftet Third World Quarterly. Gilleys artikel havde været gennem det traditionelle peer review som forsikring mod videnskabelig uredelighed, men artiklen måtte siden hen fjernes grundet voldsom modstand i form af underskriftsindsamlinger og direkte personlige angreb mod både forfatter og redaktører. 15 af Third World Quarterlys 34 medlemmer store redaktørkorps nægtede at fortsætte deres arbejde for tidsskriftet.

Både titel og indhold i Gilleys artikel indeholdt ganske vist argumenter, som i videnskabelige kredse blev anset for kontroversielle, men sagen blev så stor, at den udviklede sig fra en debat mellem fagfæller til politisk dynamit, hvor der var rigeligt med frivillige til at antænde lunten.

Imperierne kan lære os mere, end vi tror
Men forskning i udviklingen af imperierne og samfundene, der skød op mellem dem, er ikke desto mindre en ganske betydningsfuld disciplin. Komparative studier af den samfundsmæssige og historiske udvikling i eksempelvis Nordamerika og Latinamerika har vist, at de henholdsvis fremherskende britiske og spansk-portugisiske aftryk rykkede historiens tektoniske plader i så tilstrækkelig grad, at det ene områdes generelle velstand over det andet næppe kunne være ren og skær tilfældighed.

Forskere har gennem årtier hedt debatteret, hvordan disse forskelle kunne opstå som et af fikspunkterne i det globalhistoriske laboratorium. Hvad har drevet forandringen? Hvordan opbygges et samfund, så den størst mulige procentdel af det samlede antal borgere opnår mest frihed og medejerskab af deres egen eksistens? Hvorfor bliver visse samfund, slet og ret, rigere og mere bæredygtige end andre?

Geologen Jared Diamond pegede i sin bestseller fra 1997, Guns, Germs & Steel, på primært klimatiske og geografiske faktorer som udslagsgivende. At der blandt andet var gunstigere dyrkningsforhold inden for det, vi nu betegner som Vesten, og at man på disse breddegrader havde lettere ved at domesticere dyr.

”De noble vilde”
Det er desuden veldokumenteret, at de lokale befolkninger i Nordamerika og Latinamerika led særdeles hårdt under de bakterier, europæerne bragte med sig udover mere avancerede våben.

Der var derudover ofte en mangelfuld organiseret modstand blandt de lokale stammer, som let kunne spilles ud mod hinanden og i forvejen ikke nødvendigvis havde levet i skønsom harmoni, heller ikke i tiden før europæerne gik fra borde.

”Ofte går kritikken jo på, at imperiet var ’dårligt’ på grund af racisme, undertrykkelse og vold, hvilket ikke er forkert, for det var udbredt. Men det er samtidig ikke aspekter, som kun er gældende for det britiske eller andre europæiske imperier,” nævner Mads Bomholt Nielsen og fortsætter:

”Afrika inden kolonialismen eksempelvis var ingen spejderlejr. Der var udbredt krig og slavehandel internt og med den arabiske verden. Den handel endte først med europæernes indtog. Dermed ikke sagt, at dette indtog ikke havde sine konsekvenser. Eksempler herpå er koncentrationslejre og slavelignende tilstande. Men i det store og det hele, er hele idéen om at dømme fortiden ’god’ eller ’dårlig’ absurd. Især når den er så kompleks som med det britiske imperium.”

Imperierne har været essentielle for vores historie
Andre historikere hævder, at det er institutionerne, der har været den primære årsag til en voksende afstand mellem rige og fattige samfund i verden; at der ikke er den store geografiske forskel mellem Vesttyskland og DDR eller Nord- og Sydkorea, og at det derfor er det politiske system og dets varetagere og tilstedeværelsen eller fraværet af checks & balances, som har udgjort den varige forskel.

Rejsende vira og teknologiske overmagt har ganske vist haft betragtelig betydning, men samfundenes forskellige kurs er også et udtryk for differentierende sociale, kulturelle og politiske traditioner, fra bondegården til guvernørboligen, gennem religion, styreform og handelsmekanismer.

”Man kan bakke op omkring det ene argument frem for et andet, men reducerer man debatten om det britiske imperium, såvel som andre imperier, til en politisk stillingstagen over for noget, som man mener har været historisk amoralsk, eller for den sags skyld fantastisk, overser man desværre nuancer over en lang historisk periode, som har været afgørende for udviklingen af vores globaliserede verden og har haft stor indflydelse på vores økonomi, sundhed og politiske institutioner,” forklarer Mads Bomholt Nielsen.

”Der er masser af eksempler på brutalitet og inkompetence. Se bare på eksempelvis på briternes håndtering af hungersnøden i Indien eller nedkæmpelsen af Mau Mau-oprørerne i Kenya. Sådanne begivenheder er utroligt vigtige at fremhæve og var karakteristiske. Men når en væsentlig historisk debat som denne så ofte bliver kørt af sporet af følelser og bliver kapret politisk, både i og udenfor forskningsverden, og hvis man vil insistere på at inddele verden og historien i gerningsmænd og ofre, bliver fortællingen desværre ensidig og forenklet, og det sætter vores forståelse af historien og vores nutid tilbage.”

Christan Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: