Det globale civilsamfund – aktør i realisering af verdensmålene?

2019-08-01T09:20:25+00:00 torsdag, 1. august, 2019|

Borgere i alle dele af kloden indgår i dag i varierende grad i et universelt fællesskab, og brud på menneskerettigheder såvel som økonomisk og social ulighed i en del af verden har indvirkning på borgere i alle dele af kloden. I denne sammenhæng fremstår FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling som et logisk redskab i bestræbelserne på at løse verdenssamfundets udfordringer omkring fattigdom, ulighed, ligestilling, bæredygtighed, klima mv. På baggrund af en beskrivelse og vurdering af det globale civilsamfunds betydning analyserer dette kapitel fra bogen “Globale mål – visionen om bæredygtig udvikling” dets rolle i implementeringen af FN’s verdensmål i løbet af det kommende årti.

Af Thomas P. Boje

De sen-moderne samfund er i dag kendetegnet ved voksende afhængighed mellem nationalstaterne, opkomsten af et globalt økonomiske system og en voksende spænding mellem den globale og nationale økonomi samt politiske regulering. Denne udvikling er kombineret med en kraftig vækst i sociale bevægelser, netværk og organisationer, som er engageret i en global eller transnational debat. Trods de seneste års voksende nationalisme, er der tale om, at nationalstaternes betydning er på retur og erstattet af en global offentlig sfære. I forhold til FN’s verdensmål har de globale såvel som nationale civilsamfundsorganisationer spillet en vigtig rolle først og fremmest i udformningen af verdensmålene, men er også helt afgørende for fastholdelse og realisering af målene. Nok er målene globale, men de skal implementeres på lokalt og nationalt plan for at skabe de nødvendige økonomiske, sociale og politiske forudsætninger, som er nødvendige betingelser for, at alle borgere i verden får et godt liv.

Det civile samfund er i dets klassiske forståelse forankret i nationalstatens sociale og politiske relationer. Hvilke konsekvenser har globaliseringen for forståelsen af civilsamfundet og dets rolle i det globale system? Kan vi i vores forståelse af civilsamfundet extrapolere fra det nationale til det globale civilsamfund? Hvilken betydning har det nationale såvel som globale civilsamfund i realiseringen af FN’s verdensmål? Dette er nogle af de centrale spørgsmål, som dette kapitel belyser.

Det civile samfund – en definition
Her først lidt om civilsamfundet i dets vante udformning. Ifølge Habermas (1996: 366-67) er civilsamfundet karakteriseret ved, at det i “dets institutionelle kerne udgøres af de ikke-statslige såvel som ikke-privatøkonomiske relationer og frivillige organisationer, som er omfattet af den del af samfundets offentlighedssfære, der udgøres af livsverdenen”. Med dette udgangspunkt er civilsamfundet at betragte som en formidlende instans mellem borgere og stat/marked. Det er kendetegnet ved de sociale relationer i den offentlige civile sfære, at individerne forhandler, argumenterer og strides med hinanden omkring samfundets indretning og står vagt om borgernes rettigheder og tryghed. Gennem det civile samfunds organisationer, sociale bevægelser, foreninger og andre fællesskaber er borgerne i stand til at agere politisk, socialt og kulturelt i offentligheden. Civilsamfundet kan overordnet kendetegnes ved tre dimensioner. Der er tale om civile organisationer, som omfatter både nonprofit-institutioner og -foreninger. Alle med et betydeligt omfang af frivilligt engagement. Yderligere er civilsamfundet baseret på et normativt princip om det gode samfund, hvor borgerne udvikler solidaritet, tolerance og gensidig empati i modsætning til statens autoritetsbaserede relationer og markedets profitdrevne relationer. Endelig er det også kendetegnet ved, at der er tale om dialog og herredømmefri samtale mellem borgere i offentlighedssfæren. Sammenfattende kan civilsamfundet i nationalstatsligt regi beskrives som en kollektiv aktør inden for den nationale offentlighedssfære, en kreativ og innovativ kraft, hvis handlinger er værdiorienterede og normative (Kaldor 2003; Cohen 2007; Scholte 2006; Edwards 2009).

Når vi taler om det civile samfund i en global sammenhæng, er der to vigtige reservationer. For det første er ideerne om civilsamfundet i høj grad præget af europæisk-amerikansk forståelse forankret i et individualistisk, liberalistisk menneskesyn, hvor civilsamfundet i Syden er forbundet med stammesamfund samt religiøse og etniske grupperinger. I Syden er civilsamfundet så langt fra synonymt med frihed, tolerance og empati. Her er i langt højere grad tale om ekskluderende netværk. For det andet er det globale civilsamfund ikke på samme måde som det nationale forankret i borgergrupper eller kendetegnet ved en demokratisk struktur baseret på et medlemsdemokrati. Der er i langt højere grad tale om transnationale organisationer ledet af professionelle og med begrænset folkelig forankring (Chandhoke 2005; Jordan 2015). I følge Keane er det globale civilsamfund “et ufærdigt projekt, der består af nogle gange tykt, andre gange tyndt udstrakte netværk, pyramider og klynger af socioøkonomiske institutioner og aktører, der organiserer sig på tværs af grænserne, med det bevidste mål at knytte hele verden sammen på nye måder. Disse ikke-statslige institutioner og aktører har en tendens til at diversificere magten og at problematisere volden; følgeligt mærkes deres fredelige eller ‘civile’ virkninger overalt”3 (Keane 2003: 8).

Civilsamfundet – fra nationalt til regionalt/globalt projekt
Ledemotivet i udviklingen af den myriade af internationale og regionale nonprofit-organisationer, sociale bevægelser og netværk af politiske aktivister, som vi i dag forstår ved det globale civilsamfund har først og fremmest været modstand mod den globale kapitalismes destruktive effekter kombineret med respekt for menneskerettighederne og et ’globalt’ medborgerskab. Det var imidlertid i en helt anden kontekst, at det transnationale civilsamfund først viste sin styrke. Det foregik i to helt adskilte processer, som fandt sted samtidigt på to kontinenter. Østeuropa oplevede i 1970’erne og 1980’erne en opblomstring af nationale civile organisationer, hvor borgerne lokalt organiserede sig i sociale bevægelser og netværk i protest mod de socialistiske et-partisregimer og deres undertrykkelse af frihedsrettigheder.

Samtidigt opstod der i Latinamerika tilsvarende borgerorganiserede protestbevægelser mod de stadig mere brutale og ineffektive militærdiktaturer. Disse to udviklinger var anledning til, at der opstod en lang række transnationale men regionalt afgrænsede samarbejder mellem borgergrupper, som i slutningen af 1980’erne førte til sammenbrud for de socialistiske regimer i Østeuropa og i Latinamerika, at en række militære diktaturer faldt fra hinanden og afløstes af progressive socialt forankrede demokratiske styreformer. Vurderet ud fra dagens situation er denne demokratiske kamp for demokrati imidlertid i begge regioner blevet afløst af en bevægelse mod øget nationalisme snarere end global solidaritet. Dagens etablerede civile organisationer har således primært fokus på national genrejsning og i mindre grad på ’global’ tolerance og transnationale medborgerrettigheder. I dag er de civile organisationer i begge regioner under stærkt politisk pres og oplever undertrykkelse og begrænsninger i deres virke.

Udviklingen mod et egentligt globalt civilsamfund finder først sted op gennem 1990’erne, hvor en lang række af internationale NGO’er er aktive i centrale politiske kampe på globalt niveau. Først og nok mest velbeskrevet er den internationale kampagne mod landminer som startede i 1992 og i 1997 førte til underskrivelse af en international traktat af mere end 150 lande mod brug, oplagring og produktion samt for destruktion af eksisterende landminer (Ottawa-konventionen). Parallelt med denne kampagne engagerede en række internationale NGO’ere sig i en kampagne for etablering af en international krigsforbryderdomstol, som blev etableret i Rom i 1998 og i dag er underskrevet af 160 lande.

Et mere permanent globalt civilsamfund med en mangefold af civile organisationer finder vi dog først fra starten af 2000-tallet, hvor den globale økonomis accelererende udvikling blev tydelig og karakteriseret ved en voksende ulighed, de kapitalstærke landes dominans og stigende udflytning af produktionsvirksomheder til udviklingslande, hvor lønnen er lav og arbejdsforholdene elendige. Denne udvikling skabte grundlag for en række globale netværk for modstand mod den globale ’turbo-kapitalisme’ (Keane 2003). Disse bevægelser blev for alvor sat på dagsordenen som en anti-globaliseringsbevægelse i forbindelse med WTO-topmødet i Seattle i 1999. Her blev det officielle ministermøde mødt af massive protester i et sådant omfang, at mødet måtte afbrydes og starten på en ny og kritisk internationalisering var begyndt (Kaldor 2003).

Herefter har vi ved stort set ved hvert eneste af de årlige møder for de internationale finansielle sammenslutninger – WEF, WTO, Verdensbanken og IMF – oplevet massive demonstrationer.

Forskellige versioner af det globale civilsamfunds organisationer
Det globale civilsamfund er dog meget andet end protester i forhold til globaliseringen af den internationale kapital og dennes konsekvenser for befolkningerne, hvad enten disse lande befinder sig på klodens nordlige eller sydlige halvdel. Der er således mange forskellige opfattelser af, hvordan det globale civilsamfund skal forstås. Kaldor (2003: 6-12) skelner mellem fem forskellige diskurser i forståelse af det globale civilsamfund. To af disse diskurser ligger tæt op af de traditionelle versioner af det nationale civilsamfund. På den ene side den klassiske forståelse af det civile samfund som ’societas civilis’, hvor det står for tolerance, empati og solidaritet til sikring af ligeværdighed. I denne version er det nationale civilsamfund extrapoleret til at omfatte en kosmopolitisk orden med etablering af internationale institutioner til konfliktløsning, regulering af økonomien samt sikring af lov og orden. Et sådant kosmopolitisk demokrati har dog lange udsigter i dagens politiske klima. Mere realisme er der i Kaldors anden klassiske version af civilsamfundet forstået som det borgerlige samfund med Keanes (2003) ’turbo-kapitalisme’ som drivkraften bag det globale civilsamfund og dets internationale institutioner, transnationale selskaber og global kulturudveksling. Denne markedsstyrede version af det globale civilsamfund har udgangspunkt i den neoliberale forståelse af de økonomiske og sociale drivkræfter.

Hvad angår de tre sidste diskurser af det globale civilsamfund er de mere i samklang med globaliseringen af de civile relationer, og det er i denne kontekst, at implementeringen af FN’s verdensmål skal vurderes. En vigtig diskurs er, hvad Kaldor betegner som den aktivistiske version repræsenteret ’de nye sociale bevægelser’ som i 1970’erne udviklede sig med baggrund i 1968-ungdomsoprøret. Her taler vi om sociale bevægelser omkring kvinder, menneskerettigheder, miljøet og anti-krigsorganisationer, men også de tidligere nævnte borgerbevægelser i Øst- og Centraleuropa/Latinamerika. Sociale bevægelser som i deres udgangspunkt er nationalt organiseret og primært henvendt til den nationale politiske offentlighed. Men i løbet af 1990’erne og frem blev de mere internationale i deres aktiviteter og der blev etableret transnationale netværk. Eksemplar på aktivistiske netværk fra tiden før IT-epoken var anti-apartheidbevægelsen og aktioner mod Vietnam-krigen, men også mere afgrænsede kampagner f. eks mod landminer, for menneskerettigheder, omkring klimaspørgsmålet, bekæmpelse af AIDS/HIV mv.

I forhold til FN’s verdensmål er disse temaer og denne type af organisationer rigt repræsenteret. Temaer som ligestilling mellem kønnene (mål 5), uddannelse (mål 4), retfærdige institutioner (mål 16) og klima (mål 13) spiller en central rolle i de aktivistiske netværk og er repræsenteret ved netværk, hvor organisationer som Sex & Samfund, tryghed for LBGT-personer, Greenpeace, klima og forurening, Læger Uden Grænser, sundhed og MS Action Aid, uddannelse, er aktive. Det karakteristiske for disse organisationer er, at deres aktiviteter nok er initieret fra Danmark, men typisk forankret i lokale netværk i Syden. Gennem kampagner og aktiviteter, som fra starten af 2000-tallet er blevet langt mere udbredt gennem de sociale medier, har der udviklet sig et stort antal af globale sociale netværk, som i deres sigte repræsenterer en humanistisk diskurs. En diskurs, som argumenterer for lige rettigheder for alle verdens borgere, global social retfærdighed gennem det, som Habermas (1996) omtaler som ’transnationale advocacy netværk’.

En anden diskurs, er repræsenteret ved de internationale NGO’ere (INGO). Disse har i dialog med både nationale regeringer og internationale institutioner som FN-systemets mange organisationer, Verdensbanken og IMF mv. fået en lang række af sundhedsmæssige og sociale serviceopgaver i primært Sydens lande. Først og fremmest i lande, hvor den samfundsmæssige struktur enten er fraværende, skrøbelig eller ødelagt på grund af krigshandlinger. Alle organisationer, som er gået fra at være sociale bevægelser til at være, hvad Kaldor betegner som ’tamme’ INGO’ere. Eksempler på denne type af organisationer er i en dansk sammenhæng Røde Kors, Danske Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam-IBIS, Danmission, Red Barnet, Børnefonden m. fl. Vi taler her om organisationer, som i opbygning er hierarkisk organiseret, og hvis aktiviteter i stort omfang er initieret, organiseret og implementeret gennem ansat professionelt personale selvom der nok er lokale samarbejdspartnere. Det demokratiske aspekt og involvering af lokalbefolkningen i udformning og udførelse af aktiviteterne er typisk begrænset. Verdensmålene, hvor fokus er på ligestilling mellem kønnene (mål 5), institutionsopbygning og menneskerettigheder (målene 16 og 17) samt uddannelse (mål 4), bruges mere som en krog til at rammesætte og beskrive eksisterende aktiviteter end til reel nytænkning (Globalt Fokus 2018)

Mange af disse INGO’ere agerer på markedets præmisser som private aktører, der med en blanding af professionel og frivillig indsats udfører traditionelle offentlige forvaltningsopgaver inden for uddannelse, social forsorg og sundhed. Disse organisationer kan karakteriseres som halvoffentlige institutioner, idet deres aktiviteter er betinget af offentlig finansiering. De fungerer som erstatning for offentlige service institutioner i de lande, hvor de opererer og agerer i en markedskontekst i konkurrence med andre INGO’ere. Et aspekt af disse organisationers arbejde, som bliver stadig mere udbredt er partnerskaber mellem INGO’ere og private virksomheder. Partnerskaber hvor NGO’erne har som primært mål at sikre socialt ansvarlig virksomhedsdrift, men hvor rammerne selvsagt er snævre for at rykke på forhold som sult, fattigdom, ulighed og trivsel. Der er en voksende skepsis over for denne type af INGO’er. De fleste har nok i udgangspunktet været sociale bevægelser organiseret nedefra med opbakning fra medlemmer ud fra en humanitær og involverende diskurs, men er langsomt blevet en del af det internationale forvaltningsapparat.

Dette leder os over i den tredje diskurs, som er karakteristisk for det globale civilsamfunds organisationer. De to første diskurser udspringer af den vestlige liberale demokratitradition, når det gælder organisering, relationen mellem individ og kollektiv samt hvad angår relationen mellem privat – og offentlighedssfæren. I opposition til denne forståelse har der gennem de sidste årtier i hastigt tempo udviklet sig en ’alternativ’ version af civilsamfundet. En version, som sætter spørgsmålstegn ved de traditionelle modernitetssymboler. Der er typisk tale om netværk af lokale aktivister i primært de Sydlige lande (CIVICUS 2018). Et stigende antal netværk er organiseret blandt arbejdere i den voksende uformelle økonomi kendetegnet ved ringe social tryghed, usikre ansættelser mv. Destabilisering af nationalstaten mv. har skabt en mangefold af forskellige globalt organiserede netværk med baggrund i religiøse bevægelser, diaspora-grupper, menneskerettigheder, men også netværk, hvor de oprindelige folkeslag har søgt sammen i kampen for bedre vilkår for kvinder, bønder, migranter, slumboer mv. (Kaldor 2003: 10).

De globale netværk relateret til de voksende folkevandringer på grund af krige, etniske konflikter såvel som klimaforandringerne har fået en betydeligt omfang. Der er tale om netværk organiseret af migranter, som er kommet til Europa gennem de seneste år. For mange af disse grupper er FN’s verdensmål nok en overordnet ramme, som medtænkes, men på ingen måde anledningen til deres aktiviteter. Denne er helt dagsaktuelle kampe for at overleve og modstå den voksende repression i ’værtslandene’ i Nord. Når det er lykkedes disse civile bevægelser at etablere sig relativt kraftfuldt, skyldes det i høj grad IT-teknologien, som har muliggjort effektiv kommunikation nationalt såvel som globalt uden de store omkostninger.

Det globale samfunds temaer
Gennem det første årti af 2000-tallet oplevede vi en parallel organisering af det globale civilsamfund på både mikro- og makro-niveau. Globalisering kom til udtryk i en global finansiel infrastruktur men også gennem opkomsten af globale virksomhed som Amazon, Apple, Google, Microsoft mv. Denne udvikling blev fulgt af en socialkritisk anti-globaliseringsbevægelse. Disse to globale bevægelser var i 2001 repræsenteret ved møder på samme tid i henholdsvis World Economic Forum i Davos, Schweiz og World Social Forum i Porto Alegro, Brasilien. Begge møder havde globaliseringen og dens konsekvenser på dagsordenen, men ud fra meget forskellige perspektiver. Der var tale om en illustration af på den ene side et geografiske modsætningsforhold mellem Nord (Davos) og Syd (Porto Alegro) og på den anden side et ideologisk modsætningsforhold mellem fortalere for en neoliberalistisk økonomi og for global solidaritet og retfærdighed. Der har siden på det globale plan udviklet sig en lang række af netværk af INGO’er som kæmper om dagsordenen i et globalt spændingsfelt mellem voksende fattigdom og miljøødelæggelse på den ene side og kapitalistisk profit jagt og ekstrem rigdom på den anden side (van Seters 2008).

I dette spændingsfelt er der tre centrale problemstillinger, som i særlig grad har været på den globale dagsorden og engageret de globale netværk både for og imod globalisering. For det første det faktum, at borgere, uanset hvor de lever og arbejder har fællesproblemer omkring miljø, klima og borgerrettigheder. Erkendelsen af, at et stort antal af dagens problemer ikke kan løses uden international koordinering har været en drivende kraft omkring en række internationale aftaler, hvor FN’s verdensmål fra 2015, Klimaaftalen i Paris fra 2015 nok er de mest markante. Når verdensmålene prioriterer på den ene side afskaffelse af fattigdom, sult og ulighed og på den anden side bæredygtighed, energi og klima så højt, er det et svar på de omfattende globale kampe og mobilisering for regulering, men så sandelig også for at sikre global sammenhængskraft og undgå regionale konflikter om ressourcerne. For det andet konflikten mellem en økonomisk globalisering uden regulering over for nationalstaternes kontrol med deres penge – og finanspolitiske institutioner. En konflikt, som har manifesteret sig i modsatrettede anti-globaliseringsbevægelser. På den ene side en progressiv solidaritetsbevægelse til kamp for social retfærdighed og mod den hastigt voksende ulighed globalt gennem regulering og på den anden side en højre-populistisk bestræbelse på at bevare nationalstatens kontrol over økonomien og migrationen. Den sidste form for anti-globalisering er i dag i kraftig vækst med nationalisme og fremmedfjendtlighed som følgesvend. Det tredje aspekt af den globale dagsorden kan betegnes som etableringen af en kosmopolitisk retsorden, hvor der udvikles normer for borgernes rettigheder globalt. Der har været gjort energiske anstrengelser for at skabe ensartede retningslinjer, hvad angår sociale, økonomiske og politiske rettigheder for alle borgere, uanset hvilket land de befinder sig (Fraser 2005). Her er verdensmålene – ligestilling mellem kønnene (mål 5), fred, retfærdighed og stærke institutioner (mål 16), mindre ulighed (mål 10) og uddannelse (mål 4), helt centrale i de globale menneskeretsnetværks aktiviteter. Centralt i denne kamp er at skabe et universalt normsystem for borgerrettigheder ud fra det princip, at nationale grænser og suverænitet ikke længere kan være diskriminerende i en tid, hvor flere og flere borgere er tvunget til at migrere til de steder, hvor der er arbejde, og hvor klimaet tillader, at de kan skabe sig acceptable økonomiske og sociale levevilkår. Disse organisationer repræsenterer så tydeligt en modmagt både såvel til det statslige magtapparat som til de globale virksomheders jagt på profit (Chandhoke 2005: 3; CIVICUS 2018)

Gode og dårlige sider af det globale civilsamfund
I foregående afsnit er tegnet et billede af den diversitet, som kendetegner det globale civilsamfund, og hvordan det forholder sig til globaliseringen økonomisk, socialt og kulturelt. Når vi taler om civilsamfundet generelt, er det typisk som et gode, der sikrer af stabile netværk, fremmer tillid både mellem de enkelte borgere og til samfundets institutioner. Denne forestilling om det gode civile samfund er problematisk, om vi ser på virkeligheden. Den dominerende version af det globale civilsamfund er nok, hvad Kaldor betegner som den ’neoliberale’ udgave, hvor deregulering og privatisering bliver bakket op af nogle af de helt dominerende internationale institutioner som Verdensbanken, WTO og de centrale tænketanke – tænk blot på World Economic Forum, de amerikanske tænketanke mv. Samtidig er en lang række af de INGO’er, som er diskurssættende hvad angår migration, miljø, klima mv. afhængige af donationer fra fonde og virksomheder, som om ikke er direkte mod regulering, men i høj grad spillere på det neoliberale dagsorden (Kumar 2007: 424-25)

Denne problematik gælder på det nationale niveau, men i endnu højere grad på det globale plan. For det første er civile organisationer på det transnationale plan typisk initieret fra oven snarere end baseret på medlemsdrevne aktiviteter. For det andet har der i utallige tilfælde vist sig at være en betydelig diskrepans mellem organisationerne ideologiske ståsted og deres aktuelle handlinger. Endelig for det tredje er der en tendens til, at et stigende antal civile organisationer både på globalt og nationalt plan afgrænser deres aktiviteter til relativt snævre sociale grupper – etnisk, religiøst og kulturelt. Internt over for gruppens medlemmer udviser de civile organisationer tolerance, solidaritet og empati, mens deres adfærd over for andre nærmest er det modsatte – udelukkelse og diskriminering. Et utal af grupper og netværk med baggrund i racistiske, højre nationalistiske og religiøse fundamentalistiske ideologier anvender de sociale medier til globalt at sprede informationer og har dannet transnationale netværk med det formål at udbrede deres budskab om intolerance og vold. Islamiske grupper, fundamentalistiske kristne, mafialignende grupper mv. er blot eksempler på civile grupper, som internt udviser solidaritet og tillid, men i forhold til andre udtrykke had og udelukkelse.

Det globale civilsamfunds potentialer – opsamling
I en tid med voksende politisk og social polarisering er det således vigtigt at være kritisk i forhold til de potentialer, der ligger i det civile samfunds handlinger, og på en realistisk måde vurdere de begrænsede potentialer, civilsamfundet har for demokratisering, tolerance og solidaritet på regionalt og globalt niveau. Spørgsmålene, som her bliver helt centrale, er, hvem er inkluderet og hvem er ekskluderet, når vi taler om det globale civilsamfund. Der er blandt samfundsforskere fra Syd fremført en kritik af det globale civilsamfund og dets forhold til offentlighedssfæren – en kritik som mainstream civilsamfundsforskere kun sporadisk har forholdt sig til.

For det første på hvilket niveau skal deltagelse og intervention foregå. Tendensen har været, at det primært er de hierarkisk organiserede og økonomisk velpolstrede NGO’ere i Nord, som har domineret debatten, mens de horisontalt organiserede netværk, som typisk er regionale, har haft en langt mindre fremtrædende plads (Benessaieh 2011). Dette selvom denne sidste type af netværk har vist sig væsentligt mere effektive og virkningsfulde i lokalt at implementere den politiske agenda formuleret i FN’s verdensmål. For det andet og tæt forbundet med den første problemstilling er repræsentationsspørgsmålet i forhold til organisationernes legitimitet og autoritet. Hvis interesser er det, de globale civile organisationer varetager, og med hvilken legitimitet fremføres ønsker og krav på den internationale arena?

Teorierne om det globale civilsamfund hviler på en antagelse om, at med globalisering og internationalisering kan de social og økonomiske problemer kun løses på globalt plan. I afklaringen af INGO’ernes legitimitet er det derfor centralt at klargøre, hvem der er blevet rådspurgt i fastlæggelsen af den politiske agenda, hvem er de institutionelle aktører, og hvornår i processen de involverede borgere bliver involveret (se Wickkramasinghe 2005; Chandhoke 2005).

Tæt knyttet til diskussionen omkring repræsentativitet er spørgsmålet om, hvem som sætter normerne i den globale kamp for social lighed og retfærdighed – helt centrale parametre i verdensmålene? Fra et nordeuropæisk udgangspunkt er civile og politiske rettigheder, frihed til at udtrykke sin mening, et vigtigt livsvilkår, mens de økonomiske og sociale rettigheder tages for givet. Dette i modsætning til hvad mange borgere i Syden oplever. Deres erfaringer er, at de centrale krænkelser af menneskelige rettigheder går på, at de ikke har de tilstrækkelige økonomiske og sociale ressourcer til at opretholde livet. Retten til at udtrykke sig kommer i anden række. Hvis vi skal begrebsliggøre menneskerettigheder som en nødvendig forudsætning for et værdigt liv, da må civile og politiske rettigheder såvel som retten til en indkomst og ressourcer tilstrækkelige til at opretholde livet for sin familie uden risiko for sult, sygdom og død være lige vigtige. Det betyder, at der bør kræves garanti for begge former for rettigheder. Dette er langt fra tilfældet i dag. Vestlige regeringer bliver ikke anklaget for brud på menneskerettighederne, når de ikke sikrer alle borgere tilstrækkelige økonomiske og sociale ressourcer til et værdigt liv, mens Sydens lande tit og ofte bliver klandret for brud på de civile og politiske rettigheder. I de civile organisationers implementering af FN’s verdensmål er det vigtigt, at begge dimensioner forsvares ligeværdigt.

Thomas P. Boje er professor i sociologi og velfærd på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet. Forsker inden for temaerne: medborgerskab, frivillighed, civilsamfund og omkring relationen mellem arbejdsliv og familie. Sidder i følgegrupper for frivilligheds – og civilsamfundsaktiviteter i Kræftens Bekæmpelse, Ungdommens Røde Kors og Dansk Røde Kors. Ansvarlig for evalueringen af projektet ’Frem i Lyset – 2015-
2018’ i Ungdommens Røde Kors. Har publiceret bredt omkring civilsamfund og medborgerskab, blandt andet bogen ”Civilsamfund, Medborgerskab og Deltagelse”, Hans Reitzels Forlag 2017.

Ovenstående tekst er et kaptital fra bogen Globale mål – visionen om bæredygtig udvikling (redigeret af Steen Hildebrandt & Lars Josephsen) der netop er udkommet på Djøf Forlag.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Charles Platiau/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: