Det heroiske Baskerland?

2020-10-20T06:48:35+00:00 tirsdag, 20. oktober, 2020|

Den spanske HBO-serie Patria giver et forstemmende billede af et lokalsamfund kuet af frygt. Baskernes fædreland var ædt op af gemen fejhed. Så hvordan er imaget som heltemodigt folkefærd opstået?

Baggrund af Sara Høyrup 

Den sociale konsensus i Euskal Herria bestod på terrorens tid i en underlig fortælling om bødlerne som helte og ofrene som sindssyge, uønskede og besværlige. De efterladte var simpelthen i vejen. Venner og naboer gav dem den kolde skulder, og den dag i dag opfattes deres krav om retfærd som radikaliserede urimeligheder.

Dét er det budskab, man får med sig i de første fire afsnit af HBO-serien Fædreland, som også kan ses i Danmark. Det er et budskab, som stemmer over ens med almene erfaringer. Ingen modsiger billedet, skønt det yderste spanske højre i sin uforstand har opfordret til boykot af serien.

Åben for fortolkning
Det kuriøse er, at det reelt er muligt for alle at elske serien, dens ekstremt ubekvemme tema til trods. Patrias kritik af det lokalnationale terrorregime er mulig at læse på diametralt modsatte måder. Serien Fædreland er en kamæleon. Hvor de spansksindede og enhver med kritisk sans eller erfaringer som mobbeoffer naturnødvendigt må forarges over omgivelsernes behandling af enken Bittori, kan abertzale-segmentet se sine teser forfægtet.

Og hvem var så abertzale? Det var miljøet omkring terrororganisationen ETA. Det var betingelsesløse supportere, som klappede bødlerne videre. Mennesker, som så sig selv som revolutionære antifrankister og fremskridtsvenlige venstreorienterede.

I Spanien var staten nemlig guilty by association og er det stadig i dag, 45 år efter diktaturets stille død. I Spanien følte de venstreorienterede i lang tid en affinitet med lokalnationalismerne og en forpligtelse til at støtte dem i selv de mest morderiske forehavender.

Patrioterne
Abertzale betyder patriot på baskisk – ikke ligefrem hvad vi som danskere forbinder med progressiv politik. Skellet til højrenationalismen i regionen fremgår dog af det borgerlige nationalparti PNV’s brug af jeltzale som selvbeskrivelse: tilhænger af Gud og gamle love.

Men det er et sidespring – et af de mange, der skal til for ret at forklare forholdene på en egn så forskellig fra vores forståelser af verden i Danmark. Måske netop derfor er vi så nemme at narre til at tro, at en terrororganisation står for det gode og det progressive, bare fordi den selv siger det.

Det danske håndværkerfirma Logik & Co., der som bekendt udspringer af det autonome miljø, praler i en reklameagtig dokumentarserie af sine to sommerhuse i Baskerlandet. Den pudsige placering af sommerhusene har utvivlsomt alt at gøre med det danske BZ-miljøs fascination af den baskiske terror på samme tid, som serien beskriver i al sin kuldslåethed.

Jeg er selv rundet af samme revolutionsromantik. Så jeg omtalte naivt ETA som ”befrielsesorganisation” i forbindelse med terrorgruppens strategiske våbenhvile i 2011. Dansk presse har alle dage lagt sig op ad pæn britisk mediepolitik i sin alt for venlige opsummering af den baskiske terror – og intet synes at kunne ændre på det.

Trojansk hest
Det er sigende, at seriens skabere føler sig foranledigede til at pakke den stærke kritik ind i lutter forståelse for bødlernes motiver: Der er masser af beskrivelser af den såkaldte repression fra statens side (i nutidens tidsånd komplet med et mindre seksualovergreb under en kropsvisitation). Man forstår på fortællingen, at politiets metoder på en eller anden måde retfærdiggør terroren. Men giver den logik egentlig mening?

Der er også masser af taletid til terroristerne, deres nærmeste og de faste støtter blandt kirkens mænd (!!!) De får lov til selv at afsløre sig. Deres kolde ord og besynderlige begrundelser viser dem, som de er. Men det er fortsat muligt for den, der ikke ønsker at forstå terroren som en ugerning, at se sine forestillinger bekræftet.

På den måde sniger serien sin kritik ind i fjendeland. Den gør det endda uden selv at gøre sig det helt klart. Det fremgår af de mange metalag på serien: en HBO-serie om HBO-seriens tilblivelse. En podcast på Spotify om, hvordan serien skal forstås. Her hører man seriens skabere og skuespillerne fremsætte deres opfattelse af historien.

Og det er påfaldende, hvor meget de føler med bødlerne og mobberne. Hvor godt de forstår frygten og fejheden. Hvordan alt kan bortforklares som ubetinget moderkærlighed eller ren nødvendighed. ”Ellers får jeg problemer,” er nok den sætning, som siges mest i seriens forløb.

Sympatien er påfaldende, fordi serien så åbenlyst udstiller den moralske bankerot i regionen. Er man ægte antitotalitær, kan man kun hade terroren og foragte dens medløbere endnu mere efter at have set Patria.

Tortur og boykot
Når det spansknationale parti Vox blæser til boykot, skyldes det formentlig en filmplakat. På plakaten sidestilles seriens centrale mord på en uskyldig forretningsmand – udført af hans bedste vens ældste søn – med polititortur på morderen. Det kan selvsagt ikke sidestilles.

Har man oplevet politi i aktion på den tid ved man, at lovens lange arm sad løst og ikke stod til regnskab over for nogen. Det samme gjaldt i Danmark: Personligt kan jeg divertere med politifingre stukket op i mit inderste og et gevaldigt bid i hoften fra en politihund, der blev pudset på mig ud af det blå, hvorpå jeg blev anholdt for at ”forsøge at befri fangerne”. I Spanien har jeg oplevet en stangstiv gendarm forsøge at anholde mit barns far for ikke at have sit pas med sig på en rejse til Madrid. ”Den eneste, der må spille smart her, er mig!” sagde fulderikken olmt og truede med at trække tjenestepistolen, uden at togpersonalet reagerede.

Set i det lys må man tro på, at der er gået grufuldheder i svang, når et hårdt presset politi fik fat i terrormistænkte i en region i permanent krisetilstand. Desuden lå diktaturet dengang kun få år tilbage, og overgangen til demokrati var gradvis. Statens lovløse GAL-brigader blev stillet for retten for at bekæmpe terroren med terror. Afsløringerne førte til fængslinger helt op på ministerniveau, uden at hele operationen nogensinde er blevet opklaret.

Så der har utvivlsomt foregået tortur og sågar mord på ETA-terrorister, tortur på deres nærmeste – og mord på folk, der var så uheldige at ligne de eftersøgte. Har man været på en spansk politistation i firserne eller halvfemserne, vil man have set det faste indslag af gulnede plakater med alle de efterlyste.

Omvendt blev torturanklager også oplagt brugt som et middel i tovtrækkeriet om konvekvenserne ved domstolene og forsøget på at fastholde rollen som ofre for staten ude i offentligheden. I sin bog om ofrenes umulige kamp for retfærdighed, En toga de abogado, fortæller advokaten José María Fuster-Fabra om falske anmeldelser fra terroristerne som et forsøg på at slippe af krogen. Andre advokater fortæller om, hvordan de som beskikkede har måttet forfægte åbenlyst absurde anmeldelser som den om, at selve fængslingen var tortur.

Fængslet
Herfra skal ikke lyde nogen underkendelse af fængslers forfærdelighed. At være låst inde er noget af det værste, der kan ske for nogen – selv under ordentlige forhold. Men i et retssamfund hører terrorister og andre mordere om nogen hjemme i landets fængsler.

Fængslingerne af attentatmændene har alle dage været et af de store stridspunkter. Serien viser Joxe Maris forfald fra overfrisk ballademager via en hurtig tur i maskineriet som regelret terrorist til en nedbrudt mand tyve år senere. Han er blevet tyk og træt, og det stride sorte hår er blevet til nogle underlige tjavser, der lader til at have været igennem en uheldig fængselsblegning og et krøllejern.

Sekvenserne springer mellem slutfirserne og 2011, hvor ETA lover at nedlægge våbnene (reelt indstiller organisationen først sin krigsførelse langt senere – og først da bliver filmserien og dens bogforlæg mulige). Serien er højprofessionelt produceret, og skuespillernes præstationer og voldsomme aldersændringer overbeviser. Der er langt til de mange fjollede spanske produktioner i onlineuniverset.

De pårørende
Patria viser også de langtursbusser, som støtteforeningerne organiserer, når familierne må krydse hele Spanien for at besøge deres kære. De terrordømte bliver nemlig fordelt over hele territoriet for at hindre, at de baskiske fængsler bliver arnesteder for nye attentater.

I Spanien er de eneste foreninger for de pårørende tæt viklet sammen med terrorapologi og lokalnationalisme. Helt aktuelt bugner catalanske boghandler med bøger om, hvor hårdt det er at være pårørende til de fængslede separatistledere i den rige region. Der er ingen foreninger for almindelige fangers græsenker og børn. Ude i fængslerne bliver de behandlet som kriminelle uden af den grund at blive udråbt til martyrer af nogen.

I Fædreland ser vi en dreng bryde grædende sammen inden for bussens dobbeltdøre. En aktivist holder i rollen som turguide en peptalk om, at det hele er statens skyld. Typisk selvmedlidende taler hun om, at turen tilbage gennem Spanien er ”farlig”. Joxe Maris mor holder ansvaret stangen, så godt hun kan, og støtter sin søn, til hun er ved at sprække. En andalusisk fangevogter låser celledøren bag sønnen.

De efterladte
Imens følger vi enken Bitorris værdige og vedholdende indsats for at lære sandheden at kende. Hun er ikke ude på hævn. Hun vil bare vide, hvem der dræbte hendes mand og hvorfor.

Og sørme om ikke hun skal bedyre i lange baner, at hun kommer med fred. Saftsuseme om ikke det er hende, ofret, der skal berolige de andre. Alligevel skaber hendes blotte tilstedeværelse enorm uro. En uro, må man tro, der stammer fra ond samvittighed. De har meget at skamme sig over, menneskene omkring hende: bedsteveninden, der vender Bitorri ryggen, da hendes vennesæle mand før sin død bliver truet af ETA. Txato har faktisk (som så mange andre i dybeste hemmelighed) betalt den såkaldte revolutionsskat til banden, men nu vil den have mere. Hans bedsteven, som ”hilser på ham i tankerne”, men ikke tør lade nogen se dem sammen. Præsten, der prædiker for Gud og fædreland og slår en kile ind mellem veninderne, mens han går terrorens ærinde. Slagterkonen, som nægter at sælge Bitorri noget som helst. Joxe Mari, som slår sin fars bedste ven ihjel i fædrelandets tjeneste på ordre fra ukendte.

Txato er et typisk afpresningsoffer, men atypisk som mordoffer. De fleste af bandens drabsmål var repræsentanter for staten: lokalpolitikere med forkerte holdninger og mest af alt: politi og gendarmer – med samt hustruer og børn. Ansporet af arbejdsløshed i Andalusien og andre marginaliserede regioner blev de sendt nordpå som purunge mænd i rollen som forhadt ”invasionshær”.

Pim pam pum, nakkeskud og andre feje metoder gjorde kål på mangt et menneske på terrorens tid. Nu kan historien omsider fortælles – og det bliver gjort godt i serien Fædreland.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: wikipedia.org/creative commons