“Jeg ville ønske, at de enkelte medlemslande igen begyndte at se styrkerne i EU-samarbejdet i stedet for at lukke sig mere og mere om sig selv,” siger Roberto Zacharias, der er journalist og kommunikationsrådgiver og arbejder for Amnesty International Danmark. Murens fald og Tyrkiets invasion af det nordlige Cypern var to begivenheder, der øgede hans interesse for Europa markant, og i dag præger det ham, at han har familie, venner og ikke mindst kolleger over hele Europa. På listen over hans europæiske kulturelle favoritter finder vi blandt andet Kraftwerk, Cinema Paradiso og Nick Hornby – og så er der også en beundring for Margrethe Vestager at spore. 

TEMA: MIT EUROPA

Interview af Henrik Brun

Hvor meget, og på hvilken måde, fylder Europa i din hverdag?

“Europa fylder rigtig meget, fordi jeg gennem mit arbejde i Amnesty International blandt andet beskæftiger mig med EU-landenes håndtering af flygtninge og migranter og den sørgelige politiske udvikling i Polen og Ungarn, hvor helt basale rettigheder er under stærkt pres. Der er noget meget konkret og meningsfuldt i at være i daglig kontakt med kolleger i de lande, som jeg sidder og skriver historier om. Det skaber både en følelse af samhørighed og en fornemmelse af at arbejde mod det samme mål. Og så er jeg bare generelt interesseret i at følge den politiske og kulturelle udvikling i en verdensdel, hvor vi deler mange fælles værdier, men på nogle områder også er meget forskellige. Det fylder selvfølgelig også meget, at jeg har familie, venner og kolleger i hele Europa, som jeg ofte kommunikerer med og forholdsvis ofte også ser. En stor del af min fars familie bor på Cypern og i London, hvor jeg boede som helt lille, og som jeg derfor føler mig meget tæt knyttet til.”

Hvor meget rejser du i Europa? Nogle særlige steder?

“Jeg rejser forholdsvis ofte i Europa – både med mit arbejde og privat – og oftest til London, hvor jeg som sagt har en masse familie, og som er hjemstedet for min favoritklub, Arsenal. Rejser med familie og venner er de sidste mange år hovedsageligt gået til Sverige, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien og Cypern. Det er virkelig mærkeligt, at man ikke længere bare kan tage derhen, man vil, efter COVID-19. Vi skulle have tilbragt små to uger på et slot i Sydfrankrig sammen med tre andre familier, men det blev til aflyst, så nu har vi fundet et stort sted på Falster, hvor vi kan være i stedet. Det er en gammel herregård, der er lavet om til bed & breakfast, og det lyder mere prangende, end det vist er. Der er ingen majestætiske værelser, smuk gårdhave, pool og udsigt til vinmarker som i Sydfrankrig. Men i sidste ende handler det jo om selskabet, og man kan da heldigvis også købe god vin på Falster, hvor der også skulle være nogle gode strande. Efter det kører vi ud i sommerlandet, og jeg glæder jeg mig til at holde ferie i Danmark, som virkelig kan noget – ikke mindst når vejret er godt. Min kone er fra Silkeborg, som i mine øjne er et af de smukkeste steder i Danmark med de mange skove og søer, der er fantastiske at bade i.”

Hvortil gik den første rejse til et europæisk land, som du kan huske?

“Det var min første rejse som fireårig til Cypern i 1973 – kort før Tyrkiet besatte den nordlige del af øen. Det var ikke bare første gang, at jeg prøvede at flyve, men også første gang jeg så mine bedsteforældre dernede. Jeg husker overraskende mange ting fra den tur, selv om jeg ikke var ret gammel. Det gjorde selvfølgelig stort indtryk at møde min farmor og farfar, som boede i en lille landsby på den nordlige del af øen. De kunne kun tale græsk, og jeg måtte derfor kommunikere med dem gennem mimik og gestik. Det gik meget fint. Jeg husker, at de havde appelsintræer i haven, og at alting i det hele taget var helt anderledes end i Danmark – vejret, lugtene, lydene, maden. Et andet minde er en dagstur til den nærmeste store by, Famagusta, der på det tidspunkt var en af de mest populære feriebyer i Europa med masser af hoteller ned til den lækre strand. Her fik jeg en lille kuffert med forskelligt legetøj, som jeg desværre mistede på busturen hjem til mine bedsteforældres landsby. Det var jeg ked af i mange år bagefter.”

Er der en begivenhed, der fik din interesse for Europa til at stige meget?

“Murens fald gjorde et kæmpe indtryk. Gennem hele min gymnasietid havde den kolde krig fyldt ret meget, så det var vildt, da det hele ramlede i Østtyskland, og man så alle billederne af glade mennesker, der pludselig var blevet frie. Før det havde jeg fulgt ret meget med i de mange optøjer, der fulgte i kølvandet på Margaret Thatchers overtagelse af magten i Storbritannien, hvor der var økonomisk krise og høj arbejdsløshed – især blandt de unge. Omkring 1980, hvor jeg var på besøg hos min familie i London, var der kæmpe spændinger mellem politiet og etniske mindretal, der følte sig forfulgt. Det hele eksploderede med de voldsomme uroligheder i Brixton, hvor rigtig mange kom til skade. Det bredte sig til andre engelske byer, og billederne af kampene mellem sorte og asiatiske unge og betjentene med Bobby-hattene sidder stadig på nethinden.

Men det, der ubetinget fik min interesse for Europa til at stige allermest, var Tyrkiets invasion af Cypern i 1974. Jeg husker, at min far fortalte, at mine bedsteforældre var blevet nødt til at flygte fra deres landsby, og at kun nåede at få et par kufferter med. Så hurtigt gik det. De endte i en flygtningelejr på den sydlige del af øen og havde mistet alt, så min far og hans søskende sendte penge til dem. Senere fik de igen deres eget hus, men som så mange andre cyprioter blev livet aldrig helt det samme. Det har selvfølgelig præget mig stærkt, og jeg endte da også med at skrive hovedopgave på Journalisthøjskolen om Cypern-konflikten og den på det tidspunkt forestående optagelse i EU.”

Har du et yndlingssted i Europa – et land, en by, en plads, en restaurant etc…?

“Den er svær, men det må være London, som jeg boede i som helt lille og senere igen som voksen. Jeg elsker alt ved den by – ikke mindst Arsenal-kampene og det rige kulturliv – og troede i min unge år, at jeg skulle bo i byen resten af mit liv. Sådan blev det ikke, men jeg føler stadig, at det er min anden hjemby. Jeg holder særligt af Islington, hvor det meste af min familie bor, og hvor Arsenals hjemmestadion ligger. Det er blevet et meget hipsteragtigt område de senere år med mange små restauranter og specialbutikker – særligt omkring hovedåren Upper Street – men jeg synes alligevel, at bydelen har formået at beholde sin charme. Ikke mindst i den nordlige del af Islington, hvor man stadig kan få sig en god gammeldags omgang fish & chips i de ofte familiedrevne små restauranter, hvor tiden heldigvis har stået stille.”

Har du en yndlingseuropæer? En du beundrer eller ser op til?

“Der er mange. Men den første, jeg kommer i tanke om, er Margrethe Vestager. Jeg har dyb respekt for, at hun som konkurrencekommisær i EU har vist, at hun ikke er bange for at gå efter de helt store virksomheder og deres bevidste omgåelse af lovene og har uddelt kæmpebøder til techgiganter som Apple, Facebook og Google.”

Hvordan ser du på det europæiske samarbejde (EU)?

“Jeg ser det som absolut nødvendigt og en forudsætning for fred, sikkerhed og frihed i Europa. Jeg er en stor tilhænger af det indre marked, der blandt andet gør det muligt at bo, arbejde og studere i et andet EU-land. På plussiden er også forbrugerbeskyttelsen. Men der er selvfølgelig mange ting, der kunne være bedre. Ikke mindst EU’s rolle, når det handler om at tage ansvar for nogle af de mange mennesker, der er flygtet fra krig og bor i overfyldte lejre som Moria på Lesbos. Jeg fatter simpelthen ikke, at man vil være bekendt at lade mennesker rådne op under så usle forhold, og at det endnu ikke er lykkedes medlemslandene at blive enige om en aftale, der giver disse stakkels mennesker en fremtid i Europa. EU’s aftaler med Tyrkiet og Libyen er også dybt skammelige.”

I hvilken retning synes du at EU skal bevæge sig?

“Jeg ville ønske, at de enkelte medlemslande igen begyndte at se styrkerne i EU-samarbejdet i stedet for at lukke sig mere og mere om sig selv. I disse år ser vi en stigende nationalisme, der kombineret med brud på menneskerettighederne er dybt bekymrende – som eksempelvis i Ungarn og Polen.

Det ville være fantastisk med et Europa, der viste mere solidaritet over for de mest udsatte. Heriblandt alle de mennesker, der i årevis sidder fast i flygtningelejrene uden udsigt til en værdig fremtid. Hvis EU-landene kunne blive enige om en aftale, ville disse mennesker ret hurtigt kunne blive omfordelt. Og jeg synes heller ikke, at vi kan være bekendt at lade lande som Grækenland og Italien stå med det hele selv. Det siger sig selv, at det er en umulig opgave, og det er samtidig med til at skabe utilfredshed og grobund for nationalisme.”

Hvordan ser du Danmarks rolle i det europæiske samarbejde?

“Jeg ser Danmark som et land, der går forrest på miljø,- fødevare og klimafronten. Men samtidig er Danmark nok også et lille land, som måske ikke altid har den store vægt over for lande som Tyskland og Frankrig. Og der kan vores forbehold og velkendte EU-skepsis godt spille ind. Generelt synes jeg ikke, at EU får ret meget omtale af hverken medier eller hjemlige politikere i betragtning af, hvor vigtig en institution den er for os alle sammen.”

Har du en europæiske yndlingsforfatter?

“Jeg har mange, og de fleste er fra Storbritannien. Det er forfattere som Roddy Doyle, Zadie Smith og Nick Hornby. Sidstnævnte er både Arsenal-fan og musiknørd som mig selv, og han har skrevet fantastiske bøger om begge dele – og skal som de andre selvfølgelig læses på engelsk!”

En europæisk yndlingsfilm?

“Den første, jeg kommer i tanke om, er Cinema Paradiso. Fantastisk bevægende film, som jeg har set mange gange. Den er en smuk hyldest til filmkunsten og fuld af håb og drømme.”

Og hvad med europæisk musik?

“Jeg elsker Kraftwerk, og det er jo helt oplagt at nævne Trans Europa Express, som rent faktisk også er et af deres bedste album. Men mit yndlingsband har siden min spæde ungdom været Depeche Mode – med The Cure på en meget sikker andenplads. Jeg har oplevet alle tre bands live masser af gange – både herhjemme og for Depeche Modes vedkommende også i udlandet. I det hele taget fylder britisk musik meget i min pladesamling. Der er alt fra Beatles til den spoken word-poeten Kate Tempest, der med sit seneste album ”The book of traps and lessons” fra 2019 beretter om Storbritannien i krise med numre om alt fra Brexit til racisme.”

Roberto Zacharias

Roberto Zacharias (født 1969) er journalist og kommunikationsrådgiver. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001. De seneste fem år har han arbejdet som presse- og kampagnemedarbejder i Amnesty International.

Henrik Brun er forfatter, redaktør og journalist, blandt andet har han arbejdet for Information, Kristeligt Dagblad og Amnesty International.

Billede i artiklens top: /John Nielsen/

Læs hele temaet “Mit Europa”