Dilemmaet i atelieret: Kunst eller overlevelse

2017-06-30T10:08:18+00:00 Af |Portræt|

Den økonomiske krise i Portugal har vidtrækkende konsekvenser for landets kunstnermiljø. Mange rejser udenlands eller opgiver helt at skabe kunst, mens de tilbageværende lever tæt på – hvis ikke under – fattigdomsgrænsen. Men kan krisen også virke stimulerende for kunstmiljøet? Magasinet Europa tegner her et portræt af situation set indefra.

27.04.2013 | KUNSTVILKÅR | Det ville løbe koldt ned ad ryggen på enhver økonomisk rådgiver, som sad med Mauro Cerqueiras regnskab foran sig. Mauro har nemlig hverken job eller fast indtægt og lever praktisk taget fra hånden til munden. Den 30-årige portugiser tilhører en af de mest udsatte faggrupper i et Portugal, hvor arbejdsløsheden og statsunderskuddet stiger, og regeringen det seneste år har gennemført de mest omfattende spareøvelser i Europa.

Mauro er kunstner og opsummerer sin egen og sine kunstnerkollegaers situation i ét ord.

”Dramatisk.”

”Det er meget hårdt for tiden. Jeg er altid afhængig af salg fra de tre gallerier, der repræsenterer mig, men det har været meget svært at sælge mine værker. Jeg ved ikke om, jeg har penge på lommen næste måned. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer”.

Siden finanskrisen brød ud i Portugal er kunstsalget styrtdykket, og krisens ekko runger ud i de yderste grene af kunstmiljøet. Mange af gallerierne lukker, kunstinstitutionerne har ingen penge til at investere i samtidig kunst, og statsstøtten er stort set forsvundet. Den politiske bevågenhed på kulturområdet er endda blevet nedprioriteret i en sådan grad, at Kulturministeriet er blevet opløst.

”Dette er ikke kun en økonomisk krise, men også en værdimæssig krise. Fraværet af politisk initiativ er meget skuffende, men vi bliver nødt til at arbejde videre.”

Arbejd, arbejd, arbejd
Kodeordet her er ”arbejde”. For at overleve er de fleste kunstnere nødt til at have et fuldtidsarbejde ved siden af kunsten. Det betyder, at mange nedprioriterer deres kunst, fordi det er for opslidende at have to parallelle karrierer, eller simpelthen giver op. Men ikke Mauro. Så længe han kan overleve, selv om det er på grænsen af fattigdom, vil han indrette sig i stedet efter vilkårene. Det er kunstnerens gebet.

”Jeg undrer mig selv over, hvordan vi overlever. Man er nødt til at finde små job, arbejde hele tiden. Men nogle gange er det ikke nok, og man må spørge sin far eller sin bedstefar om penge, men selv blandt deres generationer er der mange, som ikke har et arbejde. Det er vanskeligt, men kunstnere skal altid arbejde en masse. Det gælder om ikke at give op, at fortsætte. Kunstens rolle nu er at vise, hvad konsekvenserne ved den nuværende situation har for samfundet. Vores kunst skal udstille og stille spørgsmål ved retningen.”

Fugtigt, men inspirerende
For at holde udgifterne nede er kunstnermiljøet begyndt at rotte sig sammen i arbejdskollektiver. Nogle opretter store atelierer i nedlagte fabrikker, andre arrangerer undergrundsfestivaler eller åbner deres egne gallerier. Det gælder om at finde et rum at fremstille kunsten i. Steder, hvor den både kan produceres og sælges. Mauro har for eksempel oprettet et atelier sammen med tre andre kunstnere.

”Vi fandt et sted i den gamle del af byen – et nedslidt og problematisk kvarter – som var ved at falde fra hinanden. Derfor fik vi forhandlet en god husleje på plads. Vi har nu renoveret stedet, så det fungerer, men der er ingen varme, og vi fryser, når vi er der. Der er også en masse fugt, men det gør alt samme viljen til arbejde stærkere.”

Mauro både maler og laver skulpturer, og for tiden arbejder han mest med materialer, han finder på gaden. Gamle jernrør, store træsplinter, rustne søm, plasticrester. Det han ikke finder, får han af sine naboer.

”Der er nogle nedlagte forretninger i gaden, og der finder jeg en masse. For eksempel har jeg fundet en del gammelt værktøj, som jeg kan bruge.”

Den ægte kunstner træder frem
Det handler om at klare sig så godt man kan, mener Mauro. Kunsten skal afspejle samfundets udvikling, og i den henseende er krisen og kunstmiljøet uadskilleligt sammenflettet.

Nuno Centeno ejer et af de tre gallerier, hvor Mauros kunst bliver udstillet. Han anerkender, at kunsten har svære vilkår for tiden, men mener samtidig, at det er en positiv periode, fordi de svage, uamtiøse kunstnere skilles fra flokken.

”Man kan se krisen som en mulighed for at rydde lidt op i systemet. For nu er der mulighed for at se: Hvem er de virkelige kunstnere, og hvem er ikke? Dem, som ikke kan sælge, giver op, og det betyder, at de ikke er rigtige kunstnere. En kunstner bør være kunstner hele tiden. Med salg eller uden.”

Derfor kan krisen vise sig at have en direkte kreativ effekt for kunstnerne, mener Nuno Centeno.

”Det kan være en god ting, at kunstnerne deler atelier. Den er en slags tilbagevenden til 70’erne, hvor kunstnerne arbejdede sammen, udvekslede ideer, så vi vinder noget terræn tilbage. Når vi befinder os i en god økonomisk periode, mister vi den slags små ting. Så arbejder de fleste alene.”

Kunst af høj kvalitet
Dem, som arbejder hårdere end normalt og tager flere chancer, skal nok klare sig, forudser Nuno Centeno. Han er begejstret over nogle af de nye tendenser, han ser.

”Der bliver lavet kunst, som i højere grad reflekterer samfundets tilstand, kunsten bliver mere ægte på en måde. Den beskæftiger sig med virkeligheden, og det er et positivt koncept for kunsten, synes jeg.”

”Der er sket en masse. Før blev der lavet store installationer, og mange arbejdede multimedielt med video og lyd og alle de andre elementer. Der blev lavede storslåede værker. Men den unge generation arbejder med low-tech materialer. De arbejder med appropriationer, og skaber mere æstetiske skulpturer af skrabede materialer. Kunsten er blevet mere eksperimenterende. Selvfølgelig er jeg ikke glad for den økonomiske situation, men jeg kan alligevel godt lide denne periode. Den kunst, der bliver produceret nu, er af virkelig høj kvalitet, synes jeg.”

Den romantiske idé er farlig
Mauro er helt enig i, at kunsten bevæger sig i trit med samfundsforholdene.

”Kunsten er blevet mere politisk. Det er umuligt at lukke øjnene for, hvad der sker. Det sker på gaden foran os, så kunstnerne er mere opmærksomme og reflekterer over det.”

Men han vil ikke gå så langt at sige, at den økonomiske krise er en gevinst for kunstmiljøet.

”Det er et meget farligt spørgsmål. Jeg ønsker ikke at støtte den romantiske idé, at stor og avangardistisk kunst vil stige op fra krisen. Krisen har gjort samfundet meget mindre interesseret i kunst. Der er ingen kunstkritikere, der er ingen kunstmagasiner, der er ingen forståelse for kunstens rolle i samfundet.”

“Tingene bliver nødt til forandre sig meget hurtigt. Vi nærmer os et kollaps. Det er er en meget alvorlig situation, der påvirker folks liv og deres fremtid. Vi har ikke et fremtidsperspektiv.”

Foto: nchenga/Flickr