Skattetroldmænd, indkomstforsvarere eller blot formueforvaltere? Nu kommer vi for første gang tæt på den elite, som diskret arbejder for at varetage og maksimere de ultra-riges milliardformuer. Det sker i professor Brooke Harringtons nye bog, hvor hun blandt andet har interviewet en lang række af de mange formueforvaltere, som har nok at gøre med at betjene de rigeste 0,7 procent af verdens befolkning, der nu ejer 41 procent af verdens aktiver. Målet er blandt andet minimering af beskatning og unddragelse af lovregulering. Vi bringer et uddrag af bogen, Kapital uden grænser.

Uddraget følger her:

»Han er omgivet af en gådefuld glorie af familiehemmeligheder, hvis tavse opbevarer han vides at være.« Sådan præsenterer Charles Dickens en af sine mest mindeværdige figurer: Mr. Tulkinghorn, skurken i romanen Bleak House. Advokaten Tulkinghorn har specialiseret sig i formueforvaltning og arveret og har derved skaffet sig omfattende indsigt i privatlivsforhold hos Storbritanniens adel.

Tulkinghorn forstår at beherske juraens sindrigheder bag en lidenskabsløs og uudgrundelig facade og har på den måde skabt sig et ry, som værdsættes højt af de klienter, hvis hemmeligheder han beskytter, og hvis formuer han administrerer. Selv om han ikke er mere end en ansat som deres undergivne medarbejder, har Tulkinghorn så store beføjelser, at han i al diskretion har magt til at kontrollere sin klienters liv.

Det giver ham en ganske anden status end romanens hærskare af andre tjenende ånder, for i modsætning til familielægerne, butlerne og guvernanterne, der har til opgave at opvarte adelen, gør Tulkinghorns kendskab til familiernes mest fortrolige affærer ham til deres egentlige herre. »Insider-outsidere« af Tulkingtons slags er værd at kigge grundigere efter i kortene, end det hidtil er sket – især når vi gør os klart, hvor omfattende en råderet de har fået som forvaltere af de kapitalstrømme, som bevæger sig i grænselandet mellem familiernes private liv og lovgivningens samt markedets offentlige verdener.

Her findes et videnshul, som jeg har bestræbt mig på at udfylde. I en vis forstand kan Bleak House læses som fortællingen om professionelle vidensarbejderes triumf over aristokratiet og om kompetencens sejr over rigdommen. Dickens’ beskrivelse af Tulkinghorn som »beherskeren af de store huses mysterier« giver mindelser om den karakteristik, Max Weber gav af den persiske shahs hofrevisorer, om hvem vi erfarer, at »de ophøjede deres budgetkunst til hemmelig doktrin og endda gjorde brug af hemmelige manuskripter« for at konsolidere deres magt, og at de greb til fordunklingsmanøvrer for at fastholde shahens afhængighed af deres tjenester.

Det er også en karakteristik af professionelle elitetjenester og navnlig inden for det domæne, vi i dag kender som »formueforvaltning« – en tjenesteydelse, som går ud på at mobilisere den optimale juridiske og økonomiske ekspertise til forsvaret for enkeltpersoners og familiers store nettoformuer. De fagkompetente personer, som i vor tid tilbyder sådanne tjenesteydelser, er Mr. Tulkinghorns moderne arvtagere. Formueforvaltere står i fokus for denne bog, fordi deres arbejde – med et udtryk af den franske antropolog Marcel Mauss – udgør un fait social total (en total social handling), som inddrager et samfunds vigtigste institutioner i en samspilsrelation.

Formueforvalternes opdrag er både teknisk og socialt. Det vedrører den finansielle verden og familien, og både stater og organisationer har vigtige roller at spille. Formueforvaltning indgår også i mange af de store problematikker, vi kender fra de debatter, som aktuelt føres om spørgsmål som ulighed, beskatning og globalisering. En iagttager har beskrevet formueforvaltningen, dens funktion og dens målsætninger som »den mest komplekse rolle i nogen af det finansielle eller politiske livs felter«.

Professionen og dens oprindelse
Formueforvaltning er en relation, hvor »et professionelt miljø indgår i samspil i en proces, der er på vej mod organisering«. En anerkendelse af professionens status vandt først frem i den æra, da Dickens skrev Bleak House, dvs. midt i 1800-tallet. Professionens vigtigste og mest repræsentative brancheorganisation – Society of Trust and Estate Practitioners (STEP) – blev dog først grundlagt i 1990. Indtil for nylig var det ikke muligt at tage en universitetsgrad i formueforvaltning eller opnå anden officiel anerkendelse af sin viden på dette felt.8 Det betyder, at professionens udøvere som regel kommer fra andre baggrunde. Som Tulkinghorn er mange formueforvaltere i dag jurister af uddannelse, mens en anden stor gruppe har baggrund i revisorfaget.

Organisatorisk set finder formueforvaltere ansættelse i en bred vifte af sammenhænge, fra private banker og trustordninger til familie- og enkeltmandsfirmaer. Da formueforvaltning først for nylig er blevet anerkendt som selvstændig profession, mangler mange af disciplinens grundlæggende definitionsspørgsmål endnu at finde en endelig afklaring, herunder hvordan den skal afgrænses som et særskilt felt, og hvilken titel man skal give professionens udøvere. Selv om det anerkendes i de få undersøgelser af professionen, at »der ikke findes nogen almindeligt vedtaget standarddefinition for formueforvaltning«, er der blandt professionens udøvere og i forskningslitteraturen bred enighed om, at »en grundlæggende definition må inkludere ’ydelse af finansielle tjenester til velhavende klienter, især til privatpersoner og deres familier’«.

Da grundlæggerne af professionens brancheorganisation skulle finde en officiel titel, valgte de at lægge vægt på fagets historiske forbindelse til godsforvaltning og bobestyrervirksomhed og kaldte sig for »trust- og arvegodsforvaltere« (trust and estate practioners).

Men det valg af jobtitel bliver stadig mindre dækkende for kompleksiteten i professionens aktiviteter. I dag hvor STEP repræsenterer over 20.000 medlemmer i 95 lande, omfatter fagets nutidige praksisser ofte ikke blot trustforvaltning, men også overopsyn med familievirksomheder, koordination af mange forskellige typer aktiver verden over og de altid meget væsentlige analyser af de skattemæssige konsekvenser af ejerskab og handelstransaktioner. De mange bud, der er givet på en titel, der kan indfange den fulde kompleksitet i professionens aktiviteter, går fra det fantasifulde (’skattetroldmænd’) over det utilitaristiske (’transaktionsplanlæggere’) til det politisk pointerede (’indkomst-forsvarere’).

Efterhånden ser der imidlertid ud til at være fremvokset en vis konsensus om brug af den elementære term »formueforvaltere« – også blandt STEP’s mange medlemmer. Ja, i en omdiskuteret artikel i branchebladet STEP Journal blev det ligefrem hævdet, at STEP’s professionelle udøvere – underforstået: modsat advokater, bankfolk eller tjenesteudbydere fra konkurrerende faggrupper – er »de sande formueforvaltere«, fordi deres område omfatter »hele spektret af vores klienters aktiver og øvrige finansielle forhold.

Formueforvaltning ses således som den overordnede funktion, der går ud på at skaffe sig rådgivning fra diverse eksperter i investering, beskatning osv. med henblik på at formulere en sammenhængende plan«. »Formueforvalter« er derfor også den term, jeg bruger i bogen.

At der endnu ikke er gennemført en fuld professionalisering af hvervet som forvalter af arv og formuer, beror i nogen grad på de skiftende former, som velstand antager op igennem historien. Oprindeligt var jordejerskab verden over den primære kilde til store formuer, og sådan er det fortsat i store dele af verden, især i Afrika og Latinamerika. I den kontekst kunne familiers velstand udmærket forsvares uden intervention fra professionelle ved af hjælp af praksisser som arrangerede ægteskaber, førstefødselsret, fideikommiser og testamentering. I de tilfælde, hvor sådanne strategier ikke kunne realiseres eller ikke var praktiske – som da riddere i Middelalderens Europa drog ud på Korstog og dermed bragte efterladte jordbesiddelser i fare for at blive beslaglagt af kirken, staten eller rivaliserende adelsmænd – besluttede nogle af dem sig for at udvikle en helt ny slags praksis: De overdrog varetagelse af deres aktiver til bestyreren for en særlig forvaltningsordning, som de kaldte en trust. Ordningen indebar, at det juridiske ejerskab til deres ejendomme blev overdraget til en fortrolig slægtning eller »frænde«, hvis rolle skulle være at tilgodese en tredjepart eller støttemodtager – som regel den oprindelige ejers hustru og børn, som ikke selv havde juridisk adkomst til at eje ejendom og således var sårbare over for at få frataget alle værdier. Adskillelsen af juridisk ejerskab fra forvaltningen af ejendommen med henblik på at tilgodese en støttemodtager som tredjepart skulle i kombination med brugen af frivillige trustforvaltere vise sig som en overordentlig effektiv og fleksibel disposition for velstandsbevarelse.

Indtil et godt stykke frem i 1700-tallet var overklassens indre solidaritet tilstrækkelig stor til at holde sammen på systemet, uden at der blev brug for professionelle forvalteres intervention.

Professionaliseringen af forvaltning af arv og formue begyndte tilsyneladende i USA, da Massachusetts Højesteret traf en afgørelse i sagen Harvard versus Amory fra 1830, der betød, at formueforvaltere for første gang blev anerkendt som en professionel klasse. Dette faldt sammen med udviklingen af en ny slags velstand, der var særegen for Den Nye Verden. De største familieformuer, som var skabt i USA, havde vokset sig store gennem global handel – navnlig inden for hvalfiskeri, pelshandel og tekstiler – snarere end landbrug. Disse kommercielle aktiviteter genererede enorme likvide summer og med dem også et behov for at finde investeringsmuligheder og kompetente vejledere. I takt med, at velstanden antog nye former og undergik en metamorfose fra materiel ejendom til handelskapital, opstod der også et stigende behov for, og dermed efterspørgsel efter, en ekspertbistand til at forvalte velstanden. Med andre ord begyndte formueforvaltning som profession at tage form i takt med selve kapitalismens transformation. En yderligere katalysator for professionalisering af forvaltning af arv og formue var udviklingen af offshorefinanscentre og lempelsen af de internationale valutarestriktioner – en proces, der stod på fra 1960’erne til de sene 1980’ere.

Disse forandringer medførte afvikling af mange af de begrænsninger, der tidligere var sat for kapitalstrømme på tværs af grænser. Fra et finansielt synspunkt blev nationalstaternes grænser langt mere porøse, hvorved velhavende familier og individer blev sat fri til selv at ’tage på shoppetur’ for at finde de mest favorable skattemæssige, reguleringsmæssige og politiske vilkår for anbringelse af deres aktiver. De internationale vilkår forandrer sig fortsat løbende i forbindelse med staters kappestrid om at tiltrække privatrigdomme til deres egne jurisdiktioner. At finde de optimale vilkår for at beskytte og investere private aktiver bliver således en stadig mere kompliceret opgave. Derfor overdrages den i reglen til formueforvaltere, der får til opgave at finde frem til de lovgivningsmæssige, organisatoriske og finansielle strukturer, der kan skabe optimale rammer omkring anbringelse af aktiverne, herunder hvor de pågældende aktiver skal baseres geografisk. Disse beslutninger vil igen afhænge af den pågældende aktiv-type (er det en yacht, en kunstsamling, en aktieportefølje?) og af klientens mål.

Hvad formueforvaltere gør
Man kan sammenligne formueforvalteres praksis med arkitekters: Ligesom arkitekter påtager de sig at udforme komplekse multifunktionelle strukturer – ja, den Nobelpris-vindende økonom Robert Schiller definerede for nylig finansvidenskab som »videnskaben om målarkitektur, dvs. om hvordan man strukturerer de økonomiske arrangementer, som er nødvendige for at realisere en række givne mål, og forvaltningen af de aktiver, som er en forudsætning for at realisere sådanne mål«.

Set i dette perspektiv er formueforvaltning en operation, der udspiller sig i selve kernen af finansverdenen. Den finansielle arkitektur, som formueforvaltere konstruerer, indeholder imidlertid aktiver snarere end mennesker. I stedet for at være sammensat af mursten og mørtel er dens strukturer sammensat af indbyrdes forbundne organisatoriske enheder såsom trustordninger, selskaber og fonde.

Disse strukturer tjener ofte forskellige mål, herunder minimering af beskatning, unddragelse af lovregulering, kontrol med familievirksomheder, planlægning af arv og arvefølge- og overtagelse, investeringer og donationer til velgørende formål. Juridisk bindende dokumenter som testamenter eller trust-instrumenter fungerer som de grundlæggende byggestene i disse konstruktioner. I modsætning til arkitekter må formueforvaltere dog også vedligeholde de strukturer, som de skaber. I takt med forandringer i love, finansielle vilkår og det politiske klima, skifter også de strategier, som er nødvendige for at optimere en administration af klienters aktiver. At holde sig à jour med så mange skiftende sammenhænge kræver beherskelse af et komplekst sæt af kompetencer. Af samme grund finder mange velhavende mennesker, som selv har skabt sig deres formue eller har arvet den, det upraktisk at skulle forvalte aktiverne selv. I stedet ansætter de formueforvaltere, der – som det hedder i en STEP-lærebog – på én gang må være »advokat, skatterådgiver og investeringsrådgiver – det hele rullet sammen i én«.

Hvor nogle fagudøvere er i stand til at overskue og beherske alle former for ekspertise inden for en og samme jurisdiktion, vil det ved internationale transaktioner typisk være nødvendigt, at formueforvaltere går sammen og koordinerer arbejdet for et team af rådgivere. I den forstand er formueforvaltere snarere en hovedentreprenør end en arkitekt: De er ansvarlige for at føre klientens strategiske plan ud i livet, men de er afhængige af et hold af underentreprenører, som får til opgave at varetage de mere specialiserede dele af opgaven. Selv om offentligheden kun sjældent bliver indviet i, hvordan sådanne komplekse strukturer udformes nøjere, kan vi få et indblik i dem ved læse branchens egne publikationer.

Følgende er et typisk klient-scenarie, taget fra en af STEP’s lærebøger.

”Klienthenvendelsen kommer fra brasiliansk statsborger, der ønsker at være stifter. Han har i de seneste 15 år været bosat i Canada, som han betragter som sit permanente hjemland. Den ønskede trustforvalter skal være en trustinstitution på Caymanøerne med en professionel protektor på Bahama-øerne. Hensigten er, at trustordningens aktiver skal omfatte aktier i to underliggende selskaber. Holdingselskabet for stifterens latinamerikanske forretningsimperium er inkorporeret i et ikke-registreret selskab i Bermuda og i en IBC (International Business Corporation), som er inkorporereret på De Britiske Jomfruøer og indeholder en portefølje af aktier og aktieandele. Trustens støttemodtagere omfatter en klasse af personer, som er bosat i lande i Europa og Sydamerika.”

Det er værd at hæfte sig ved tre aspekter af dette tænkte scenarie, fordi de illustrerer kompleksiteten i formueforvaltning. Det første er den internationale spændvidde i klientens situation: Hele seks lande og deres respektive love er impliceret i denne særlige ejerskabsstruktur – og her er endda ikke medtalt de nationalstater i Europa og Sydamerika, hvor de støttemodtagere, som den påtænkte formueforvaltningsplan skal tilgodese finansielt, er bosat. Formueforvalteren vil skulle koordinere med eksperter i hver af disse jurisdiktioner for at holde sig på forkant med ændringer i skattelovgivning og andre lovreguleringer. Formueforvalteren må også være forberedt på at flytte aktiver fra hver af de givne jurisdiktioner, hvis vilkårene for varetagelse af klientens interesser forringes (f.eks. gennem nationalisering af industrier eller i tilfælde af markant højere inflation eller øget beskatning). For det andet involverer planen et komplekst sæt af aktører, ikke kun professionelle forvaltere som trustadministratorer på Caymanøerne og bestyrelsesmedlemmerne i den førnævnte International Business Corporation på Bermuda, men også planens såkaldte stifter (settlor) – dvs. klienten, og støttemodtagerne – de parter, han ønsker tilgodeset.

Endelig har vi for det tredje et miks af strukturer med en trustordning, hvor aktiebeholdningen har flere underliggende holdingselskaber. Denne konfiguration af forvaltningsformuen i en kompliceret selskabsstruktur gør det muligt at rykke aktiver frem og tilbage, i hvad der er blevet sammenlignet med et »ekstraordinært bægerspil« (et spil, der udføres ved et bord med tre omvendte bægre, hvorunder en tryllekunstner lader bolde eller mønter skiftevis forsvinde eller vise sig, red.).

Målene for spillet er bl.a. at undgå beskatning, at holde kreditorer væk og at slippe for arveafgifter. Når aktiver på den måde holdes i cirkulation mellem strukturer og på tværs af jurisdiktioner, bliver det også muligt at bevæge dem stort set friktionsfrit igennem nationalstaternes reguleringsapparater. »Friktion« henviser her især til skattemyndigheders aktiviteter, til domstole og andre organer i statslige magtapparater. At hindre en stat i at nå sine beskatnings- og reguleringsmål uden at bryde nogen lov er en praksis, som i den juridiske forskningslitteratur er blevet kaldt et sæt af »tricks«, der tages i brug for at »manipulere facetter af et ejerskab«. Gennem formueforvalteres kyndige brug af redskaber som trustordninger, fonde og selskaber kan »nu ser du det – nu ser du det ikke«-spillet fortsætte i noget nær det uendelige, således at klienternes rigdomme får mulighed for at vokse uden at kunne røres af skattemyndigheder, kreditorer, arvinger eller nogen anden, der måtte være ude efter at tilrane sig noget af formuen.

Bogens hovedtemaer
I min undersøgelse vil jeg ikke blot kaste lys over, hvad formueforvaltere gør, men også se nærmere på, hvad det betyder. Således undersøger jeg professionens konsekvenser for væsentlige sociale strukturer og ser på, hvad formueforvaltning kan fortælle os om forandringer i det institutionelle og i det private liv. Følgende emner vil blive taget under behandling:

Økonomisk ulighed. Fra deres oprindelse i Middelalderens England har de praksisser, som formueforvaltning bygger på, tjent to formål, der er indbyrdes forbundne; beskyttelse af familieformuer og reproduktion af eliter. Ved nærmere at bestemme formueforvalteres centrale rolle i disse processer giver bogen også relevante indspark til en større teoretisk udfordring ved studiet af social stratifikation, dvs. opdeling af samfundet i sociale lag ved »at fastslå, hvem der får ting til at vare ved og hvordan«.

Hvor anden forskning har forudsat en sammenhæng mellem professioner og ulighed, ser jeg specifikt på en ny gruppe aktører, som er »væsentlige« og »uerstattelige« – både for de globale stratifikationsprocesser og for de teknikker, de tager i brug for at forsvare deres klienters velstand.

Professionens samfundsmæssige konsekvenser beror på, at den kombinerer dybe historiske forbindelser til dynastisk velstand, der går tilbage til feudaltidens Europa med en brug af innovative juridiske og finansielle teknikker, der giver den en fremtrædende placering i vor tids globale finansverden. Normalt hyres formueforvaltere af klienter, som allerede har akkumuleret deres formuer, hvorefter den professionelle forvalters job ikke så meget bliver at forøge disse aktivers værdi som at beskytte dem imod at gå tabt til skattemyndigheder, kreditorer og arvinger. Denne defensive orientering giver professionen en usædvanlig stilling inden for en finansiel branche, som i reglen er forbundet med aggressiv jagt på profit.

For et århundrede siden blev formueforvalteres klienter under ét opfattet som »den arbejdsfrie klasse« af kuponklippere og rentenydere. Det var en gruppe, som formentlig blot talte få tusinder og var koncentreret i Nordamerika og Europa.

I dag har klienterne langt mere forskelligartede profiler, hvad der igen afspejler, at »verden bliver stadig rigere, og at en stor del af dens velstand er blevet verdensomspændende snarere end baseret i de traditionelle rige lande«.

Således omfatter formueforvalteres aktuelle klientbaser verdens »167.699 individer med ultrahøj nettovelstand«, hvilket er defineret som personer, der har mindst 30 millioner dollars i investérbare aktiver.

I modsætning til deres forgængere er disse eliter fordelt bredt ud over det meste af kloden. De udgør, ikke mindst i kraft af deres formueforvalteres ekspertinterventioner, dermed »den hegemoniske fraktion af den verdensomspændende kapital«.

I takt med at den globale velstand igennem de senere år er vokset til rekordniveauer, så den i dag løber op i anslået 241 billioner dollars, er også uligheden vokset i en sådan grad, at den rigeste 0,7 procent af verdens befolkning nu ejer 41 procent af aktiverne.

Koblet sammen med en aftagende social mobilitet betyder denne proces, at de rige i stigende grad forbliver rige, mens de fattige i stigende grad forbliver fattige – generation efter generation.

Dette har afgørende betydning, for selv om fokus er øget på indkomstulighed, er også velstandsfordelingen notorisk blevet langt mere ulige, hvilket igen får en række afledte følger til at slå stærkere igennem.

Selv om indkomster altid vil variere, vil velstand, der er mere bredt fordelt, stabilisere samfund og indvirke på, hvor let adgang dets medlemmer har til noget nær alle domæner – fra uddannelse til arbejdsmarked, ægteskab og familiestiftelse, ejerskab af fast ejendom og politisk magt.

Ved at facilitere skatteunddragelse, herunder overdragelse af familieformuer fra en generation til den næste uden arvebeskatning har formueforvaltere bidraget til at forstærke og fastholde dette mønster af tiltagende global ulighed. Som det for nylig hed i en undersøgelse: »De professionelle formueforvaltere spiller en afgø- rende rolle: Så vidt vi har kunnet konstatere, har de været til stede i forbindelse med samtlige af de lovgivningstiltag, som er blevet udviklet for at undgå skat og regulering.«

I konkrete tal skønnes formueforvaltere at kontrollere kapitalstrømme på op til 21 billioner dollars i private midler på en sådan måde, at stater årligt går glip af omkring 200 milliarder dollars i tabte skatteindtægter. Ved at skille disse aktiver fra de stater, der ønsker at beskatte og regulere dem skaber de professionelle formueforvaltere en form for kapital, der i lighed med dens besiddere er kendetegnet ved at være »transnational« og »hypermobil«.

Ved »kunstigt at manipulere med papirspor for pengebevægelser over grænser« opbygger formueforvaltere ikke blot strukturer til aktivbevarelse og skatteunddragelse, men et helt nyt korpus af transnationale institutioner, som ekspanderer uden for rækkevidde af demokratiske organers kontrolmekanismer. STEP’s publikationer anerkender, at branchens og dens medlemmers arbejde har denne karakter, men udlægger det som nødværgemanøvrer, der skal forsvare kapitalister over for »konfiskerende« staters udplyndringer.

Professionens rolle i samfundet. Meget af det, som formueforvaltere gør som del af deres daglige praksisser, udspiller sig inden for »en etisk gråzone« – dvs. et aktivitetsfelt, der formelt er lovligt, men er socialt illegitimt.

Det omfatter ikke blot skatteunddragelse, men også brugen af trustordninger, offshoreselskaber og andre redskaber til at hjælpe klienter til at undgå at betale kreditorer og udelukke familiemedlemmer fra at få de andele af en arv, som de retmæssigt har krav på.

Sådanne taktikker, hvoraf mange også bruges af selskaber for at undgå beskatning og regulering, kan tiltrække sig stor opmærksomhed og fordømmelse i offentligheden, hvilket igen kan udgøre en potentiel trussel for professionen og bringe den »på kollisionskurs med civilsamfundet«.

Formuevalter-professionen er da også blevet udsat for kritik fra statslige organer, som beskæftiger sig med skatteunddragelse, pengevask og voksende global ulighed. F.eks. iværksatte Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) i sin Seoul-Erklæring fra 2006 en række nye lovgivningsmæssige sanktioner imod skatteunddragende praksisser og fremhævede i den forbindelse de roller, som spilles af »advokat- og revisionsfirmaer, andre skatterådgivere og finansielle institutioner i relation til ikkeoverholdelse« af internationale love.

Den amerikanske senator Carl Levin har beklaget sig over de holdingselskabs-strukturer, som formueforvaltere har skabt for at sløre mulighederne for at danne sig overblik over deres klienters aktiver: »De fleste forvaltningsordninger er så komplekse, at de bliver til MEGO’s (My Eyes Glaze Over). Designerne af disse sindrige konstruktioner sætter deres lid til, at konstruktionernes blotte kompleksitet er nok til at hindre nøjere granskning og offentlig harme.«

Lad os tage et eksempel: Pritzker-familien fra Chicago ejer en formue på 15 milliarder dollars, hvilket gør den til en USA’s rigeste familier. Dens aktiver er placeret i 60 selskaber i 2.500 trusts gennem en brug af strukturer og strategier, som erhvervsmagasinet Forbes – normalt en heppekorsleder for velhavende eliter – med et ukarakteristisk anstrøg af moralsk væmmelse betegner som »fordækte […] og konstruerede med henblik på at afskrække udenforstående fra granskning – og enestående dygtig til at udnytte smuthuller i skattelovgivningen«.

Denne komplekse holdingstruktur for aktiverne har Pritzker-familien ikke selv hittet på – det har familiens advokater, revisorer, skatteeksperter og investeringsrådgivere. Disse professionelle administratorer skærmer ikke blot velstand imod beskatning, men tjener det formål at »fordunkle økonomiske magtkoncentrationer« gennem brug af enheder som skuffeselskaber og trustordninger, der skal gøre det vanskeligt, hvis ikke umuligt at identificere formuens sande ejere.

Brugen af trusts bliver desto mere udbredt, fordi de fleste nationale lovgivninger ikke stiller krav om deres registrering, og selv i de få lande, hvor registrering af trustforvalteren, den såkaldte trustee, er påbudt, forbliver identiteten af stifter og støttemodtager en hemmelighed. Brugen af selskabsstrukturer kræver på den anden side offentlig registrering i mange jurisdiktioner, men ejerskabet kan uden videre skjules ved at bruge nominelle aktionærer og direktører – tredjeparter, som indsættes med det udtrykkelige forsæt at skabe en buffer mellem dem, der har det juridiske ansvar for at forvalte velstanden, og dem, som i realiteten nyder godt af den. Som en konsekvens af alle disse metoder, er en førhen temmelig upåagtet profession med et ulasteligt ry – som inkarneret af Tulkinghorn – efterhånden blev belastet af særdeles negativt offentligt image. Formueforvaltere forsøger på flere niveauer at kæmpe imod deres miskrediterede ry: I det individuelle samspil med deres klienter, i deres firmaers bestræbelser på at skabe sig og fastholde et ry som hæderlige mæglere og i den professionelle brancheforening STEP’s indsats for at påvirke formueforvalternes image i medierne, offentligheden og blandt politikere.

Disse pr-bestræbelser kan have afgørende betydning for at sikre formueforvaltningens overlevelse.

Ovenstående tekst er et uddrag af Brooke Harringtons bog Kapital uden grænser.

Brooke Harrington, ph.d., er professor (MSO) i økonomisk sociologi ved Department of Business and Politics på Copenhagen Business School. Hun har været på feltarbejde og interviewet femogtres formueforvaltere i traditionelle finansielle centre i Europa og Amerika samt i Afrika, Asien og det Sydlige Stillehav.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Kin Cheung.