Documenta – om ideologi, erindring og en hund, der kaldes menneske

2017-06-30T10:08:23+00:00 Af |Baggrund|

Kassel promoverer officielt sig selv som Documenta-stadt. Hvert femte år rejser omkring en million mennesker til den tyske by, for at opleve dét, der bliver betragtet som verdens vigtigste, og uden tvivl største, udstilling af samtidskunst. 

03.08.2012 | DOCUMENTA | Regnen har silet ned i dagevis og stierne i Karlsaue Park, som er et af de mange udstillingsarealer på Documenta, er delvist oversvømmede. Den franske kunstner Pierre Huyghe har installeret sit værk Untilled (Uopdyrket)  i et område af parken, der rummer et mindre bjerg af en kompostbunke, og som under andre omstændigheder er afspærret. Kompostbunken er gemt væk bag træerne i et lille skovareal, en uæstetisk undtagelsestilstand i en smuk, symmetrisk barokhave. Huyghe har skabt et foruroligende miljø, med dynger af mudder, jord, opbrudt asfalt og mærkelig flora, der normalt ikke gror her. Natskygge, giftige legumer, afghanske valmuer, afrodisiaka og cannabis. To hunde strejfer omkring, den ene, en uhyggeligt tynd, hvid greyhound har fået et af sine ben farvet lysende rødt. Den kaldes Human.

I år afvikles Documenta for trettende gang. Udstillingen spreder sig ud over hele byen, og Pierre Huyghes værk kan næsten ses som en slags illustration til Documentas erklærede vision om at anerkende og inddrage “alle former for viden, der deles af alt dødt såvel som levende, – også mennesker”. Udstillingen er som et omvendt prisme, der gennembrydes og informeres af diverse nutidige og historiske konflikter, politiske diskurser, alternative livsformer og forestillinger om økologisk bæredygtighed. Ambitionen med megaudstillingen er tilsyneladende at stille en altomfattende diagnose af verdens og menneskehedens tilstand, her og nu. Documenta afvikles traditionen tro i løbet af et hundrede dage, og mens dette skrives, har alverdens medier allerede bragt deres anmeldelser. Derfor vil jeg ikke ulejlige læseren med endnu en opremsning af det bedste og det værste på udstillingen, men i stedet forsøge at beskrive de historiske forhold, der motiverede den første Documenta, som blev afholdt i 1955.

Degenereret kunst
I 1943 blev Kassel tæppebombet. Halvfems procent af bymidten blev ødelagt, inklusiv Museum Fridericianum. Et af Europas ældste museer, der 12 år senere skulle genopstå som vært for den første Documenta. Efter kapitulationen i 1945 var det ikke kun bygninger og infrastruktur der lå i ruiner, det var også Tysklands anseelse, socialt og kulturelt. Med delingen af Tyskland – og Europa – havnede Kassel på den vestlige side af jerntæppet, tæt på grænsen til DDR.

Ti år efter Det Tredje Riges sammenbrud var tiden blevet moden til et definerende statement om efterkrigstidens kunst. Et polemisk udsagn, der i høj grad kom til at handle om fundamentalt forskellige verdensbilleder. Motivet for den første Documenta var på den ene side at rehabilitere mellemkrigstidens avantgarde kunstnere, og på den anden side at determinere fremtidens kunst i den vestlige verden. Som sådan var den første Documenta et politisk modsvar til den nazistiske propagandaudstilling Entartete Kunst, der havde turneret alle de største tyske byer i 1937. “Degenereret kunst” var nazisternes betegnelse for den eksperimenterende modernisme, og udstillingen i 1937 havde haft til formål at stigmatisere og sygeliggøre visse former for kunstnerisk virksomhed. Stort set alle de kunstnere, der havde været inkluderet i nazisternes udstilling, var også at finde på Documenta 1.

Der var tale om en form for bodsgang, men dette forsøg på soning kom også til udtryk som et demonstrativt, kulturelt powerplay. I Sovjetunionen og i dets satellitstater i Østblokken var kunsten blevet reduceret til rigid, socialistisk statspropaganda og med Kassels beliggenhed klos op ad DDR, havde Vesteuropa og USA fået en fantastisk placering for deres udstillinger af Den Frie Verdens kulturelle værdigrundlag.

Museum Fridericianum, Documenta 1 (1955). Foto: Günther Becker © Documenta Archiv

Den kollektive skyld
Kunstneren Arnold Bode og den indflydelsesrige tyske kunstteoretiker Werner Haftmann var initiativtagerne til Documenta 1. Ifølge det officielle og aktuelle Documenta katalog ville de regenerere erindringen om den tyske modernismes strålende fortid ved at lægge hovedvægt på den abstrakte kunst. Rehabiliteringen af modernismen inkluderede ikke politisk engagerede kunstnere på venstrefløjen. I 1946 var der ganske vist blevet taget initiativ til at organisere en udstilling af både østtyske og vesttyske kunstnere i Dresden, og i 1947 var østtyske kunstnere blevet vist på en udstilling i Augsburg i Vesttyskland. Men med blokaden af Vestberlin i 1948, og udbruddet af Koreakrigen i 1950, var fronterne blevet trukket skarpere op.  Haftmann og Bode ville ikke risikere at det ideologiske fundament, som Documenta 1 byggede på, blev udfordret af et konkurrerende verdensbillede. Selvom Haftmann beskrev udstillingen som en “vision om et globalt forbund” var der reelt tale om et forbund, der begrænsede sig til den vestlige alliance og eksklusionen af de østtyske kunstnere blev en form for allegori over Den Kolde Krig.

En hel del af værkerne på Documenta 13 har Tysklands forbryderiske fortid som omdrejningspunkt. Den skotske kunstner Susan Philipsz har f.eks. placeret en mængde højtalere i en halvcirkel for enden af perronerne på Kassels Hovedbanegård. Hvis man bevæger sig herud, kan man ganske svagt høre et stykke klassisk musik, Studie for strygeorkester, skrevet af den jødiske komponist Pavel Haas. Det smukke stykke, som Philipsz har brudt op på en måde, så tonerne får karakter af noget sfærisk, bliver næsten overdøvet af togenes planmæssige afgang og ankomst. Haas selv blev deporteret fra denne banegård, først til Theresienstadt, hvor han skrev stykket i 1943, og senere til Auschwitz, hvor han omkom i 1944.

I 1955 havde Haftmann og Bode undgået at nævne nazismen ved navn, uden dog helt at ignorere spørgsmålet om skyld. Haftmann formulerede sig relativt diplomatisk: Jeg tror ikke, vi kan komme uden om, at berøre den smertefulde  erindring om den seneste historie, hvor Tyskland trådte ud af den europæiske ånds forening, og isolerede sig selv i et tilsyneladende bizart ikonoklastisk angreb på alle, af denne europæiske ånds allerede anerkendte områder.

I sin introduktion i kataloget til Documenta 1 refererede Haftmann forbundskansler Konrad Adenauers vision om et forenet Europa og brugte det som en analogi for sin egen drøm om en verden, forenet i kunstens universelle sprog. Den første Documenta handlede om forsoning og reintegration. Den optimistiske tone, udstillingen blev til i, eksponerede det dekorative og det abstrakte: et malerisk og skulpturelt formsprog der lagde et slør over fortidens smertefulde erindringer. I forbindelse med Documenta 2 i 1959, som Haftmann også kuraterede, fandt han på det pretentiøse slogan abstraction as a world language, men til trods for det internationale præg, som titlen lovede, forblev Documenta en eksklusiv klub for vesteuropæiske og amerikanske kunstnere. De første udgaver af Documenta var i bogstavelig forstand et udstillingsvindue for både afnazificeringsprocessen og det nye økonomiske, politiske transatlantiske partnerskab, der blev konsolideret ved hjælp af Marshall-planen.

Det abstraktes diktatur. Et udsnit af en anmeldelse af Documenta 2 (1959) fra en vesttysk avis. © Documenta Archiv

Europas historie kort fortalt
Drømmen om kunstens kritiske potentiale lever i bedste velgående på Documenta 13, men på en anderledes måde end Haftmann og Bode forestillede sig. Documenta har for længst inkluderet kunstnere fra andre dele af verden, og der er næsten ingen spor tilbage efter Den Kolde Krigs ideologiske opdeling af Europa. Til gengæld konfronteres man med en lang række værker, der reflekterer over forholdet mellem vesten og resten, i særdeleshed den langvarige krig i Afghanistan og revolutionerne i Nordafrika og Mellemøsten. Med udgangspunkter i blandt andet kolonitiden og verdenskrigene synes de fleste direkte politiske værker på udstillingen fortsat at betragte Europa som et konstant akkumulerende og dominerende kontinent. Næsten ingen reagerer på dét forhold, at vi lever i en tid, der måske viser sig at være prologen til en økonomisk og politisk opløsning af Europa, som vi kender det.

Den amerikanske kunstner med cherokee baggrund, Jimmie Durham, viser sit værk The History of Europe i en lille montre i et af drivhusene i Karlsaue Park. I forhold til den ambitiøse titel fremstår det fysiske værk mildest talt minimalt. Montren indeholder to objekter: En præhistorisk flintesten samt en defekt patron fra 2. Verdenskrig, der aldrig blev affyret. Genstandene er benævnt henholdsvis A og B og ledsages af en ganske kort tekst, der skøjter hen over de sidste tre hundrede års historie i Europa, som værende relativt uvæsentlige. Durhams tekst konkluderer, at Europa i bund og grund slet ikke er et kontinent, men derimod en politisk størrelse, opfundet og konstrueret af små grupper af folk i blandt andet Rom og Moskva.

Documenta 13 varer frem til den 16. september.

Billede i artiklens top: Området på hovedbanegården i Kassel, hvor Susan Philipsz´ værk er installeret. Foto: Christian Danielewitz