Ivalo Frank er filminstruktør og direktør for en international filmfestival. Hun arbejder bl.a. for at udbrede kendskabet til fødeøen Grønland. I dokumentarfilmen OPEN interviewer hun fem grønlandske kriminelle om deres liv, savn og frihedsberøvelse.

14.11.2013 | DOX:TEMA | På bordet i cellen ligger en notesblok. ”Jeg er ikke, som masken!” har nogen skrevet på den. Grammatisk ukorrekt. Vi befinder os på retspsykiatrisk afsnit R3 i Risskov ved Aarhus, hvor en gruppe grønlandske indsatte afsoner deres domme langt, langt væk hjemmefra.

Grønland har ikke kapacitet til at indespærre de mest ressourcekrævende kriminelle, så siden 1950’erne er de blevet sendt til Danmark. Men det får vi først at vide i rulleteksterne til den CPH:DOX-aktuelle dokumentarfilm OPEN.

Magasinet Europa har taget en snak med instruktøren Ivalo Frank om filmen, rulleteksterne og hendes Greenland Eyes International Film Festival.

Nuancer bag masken
I OPEN går vi bag om den kriminelle maske på fem indsatte grønlændere på R3. Flere af dem har drab på samvittigheden. Men det er ikke deres ugerninger, der er filmens drivkraft.

”Normalt skildrer dokumentarfilm en sag fra alle mulige sider, men jeg forsøgte i denne film, at være helt upartisk omkring de her fem psykiatriske patienter. At lade være med at dømme dem på forhånd,” siger Ivalo Frank.

”Jeg er glad for, at jeg relativt sent under filmens tilblivelse lærte, hvad de havde gjort. Det kan ofte være svært at se mennesket bag gerningen. Det ér ubehageligt at vide, at vedkommende er dømt for flere drab. Flere af dem kommer ikke ud igen, og det skal de heller ikke, men det er også ubehageligt, hvordan de behandles efterfølgende og fyldes med medicin. Vi mangler nuancer; vi mangler at forholde os til forbryderne selv. Det kan man så kritisere mig for, men publikum må selv undres eller forholde sig til personerne.”

Et sort-hvid portræt af forbrydelsens ansigt
Indgangsviklen afspejles også i filmens titel: OPEN. Tilgangen har været åben både i Ivalo Franks eget arbejde med filmen og i forholdet til de indsatte og den umiddelbarhed de mødte instruktøren med. Her var næsten intet uden for dokumentarfilmisk citat.

I OPEN lærer vi ikke de indsattes navne at kende og får kun i glimt at vide, hvorfor de er anbragt, hvor de er. Stedet præsenteres ikke ved navn, men lokalkendte vil genkende parken i Risskov, hvor det psykiatriske hospital er placeret.

19081_img4_gudmand

En af filmens fem hovedpersoner

Filmen kører i et adstadigt tempo med interviews i cellerne kun afbrudt af hverdagssituationer på afdelingen og lige uden for den lukkede afdeling i introen til filmen, hvor et par af de indsatte ler over gøgl i parken og et par cirkusdresserede søløver.

En situation, der opstod spontant under optagelserne, og som virkede som ”et symbol på, at livet går videre lige uden for murerne,” som Ivalo Frank udtrykker det. Hun påpeger også den absurde kontrast mellem cirkus og de indsattes situation, det normale og ikke-normale.

Filmen er holdt i sort-hvid og uden brug af grafiske virkemidler. Lyden er skramlet og det eneste underlægningsmusik, der anvendes, er en sang af afdelingens fængselsband med en af hovedpersonerne på trommer.

”Da jeg først kom til afdelingen slog det mig, at det var en verden uden farver. På et konkret plan er hospitalsverdenen meget hvid og grønlændere er per definition meget mørke. Og på det abstrakte plan var det den samme oplevelse, der mødte mig, hvor tingene er stillet skarpt op.”

Nedtonede politiske undertoner
I rulleteksterne takkes bl.a. de medvirkende ved navn, men der gives ligeledes for første gang information om forhold, der rækker videre end Risskov og afdeling R3.

Som nævnt er grønlændere i årtier blevet sendt til Danmark til afsoning af fængselsdomme, men det blev i 2006 kritiseret af Europarådets daværende menneskerettighedskommissær, spanske Álvoro Gil-Robles. Det strider således imod basale rettigheder at være fængslet så langt væk fra sit hjemland og sin familie – og ca. 4000 km fra gerningsstedet. Opførelsen af et højrisikofængsel i Grønland har været planlagt siden 2007, men er fortsat strandet på grund af uenigheder med Danmark om betalingen. Det er nu planlagt til at stå færdigt i 2017, men næppe med en lukket psykiatrisk afdeling.

Ivalo Frank overvejede længe, om denne information skulle placeres til allersidst, hvor en stor del af publikum givetvis er på vej ud ad biografen, forklarer hun og uddyber:

”Hvis jeg skal trænge igennem med budskabet om, at vi alle, også de indsatte, bare er mennesker så skal den rationelle og samfundsmæssige diskussion komme til sidst for ikke at farve publikums blik alt for meget.”

Festival-direktør med en mission
For fem år siden forsøgte Ivalo Frank i filmen Tro, håb og Grønland at udbrede et mere positivt syn på fødeøen.

“Jeg synes enhver sag fortjener, at man ser den fra begge sider. Og det synes jeg ikke helt har været tilfældet for Grønland,” udtalte hun dengang til avisen Sermitsiaq.

OPEN, derimod, skildrer triste grønlandske skæbner. Men det ser Ivalo Frank ikke noget mærkeligt i. For det første handler OPEN om forsoning mellem mennesker – og mellem Grønland og Danmark. For det andet er missionen om at skildre Grønland i et mere alsidigt lys nemlig i den mellemliggende periode lykkedes langt hen ad vejen.

Grønland har således flyttet sig meget de sidste fem år, også inden for kunstens og filmens verden, mener hun. Grønlands første spillefilm var dengang først lige blevet indspillet af Ujarneq Fleischer og et teater var under opførelse.

Dengang var ”opmærksomheden i kulturelle fremstillinger af Grønland mest rettet mod druk,” siger Ivalo Frank og påpeger, at der nu er kommet et langt mere nuanceret billede, som bl.a. kommer til udtryk i hendes egen filmfestival.

”I dag er det jo nærmest blevet hipt med populærkultur om Grønland og det nordatlantiske område,” fastslår hun og henviser til adskillige udstillinger og events samt til Hollywood-filmen Gravity’s beslægtede kortfilm Aningaaq og en kommende amerikansk TV-serie (Blood & Ice), der alle er filmet i Grønland.

Filmfestival på nordeuropæisk tour
Selv om udbredelsen af kendskabet til Grønland tydeligt er en drivkraft, ser Ivalo Frank ikke sig selv som kun værende grønlænder. Hun er født i Grønland af danske forældre, men har boet og studeret en stor del af sit liv i Danmark. Hun har studeret antropologi i Sverige, boet i Sydamerika og lavet film i Shanghai og Sarajevo samt i Berlin, hvor hun nu bor og driver filmfestivalen Greenland Eyes International Film Festival.

Festivalen blev lanceret sidste år i samarbejde med Humboldt Universitet med film og foredrag i Arsenal som også huser filmfestivalen Berlinalen. Festivalen er sat i verden for at vise, og udbrede kendskabet til, grønlandske film og skal på tourné til syv lande i Nordeuropa og de tidligere danske kolonier i Nordatlanten.

”Mellem Grønland og Danmark bliver det ofte følelsesladet og defensivt, så jeg glæder mig til at vise filmene i Finland, hvor diskussionerne ikke bunder i den interessekonflikt, jeg er vokset op med,” siger Ivalo Frank, som også glæder sig til at komme til Island og Færøerne, som på forskellig vis har haft kolonitiden inde på livet.

Film blomstrer i det små i Grønland
Ivalo Frank er entusiastisk omkring den udvikling, der sker inden for filmens verden i Grønland. Der er nu flere instruktører, selv om der stadig ikke er mulighed for at uddanne sig i Grønland. I stedet må instruktørspirer søge til Danmark, Europa eller f.eks. Canada. Det betyder også, at en række af de nyere instruktører fra primært Nuuk og Sisimiut langt hen ad vejen er autodidakte.

”Det, der stadig mangler på den grønlandske dokumentarfilmscene, er, at nogen beskriver de politiske og økonomiske forandringer, der foregår i Grønland i disse år, ” siger Ivalo Frank og antyder, at hun ikke er entydigt begejstret for alle de seneste politiske udviklinger i Grønland.

”I de aktuelle diskussioner om udvinding af råstoffer er det uklart, hvad politikerne står for, og hvor meget der bliver passet på naturen. Specielt omkring uran-diskussionen, ved jeg, at der kommer selvmodsigende pressemeddelelser ud på dansk og grønlandsk,” siger hun og bemærker, at det nogen gange virker til, at de er ligeglade med hvad Danmark mener om nultolerancen over for uran.

Selv bidrager Ivalo Frank med sine film og sin filmfestival til, at vi i Danmark – og i resten af verden – ikke er ligeglade med, hvad de mener i Grønland.

Rasmus Leander Nielsen er ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa og var for nyligt temaredaktør på et tema om Grønland.

Billeder er fra dokumentarfilmen OPEN. Du kan møde Ivalo Frank på søndag efter visningen af filmen i Cinemateket i København.