Dokumentarfilm der vil forandre verden, version 2.0

2017-06-30T10:08:14+00:00 Af |Kategorier: Baggrund|Tags: , |

Tidligere var dokumentarfilm primært elitens redskab og blev brugt til politisk propaganda. I dag er formatet i stigende grad blevet et værktøj for aktivister, der vil kritisere magthaverne og skabe en bedre verden.  Men formår dokumentarfilm overhovedet at sætte en politisk dagsorden og aktivere publikum, når de har forladt biografen?

7.11.2013 | DOX:TEMA | Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er blevet en populær og velbesøgt kulturel begivenhed. Udover de godt 200 film, der bliver vist i Københavns biografer, byder festivalen på koncerter, en kunstudstilling, debatter, seminarer og kulinariske smagsprøver. Dokumentarfilm er blevet hipt, og klichéen om en elitær form for borgeroplysning – drevet frem af en kedelig voice-over – er for længst passé.

En række nyere dokumentarfilm trækker stadig på genrens indbyggede autoritet, men er mere subjektive i deres tilgang til virkeligheden. De gør kreativt brug af animationer, lyd og musik i et forsøg på at appellere til et større publikum. Såkaldte re-enactments, hvor der laves genindspilninger af virkelige situationer med skuespillere, er et populært kunstgreb for at bringe os tættere på netop den politiske historie, som instruktøren vil fortælle.

Det bedst kendte eksempel på den trend er nok Michael Moores omstridte Fahrenheit 9/11, der indtjente mere end 220 millioner dollars på verdensplan. Sidste års åbningsfilm på CPH:DOX, Joshua Oppenheimers The Act of Killing om det indonesiske folkemord i 1965, vakte ligeledes opsigt, omend i mindre målestok, på grund af sin eksperimenterende form.

Global forandring via dokumentarfilm
Moores og Oppenheimers film afspejler på hver deres måde en anden væsentlig tendens inden for genren. Det sidste årti er dokumentarfilm nemlig i stigende grad blevet et vigtigt medium for behandlingen af globale politiske spørgsmål. I nogle tilfælde ligefrem en platform for politisk aktivisme. An Inconvenient Truth, Countdown to Zero, Inside Job, The Cove og The Yes Men er kun få eksempler på nyere dokumentarfilm, der har til formål at skabe en bedre verden.

Denne udvikling afspejles også på dette års CPH:DOX. Her fejres den nye politiske bevidsthed i genren med et stort antal politiske film, ligesom festivalen har indført en ny international pris, F:act Award, rettet mod film, der søger at forandre verden.

Festivalen har ligeledes bedt aktivist-duoen The Yes Men og den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei udvælge en række film, der viser mediets politiske potentiale. Endelig organiseres en stor international konference (”The World 2.0”), der behandler, hvordan ”den kreative sektor, i samspil med teknologien, kan påvirke mennesker og samfund.” Som der rigtigt konkluderes: ”Det hele bygger på deltagelse.”

Dokumentarfilm som politisk medie 1.0
Forholdet mellem dokumentarfilm og politik er dog langt fra nyt, og mange af genrens ikoniske instruktører forfulgte således politiske mål. I Sovjetunionen forsøgte Dziga Vertov f.eks. at promovere den kommunistiske revolution. Men det var især i tiden op til og under anden verdenskrig, at dokumentarfilmens potentiale som politisk propaganda blev demonstreret.

Leni Riefenstahl lavede en række propagandafilm om Nazipartiet, såsom Sieg des Glaubens og Triumph des Willens. Hendes film Olympia, som fokuserer på de olympiske lege i Berlin i 1936, er med på årets CPH:DOX for at vise, hvordan totalitære regimer stadig lader sig inspirere af hendes æstetik.

Olympia

Optagelse til Olympia anno 1936

Filmisk propaganda blev også udnyttet i demokratier. Frank Capra lavede således en serie af syv dokumentarfilm, Why We Fight, som havde til formål at retfærdiggøre USA’s deltagelse i kampene i Europa og Fjernøsten.

I tiden efter krigen blev dokumentarfilm anvendt i forbindelse med (gen-)opbygningen af velfærdsstaten og i forsvar for hhv. plan- eller markedsøkonomi. Den britiske instruktør John Grierson, som var stærkt inspireret af Keynes’ økonomiske tankegods, brugte f.eks. filmiske argumenter for at overvise borgerne om fordelene ved køb af nationale produkter.

Som led i 1960’ernes mangeartede oprør mod autoriteter svækkedes dokumentarfilms tilknytning til det politiske establishment samt deres paternalistiske, opdragende tone. Godt hjulpet på vej af nye teknologiske opfindelser som 16 mm kameraet, der gjorde det meget nemmere og billigere at filme, blev dokumentarfilm et redskab, der kunne anvendes af almindelige mennesker til at synliggøre deres behov, utilfredshed eller visioner. Samfundslag eller grupper, der havde været usynlige i den politiske debat, brugte derfor dokumentarisme som led i enten dialog med eller kritik af myndighederne.

Dokumentarfilm som politisk medie 2.0
Det nye ved den aktuelle politisering af genren er imidlertid, at dokumentarfilm i stigende grad tematiserer politiske spørgsmål, der er udpræget globale i deres natur, hvilket afspejles i dette års CPH:DOX-program.

F.eks. Population Boom, instrueret af østrigske Werner Boote, der tidligere har lavet Plastic Planet, tilbageviser ideen om overbefolkning og peger på, at problemet blot dækker over andre, dybere problemer, der kræver globale forandringer. We Steal Secrets: The Story of WikiLeaks ser på Julian Assanges’ forsøg på at skabe en global politisk kultur, der tager afstand fra staters uigennemsigtige aktiviteter, overvågning og spionage.

Fælles for disse og andre film er, at de er med til at visualisere kloden og dens ressourcer som et fælles politisk anliggende. I filmene får disse abstrakte størrelser et konkret og appellerende udtryk. I filmen The Reckoning er det f.eks. den internationale domstol, der på menneskehedens vegne kæmper for en bedre og mere retfærdig verden. I den CPH:DOX-aktuelle We Steal Secrets er det de såkaldte hacktivister og whistleblowers, der konkretiserer det globale. I andre film er det aktivister, NGOer eller politikere, der kropsliggør en ny global bevidsthed.

Trenden indfanges tydeligt i produktionsselskabet Participant Media, der ejes af Jeff Skoll, Ebays første direktør. Selskabet står bag en lang række aktivistiske film, hvoraf nogle af de nyere vises på CPH:DOX (99%. The Occupy Wall St. Collaborative Film, The Unknown Known).

Skoll har passende døbt sin globale vision ”Humanity 2.0”, og hans udtalte mission er at producere underholdning, der inspirer til og skaber social forandring. På takepart.com, den digitale del af Participant Media, kan besøgende finde information om politiske kampagner og læse, hvordan de selv kan bidrage til og blive en del af forandringen.

Aktivisme fra biografsædet
Selv om man skal være påpasselig med at drage for mange konklusioner baseret på biografomsætning eller antallet af besøg på hjemmesider, skal betydningen af visuelle medier som dokumentarfilm i moderne politisk kultur ikke undervurderes. De giver et stærkt visuelt indblik i nye, større verdener, og de viser meget konkret, hvordan lokale handlinger kan have globale konsekvenser.

Det særlige ved genren er, at den kommunikerer en form for autenticitet, der i dag er et skattet gode i politik. Dokumentarfilm handler om rigtige mennesker, som appellerer direkte til seernes fællesskabsfølelse, empati eller indignation. I en tid, hvor stater har svært ved at nå til enighed om de væsentlige globale udfordringer, kan dokumentarfilm med øje for det globale mobilisere et transnationalt politisk potentiale.

Tendensen bør dog ikke omfavnes ukritisk. For selvom de bedste film kan påvirke den politiske virkelighed og den offentlige debat, formår mange film kun at give publikum en følelse af, at de handler politisk fra biografsædet. Et eksempel er kampagnefilmen Countdown to Zero, der hævder at nuklear nedrustning kan skabes ved at distribuere filmen, kontakte amerikanske senatorer og besøge filmens hjemmeside.

Dermed fremstår filmen også som en flugt fra virkeligheden. Det er ikke nemt at afskaffe atomvåben, men i den halvanden time filmen varer, kan vi i det mindste tro, det er muligt. I værste fald er konsekvensen det stik modsatte af intentionen, nemlig selvtilstrækkelighed og reel politisk passivitet.

Årets udgave af CPH:DOX er en god lejlighed til at se nærmere på nogle af de nyere aktivistiske film. Og uanset hvad man måtte mene om genrens seneste tendens, er det fascinerende at se, hvordan mediet sætter globale og europæiske problemer til debat.

Rens van Munster er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Casper Sylvest er lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet.

Billede i artiklens top er fra filmen We Steal Secrets: The Story of WikiLeaks