EF er blevet en elitær union

2017-06-30T10:08:21+00:00 Af |Kategorier: Kommentar|Tags: , , |

Folkebevægelsen mod EU ønsker stadig flere europæiske folkeafstemninger. Ligesom Ivar Nørgaard, der underskrev Rom-traktaten i 1972, men siden fik nok af EU’s magtcentralisering og manglende demokrati.

1.10.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Den 22. januar 1972, og med tilsyneladende sikre hænder, underskrev daværende statsminister Jens Otto Krag og minister for udenrigsøkonomi Ivar Nørgaard Rom-traktaten og de øvrige traktater om De Europæiske Fællesskaber. Men var de helt bevidste om konsekvenserne?

Rom-traktaten blev til i 1957 og havde et stadigt tættere samarbejde som mål. Men trods EF-kritikernes advarsler om, at det ville føre til en centralistisk politisk union, så mente Jens Otto Krag, Ivar Nørgaard og den øvrige ja-side, at der stort set blot var tale et økonomisk samarbejde mellem frie demokratier, og at et nej ville koste arbejdspladser og skade vækst og velfærd.

EF-kritikken kom først og fremmest fra Folkebevægelsen mod EF. Organisationen blev stiftet den 22. april 1972 af omkring 600 repræsentanter for 150 lokale komiteer og 25 landsdækkende foreninger. Men selvom der var organiseret modstand i alle dele af det politiske og geografiske landskab, så var styrkeforholdene ikke i nej-sidens favør. Ja-siden havde langt flere økonomiske ressourcer og bedre adgang til medierne. Og den 2. oktober samme år stemte 56,7 pct. af deltagerne i folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF ja.

Stiftende møde i Folkebevægelsen. Fra www.folkebevaegelsen.dk.

EF-samarbejdet udviklede sig gradvist i retning af en unionsdannelse i de følgende år. I februar 1986 skulle danskerne således stemme om EF-pakken, traktaten om Den Europæiske Fælles Akt, der især skulle styrke det indre marked og den fælles udenrigspolitik. Selvom statsminister Poul Schlüter forsøgte at erklære, at ”Unionen er stendød”, var Ivar Nørgaard bekymret. Han konstaterede, at flertalsafgørelser vandt stadig større indpas og gjorde det vanskeligt for Danmark, at forhindre tvungen deltagelse i uønskede beslutninger og udvikling. Ivar Nørgaard anbefalede derfor et nej, men 56,2 pct, stemte ja.

En elite kører løbet
Ivar Nørgaards modstand voksede, hvorfor han også var på nej-siden ved senere EU-afstemninger. Han kunne glæde sig over, at befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej til EU-forfatningen i 2005. Men i 2006 udtrykte han sin bekymring om udviklingen i debatfilmen ”Nørgaard vs. Nørgaard”:

Noget af det, der er galt, det er, at man har centraliseret for meget. Det bliver let en elite, der kører løbet,” sagde han og kritiserede tendensen til at flytte magten til EU:

At tage beslutningsprocessen fra Folketinget og lægge den over i Europa-Parlamentet, det er ødelæggende for dansk demokrati og folkestyre. Man må bevare mest muligt i det danske folketing. Der kender vi politikerne. Vi møder dem, vi kan drøfte ting med dem og vælte dem. Dernede er det så fjernt, og der er så få af dem (i Bruxelles, red.). De diskuterer med hinanden på hvert sit sprog. Man kan slet ikke følge med i, hvad der foregår.

Ivar Nørgard håbede, at forfatningen ville blive taget af bordet, og at EU ville blive mindre centraliseret. Men under den tyske forbundskansler Angela Merkels målrettede ledelse blev den blot justeret til en ny traktat, Lissabon-traktaten, som både var det samme som EU-forfatningen – så de lande der havde stemt ja ved folkeafstemninger ikke risikerede nye afstemninger – og noget helt andet – så lande som Frankrig, Holland og Danmark (hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet afstemning om forfatningstraktaten) kunne slippe for folkeafstemninger.

Kun i Irland kunne man ikke undgå en folkeafstemning, som først gav et nej i 2008. I 2009 måtte irerne stemme om igen og her blev de informeret om, at et nyt nej ville betyde massefyringer, økonomisk krise og velfærdsforringelser. Så stemte et flertal ja… Hvorpå Irland oplevede økonomisk krise, massefyringer og krav om velfærdsforringelser for at få lånepakker fra EU.

Inden til sin død i 2011, var Ivar Nørgaard tilhænger af EU-afstemninger: “Hvis man ikke havde disse folkeafstemninger – som nogle af de der politikere jo også vil afskaffe – så vil man jo ikke kunne få bevist, at der er den afstand mellem dem, der bestemmer og dem, der bliver bestemt over. Så jeg er tilhænger af flere folkeafstemninger,” sagde han i debatfilmen fra 2006.

Men det er nutidens EU-positive partiledelser tilsyneladende ikke. I hvert fald afviste et flertal i Folketinget folkeafstemninger, både i forbindelse med Lissabon-traktaten i 2008 og finanspagten i 2012, selvom Folkebevægelsen mod EU ved begge lejligheder samlede titusinder af underskrifter for afstemning.

Modstanden vokser
EU-kritikken og EU–modstanden døde ikke med Ivar Nørgaard. Ønsket om demokrati, selvbestemmelse og folkeafstemning bliver tværtimod stadig stærkere – ikke kun i Danmark, men også i Storbritannien, Tyskland og mange af de andre EU-lande. Mange steder vokser protesterne mod den krisepolitik, som dikteres fra Bruxelles.

Og trods den danske befolknings nej til euro-projektet i 2000, har et flertal i Folketinget bundet Danmark så stramt til euro-reglerne, at finansloven i grove træk nu skal godkendes i Bruxelles, før folketingsmedlemmerne kan begynde at diskutere den. Selv kommunerne dikteres økonomiske stramninger på baggrund af EU-krav.

EU er for længst blev ”et eliteprojekt uden folkelig opbakning”, som Folkebevægelsen mod EU’s parlamentariker Søren Søndergaard udtrykte det i en artikel i Information sidst i september. ”Min holdning er, at der nu er sket så meget, at vi er nødt til at få ikke bare én, men flere folkeafstemninger”, siger Søren Søndergaard, der både ønsker at danskerne skal stemme om finanspagten, forbeholdene og selve EU-medlemskabet:

Fra politisk side har vi jo satset alt på EU uden at skele til befolkningens ønsker. Så lad os bare for en gangs skyld basere vores politik på, hvad befolkningen mener.

 

Ib Roslund er informationschef i Folkebevægelsen mod EU.

Forsidefoto: Kampagneplakater fra www.folkebevaegelsen.dk.