EF-tvang antændte et ‘grønlandsk forår’

Trods stor folkelig modstand blev Grønland i 1973 tvunget ind i EF. Forløbet førte til en politisk vækkelse, et såkaldt ’grønlandsk forår’, som stadig tager til i styrke og nu har placeret Grønland i en relativ magtfuld position på den internationale scene. 

8.10.2013 | GRØNLAND & EF | Da Grønland den 1. januar i 1973 blev medlem af EF, skete det ikke med grønlændernes gode vilje. Et flertal på over 70 pct. stemte nej til grønlandsk medlemskab, men som en del af Rigsfællesskabet var Grønland tvunget til at gå med i det europæiske fællesskab sammen med Danmark. En situation, der ansporede en decideret politisk vækkelse og en helt ny æra i Grønlands historie. Nye politiske bevægelser opstod og partier blev dannet. Senere kom også Hjemmestyret og Selvstyret til.

Dette er historien om, hvordan et ufrivilligt medlemskab af EF endte i et ’grønlandsk forår’, som startede en proces, der for alvor udfolder sig i disse år.

EF og den politiske vækkelse
I 1967 søgte Danmark om optagelse i EF, og da Grønland automatisk ville blive medlem sammen med Danmark, bad unge grønlandske politikere om en separat folkeafstemning for Grønland. Dette ville imidlertid give forfatningsmæssige problemer i det dansk-grønlandske forhold, så det danske folketing afviste ønsket.

Finn Lynge, som selv var en del af den grønlandske politiske elite i 1970´erne, beskriver perioden således:

Det var i 70´erne at folket vågnede, ungdomsrørelser kom på banen, og der blev stadigt større uro omkring de facto-indlemmelsen af Grønland i riget som et amt af en slags – og om daniseringsprocessen i det hele taget.” 

Ifølge ham manglede der dog stadig en speciel begivenhed, som for alvor kunne få især de unge grønlændere på banen. Denne kom den 2. oktober 1972.

Grønland skulle til folkeafstemning om EF, og hele 70,8 pct. stemte nej. Ifølge Finn Lynge var fiskeri og fangst sammen med de nye selvstyretanker blandt de vigtigste grunde til den grønlandske EF-afvisning. I Danmark stemte flertallet anderledes, hvilket tvang Grønland ind i fællesmarkedet.

Den ufrivillige indmeldelse vækkede for alvor grønlænderne. De begyndte at danne politiske partier og lufte idéer om et hjemmestyre efter bl.a. færøsk forbillede.

Moses Olsen, som var Grønlandsk folketingsmedlem på Christiansborg på daværende tidspunkt udøvede direkte indflydelse, da han efter afstemningerne i 1972 argumenterede for et ændret forhold mellem Danmark og Grønland. I oktober 1973 blev et grønlandsk hjemmestyreudvalg sammensat. Tanker i den retning blev første gang fremført i 1959, men fik nyt liv med Grønlands indlemmelse i EF.

Modstanden optrappes
Grønlands nye status som EF-medlemsland blev hurtigt udnyttet af andre lande. Fremmede fiskere begyndte at strømme til Grønlands kyster i en grad, så vesttyske fiskefartøjer ifølge Die Zeit havde fisket intet mindre end 70.000 tons i 1979 og 75.500 tons i 1980. Det svarer til godt en fjerdedel af den årlige fangst ved Grønlands kyster på den tid.

Omkring 1980-81 blev EF-modstanden forstærket, da tyske trawlere blev taget for ulovligt fiskeri ved Grønlands østkyst og ydermere havde snydt med deres opgørelser af lovlig fangst. Lovovertrædelserne blev brugt til at påvirke meningsdannelsen ud fra argumenter om, at EF-landene frit kunne fiske både lovligt og ulovligt i de grønlandske farvande. Kritikerne stiftede i 1981 modstandsorganisationen ANISA, som på grønlandsk betyder ”lad os gå ud”.

EF-medlemskabet udfordrede gamle rutiner og vaner på Grønland. Selv om der allerede i 1950´erne blev dannet de første politiske partier i Grønland, havde ingen af dem særlig lang levetid. Det er således først i 1970´erne, at partierne fik fodfæste, hvilket førte til dannelsen af tre af de store partier, som stadig eksisterer i dag.

Partiet Siumut arbejdede for at sikre, at landets levende og ikke-levende ressourcer tilfaldt den grønlandske befolkning og anbefalede et nej til EF. I den anden lejr ville partiet Atassut styrke udviklingen af et hjemmestyre inden for Rigsfællesskabets rammer og anbefalede et ja til EF. Det tredje af de store partier, der blev dannet i 1970’erne, var Inuit Ataqatigiit, som blandt andet bestod af unge grønlandske studerende i Danmark. De anbefalede ligesom Siumut et nej til det europæiske fællesskab.

Fornyet selvtillid og international indflydelse
Ønsket om hjemmestyre blev forstærket af Danmarks indlemmelse i EF og den løbende dannelse af politiske partier og institutioner på Grønland. I 1979 fik landet en hjemmestyreordning, der banede vejen for opfyldelsen af et ønske, som et flertal af grønlænderne dybest set havde haft siden 1973 og atter gav udtryk for ved en folkeafstemning i 1982: Grønland ville ud af EF, og det var nu blevet muligt.

Som det første og hidtil eneste land forlod Grønland det europæiske fællesskab den 1. februar 1985. Samtidig opnåede landet at få en særlig fiskeriordning med EF samt såkaldt OLT-status, dvs. Oversøiske Lande og Territorier, der ikke er medlemmer af EF, men stadig er associeret med fællesskabet.

Det ’grønlandske forår’, der blev antændt af 1960’ernes og 70’ernes EF-problematik, har i dag ført til et Grønland med fornyet selvtillid, internationale ambitioner og indflydelse. Med selvstyreordningen fra 2009 kom landet et skridt tættere på en status som selvstændig stat, og partnerskabet med Danmark er i dag mere ligeværdigt.

Den strategisk vigtige placering i det arktiske område har været med til at give Grønland en mere central position i det internationale politiske magtspil, hvilket landet ikke er sen til at udnytte. I dag søger, og relativt ofte opnår, Grønland indflydelse bl.a. gennem den Grønlandske Repræsentation i Bruxelles og OLT-ordningen. Også betydningen på fiskeriområdet samt væsentlige årlige økonomiske overførelser fra EU har givet Grønland en særlig status blandt OLT-landende.

Politikere i det grønlandske parlament har med mellemrum drøftet en genindmeldelse i EU, men kun selvstændige stater kan søge om optagelse i samarbejdet, og officielle repræsentanter for EU’s institutioner er desuden meget påpasselige med at opildne selvstændighedsbevægelser i medlemslandenes tidligere kolonier, som vi senest har set i forbindelse med den planlagte folkeafstemning i Skotland om uafhængighed fra Storbritannien. Her har formanden for Europa-Kommissionen, José Barroso, været endog meget forsigtig i sine udtalelser om muligt skotsk medlemskab af EU som selvstændig stat.

I virkeligheden er det slet ikke sikkert, at et EU-medlemskab står højt på ønskesedlen hos Grønland i en tid, hvor ikke mindst udviklingen i Arktis gør det vanskeligt for det internationale samfund at sætte Grønland uden for indflydelse.

Arnajaraq Lyberth, Hanne Rasmussen, Inga Olsen og Inoqut Kristensen er alle stud.scient.adm ved Afdeling for Samfundsvidenskab, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Kennet Lynggaard er lektor ved Roskilde Universitet, men var i perioden juni 2012 til august 2013 lektor ved samme afdeling på Ilisimatusarfik.