”Efter at have set Verdun, ved jeg nøjagtigt, hvad det er, vi skylder Europa”

100-året for Første Verdenskrigs udbrud fylder meget i disse dage. Bøger bliver genudgivet, statsledere mødes og historieinteresserede valfarter til mindesmærker og slagmarker. Det er stort anlagt. Men hvordan bruges og mindes krigen rundt omkring i Europa? Magasinet Europa har interviewet bogaktuelle Nils Arne Sørensen, professor i historie ved Syddansk Universitet.

31.8.2014 | WW1:TEMA | Når man dykker ned i Første Verdenskrig ender man ofte med at fokusere på Vesteuropa og historierne om de unge mænd ved Verdun og Somme, der endte som kanonføde. Forfærdeligt og meningsløst. De var unge, idealistiske og håbefulde borgere, som blev sendt i døden af gamle, griske mænd.

Meget forsimplet er dette det tætteste man kommer på en fælles vesteuropæisk fortælling om Første Verdenskrig. På den måde er der ingen helte og skurke, vindere eller tabere.

”I lande som Østrig, Frankrig, Tyskland og England er det denne fortælling, der fortælles. Uanset hvordan krigen brød ud, så er der bred enighed om, at krigen var en forfærdelig oplevelse. For de mennesker som var involveret, såvel som den måde, hvorpå den foregik. Og den måde man lukkede krigen på, var så dårlig, at man gik i krig igen. Krigen nødvendiggjorde ikke Anden Verdenskrig, men muliggjorde den,” fortæller Nils Arne Sørensen.

På trods af dette fælles narrativ, så er billedet noget mere kompliceret, og krigen mindes derfor forskelligt i de enkelte europæiske lande. På godt og ondt.

Urkatastrofen og balladen med Cameron
I oktober 2012 kom den britiske premierminister David Cameron galt afsted. I en tale på Imperial War Museum, der skulle sparke regeringens markering af krigsudbruddet i gang, kom han med en uheldig udtalelse, der resulterede i, at historikere, ministre og debattører sidenhen har skændtes om, hvordan man bør markere 100-året.

”Hele balladen omhandler utroligt nok kun en lille bisætning,” tilføjer Nils Arne Sørensen og peger på, at Cameron kom til at sige, at ”vi skal sørge for at 100-året højtideliggøres på en måde, som samler os alle sammen, ligesom da dronningen havde jubilæum.”

“Ramaskriget omhandler den hellige bisætning til sidst. Nu blev det pludselig en fejring i stedet for en markering. Grunden til at det kunne få så mange op i det røde felt er, at den historie der har domineret i Storbritannien siden 1930’erne, og i særdeleshed siden 1960’erne, omhandler krigen som et fuldstændigt unødvendigt blodbad,” forklarer Nils Arne Sørensen.

Familier mistede deres sønner. Unge piger deres kærester. Man slog den generation ihjel, som efterfølgende skulle bygge landet op. Der kom således ikke meget godt ud af krigen. Den historie er man mere eller mindre enige om i Storbritannien.

I Tyskland bliver det straks mere kompliceret. I kølvandet på Anden Verdenskrig havde man blikket rettet mod én, og kun én ting: nazismen og opgøret med fortiden. Den såkaldte ’Vergangenheitsbewältigung’.

”Første Verdenskrig er på mange måder blevet fortrængt. Men interessen er dog voksende. I den nyere tolkning ses krigen som forløberen til Anden Verdenskrig. Dér hvor det hele begyndte. Det var urkatastrofen. Krigen var forfærdelig for tyskerne, men mest af alt, fordi den banede vej for nazismen. På den måde ligner fortællingerne hinanden. Briterne og tyskerne fokuserer begge på krigen som forfærdelig. Men med forskelle som bunder i nationale fortællinger,” siger Nils Arne Sørensen.

Den giftige arv
Blandt langt størstedelen af landene mindes og bruges krigen på en måde, som de fleste fredselskende mennesker kan tilslutte sig. Der er dog enkelte undtagelser.

Østrig-Ungarn var et af de imperier, der led døden som direkte resultat af krigen, og fredsaftalen som opdelte riget, kendt som Trianon-freden, begrædes stadigvæk i visse cirkler. Fredsbetingelserne betød, at Ungarn blev decimeret kraftigt i størrelse, og det efterlod store ungarske mindretal i de omkringliggende lande.

”Går man til møder med det højreekstreme parti Jobbik, ja, sågar hos de knap så rabiate nationalister i regeringspartiet Fidesz, så ser man folk gå rundt med T-shirts, som afbilder Ungarn anno 1914. Det ’rigtige’ Ungarn var det, man havde fra 1867-1914. Og det skal man have igen. Selvom man skal passe på med at male fanden på væggen, så ser man her, som det eneste sted i Europa, hvordan arvegodset fra Første Verdenskrig kan have decideret giftigt potentiale,” forklarer Nils Arne Sørensen.

Et ungarsk Trianon-monument fra landsbyen Cstalja (Foto: Public domain)

Et ungarsk Trianon-monument i landsbyen Cstalja
(Foto: Public domain)

Det giftige potentiale kommer blandt andet til udtryk i regulær lovgivning. Således gav Orbán-regeringen, som noget af det første da de kom til magten i 2010 statsborgerskab til alle ungarere, der lever uden for Ungarns grænser. Og i maj krævede Orbán autonomi til alle ’eksilungarere’, da han talte til folket efter endnu en stor valgsejr.

Tankerne lever altså ikke kun på T-shirts eller blandt radikale højreekstremister, men rækker helt ind i regeringens førte politik og retorik.

Den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper
I Sydøsteuropa er billedet endnu mere broget. Den 28. juni 1914 skød og dræbte den bosnisk-serbiske nationalist, Gavrilo Princip, den Østrig-Ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo. Det satte en kædereaktion i gang, som i sidste ende mundede ud i krigens udbrud.

Gavrilo Princip og måden hvorpå han i eftertiden er blevet mindet udgør et interessant eksempel på, hvordan Første Verdenskrig erindres forskelligt i tid og rum. Hér har der været kamp om historien. Princip var en terrorist i østrigeres og verdenssamfundets øjne, men for mange i Serbien var han en frihedshelt. I begyndelsen var der dog ikke nogen officiel heltekult omkring ham.

”Heltekulten kom til gengæld efter 1945, hvor den jugoslaviske leder Tito, skrev ham ind i historien som en sydslavisk nationalist. Ikke en serbisk. Det passede perfekt i fortællingen om foreningen af sydslaverne. Mindesmærker blev opført. Og i 1950’erne indviedes et museum i Sarajevo dedikeret til historien om Gavrilo Princip. I 1990’ernes jugoslaviske borgerkrig blev alle mindesmærker ødelagt, ironisk nok af serbisk artilleri, men også af lokale bosniakker. I dag er museet imidlertid genåbnet, men fortællingen har ændret karakter. Princip er væk, og i stedet forkyndes der om, hvordan forskellige etniciteter levede i fredelig sameksistens i tiden under Østrig-Ungarn,” fortæller Nils Arne Sørensen.

Den nye fortælling på museet kan ses som udtryk for et nyt fokus på mangfoldighed, som er blevet dominerende i nutidens Sarajevo. Dette skyldes ikke mindst, at man forsøger at gøre op med den nationalisme, som i høj grad var skyld i 1990’ernes borgerkrig. I Beograd har man stadigvæk gader, pladser og statuer som mindes Princip. Hvad der skal lægges i dette er svært at sige. Ikke desto mindre må Princip siges at være et godt eksempel på den klassiske aforisme om, at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper.

Fra fjender til brødrefolk
De tidligere arvefjender, Tyskland og Frankrig, udgør den mest betydningsfulde akse i det europæiske samarbejde. Derfor er det ikke uden betydning, at tyske og franske statsledere flere gange siden 1945 har mødtes for at mindes Første Verdenskrigs rædsler. På den måde markeres den fælles (vest)europæiske fortælling om krigen.

”Siden 1960’erne, men især siden 1980’erne, hvor Helmuth Kohl og François Mitterrand i 1984 mødtes ved Verdun for at mindes krigen, har man brugt Første Verdenskrig som et sted, hvor man slog det fransk-tyske venskab fast. Vi har været i krig med hinanden igen og igen. Det gør vi aldrig mere. Sarkozy gik endnu længere og bandt fortællingen sammen med Europa, da han på 90-året for våbenhvilen i 2008 erklærede: ”Efter at have set Verdun, ved jeg nøjagtigt, hvad det er, vi skylder Europa,”” siger Nils Arne Sørensen.

Helmuth Kohl og François Mitterrand hånd i hånd ved Verdun den 25. september 1984 (Foto: German Information Center)

Helmuth Kohl og François Mitterrand hånd i hånd ved Verdun i september 1984
(Foto: German Information Center)

I den generelle Vesteuropæiske fortælling er Første Verdenskrig en tragisk, unødvendig og vanvittig krig. Vi er blevet klogere. ”Aldrig igen,” lyder budskabet. Der var ingen vindere og tabere. Kun tabere. Længere mod øst er fortællingen noget anderledes. Det var en krig, man ikke ’rigtig’ var med i. Nogle lande var en del af Østrig-Ungarn, andre af Tsarriget og Osmannerriget. Imperierne kollapsede alle som et resultat af krigen. Så hvis fortællingerne findes, så handler de ofte om, hvordan krigen førte til national selvbestemmelse og befrielse.

Som det ofte er med Europa, så findes der et kludetæppe af fortællinger, når den yderste fernis først skrabes af. Og når den gængse fortælling synes udfordret, som i tilfældet med Cameron-balladen, så skændes historikere og politikere stadigvæk om udlægningen. På den måde er Første Verdenskrig i allerhøjeste grad stadig aktuel.

Joakim Quorp Matthiesen og Simon Dahl Kristiansen er journalister på Magasinet Europa og redaktører på temaet om Første Verdenskrig. 

Nils Arne Sørensen er professor i historie ved Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet. Han er aktuel med en genudgivelse af det omfattende værk ’Den Store Krig – Europæernes Første Verdenskrig’ på Gads Forlag.

Billede i artiklens top: Mindesmærke på Paddington Station i London, som blev indviet i 1922. Bronzestatuen tegner billedet af soldaten som den unge, uskyldige mand, der læser post hjemmefra. Aktuelt bruges monumentet i forbindelse med en kampagne, hvor briter opfordres til at skrive et brev til ”den ukendte soldat”. Her er Cameron igen kommet i stormvejr, fordi han i sit brev insisterer på, at soldaternes ofre ikke var forgæves samt at verden efter krigen blev bedre (Foto: Cnbrb)