Elefanten i Donbass

2017-06-30T10:08:00+00:00 Af |Analyse|

Internt i Rusland formår Kreml fortsat at skjule sit engagement i det østlige Ukraine. I hvert fald nægter det officielle Rusland enhver forbindelse til de to selvudråbte republikker i Donbass – Folkerepulikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk.

14.5.2015 | UKRAINE | Tre millioner. Så mange spørgsmål nåede den russiske præsident Vladimir Putin at få op dette års årlige ”åbne linie”, der blev sendt direkte på alle landsdækkende TV-stationer d. 16. april.

I tre timer og 57 stive minutter gik Putin behændigt rundt om den varme grød eller – som en englænder ville sige – rundt om the elephant in the room. Elefanten i rummet, som ingen taler om, er Ruslands involvering i krigshandlingerne i det østlige Ukraine. Den officielle russiske udlægning er, at konflikten i nabolandet er en borgerkrig og et rent internt ukrainsk anliggende.

Mens annekteringen af Krim blandt andet blev begrundet med en overhængende fare for et folkedrab, har der åbenbart ikke været en sådan fare i det østlige Ukraine.

Nok findes der russere på oprørernes side, men det er frivillige civile eller russiske soldater, der har taget orlov for at kæmpe for deres landsmænd i nabolandet, lyder det fra Kreml og de systemtro medier.

Sanktioner ren indæmning
Eftersom indlemmelsen af Krim i Den russiske Føderation var en objektiv nødvendighed, ifølge denne logik, og Kreml hverken har lod eller del i konflikten i Donbass, så er formålet med Vestens sanktioner primært at inddæmme Rusland og hæmme landets udvikling.

En påstand Vladimir Putin gentog under den direkte linie, ligesom han endnu en gang slog fast, at Rusland ikke har tropper i Ukraine.

Det er i modstrid med, hvad Ukraine, USA, EU, NATO og den russiske opposition stædigt hævder, og hvad indtil flere vestlige medier har berettet. Allerede i sommeren 2014 udtrykte vestlige efterretningskilder stor professionel respekt for den “destabiliseringsoperation”, Kreml havde iværksat.

Først på Krim og senere i det østlige Ukraine. Og siden har det ikke skortet på beretninger om russiske soldater i Donbass.

Den uønskede frivillige
I januar skrev Joshua Yaffa om sin søgen efter den unge soldat Petr Khokhlov i New York Times Magazine. Khokhlov var forsvundet efter en afholdelse af en øvelse ved grænsen til Ukraine. Hans familie havde intet hørt fra ham i uger, indtil han pludselig dukkede op på Youtube. Han befandt sig i ukrainsk fangenskab.

På videoen fortalte han til sine fangevogtere, at hans brigade i månedsvis havde været udstationeret ved grænsen til Ukraine og havde arbejdet med at pille kendemærker af russisk militært isenkram, der skulle transporteres ind i Ukraine. Men en dag var han stukket af for at slutte sig til de russiske oprørere i det østlige Ukraine, fortalte han i Youtube-videoen.

Petrs familie forsøgte at få hjælp fra hans deling i Rusland, kun for at fået vide, at han var deserteret og ville blive retsforfulgt, og at familien ikke måtte fortælle noget om hans forsvinden til nogen.

Efter lang tids søgen fandt Yaffa den forsvundne soldat Khokhlov i det østlige Ukraine. Her fortalte han under opsyn af en russisk soldat en lidt anden historie, nemlig at han efter udløbet af sin kontrakt for den russiske hær frivilligt var taget til fronten og her var blevet taget til fange og tvunget til at lyve.

Efter sin løsladelse havde han så igen — angiveligt frivilligt – sluttet sig til russisk kosakdeling.

I februar bragte Information en artikel om de selvsamme kosakenheder. Udenrigsredaktør Emil Rottbøll mødte i det sydlige Rusland den 77-årige kosakgeneral Aleksandr Demin, der har 5-6.000 kosakkrigere under sig. Ifølge artiklen er soldaterne fordelt på 76 underafdelinger, hvoraf en hele tiden befinder sig i det østlige Ukraine. Afdelingerne opholder sig der en måned og bytter så med næste underafdeling.

Penge, ikke patriotisme
I efteråret blev den russiske stats involvering i konflikten bekræftet, da den tidligere leder af Folkerepublikken Donetsk Igor Strelkov beskyldte centralt placerede i Kreml for at berige sig selv på konflikten.

Omkring halvdelen af de midler den russiske stat satte af til oprørernes operationer i Donbass ville forsvinde ned i lommerne på folk i Kreml og i ledelsen af de to selvudråbte folkerepublikker, skønnede Strelkov.

Hen over sommeren og efteråret kunne åbentmundede medier også berette om tolv diskrete begravelser i Pskov, der huser en af Ruslands kendteste militære enheder, den 76. faldskærmsdivision.

En lokalpolitiker anmodede statsanklageren om at undersøge, hvorvidt overordnede havde overtrådt beføjelser i forbindelse med de tolv soldaters død, men statsanklageren nægtede at rejse sag, da soldaterne var blevet sendt på øvelse “i overensstemmelse med ordrer og instrukser udstedt af militære myndigheder“.

Hvad der præcist var sket, mente statsanklagemyndigheden, udgjorde en statshemmelighed.

Frivillige kransekagefigurer
I februar kunne avisen Kommeresant bekræfte, at det ikke kun er russiske patrioter, der som privatpersoner drager til Donbass. Tværtimod er det regulære hærenheder, der har stået for de største operationer.

”Logikken i de seneste måneders kampe er ret simpel: det er dem, der rent faktisk kan kæmpe, der løser de militære opgaver for enten de selvudråbte republikker eller enkelte områder i Donetsk og Lugansk regionerne. De løser den stillede opgave og trækker sig tilbage, og så rykker de lokale oprørere ind og indtager både kommandoposter og blokposer for at tage imod journalisterne og beredvilligt fortælle om deres fortid som minearbejdere,“ opsummerede Kommersants stjernekorrespondent Ilja Barabanov sine månedlange research i Donbass.

Værnpligtige og banditter
I marts bragte Novaja Gazetas et interview med den tyveårige værnepligtige Dorzji Batonunkuev fra Ulan-Ude i nærheden af Irkutsk i Sibirien. Den stærkt forbrændte kampvognsfører fortalte, at han og hans deling havde fået at vide, at de skulle på øvelse i det vestlige Rusland, men alle havde vidst, hvor de reelt skulle hen, da de allerede på toget fra Irkutsk havde arbejdet med at fjerne kendingsmærker fra brigadens kampvogne.

Senest har den tidligere frivillige soldat Bondo Dorovskikh berettet om sin tid ved fronten. Den russiske forretningsmand drog i krig i den tro, at fædrelandet var i fare, men mistede hurtigt moralen ved fronten. Der var ingen disciplin og alle blev lukket ind i oprørernes rækker. Flere lokale gav overfor Dorovskikh udtryk for, at de var decideret bange for oprørerne.

”Jeg vil ikke anbefale nogen at tage til Donbass — det er falsk patriotisme (at gøre det, red.),” udtalte Dorovskikh til i Radio Svoboda.

Den transatlantiske dukkefører
Men selvom der er mange uafhængige udtalelser og episoder der tilsammen tegner et tydeligt billede af russisk indblanding i det østlige Ukraine, så er det ikke noget der præger det politiske billede. Medier som Kommersant, Novaja Gazeta og Radio Svoboda er nichemedier og Kreml og kremlloyale oligarker sidder tungt på mediemarkedet.

De få kritiske medier, der er, når ud til meget få, og bliver i statsmedierne omtalt som del af en ‘femte kolonne’, der agerer som marionetdukker for den ‘transatlantiske dukkefører’ USA.

De færreste russere ser derfor elefanten i Donbass, eller er klar over Ruslands dybe involvering i konflikten, der formentligt har kostet 220 russiske soldater livet og indtil videre har drevet to millioner på flugt.

Og de, der kan se elefanten, er delt i to lejre. Dem der synes, at Rusland krænker international ret og Ukraines suverænitet og burde trække sig ud omgående. Og dem der tværtimod synes, at Rusland burde træde i karakter og i en regulær krig indlemme det østlige og eventuelt også det sydlige Ukraine i Rusland.

Ved ikke at tale om Ruslands militære engagament i Donbass kan Putin holde de to grupper i skak. Ved at fremstille sanktionerne som noget ikke selvforskyldt, kan Kreml længe endnu skyde skylden for den skrantende økonomi på Vestens grundløse sanktioner. I tilgift kan Moskva forhale nabolandets optagelse i både EU og NATO i årevis.

Derfor vil den russiske ledelse næppe af egen fri vilje begynde at tale om elefanten i Donbass.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: screemdump fra http://www.kremlin.ru/events/president/news/49261