En aftale i en Jeep

2019-06-21T08:16:28+00:00 fredag, 21. juni, 2019|

Grønlænderne fejrer i dag Selvstyrets 10-årsjubilæum. Kort tid før vedtagelsen af selvstyreloven gik forhandlingerne mellem de danske og grønlandske politikere i hårdknude. Magasinet Europa bringer her et uddrag af bogen ”Kuupik Kleist – drømmen om frihed”, som skildrer, hvordan det alligevel lykkedes at nå til enighed om en selvstyremodel.

Uddrag af bog af Niels Ole Qvist og Christian Schultz-Lorentzen

 

En aftale i en Jeep

Når journalister skal finde ind til kernen i en kompliceret sag, vælger de ofte at se nærmere på pengestrømmene. Eller som det hedder på engelsk:

Follow the money.

Sådan var det også med den indre dynamik i Selvstyrekommissionen. Det var her, det store drama udspillede sig – om gysserne. Eller rettere sagt om de utroligt mange penge, som man dengang troede ville fosse ud i systemet, når oliekilderne begyndte at springe.

Dansk Folkepartis Søren Espersen var ikke i tvivl om potentialet. Han henviste til et estimat, der lød på, at der alene ud for Nordøstgrønland var olieforekomster til en værdi af op mod 10.000 milliarder kroner.

Også i Nuuk blev der regnet optimistisk på potentialet. Undersøgelser fra Grønlands Råstofdirektorat viste, at der kunne være lige så meget olie offshore som i Danmark, England og Norge tilsammen.

Måske ikke underligt, at der bredte sig en uro i statsapparatet og hos danske politikere, og at et skarpt forhørslys var rettet mod kommissionens råstofgruppe, hvor Kuupik og Frank Jensen sad.

Kuupik brugte blandt andet tiden mellem møderne til at overveje, hvordan pengene kunne gøre gavn, hvis olien rent faktisk blev fundet og pumpet op af undergrunden. Han så samme model for sig som i Norge, en oliefond, der kunne ophobe midler til at fremtidssikre landet. Fondskonstruktionen skulle desuden dæmpe risikoen for, at et olierush udløste en frenetisk overophedning af samfundsøkonomien.

“At finde olie kan være som at vinde i Lotto. Det kan godt ødelægge en familie pludselig at vinde 2 millioner kroner,” sagde han til avisen Information om sine overvejelser.

Via sine forskellige udtalelser i medierne forsøgte Kuupik at lægge pres på de danske politikere. Han appellerede til deres, ikke gode, men dårlige samvittighed.

“Hvis man på vanlig kolonialistisk vis har indlemmet landet for at vinde rigdom, så passer det meget godt med, hvad de danske politikere nu giver udtryk for, nemlig at hvis der findes olie, skal Danmark tjene på det,” sagde han til Information og slog fast, at Danmark burde overlade den fulde råderet og beslutningskompetence over området til Grønland.

(…)

Den store knast i kommissionen – hvordan en nedtrapning af bloktilskud- det skulle ske, hvis Grønland blev et olieproducerende land – blev ved med at vokse i størrelse. Undervejs opstod yderligere et konfliktpunkt, der lød som noget fra et vers i en børnesang: DONG og GONG.

I august 2007 blev forhandlingerne i kommissionen indstillet. Udadtil blev det i første omgang signaleret, at de var på standby, men i realiteten var de brudt sammen. Stridens kerne handlede om, at Danmark planlagde at lade det statslige energiselskab Dansk Olie- og Naturgas A/S, DONG, udvinde olie ud for Qeqertarsuaq på Disko og beholde hovedparten af indtægterne for sig selv.

Grønlands modreaktion var at varsle oprettelsen af et grønlandsk GONG, navnet var Kuupiks idé. Alle indtægter herfra skulle på lignende vis tilflyde landskassen og ikke indvirke på størrelsen af bloktilskuddet.

Kuupiks holdning var klar:

“Enten skal begge selskabers indtægter holdes ude af bloktilskudsregnskabet, eller også skal begge selskabers indtægter regnes ind. Enten det ene eller det andet!”

Han satte yderligere pres på de danske forhandlere ved at melde ud, at hvis råstofområdet ikke faldt på plads, ville “Selvstyrekommissionens arbejde være forgæves”. En fiasko, der kunne udløse en kaotisk situation for den fortsatte relation mellem Danmark og Grønland.

Når Kuupik i dag ser tilbage på forløbet, fastholder han, at det totale sammenbrud var en realistisk mulighed.

“At Danmark skulle have deres eget råstofselskab til at operere i Grønland, og at de selv skulle beholde indtægterne, var helt uspiseligt. Det var vi aldrig gået med til. Vi lod meget kontant forstå, at der måtte findes en anden løsning, ellers var det hele strandet. Planen med selvstyret var ikke, at det skulle tilføre den danske statskasse flere penge,” siger han.

Også iagttagere af processen var dengang overbeviste om, at Selvstyreloven hang i en tynd tråd. Førende grønlandsekspert, lektor Lise Lyck mente, at situationen så umulig ud.

“Det er ret uløseligt, fordi holdningerne er meget fastlåste,” lød hendes vurdering i pressen.

 

Det var således på denne dystre klangbund, at det afgørende slutspil om råstofindtægterne kom til at foregå i de efterfølgende uger og måneder. To personer kom til at indtage et par af nøglerollerne – Kuupik og Frank Jensen – og løsningen blev ikke fundet i mødelokalet, men i en Jeep.

Frank Jensen kendte ikke Kuupik i forvejen, da de mødtes i Selvstyre-kommissionen. Men han fornemmede hurtigt, at der var god kemi imellem dem.

Når han i dag husker tilbage på forhandlingerne, dvæler han i første omgang ved den store modstand, der fra højre side af folketingssalen var imod overhovedet at arbejde på at nå til et resultat vedrørende råstofspørgsmålet. Herfra var taktikken angiveligt den omvendte – at obstruere.

“Der var stærke kræfter på den danske side, som modsatte sig, at der blev gjort nogen som helst anstrengelser for at lande et kompromis. Søren Espersen sagde til mig, at jeg aldrig ville få held til at udvirke en aftale, som både ville kunne finde støtte i Nuuk og København. Jeg svarede ham, at det ville jeg gøre alt for at modbevise. Vi var sat i verden for at lave en aftale, en selvstyrelov, og ikke kuldsejle projektet,” siger Frank Jensen, som siden 2010 har været overborgmester i København.

På et tidspunkt tabte Frank Jensen dog tålmodigheden med den grønlandske delegation og begyndte selv at tvivle på, om kommissionen kunne nå i mål. Sammen med en gruppe af politikere og embedsmænd fra Finansministeriet var han som udvalgsformand rejst til Nuuk for at file videre på teksterne og forsøge at nå frem til en bundlinje.

Han var optimist, da han rejste hjemmefra, men turen udviklede sig til lidt af en farce, erindrer han.

“Der var berammet et møde, og vi sad og ventede på Hotel Hans Egede, da beskeden kom fra grønlænderne om, at der intet grundlag var for at fortsætte samtalerne. Det var en skuffelse, og jeg synes faktisk, det var en upassende måde at behandle os på. Det fyldte mig med pessimisme. Mens vi ventede på næste fly hjem, fik jeg tid til at fundere over tingene og kunne ikke lade være med at tænke: Ville Søren Espersen nu få ret? Ville det kuldsejle?”

De forliste forhandlinger står også klart i erindringen hos Kuupik. På vegne af kommissionsformanden, Jonathan Motzfeldt, fik han til opgave at overbringe den dystre besked til danskerne: at det ikke gav mening at fortsætte, da enderne slet ikke var i nærheden af at nå sammen.

Han forsøgte dog at bløde den anstrengte stemning op.

“Jeg havde Jonathan i tankerne, da jeg sagde til dem, at de skulle huske, at vi grønlændere var ‘gode kristne mennesker’. Det var et mundheld, Jonathan altid brugte. Og så inviterede jeg dem i øvrigt i kirke næste dag, hvor min søn, Inutsiaq, skulle døbes. De takkede alle ja og mødte også op til den efterfølgende kaffemik,” erindrer Kuupik.

Næste dag var humøret dog atter faldet et par grader.

“Jeg tog ud til lufthavnen for at sige pænt farvel. De virkede tilknappede. Der var ingen venlige hilsener i luften den dag.”

Herefter gik der uger med stilstand. Fronterne stod fast på hver deres positioner, og stemningen sendte også en slagskygge hen over det generelle samarbejdsklima mellem Grønland og Danmark.

Til sidst fik Anders Fogh Rasmussen nok. Han bad Folketingets formand, Christian Mejdahl, om at få arbejdet tilbage på sporet, og Mejdahl, som også var næstformand i kommissionen, indkaldte via sin sekretær Kuupik og Frank Jensen til møde på sit kontor. Da var der gået halvanden måned.

Kuupik blev bedt om at troppe op næste dag, men da han var i Nuuk, måtte Mejdahl væbne sig med tålmodighed. Kuupik oplevede hele situationen med Mejdahl, som om det nu var to unge lømler, der skulle sættes på plads.

På lavmælt, jysk facon gjorde den ældre venstremand det klart, at ingen kunne være tjent med situationen.

“Vi er nødt til at komme videre i processen, så hvad skal der til?” spurgte han.

Kuupik svarede, at det var ret enkelt: Staten var for grådig. Eneste vej frem i forhandlingerne ville være, at Danmark opgav tanken om at høste indtægterne fra råstofferne.

 

Herefter skar han alternativet ud for Mejdahl, velvidende at det ville udløse nervøse trækninger hele vejen gennem statssystemet – op til Anders Fogh Rasmussen.

“I har en historisk chance for at stå tilbage som en kolonistat, der gennemførte en eksemplarisk afvikling af kolonivældet og i den proces gav Grønland stadig større frihedsgrader og samtidig sikrede et fremtidigt samarbejde mellem staten og selvstyret. Det er en enestående mulighed. Men den tabes fuldstændig på gulvet, hvis vi bliver nødt til at aflyse selvstyret på grund af det her.”

Kuupik sluttede af med at minde om, at mere robuste grønlandske finanser også ville være en indlysende fordel for den danske statskasse.

“Det er jo selve målet med det hele. At gøre Grønland økonomisk selvbåren,” sagde han.

På Mejdahls kontor nåede parterne ikke frem til en konkret løsning, hvilket heller ikke var hensigten med mødet. Men fronterne blev skridtet af, og på vej derfra følte både Frank Jensen og Kuupik, at byrden nu var placeret på deres skuldre.

Hvis de ikke var parate til at give og tage, måtte de også bære deres del af ansvaret for fiaskoen. Der var altså en del at tænke på.

Gennembruddet kom under en efterfølgende rejse til Nuuk, hvor Frank Jensen mødtes med Kuupik, og de fik lejlighed til på tomandshånd, uden embedsmændenes indblanding, at tale tingene igennem.

Selve samtalen fandt sted i Kuupiks Jeep. Frank Jensen husker turen rundt i Nuuks indre by og ud til Nuussuaq, hvor Kuupik boede på det tidspunkt. De parkerede ved fjorden og betragtede skibene, fjeldene og de drivende skyer, mens snakken gik og motoren snurrede.

Gradvist formede de en plan.

“Jeg kan huske, at vi talte og talte og langsomt fik udviklet en model inden for en fælles forståelsesramme. Det var dér, at vi faktisk blev enige om stort set det hele,” forklarer Frank Jensen og fortsætter:

“Da vi var nået i mål, aftalte vi, at jeg i første omgang skulle forelægge vores plan for Mejdahl. Det gjorde jeg ved hjemkomsten, og vi drøftede det meget indgående, og han var positiv og ville gå videre med udspillet og anbefale det over for Fogh. Det var vigtigt med hans accept, for det gav ikke mening at gå videre til kommissionen uden regeringens opbakning. Siden var der stadig nogle faser, vi måtte igennem, men ikke desto mindre var det vores model, som endte med at være løsningen.”

Fordelingsnøglen kom til at fremgå af Selvstyrelovens § 7 og § 8. Paragraffer, der som udgangspunkt fastlagde, at “indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder Grønland”. Men også at der skulle ske en fratrækning i bloktilskuddet, når indtægterne oversteg 75 millioner kroner.

(…)

Birthe Rønn Hornbech udtrykker skuffelse over det, Grønland siden har opnået via Selvstyreloven. Hvad mener du?

“Jeg deltog selv i fejringen af selvstyrets indførelse. På det tidspunkt var der næsten en selvstyrerus i Grønland. De fleste af os var optimister. Jeg var personligt overbevist om, at Grønland ville kunne tage større ansvar for de opgaver, som udøves i forhold til befolkningen. At det så ikke er sket, siger noget om, hvor meget velfærd og tryghed betyder for folk, når det kommer til stykket.”

“Men jeg vil også gerne sige, at der er stærke bånd mellem Danmark og Grønland, som ikke bare rives over. Folkene er vævet ind i hinanden, familiemæssigt, venskabeligt og historisk. De medmenneskelige relationer er de stærkeste bånd, ikke de økonomiske.”

Ovenstående er et uddrag af kapitlet ”En aftale i en Jeep” fra portrætbogen ”Kuupik Kleist – Drømmen om frihed”, skrevet af Niels Ole Qvist og Christian Schultz-Lorentzen, hhv. journalist og chefredaktør på Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Bogen udkommer i dag, 21. juni, på 10-årsdagen for det grønlandske Selvstyre.

Foto i artiklens top: / Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon