Europa står overfor en afgørende periode i kampen om et fortsat fællesskab. EU-kommissær Margrethe Vestager tror på, at en fælles mediefront kan være med til at samle et splittet Europa. Den nystartede nyhedsalliance LENA vil være en af brikkerne i det komplicerede puslespil (artiklen bringes i samarbejde med Askov Højskole).  

19.6.2015 | TVÆREUROPÆISK MEDIE | Europa krakelerer. I en tid med spekulationer om Storbritanniens fortsatte fremtid i det europæiske fællesskab og massiv fremgang blandt de nationalistiske partier i de europæiske lande leder Europa desperat efter en løsning. Mediernes hidtidige forsøg på at lappe revnerne sammen er ikke lykkedes, men det nye medieinitiativ, LENA, prøver at samle de europæiske lande.

Konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, mener, at medierne spiller en vigtig rolle, men hun tror ikke, et fælles europæisk medie vil styrke samhørigheden:

”Der er jo hjemmesider, som er fælleseuropæiske nyhedsmedier. Og hvor mange læser lige dem? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen derhjemme, som sagde, jeg så lige et eller andet på Politico.eu (nystartet EU-medie, red).”

Margrethe Vestager mener derimod, at løsningen er, at medierne skal arbejde sammen på tværs af landegrænser og redaktionslokaler. På den måde kan de sprede den samme nyhed på forskellige sprog og forskellige platforme, men på samme tid:

”Jeg tænker, at medierne også selv skal tage ansvaret på sig og sige, jamen lad os så organisere det her på en anden måde for at få et helt andet gennemslag med vores nyheder,” siger kommissæren, da Magasinet Europas udsendte besøger hende.

LENA gør op med det nationale perspektiv
Der er andre, der har tænkt samme tanke som Margrethe Vestager.

Den 10. marts gik den fælleseuropæiske nyhedsalliance LENA (Leading European Newspaper Alliance) i luften. Nyhedsalliancen er et samarbejde mellem førende aviser fra Spanien (El País), Italien (La Repubblica), Schweiz (Tages-Anzeiger og Tribune de Genéve), Tyskland (Die Welt), Belgien (Le Soir) og Frankrig (Le Figaro).

Manden bag nyhedsalliancen er den tidligere chefredaktør på El País, Javier Moreno, og ifølge ham er ideen bag alliancen at bringe syv europæiske aviser sammen, for at deles om de udfordringer der lige nu hersker i avisbranchen, hvor læserne skifter fra papiraviser til digitale platforme.

Aviserne vil arbejde sammen om den europæiske nyhedsdækning ved at dele ressourcer og kilder, så kvalitetsjournalistikken ikke bliver sparet væk på det område. Deres mål er på sigt, at de skal have en digital platform.

”Samhørighed er et af vores hovedmål. Det er derfor, at alle syv deltagende aviser skal udgive den samme indholdsmæssige historie samme dag, så vi kan gøre indtryk på hele Europa. Både politisk, socialt og kulturelt,” siger Javier Moreno. 

Mark Blach-Ørsten, medieforsker fra Roskilde Universitet med speciale i EU, mener, der er potentiale for, at en nyhedsalliance som LENA kan styrke samhørigheden i Europa. For ifølge ham er EU-stof generelt lavere prioriteret i de danske medier, og der er relativt få, der producerer de nyheder.

Han mener, det er et stort problem for samhørigheden, at medierne skriver de europæiske nyheder fra en national vinkel, og det problem kan LENA være løsningen på, mener han:

”Det faktum, at man samler de forskellige vinkler op og kan få det fra flere forskellige vinkler, det er rigtig fint. Der er stor forskel politisk mellem nord og syd, så det vil være virkelig godt, hvis man hører hinandens stemmer. Det sørger de nationale medier ikke for.”

Dette er også et problem, Javier Moreno kan nikke genkendende til.  Han mener, at et af de største problemer for de nationale nyhedsaviser er, at de ikke dækker de europæiske nyheder fra en bredere vinkel, men vinkler nationalt:

”Der er ingen europæiske nuancer. Det er værd at arbejde for. Og det var et af vores hovedmål, da vi første gang satte os sammen: at få en bred europæisk appel på vores nyheder.” 

En fælles mediefront har fejlet før
Mark Blach-Ørsten har ikke set en så organiseret fælles mediefront som LENA før, men lignende projekter har været igangsat. I 2009 blev Presseurop søsat. En fælles europæisk nyhedsportal, der skulle dække nyheder fra EU på mange forskellige sprog.

Ifølge den tidligere chefredaktør på Presseurop, Gian Paolo, blev projektet startet, fordi der var en stigende interesse i EU-nyheder, men de nationale medier fokuserede stadig mest på de nationale nyheder.

Projektet var finansieret af EU-Kommissionen, men i 2013 måtte projektet lægges i graven, da EU-Kommissionen valgte at stoppe den økonomiske støtte til Presseurop, på trods af stor modstand fra Europa-Parlamentet.

Gian Paolo mener, at LENA er et spændende forsøg på at starter et europæisk avissamarbejde, og han tror, det vil lykkes, hvis journalisterne bag LENA har den udholdenhed, der skal til, og hvis journalisterne er gode til at dele deres arbejde med hinanden, men han er ikke udelukkende optimistisk omkring projektet:

”Med den erfaring vi har, ved vi, at journalister kan have svært ved at dele deres arbejde med hinanden, at skrivestile variere meget fra land til land, og at det kræver meget gode og hurtigere oversættere, hvis det skal fungere.”

Ingen danske medier er blevet kontaktet af folkene bag LENA, men Javier Moreno afviser ikke, at der i fremtiden kan komme flere lande med i nyhedsalliancen.

Astrid Leerberg, Frederik Suadicani, Jesper Amter, Julie Vestergaard og Sara Skovhave er elever på journalistlinjen på Askov Højskole

Dette er den første af fem i en artikelserie, hvor elever fra Askov Højskole skriver om samhørighed i Europa