En finanskrise med politisk virkning

2018-09-12T13:35:33+00:00 onsdag, 12. september, 2018|

Finanskrisen, der brød ud for 10 år siden, blev løst – for finansverdenen. Men de underliggende problemer blev ikke løst, og det har haft en dyb politisk virkning med populisme, nationalisme og vrede. Vreden rettes mod flygtninge og ikke mod det egentlige problem: økonomisk stagnation eller tilbagegang for halvdelen af befolkningen. Kan det føre til konflikt og krig?

Kommentar af Hugo Gaarden

Sverigedemokraternes fremgang, Ungarns slagsmål med EU om de rigtige europæiske værdier, et mord og nazihilsener i Chemnitz – dét har optaget den europæiske befolkning på det seneste. Det tragiske er, at det udtrykker en overfladekrise. Den dybe årsag ligger ikke i flygtningene og indvandringen, men i finanskrisen for ti år siden og de strukturelle forandringer i økonomien.

I denne uge er det 10 år siden, at den amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers, brød sammen og udløste den værste finanskrise siden Det store Krak i 1929. Den amerikanske krise bredte sig til Europa. I USA blev den løst, så selv finansverdenen kom rimeligt helskindet igennem, og nu er bankerne større end nogensinde, og der har været en pæn vækst med jobskabelse. Imens halter Europa bagefter.

Prisen for finanssektorens redning
Et krak i finanssektoren er ikke sandsynligt i nær fremtid, fordi sektoren er blevet gjort stærkere. Men hvem har betalt prisen? Det har den brede befolkning, især middelklassen og de lave indkomstgrupper, dvs. langt over halvdelen af befolkningen. I USA førte finanskrisen til et oprør mod Wall Street, eliten og politikerne i Washington. Krisen var forårsaget af smarte låneordninger, som førte til tab for millioner af husejere, og som gjorde finanssektoren sårbar. Finanssektoren blev reddet af offentlig støtte og nul-renter, som gavnede velhaverne. Det førte til en bølge af protester fra folk, der ikke havde haft fremgang i 10 år, og Donald Trump sejlede ind i Det hvide Hus på den bølge.

Arbejdsløsheden er rekordlav i USA, på 3,9 pct., men millioner af jobs giver en dårlig levestandard. Middelklassen, som tidligere blev fremhævet som kernen i USA, har ikke haft fremgang de seneste 40 år, så det er også strukturelle problemer i økonomien, der ligger bag krisen. I de 40 år er produktiviteten steget med 77 pct., men timelønnen kun med 12 pct. Hvis minimumslønnen skulle have fulgt produktivitetsudviklingen, skulle minimumslønnen være mere end dobbelt så stor, nemlig 20 dollar i timen og ikke 7,25 dollar, skriver New York Times i en analyse. Den brede befolkning skulle altså have haft en dobbelt så stor indkomst i dag som for 40 år siden. Millioner fik alligevel lån til bil og bolig i kraft af de nye smarte låneordninger, som når danskerne belåner friværdien, men det var altså lån, der var ”giftige” og risikofyldte. Ingen kunne overskue de risici, der var indbygget i de nye finansielle ”instrumenter”.

Globaliseringen, udflytning af produktion til Kina, ”udflytning” af produktion til underleverandører (som når virksomheder lader ISS gøre rent og ikke egne ansatte), svage fagforeningerne – det førte alt sammen til, at værdierne blev opsamlet i virksomhederne og i toppen af samfundet, især blandt de 10 pct. rigeste. Den brede befolkning står i stampe. I Storbritannien er gennemsnitslønnen 2,6 pct. lavere end for ti år siden.

I Europa kom populismen
I Europa førte modstanden mod EU til en populisme, som blev forstærket af flygtningestrømmen. Nu har populister eller ekstreme højrepartier fået omkring 20 pct. af stemmerne i flere lande. Alle fokuserer på indvandringen, men det egentlige problem ligger i de, der er ”hægtet af”, som tyskerne udtrykker det, og det er økonomisk og socialt. Huslejen er i gennemsnit steget med 30 pct. i de tyske byer, og da indkomsten – lønninger eller pension – er uforandret, bliver boligen pludselig til en belastning. De ”afhængte” presses ud. Folk har bare svært ved at gøre noget ved det. Det er lettere at råbe op om indvandrere end at mobilisere en stærk politisk bevægelse.

Kunne denne udvikling være undgået? Amerikanerne drøftede, om regeringen skulle have stillet barskere krav til bankerne for at hjælpe dem gennem krisen, f.eks. om loft over bankchefers lønninger. Det gjorde briterne. Men briterne klarede sig ikke bedre gennem krisen, tværtimod. Briterne følte sig alligevel unfair behandlet og faldt så over den østeuropæiske arbejdskraft og vil ud af EU i stedet for at lave en omfordeling af værdierne.

To amerikanske professorer har lavet en analyse af finanskriser i 60 lande, og de skriver i bogen ”House of Debt”, at kriser uden undtagelse radikaliserer vælgerne, når de egentlige problemer ikke bliver løst. Det interessante er, at stifteren af verdens største kapitalfond (eller hedgefond), Bridgewater, Ray Dalio, har nøjagtig samme opfattelse: ”Populister kæmper mod hinanden i stedet for at finde udveje.”

Let at falde over fremmede, sværere at omfordele
Det er, hvad vi ser med Trump og populismen i Europa. Det er let at falde over fremmede. Det er sværere at samle flertal til omfordelinger og ændringer af skatte- og boligpolitik. Politikerne tør ikke bruge nul-renterne til investering i jobs og strukturforbedringer, der kan kompensere for de tab, som de vestlige selskaber selv forårsager, når de flytter produktion ud. ”Det fundamentale spørgsmål er, hvorfor økonomisk vækst er blevet så afhængig af gæld,” som den tidligere formand for det britiske finanstilsyn, Adair Turner, skrev for nylig i Financial Times. Uligheden og boligfinansieringen spiller ind. Men ingen har et dækkende svar på spørgsmålet.

Det hele bliver mange gange sværere ved en ny krise, der næppe kommer fra bankerne. Gælden er større end nogensinde. Det kan føre til en krise, når renterne stiger. Men en krise kan også komme fra de nye økonomier uden for Vesten eller som et resultat af den igangværende handelskrig mellem Kina og USA. Den kan blive omfattende, hvis også Europa og Japan går sammen med USA mod Kina. Da USA’s egentlige mål med handelskrigen er at hindre Kina i at blive verdens førende økonomi og at hindre Kina i at udvikle store virksomheder, der kan udkonkurrere de amerikanske, bliver en samlet vestlig optræden mod Kina til en kamp, der kan ligne en regulær krig.

Det kan blive konsekvensen, hvis vælgerne, politikerne og eliten ikke løser de egentlige årsager til kriserne. Den stærke fokusering på populismen hindrer os i at se på problemernes kerne. Eller som Warren Buffett har sagt det: Man ser først, hvem der svømmer nøgen, når tidevandet forsvinder.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Michael Probst/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon