Thomas Ubbesen var i starten af 1990’erne korrespondent under krigene i ex-Jugoslavien. For første gang vender han i 2013 tilbage til den kroatiske by Vukovar, hvor han skal lave et indslag om landets forestående medlemskab af EU og fredens genkomst i et hadfyldt hjørne af Europa. Men ender i et skænderi.  

Reportage af Thomas Ubbesen

28.12.2015 | DAYTON-TEMA | Rækken af krige og naturkatastrofer er endeløs, og som reporter i den branche bliver man næppe nogensinde arbejdsløs. Mens det flammer op det ene sted, falder tingene som regel nogenlunde til ro det andet. Folk holder måske op med at slå hinanden ihjel, medierne mister interessen, journalisterne drager til nye dramaer på liv og død.

Selv har jeg som korrespondent blandt meget andet oplevet at se Balkan – 90ernes nok vigtigste nyhedsområde – forsvinde under nyhedernes radar. Endnu et sted, vi stort set er holdt op med at dække. Men tragedierne HAR fundet sted, mennesker ER blevet myrdet, ting kan ikke gøres ugjort, og freden består ofte i, at medierne er væk – at vi ikke længere hører og eller kan holde ud at høre mere om lige præcis den tragedie.

Balkan er forsvundet ud af bevidstheden – men det er der endnu. Vukovar, for eksempel, hvor krigsjournalistikken i sin tid begyndte for mig, ligger der i høj grad endnu. Og nogen i det mishandlede hjørne af verden er blevet klogere siden dengang – andre er ikke. Jeg genbesøgte byen i 2013 på et tidspunkt, hvor de fleste hos os troede at freden havde sænket sig over regionen.

Reportage fra Vukovar anno 2013
Denne vidunderlige aften – denne ganske enestående fredfyldte, stille aften i hjertet af Europa. Ved Donaus blanke, brune vand, i det rosa lys fra en midsommersol, der aldrig synes at ville gå ned, her i det dybtgrønne ved floden, blandt venlige, spadserende, leende par og børn, her et par dage før dette krigsarrede men nu ganske ufarlige land, Kroatien, skal med i EU.

Her fremstår den gamle flod- og frontby Vukovar som sindbilledet på den fredens verden, som vi stadig har, og som vi ønsker for vore børn, vores land, vores kontinent – ja, for hele verden.

Hvis bare alle gode kræfter kunne stå sammen og få overtaget. Hvis bare.

Kroatien bliver optaget i EU om et par dage, og jeg er tilbage i byen for første gang i 22 år – for første gang siden dengang i januar ´92 med regnen, mudderet, de sønderskudte ruiner, ligstanken, de livsfarlige, alkoholstinkende, bevæbnede mænd, dengang med De Serbiske Tigre.

Jeg har været rundt på optagelser i skumringens gode lys med Torben, som fotograf, og Daniel – fixer og ven gennem alle årene og rejserne på Balkan – som vejviser. Vi har blandt andet mødt og interviewet borgmesteren. En fredsommelig midaldrende mand, rundet af krigen, men i dag presset fra de store nationalistiske partiers side, fordi han insisterer på, at folk her i byen sgu er folk.

Og at der ikke er nogen meningsfuld grund til at bekæmpe hinanden, endsige slå hinanden ihjel, fordi man tænker på sig selv og familien som ”serbere”, ”kroater”, ”jøder”, ”tyskere” eller noget som helst andet.

Her i den smukke Donauby lever alle 18 lokale ”etniciteter” jo helt tæt på hinanden, alle taler det samme sprog, alle kan – hvis de vil – stort set forstå eller sætte sig ind i hinandens verdensbillede. Det er jo bare folk – og folk er folk. Så kan man fejre højtider i den kirke eller moske, man har lyst til.

Folk er folk, og folk her i byens ved Donau har kunnet og bør selvfølgelig kunne leve fredeligt sammen uden at puste sig op med den ene eller den anden trosretning.

Den tilgang er borgmesteren valgt på – men selvom der er gået alle disse år, så er nationalister af den ene eller den anden orientering her stadig. De snerrer stadig og gør og snapper efter den fredsommelige borgmester. De venter på at det igen skal blive deres time.

En dyr bil i EU’s nyeste medlemsland
Han har givet os hver et par flasker lokal vin, en bog om byen og et par videoer om, hvor forfærdeligt det var dengang for 22 år siden, og om hvor godt det forhåbentlig kan blive her i Vukovar med lidt god vilje og måske en generøs hånd fra EU’s strukturfonde. Så da vi er færdige med optagelserne, slæber vi af sted gennem de stadig skudarrede men stille gader med gaveposer foruden kamera og stativ. Vi er her jo for at lave TV om EU’s nyeste medlem.

Bilen holder på en lille plads mellem delvist genopbyggede huse nær floden, og vi er i gang med at pakke vores udstyr og er begyndt at glæde os til at finde et sted at spise, før vi sent i aften skal køre den lange vej til Zagreb.

Så er det, at den store, skinnede Audi ruller ind på pladsen og parkerer lige overfor os. Vi lægger ikke så meget mærke til det først, men ud fra førersædet stiger en meget velplejet herre i dyrt, mørkt jakkesæt, slips og en enorm mave.

Han holder omsorgsfuldt døren for sin passager – en knap så ung platinblond kvinde med store mørke briller, kraftig make up, en stram sort kjole og stiletter så høje, at jeg personligt synes, at det må være en betydelig udfordring at holde balancen på disse gamle brosten.

Manden stopper et øjeblik og studerer os kameraslæbende, udenlandske medietyper.

”Jeg kan ikke undgå at bemærke, at I er journalister. Tager jeg fejl?”

”Næh, det er vi jo. Fra Danmark.”

”Danmark? Aha. Ja, der var jeg selv engang. Dejligt land. Christiania, Tuborg, porno og alt det der.”

Vreden trives stadigt
Et kort øjeblik smiler han eftertænksomt. Så bryder det løs:

”Men … jeg må indrømme, at jeg er bekymret for jeres ensidige dækning af det, der foregår hernede. Hvorfor fortæller I ikke verden sandheden? At vi serbere udgør mere end 50 procent af befolkningen her i byen – det her er altså mere Serbien end Kroatien. Hvorfor lyver I om det? Hvorfor fortæller I altid den bevidstløse kroatiske version af krigen, og hvad der sker her? Er det fordi I simpelthen er fulde af løgn, eller fordi I bare er håbløst uvidende? Hvorfor lader I jer trække rundt ved næsen af sådan en fyr som ham der?”

Han peger mod Daniel, som er ved at proppe sig selv ind på bagsædet.

Daniel?

”Min herre,” svarer jeg, ”Daniel er min ven og kollega, født og opvokset her i Vukovar længe før krigen. Hans far var officer i den jugoslaviske forbundshær og kaldte sig – hvis han absolut måtte – for serber uden at det betød ret meget dengang. Hans mor er jøde. Familien flyttede på et tidspunkt til Beograd, hvor den boede, da Jugoslavien gik i opløsning i 1991. Derfor har Daniel et serbisk pas i dag. Men han bryder sig ikke om de politiske og mellemmenneskelige forhold i Serbien. Han ønsker intet – INTET – at gøre med den serbisk-ortodokse kirke, han beskriver ofte sig selv som jøde. Han rejser over hele verden.”

”Så hvad er han?”

Serber? Kroat? Jøde? Europæer? Kosmopolit? Menneske?

”Det tror jeg De skal være meget forsigtig med at gøre Dem klog på, min herre.”

Det her er 22 år efter en krig, som blev udløst fordi lokale magtmennesker bevidst masserede ellers fredelige menneskers nationalistiske dæmoner. Og slap et glammende kobbel indre svinehunde løs først på Vukovar, siden på hele Kroatien, senere på stort set alle tidligere jugoslaviske republikker.

De gjorde det med vilje – og fik magt, penge, kvinder og store biler til gengæld. Tidligere var det altid Mercedes’er. I dag er det foretrukne mærke øjensynligt Audi.

Deres slags
Den store mand glor målløs på mig, men jeg kan ikke holde op:

”Jeg har dækket krigene og efterspillet på Balkan i alle de år, der er gået. Jeg har mødt og interviewet snesevis af Deres slags. Mænd, der med fuldt overlæg bygger deres magtbase på gensidig mistænkeliggørelse, som med fuldt overlæg sår had og mistillid til naboer, der taler samme sprog, har samme kultur, men som måske tilhører et andet trossamfund – og derfor fra den ene dag til den næste, efter Deres anvisninger, er blevet umulige at have som naboer. Som derfor må dø eller fordrives.”

Alle disse år er gået, men de er her altså endnu – gennemmanicurerede mænd i deres store biler. Med deres ”partier”, der altid indeholder navnet på en etnisk/religiøs gruppe. Mænd helt uden nogen politik. Uden hjerte. Som er skyld i at hundredetusinde liv er gået tabt.

Der er kommet stor vrede i luften denne sene aften på det lille skudarrede torv i Vukovar. Jeg er vred og håbløs. Manden i jakkesættet med slipset i nationale farver er rasende. Fægter stumt i retning af Daniel. Så vender han om og forsvinder ind ad en tung mahognidør.

Der står ”Det Serbiske Parti” på den. ”Serbisk” kunne være erstattet af en hvilket som helst etnicitet eller tro – men denne rasende mands verdensbillede er altså bygget op omkring hans serbiskhed.

Vi kigger et øjeblik tavst på hinanden i solens sidste stråler. Så sætter vi os ind og kører ud forbi byens granatarrede vandtårn og finder hovedvejen mod Zagreb. I morgen skal vi lave optagelser til et indslag om fredens genkomst i et hadfyldt hjørne af kontinentet, det er planen.

Thomas Ubbesen er journalist i Danmark Radio og bl.a. forfatter til bogen ‘Udsendt – historierne bag 22 reportager’, hvortil ovenstående kan læses som den 23. reportage  

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Christoph Larnhof

En oversigt over temaets andre artikler opdateres løbende med links her