En lukket dør, tre ubehagelige spørgsmål og Hafners finger

2018-05-12T23:45:12+00:00 mandag, 19. marts, 2018|

”Har du før rejst udenfor landets grænser?”, ”Er du nogensinde blevet nægtet visa?”, ”Hvis ja, til hvilket land?”, ”Har du haft forbindelse til terrorisme?”, ”Hvad med folkemord?” Instruktøren Mila Turajlic rejser flere spørgsmål, end hun besvarer, i sin DOX-aktuelle film “The Other Side of Everything”. Men de svar, hun giver, gør os ganske meget klogere på et Serbien, vi alt for sjældent præsenteres for.

Anmeldelse af Annemarie Majlund Jensen

TEMA: CPH:DOX 2018 | Undertiden kan man være heldig at stifte et bekendtskab, som giver én fornemmelsen af at være privilegeret ikke at være netop det bekendtskab foruden. Med det opstår en trang til at overbevise andre om, at de for alt i verden heller ikke må gå glip af chancen for at stifte samme bekendtskab. Sådan en film er Mila Turajlics The Other Side of Everything. For at give et eksempel på filmens spændvidde og de mange spørgsmål, der adresseres, kommer her et uddrag af denne skribents logbog:

Ca. 56:30: Spørgsmål unge mennesker bliver stillet, stiller sig selv og hinanden i Serbien i dag:

”Har du nogensinde rejst udenfor landets grænser?” ”Er du nogensinde blevet nægtet et visum?”, ”Hvis ja, til hvilket land?” ”Har du haft forbindelse til terrorisme?” ”Hvad med folkemord?”

Ca. 1:05: “Beograd je Svet”: Vinter 1996, Fløjteprotester. Sommer 2006: Fløjteprotester.

Ca. 1.21: Dagen efter Milosevics fald: “Will freedom sing as beautifully as the oppressed sang about it?”

Ca. 1:27:50: Sagt om nuværende serbiske præsident Vucic: “Denne mand var informationsminister under Milosevic!”

Ca. 1:30: Sket i Vucics Serbien: Politimand henvender sig til en mistænksom civil: “Vær ikke bange. Vi er her for at beskytte jer”. Smiler…

Ca. 1:35: National ”Dødsliste” offentliggjort med navne på 30 civile, primært “personer, der støtter ‘såkaldte’ menneskerettigheder og det amerikanske koncept om borgerrettigheder”.

Ca. 1: ?: Instruktørdatter forlader Serbien. Mor og datter græder og griner.

Filmen, der vandt hovedprisen ved dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam sidste år, er nu aktuel ved dette års CPH:DOX. Citeret fra DOX-kataloget handler filmen om følgende:

”En af dørene i familien Turajlics lejlighed i Beograd har været lukket lige så længe nogen kan huske. I dag bor filmskaberen Milas mor, den tidligere professor og kloge politiker Srbijanka, stadig kun i den ene halvdel af sit rummelige hjem, som blev delt i to, da kommunisterne to magten efter krigen i 1945. Gennem samtaler mellem mor, datter og familiens venner forvandles lejligheden til et mikrokosmos over Serbiens turbulente historie i en tid, hvor nationalismen på ny vinder frem i øst. Srbijanka er en formidabel politisk tænker og en uimodståelig person at være i selskab med. Selvom hun i dag er pensioneret er hendes politiske engagement så lidenskabeligt som altid. Men hvad er der på den anden side af den lukkede dør i hendes hjem?”

Ubehagelige spørgsmål
Denne synopsis, der af promoveringsmæssige grunde og andre praktiske hensyn altid hører med til en film, siger kun ganske lidt om, hvad denne film egentligt kan. Dertil har den for mange dimensioner, som hver især vil og kan noget forskelligt.

Skal man alligevel fremhæve to øjeblikke og interessante omdrejningspunkter, som både indholdsmæssigt og formmæssigt gør indtryk, kunne det være scenen hvori tre ”ubehagelige spørgsmål” stilles til filmens hovedperson – professor Turajlic -, samt øjeblikket hvor familiemiddagens samtale drejer over i en følelsesfuld diskussion af baggrunden for Jugoslaviens opløsning uimodståeligt fortalt med henvisning til den sidste partikongres i 1988 og historien om den slovenske politiker Vinko Hafners skæbnesvangre påmindelse til Slobodan Milosevic om grundigt at overveje konsekvenserne af sin politiske kurs. Hafner, der med sin bogstaveligt talt løftede pegefinger skulle ende med at få mere ret i sine advarsler end nogen endnu kunne forestille sig i 1988.

Begge omdrejningspunkter henviser på hver deres måde til filmens centrale, materielle omdrejningspunkt – lejlighedens lukkede dør, måske et symbol på fortiden, der spøger, og som familien og Serbien lever med, men som ingen rigtigt har lyst til at se i øjnene. De tre ”ubehagelige spørgsmål” er selvfølgelig de ”nationale spørgsmål”: Hvilket statsborgerskab holder du? Hvad er dit modersmål? Hvad er din nationalitet?

Som filmens spørgsmålsstiller – en assistent fra centraladministrationen på besøg i lejligheden i anledning af den forestående folketælling – siger: ”og nu til de lidt ubehagelige spørgsmål” (for vi ved, at de spørgsmål må komme, og vi ved, at de er ubehagelige). Efter nogen tøven og med modstand i blikket svarer professor Turajlic kynisk: ”uoplyst”, hvortil folketællingsdamen med akavet mine understreger, at ”det har du helt ret til ikke at oplyse”. Øjeblikket brænder. Det nationale spørgsmål er pinligt, befængt.

Intimt portræt af et land i opbrud
Instruktør Mila Turajlics evne til at lade publikum både forstå og fornemme, hvad der er på spil i disse ubehagelige konfrontationer, er uanfægtelig. Billeder, ord og lyd udfylder hver en helt unik plads i hvad der tilsammen gør The Other Side of Everything til et næsten ubærligt intimt portræt af Beograd som scene for politisk modstand og ramme om de historiske brydninger, det moderne Serbien har lagt stat og nation til, siden kommunisterne med Tito i spidsen overtog magten og skabte, hvad der skulle blive den nu tidligere variant staten Jugoslavien, der kom til at udgøre den Socialistiske Føderale Republik.

Ubærligt fordi alene billedet af Milosevic, siddende til partikongressen i 1988, eller skuende udover masserne i Kosovo i 1989 ”som en anden Mussolini”, er nok til at få mildt sagt ubehagelige minder om 1990’erne til at stå lyslevende og som diktatoren på grund af sin rolle i de etniske udryddelser, der skulle finde sted i Bosnien og siden Kosovo, senere retfærdigvis er blevet direkte forbundet med – omend ikke endeligt dømt for.

Billederne er stærke, også for én der, med et lidt lakonisk udtryk får ”updates om udryddelser” i sin indbakke på ugentlig basis. At se Milosevic igen, på denne måde, med det udtryk, på optagelser fra en tid hvor masseudryddelserne endnu ikke var blevet Historie,  men slet og ret politikkens (og politikkernes) gang, er både gru- og tankeopvækkende. Det er ikke så meget det, billederne viser i sig selv, der gør forskellen men det, de gør, nemlig at give associationer til historier, man er blevet fortalt, andre billeder man har set. Selv om de ”kun” viser Milosevic som en pæn kommunist i jakkesæt, skaber Turaklic’s brug af fundne optagelser en nærmest fysisk aversion ved deres påmindelse om, at det der ikke måtte ske igen, skete.

Generationsforskelle
Måske fortæller denne film ikke noget nyt i den forstand, at den langtfra bringer nye og ”afslørende” oplysninger frem i lyset. Det der gør den vigtig er måden historien fortælles på, stemmen, der tales med – Turajlic’s stemme. En stemme, der ikke foregiver at kunne forklare alt, meget vel vidende, at de politiske begivenheder, virkninger og årsagsforklaringer, der vedrører en sådan undersøgelse, hører bedre hjemme i en afhandling.

På denne måde stiller instruktøren sig på samme side som de mennesker, hun portrætterer –først og fremmest sin mor – for derudfra at stille spørgsmål til moderen, og hendes generation af idealister, for hvem det, ifølge moderen, og i modsætning til den unge generation, ikke var en mulighed at vende årtiers politisk kaos ryggen og starte et nyt liv et andet sted, en holdning Turajlic (senior) stadig forfægter. Turajlic (junior) stiller både spørgsmål og spørgsmålstegn ved den tanke – men uden at dømme, uden at drage definitive slutninger. Derfor fremstår hendes undersøgelse heller ikke tandløs, men snarer kritisk, nysgerrig og opdagende.

Man kunne derfor ønske at flere film blev til i Turajlic’s ånd med instruktørens sans for sammenhænge og sansninger, for landet og for menneskerne, men også for fortællingen. Og det ønske gælder bestemt ikke kun for Serbien. Vi kunne allesammen have godt af et Turajlic’sk blik på vores fælles virkelighed.

Annemarie Majlund er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: Stillbillede fra filmen/CPH:DOX.

Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.