Hans Ø, som ligger imellem Grønland og Canada, er genstand for langstrakt territorial uenighed. Et løsningsforslag til disputten – en ’Aarhus Erklæring’ – blev fremsat til en konference om Arktis, som blev afholdt af Aarhus Universitet i midten af november.

Baggrund af Tarik Kehli

8.12.2015 | ARKTIS | Det var med en blanding af seriøsitet og glimt i øjet, da konferencens hovedansvarlige, Michael Bøss, i sin åbningstale udfordrede den brede skare af politikere, diplomater, akademikere og militærfolk til at overveje et alternativt løsningsforslag til Hans Ø disputten.

I første omgang blev forslaget døbt ’Aarhus Erklæringen’ (senere omdøbt ’Hans Ø Erklæringen’) og lød således:

”Den danske og canadiske regering bør løse den territoriale uenighed om Hans Ø ved at skabe (…) et territorium under fælles autoritet, under inddragelse af de indfødte befolkninger i Canada og Grønland.  Vi foreslår desuden, at Hans Ø gøres til en international park, der symboliserer de fredelige relationer mellem de arktiske folk, og at ansvaret for parken bliver tilbudt overgivet til regeringerne i Nunavut (en nordlig provins i Canada, red.) og Grønland.”

Ganske vist er forslaget ikke helt nyt. Det blev fremsat af en anden af konferencens hovedtalere, Micheal Byers fra University of British Columbia, tilbage i 2007. Ikke desto mindre var muligheden for at lufte idéen igen uimodståelig, forklarer Micheal Bøss efterfølgende til Magasinet Europa.

Langstrakt dansk-canadisk konflikt om Hans Ø
Hans Ø ligger i Kennedy-kanalen i Nares-strædet og er dermed placeret midt imellem den nordlige kyst af Grønland og Ellesmere Island, som tilhører Canada. De sidste 10 år har Hans Ø været genstand for megen omtale.

Det bunder i det faktum, at Danmark og Canada begge har gjort krav på øen. Siden 1973 har Danmark og Canada været ”enige om at være uenige”, som Per Stig Møller formulerede det i 2008.

I 2012 faldt en aftale om en ca. 3000 km kystgrænse på plads imellem Canada og Danmark. Aftalen omfattede dog ikke Hans Ø.

‘Aarhus Erklæringen’ er et forslag til løsning af konflikten om netop Hans Ø. Men forskellige problematikker, i forhold til en løsning, fremgik tydeligt i de følgende debatter under konferencen.

Giv inuitterne ejerskab over, hvad der tilhører dem
Under den første paneldebat ved konferencen i Aarhus i sidste måned, blev forslaget om en ’Aarhus Erklæring’ udfordret af Sara Olsvig, der er grønlandsk medlem af det danske Folketing. Altså bedst som forslaget var blevet fremsat i åbningstalen af Michael Bøss.

Hun fremsatte pointen om, hvorfor man nøjes med at give ’ansvaret’ videre til provinser under Canadas og Danmarks administration i stedet for at overdrage territoriet helt og holdent til det oprindelige folk – inuitterne.

Hun fortsatte ved at stille spørgsmålstegn ved, om det nødvendigvis skal ske indenfor rammerne af nationalstaten med en indirekte om end meget tydelig hentydning til inuitternes forrang til territoriet. Deri ligger en kritik af nationalstaten som et narrativ, der har legitimeret kolonialistisk adfærd i Arktis på bekostning af dets oprindelige folk.

Inuitterne var det første folk til at bruge Hans Ø både til jagt og til passage imellem Grønland og Ellesmere Island. Hans Ø hedder i øvrigt Tartupaluk på grønlandsk, pointerede Olsvig, hvilket medførte stille anerkendende nik og smil rundt om i Aarhus Universitets imponerende konferencesal.

Således mødte forslaget sin første kritik, allerede få minutter efter det blev fremsagt.

National stolthed og interesse kan stå i vejen for aftale
Da talerækken i samme paneldebat bød den canadiske professor Stéphane Roussel at tale, påpegede han, at den arktiske region optræder centralt i Canadas selvforståelse, og at opgive Hans Ø vil være i direkte modstrid med denne selvforståelse, som verdens største arktiske nation.

En analyse, der førte ham til at konkludere, at den foreslåede løsning næppe vil være i trit med den førte canadiske udenrigspolitik i Arktis.

Da Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen, lidt forsinket efter en lang folketingsdebat om retsforbeholdet på Christiansborg, nåede til Aarhus senere på aftenen, blev han konfronteret med ’Aarhus Erklæringen’.

På sin tur fra København til Aarhus var udenrigsministeren blevet informeret om løsningsforslaget. Udenrigsministeren påpegede dog, at han ikke kunne lave nogle aftaler, før han kendte sin canadiske kollega. Canada har, efter 10 års konservativ styring af landet, skiftet regeringen ud med en liberal regering kun en måned forud for konferencen.

I samtale med Magasinet Europas udsendte forsikrede Bøss dog, at forslaget var blevet noteret af ministerens assistent, og at det vil blive overvejet nærmere efterfølgende.

For at der skal komme politisk initiativ ud af et forslag som ’Aarhus Erklæringen’, skal forslaget forelægges rette sted. Og denne del af missionen må siges at være lykkedes for Byers og Bøss.

Videnskabsdiplomati
Indsparket var, ifølge Bøss selv, ”et udtryk for at forskere også godt kan blande sig i debatten.” Det man med et sammensat ord kan kalde ’videnskabsdiplomati’.

Spurgt ind til den formodede effekt af forslaget, konkluderer Bøss, at første skridt på vejen allerede i løbet af konferencen har haft en ønsket effekt, nemlig at forslaget er blevet noteret af den danske udenrigsminister og er blevet bragt i flere canadiske aviser.

Om ’Aarhus Erklæringen’ får direkte indflydelse på Hans Ø-konfliktens løsning, må en kommende diplomatisk aftale vise. En ny regering i Canada og en forholdsvis ny regering i Danmark har stadig til gode, at sætte sine klare aftryk på Arktispolitikken.

En løsning af Hans Ø konflikten vil være en betydelig sejr for videnskabsdiplomatiet, der kunne fremstå som eksempel på en civiliseret løsning for voksende spænding i f.eks. det Sydkinesiske Hav, hvor Kina, Japan og Sydkorea alle påberåber sig retten til den samme øgruppe.

Tarik Kehli er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top af Hans Ø: Wikimedia Commons