Irske Liadh Ni Riada fra partiet Sinn Fein stiller op til valget til Europa-Parlamentet med den holdning, at Brexit har fremskyndet et behov for en afstemning om Nordirlands fremtidige tilhørsforhold. På den øvrige europæiske bane kæmper hun som medlem af et venstreorienteret parti også for lighed og imod det, hun ser som den omsiggribende neo-liberalisme.

Interview af Anders Engberg

TEMA: EUROPÆERNES VALG | KANDIDATERNE | Hvis arkitekterne bag det store bygningskompleks, der udgør Europa-parlamentet i Strasbourg, havde som intention, at det skulle være svært at finde rundt i, er denne lykkedes til fulde. Alene gangene på de mange etager, hvor medlemmerne af parlamentet har hvert deres lille kontor, bugter sig ind og ud imellem hinanden på en måde, som kan forvirre selv en erfaren stifinder som undertegnede.

Med lidt besvær lykkes det mig dog at finde frem til Liadh Ni Riadas dør med et lille navneskilt ved siden af. Det irske medlem af parlamentet med det flotte irske navn, hvis udtale ikke er for begyndere, er dog ikke dukket op endnu. Efter få minutter kommer hun, undskyldende for forsinkelsen. Den smart klædte kvinde med det store lyse hår lukker os ind på kontoret, og jeg kan begynde min samtale med denne repræsentant for det venstreorienterede, nationalt sindede parti Sinn Fein, som i disse Brexit-tider givetvis har noget interessant at fortælle. Partiet er i hvert tilfælde i frontlinjen hvad angår kontante meldinger om konsekvenserne af det britiske kaos. Dets sag rammer lige ind i det vanskeligste af mange vanskelige emner i forbindelse med Brexit: Nordirland.

Liadh Ni Riada fortæller indledningsvis, at hun først sent kom ind i politik. I de første mange år af sit arbejdsliv var hun en del af det irske mediebillede som journalist. Hun kommer fra det sydvestlige Irland, hvor det irske sprog står stærkest, og det var kampen for dette sprogs status i det irske samfund, som førte hende ind i politik. Hun blev medlem af Sinn Fein, hvis udgangspunkt er at briterne har været, og på mange måder stadig er, en kolonimagt på Den Irske Ø. Frigørelseskampen handler også om sprog, og det betyder en styrkelse af det irske sprog i Irland. Hermed menes naturligvis også Nordirland. Det irske sprog er jo det oprindelige sprog på øen, engelsk er besætternes sprog.

”Vores første modersmål er det irske sprog…i nord har vi naturligvis ikke en officiel anerkendelse af sproget, som vi ønsker, da DUP (Democratic Unionist Party, det protestantisk-unionistiske parti i Nordirland, red,) ikke ønsker det, så det skaber spændinger, for det handler om identitet. Det handler om, hvem vi er som irere, hvordan vi værdsætter os selv, og sprog er en meget vigtig del af det, som det også er i andre lande. Så selv om sproget har en officiel status i Republikken Irland, og det er anerkendt som modersmålet, er det efter min mening ikke fuldt ud implementeret. Det er stadig meget svært for folk, der ønsker at bruge deres modersmål i hverdagslivet. Selv her i Europa-Parlamentet, hvor irsk fik officiel status i 2007, er der ønsker om, at det skal slutte. Jeg har aldrig talt engelsk i plenumsalen.”

Men irsk tales kun af et lille mindretal i republikken, så hvorfor kæmpe for et sprog, der er relativt perifert i det irske samfund?, indvender jeg, og ikke overraskende er den irske kvinde bestemt ikke enig i dette.

”Mere end 80 procent af befolkningen kender sproget, det er obligatorisk i skolen, så alle har haft det, men der er bare ikke muligheder for at leve med irsk i hverdagslivet. Der er ingen tvivl om at det nyder en stigende popularitet, også i byområderne, hvilket er dejligt at se. Regeringen og myndighederne investerer langt fra i sprogets udvikling i Irland. Det handler ikke om at bevare det, men om at sikre at det er måden at kommunikere på. Det handler ikke om at have et slags indianerreservat, et slags museum, hvor det tales noget af tiden. Det er et levende sprog, og bør behandles derefter, og derfor handler det om mangel på investeringer. Men viljen er der hos almindelige mennesker, det er politikerne, der svigter,” siger hun.

Det var ikke kun sprogspørgsmålet, der ledte til politikerens indmeldelse i netop Sinn Fein. Hun opremser en række grunde til dette. Dels er hun republikaner og ønsker at hele øen bliver forenet, dvs. at Nordirland forenes med Republikken Irland. Det er det naturlige, og irerne har ventet meget længe på at dette kan ske. Dels er Sinn Fein et venstreorienteret parti, der går ind for lighed og bekæmper den omsiggribende neo-liberalisme. Disse grundholdninger ligger bag alle hendes udtalelser, også når talen falder på EU og det kommende valg til Europa-parlamentet.

”Det er meget svært at være brobygger over kløften, især i Irland, mellem almindelige menneskers bekymringer, når de handler om, hvordan de skal betale deres lån, og hvordan de skal få mad på bordet og få deres børn uddannet. De bruger ikke tid på at tænke på hvad der sker i EU. Og hvorfor skulle de gøre det når de har mere presserende problemer? Det gør det svært at skabe en egentlig debat, men jeg tror at Brexit og den slags ulykkelige hændelser har bragt Europa længere frem i folks bevidsthed. Alle er naturligvis bekymrede over dette i Irland. For Sinn Fein handler det om at reformere EU, da det er en frygtelig udemokratisk institution. Det er bedre at prøve at ændre tingene indenfor EU fremfor at gøre det udefra. I øjeblikket går det i den forkerte retning, især med militariseringen, en ny fælles hær, som vores regering ville tilslutte sig uden nogen debat. Vi er et neutralt land og den status værdsætter vi. Det er bekymrende at se et EU, der bevæger sig imod en harmonisering af skatter. Så for mig handler det om at informere folk derhjemme om denne forkerte udvikling, som vores regering gladeligt følger.  De skal vide om det, og i store træk stiller folk spørgsmålstegn ved udviklingen, og det er godt, Når man taler med dem direkte, er de ret skrækslagne, for ingen ønsker at neutraliteten skylles væk så hurtigt og let, den har vi kæmpet hårdt for at få,” siger hun.

Det nordirske spørgsmål i forbindelse med Storbritanniens udmeldelse er den helt store knast, som igen kan lede til uro på Den Irske Ø. Det ønsker Liadh Ni Riada naturligvis ikke. Men hun synes, at ansvaret for det nuværende kaos entydigt ligger hos den britiske regering og det britiske parlament i London. Som irsk nationalist, der ser briterne som århundreders besættere på den grønne ø, accepterer hun ikke grænsen mellem Republikken Irland og Nordirland. Brexit har fremskyndet et behov for en afstemning om Nordirlands fremtidige tilhørsforhold, og hun lægger ikke skjul på at ønsket er et forenet Irland, én statsdannelse på øen. At de to irske dele på øen skal være henholdsvis indenfor og udenfor EU, giver absolut ingen mening. Men briterne ønsker ingen aftale uden denne grænse, og det har skabt kaos.

Men er en afstemning realistisk med tanke på den vanskelige og til tider anspændte situation med to nordirske befolkningsgrupper, der på mange måder stadig står stejlt overfor hinanden? De protestantiske unionister vil jo aldrig acceptere en afstemning, for ikke at tale om en forening med Republikken Irland…

”Det er noget vi har brug for, men det kan ikke ske meget hurtigt. Vi er nødt til at tale om disse ting, og det gør vi. Folk taler om det over hele landet, og selv her i EU har vi haft en konference om et forenet Irland. Der kom mange, så vi er ved at have byggeklodserne på plads. Det giver økonomisk mening, analyser viser at også Nordirland vil drage fordel af det. Hvad angår unionisterne må vi sige til dem, at det handler om skabe et Irland, som vi deler. Det handler ikke om at fremmedgøre nogen, det handler om at folk kan bevare deres identitet, irsk såvel som britisk. Vi er fælles om øen, og ingen bliver kontrolleret af Westminster” (den britiske regering i London, red.)

Jeg spørger hende, hvad de økonomiske konsekvenser af Brexit vil blive for henholdsvis Nordirland og Republikken Irland, og i begge tilfælde vil de være enorme, ifølge den irske politiker. Alt i Nordirland vil blive påvirket. Mange mennesker krydser grænsen hver dag, og den trafik vil blive påvirket af en fremtidig hård grænse. Nordirerne vil havne i en umulig situation, i realiteten forladt af både EU og Storbritannien.

”Hvad republikken Irland angår, er vi nødt til at udvikle vores havne. I dag går langt det meste gennem Dublin, og hvis der bliver en hård grænse nordpå bliver alt det med eksport og import langt mere besværligt. Det vil have stor indflydelse på vores landbrugssektor, på alt. Vi importerer en masse fra vores nærmeste nabo, jeg tror at det er omkring 40 procent, der kommer fra Storbritannien. Der bliver et enormt pres på både eksport og import når der er en masse bøvl, som vi ikke har i dag.”

Liadh Ni Riada er en travl kvinde og mentalt allerede på vej ud af døren til det næste punkt på dagens dagsorden, da jeg spørger hende om visionerne hun har på EU’s vegne.

”Jeg synes, at EU skal være langt mere socialt orienteret.  Vi gik ind i EU ikke blot pga. handel, men også for at det skal være en social vagthund, om man vil. Lige nu går vi den modsatte vej med anti-migraion og opbygning af en EU-hær. Det er ikke derfor at vi skal være i EU, vi er der for at anerkende lighed, social retfærdighed og offentlige investeringer. Der er store muligheder hvis vi kan gennemføre disse reformer. Det handler om at løfte folk, ikke det modsatte.”

Liadh Ni Riada

Fødselsår: 1966

Nationalitet: Irsk

Parti: Sinn Fein

Partigruppe i parlamentet: GUE/NGL (European United Left – Nordic Green Left), Hjemby: Ballyvourney.

 

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Foto i artiklens top: /PR-foto/

Læs hele temaet “Europæernes valg”


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon