En verden til forskel – valgkamp på amerikansk og europæisk

2017-06-30T10:08:21+00:00 Af |Kommentar|

Der er under en måned til præsidentvalget i USA. Selv om vi ikke kan stemme ved det amerikanske valg, så har det afgørende betydning for Europa om det er Obama eller Romney, der sidder ved roret. Dan Jørgensen har været ude at stemme dørklokker for Obama og fortæller her om beskidte tricks, de enorme summer der bruges, og om hvad der skal til for at vinde verdens vigtigste valg.

12.10.2012 | VALGKAMP | USA er midt i en historisk aggressiv præsidentvalgkamp. Jeg har tilbragt sommeren med at undervise på Seattle University, hvor jeg fik god lejlighed til at følge valgkampen på nærmeste hold. Og der blev gået til stålet.

Dér, hvor den amerikanske valgkamp særlig adskiller fra de valgkampe, vi ser i Europa, er i forhold til hvor meget krudt, der blev brugt på politiske tv-reklamer.

I Europa er politiske tv-reklamer stærkt regulerede sammenlignet med i USA – og i mange europæiske lande, herunder Danmark, er de simpelthen ikke tilladt. Og heldigvis for det: Jeg mener, det ville være meget skadeligt for vores demokrati, hvis vi fik mulighed for at føre negative tv-reklamer, som man har det i USA.

“Stop whining”
Det er især de såkaldte ”attack-ads”, hvor de to politiske lejre angriber modparten frem for at fremhæve egne dyder og egen politik, der udvander debatten og til tider får amerikansk politik til at gå op i ren mudderkastning.

At der kommer negative reklamer fra den republikanske fløj mod Obama er ikke overraskende. Men at Obama, som ellers i sidste præsidentvalgkamp hovedsageligt kørte en positiv kampagne, denne gang satser på negative reklamer, synes jeg ærligt talt er skuffende.

Samtidig må man dog indrømme, at hans angreb er ret overbevisende. Som for eksempel i en reklame, hvor det fremgår, at Romney har outsourcet jobs til Kina, overført penge til skattely og i det hele taget opført sig som en af de kapitalister, der var skyld i krisen, og bestemt ikke det modsatte.

Den annonce fik mørkets fyrste, den republikanske strateg, der har været ophavsmanden til et utal af negative politiske kampagner gennem tiden – Karl Rove himself – til at beskylde Obama for at trække amerikansk politik ned i sølet og antyde, at Obama bruger gangstermetoder. Alt sammen særdeles poetisk formuleret: Obamas angreb betegnes nemlig af Rove som ”gutter politics of the worst Chicago sort!”

Det fik Obamas tidligere stabschef i Det Hvide Hus – nu borgmester i Chicago – Rahm Emanuel til at skyde tilbage på Romneys lejr: ”Stop whining!”. Og med nogen ret, må man sige.

Romney bruger nemlig om noget endnu mere beskidte tricks, når han blandt andet joker med, at der ikke er nogen, der har spurgt ham, om at fremvise en dåbsattest – hvilket kun kan udlægges som en klar reference til den omfattende højrefløjspropaganda der hævder, at Obama i virkeligheden ikke er født i USA og derfor ifølge forfatningen slet ikke må være præsident.

Reklamer for 3 milliarder

Men det er ikke kun stilen i den politiske kampagne, der er væsensforskellig fra den, vi oplever i Europa. De beløb, der bliver brugt på valgkamp i USA, er rent ud sagt eksorbitante.  I USA koster det knaster at blive valgt.

Fordi man som politiker i Europa ikke har mulighed for at køre tv-kampagner og bruge attack-adds, så har man ikke behov for de samme økonomiske summer for at blive valgt, som det er tilfældet i USA. Det betyder også – mener jeg – at man er mere uafhængig som politiker i Europa. Man kan rent faktisk sige nej til de penge, som industrien tilbyder, og stadig vinde et valg. Det er ikke tilfældet i USA.

I alt er der indtil nu brugt over tre milliarder på reklamer. Behovet for disse kæmpe summer peger mod en virkelighed, der ligger langt fra den, vi europæiske politikere kender til. Politikerne i USA kæmper nemlig ualmindelig hårdt for at “fundraise” deres valgkamp.

Som Dick Durbin – senior United States Senator fra Illinois – forklarer det i en af mine favorit-podcasts, det amerikanske radioprogram This American Life: ”Folk ville blive rystede over, hvor meget tid politikere bruger på at samle penge ind, og hvor længe de taler om det, tænker på det og planlægger det. Det fylder alt.”

Men afgøres valgene så også af, hvem der har flest penge? Statistikken taler sit klare sprog: I 2008 var det sådan, at 93 pct. af valgkampene om en plads i Repræsentanternes Hus blev vundet af den kandidat med flest penge, mens tallet var 94 pct. for valgkampe til Senatet.

Obama har milliardærerne imod sig
I præsidentvalgkampen er der dog også mange penge, der ikke kommer fra traditionelle fundraisers. Men hvor de så kommer fra, dét udgør en slående forskel på kampagnerne.

Mens Romney allerede i maj havde opbakning fra 32 personer, der står på Forbes’ liste over USA´s 400 rigeste mennesker – herunder milliardærbrødrene Charles og David Koch, der har udtalt, at de vil bruge “what it takes” på at vælte Obama – bygger Obama i langt større grad sin pengeindsamling på græsrødder og sociale medier.

Da jeg var i USA, fik jeg derfor ’personlige’ beskeder fra Obama på Facebook – præcis som hans 27 millioner andre støtter derinde. I en af dem skrev han: ”This morning, we learned that for the third month in a row, we’ve been outraised by the other side in this race. Help close the gap—pitch in $5 now, and ask a friend to do the same.”

5 dollars lyder måske ikke af meget. Men det er netop det, der er genialt. Fordi det er så lidt, Obamas kampagne beder om, er det overkommeligt. Og derfor er der faktisk utroligt mange, der giver. Men altså ikke lige så mange som sidst – og det er et stort problem for Obama.

Dermed dog ikke sagt, at det er umuligt. For selvom det i langt overvejende grad er de ’rigeste’ kandidater der vinder pladser i Kongressens to huse, så er det lidt en diskussion om hønen eller ægget: Vinder kandidaten, fordi han har flest penge, eller har han flest penge, fordi han ser ud til at vinde, og donorerne derfor flokkes om ham?

Jeg tror på Obama
Succes i amerikansk politik afhænger heldigvis også af andet og mere end penge. Det handler også om mobilisering af den frivillige base. Og her er der ingen tvivl om, at Obamas evne til at engagere mere end halvanden million frivillige over hele USA til at agitere hans sag i 2008 – og dermed aktivere endnu flere potentielle vælgere – var medvirkende til valgsejren.

Spørgsmålet er således, om præsidenten er udfordret på andet end at skrabe penge sammen? Kort sagt: Kan Obama begejstre ligeså mange mennesker denne gang?

Det bliver nervepirrende at følge, når vi kommer tættere på valget den 6. november. Men jeg må sige, at jeg trods alt er optimist. Jeg holder stadig på, at han vinder. For mig er han – om end han på nogle områder har skuffet – en fantastisk politiker med mange gode holdninger.

Selvom vi i Europa ikke kan stemme til det amerikanske valg, så påvirker det hele Europa, hvem der sidder ved roret på den anden side af Atlanten. Obama har afsluttet krigen i Irak og er ved at afslutte tilstedeværelsen i Afghanistan. Han har forbedret forholdet til Rusland med en stor nedrustningsaftale. Han har gjort, hvad han kunne for at fremme dagsordenen for klima og vedvarende energi. Og alt det er vigtigt for EU, som står for samme værdier, når det kommer til klima og diplomatiets forrang over krig. Romney vil derimod – hvis han bliver valgt – gå en anden vej, der ligger fjernere fra de værdier, som EU står for.

Derfor valgte jeg også at bruge noget af min fritid i USA på at stemme dørklokker for Obamas kampagne. Jeg ved ikke, hvor meget det gav til den samlede valgsejr, men jeg lærte da i hvert fald at sige:

“Hi, my name is Dan – I´m from the Obama campaign.”

Dan Jørgensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.

Foto: Scout Tufankjian/Obama for America – Flickr.  Debatduel mellem Barack Obama og Mitt Romney den 3. oktober 2012.