Er Femstjernebevægelsen ved at blive indhentet af den politiske virkelighed?

2019-02-21T10:29:01+00:00 onsdag, 20. februar, 2019|

En sag med den italienske vicepremierminister – og Legas leder – Matteo Salvini i centrum har paradoksalt nok formået at udstille Femstjernebevægelsens svagheder og de problematikker, der kan opstå, når et højst systemkritisk populistisk parti indgår i et regeringssamarbejde.

Kommentar af Magnus Thers Marquardsen

Italien fik i marts 2018 det, der kan betegnes som en rendyrket populistisk regering, hvilket sendte  chokbølger gennem det europæiske politiske landskab. Regeringen blev dannet af den systemkritiske Femstjernebevægelse, der i højere grad er begyndt at tage form som et normalt parti, og det højre-nationale Lega (det tidligere Lega Nord). Mange var dog hurtigt skeptiske på vegne af den italienske regering. Hvordan skulle to populistiske partier få det til at fungere i den politiske virkelighed, der rammer, når man indgår i en regering? Noget tyder på, at denne pessimisme ikke har været uden berettigelse.

De to partier kan nemlig ikke enes om særlig meget. Hverken værdipolitisk eller økonomisk kan de finde mange lighedspunkter, Femstjernebevægelsen ønsker flere velfærdsgoder som borgerløn, men det er svært at få indført, når Lega samtidig ønsker store skattelettelser. Stort set det eneste de to regeringspartnere har tilfælles er dermed, at de er populister.

Il Caso Diciotti
Nu ser det ud til, at både problemet ved at sidde i regering som et populistisk parti, samt de iboende forskelle mellem de to regeringspartier, er brudt ud i lys lue. Dette skyldes en sag, der i Italien omtales som Caso Diciotti. Denne sag har Legas leder og indenrigsminister Matteo Salvini (til højre på billedet) i centrum. Salvini er ikke officielt præmiereminister i Italien, men det er offentligt kendt, at Salvini sammen med Femstjernebevægelsens leder, Luigi di Maio (til venstre), i overvejende grad bruger den officielle premierminister Giuseppe Conte (i midten) som marionetdukke for de to partiers politik. Salvini har gjort meget ud af at holde flygtninge ude af Italien, og det er her, Caso Diciotti er opstået, hvor han på ulovlig vis har afvist 177 bådflygtninge på den syditalienske ø Lampedusa.

Dette førte til anklager om kidnapning, da migranterne, efter ordrer fra Salvini, ikke fik lov til at gå i land og i stedet blev tvunget til at blive om bord på skibet Diciotti. Afvisningen af migranterne førte også til en anspændt situation mellem Italien og EU, da det samtidig var et oprør mod EU’s Dublinkonvention. Konventionen påtvinger det første EU-land, en flygtning ankommer til, at behandle dennes asylansøgning.

Sagen udviklede sig til lidt af en sprængfarlig bombe for det italienske regeringssamarbejde, men også særligt Femstjernebevægelsen som selvstændigt parti. Salvini og Lega lægger ikke skjul på, at de vil gøre alt for at holde flygtninge ude af Italien, så problematiske fremgangsmåder påvirker på ingen måde partiet negativt hos deres vælgere, da de ligger i fin tråd med partiets politik. Det blev derimod problematisk for Femstjernebevægelsen, der skulle tage stilling til, hvordan den ville håndtere at indgå i et samarbejde med et parti, der agerer som Lega gør.

Afstemningen om retsforfølgelsen af Salvini
Dette fik mange til at mene, at Salvini skulle retsforfølges, hvilket også tvang Femstjernebevægelsen til at tage stilling til, hvorvidt Salvini skulle have parlamentarisk immunitet i sagen eller ej. Problemet for partiet var dog her, at deres egne principper om direkte demokrati kom i konflikt med deres rolle som regeringspartner. Femstjernebevægelsen har siden sin spæde begyndelse som protestbevægelse baseret sig på at inkludere sine medlemmer via internettet, hvor medlemmer har kunne stemme om, hvordan bevægelsen skulle tage stilling til forskellige politiske spørgsmål. Selvom Femstjernebevægelsen ikke længere på samme måde er en protestbevægelse, har den holdt fast i at inkludere dens medlemmer i forhold til centrale beslutninger. Det sker på online-platformen Rousseau, der er opkaldt efter den schweiziske filosof Jean-Jacques Rosseau, kendt for hans tanker om folkesuverænitet og direkte demokrati.

Afstemningen om Salvinis immunitet viste Femstjernebevægelsen sig i mellemtiden særdeles dårlig til at håndtere. Først lod det til at partiet forsøgte at mislede sine medlemmer ved at fortælle, at der var tale om 137 migranter i stedet for 177 og dermed underminere sagens alvor. Dernæst udtrykte bevægelsens grundlægger, komikeren Beppe Grillo, sig ironisk om afstemningen, og om hvorvidt et ja i afstemningen i virkeligheden betød nej til en retsforfølgelse, og omvendt, og satte dermed spørgsmålstegn ved, hvordan partiet havde formuleret spørgsmålet. Grillo har siden kaldt sit tweet en ’joke’, mens Femstjernebevægelsen har ændret dets beskrivelse af et henholdsvis ja eller nej.

Matteo Salvini slap dog med skrækken, da Femstjernebevægelsens medlemmer valgte at skåne ham med omkring 60 procent af stemmerne i Salvinis favør. Skaden var dog sket – for Femstjernebevægelsen.

Efterskælvet
Den dårlige håndtering af afstemningen har skabt stort raseri blandt bevægelsens medlemmer og tilhængere. På Twitter trendede hashtagget #PiattaformaRousseau, hvor rasende tilhængere af bevægelsen, gav udtryk for deres frustrationer. Dertil blev Rousseau ramt af tekniske vanskeligheder, der gjorde, mange medlemmer ikke kunne stemme, hvilket fik bevægelsens berømte blog til at koge over med vrede ytringer. Nogle medlemmer havde end ikke modtaget den e-mail, der skulle give dem adgang til at stemme.

Sagen fik også selveste Silvio Berlusconi på banen, der mente, at Femstjernebevægelsen ’fører deres medlemmer bag lyset’, mens præmiereminister Giuseppe Conte kritiserede, at partiet valgte at spørge sine medlemmer i sagen. Andre har beskyldt bevægelsen for at være i ’etisk og moralsk recession’. Samtidig har det endnu engang fået de interne uenigheder partiet tidligere har været ramt af, til at bryde frem.

Indhentet af de politiske realiteter

Der er tale om en klar konflikt mellem Femstjernebevægelsens radikale demokratiske værdigrundlag og så det at være en del af et repræsentativt demokrati, og måske har sagen udstillet umuligheden af foreningen af de to. Endvidere føler mange nu, at Femstjernebevægelsen med Luigi di Maio i spidsen er ved at bevæge sig væk fra sine værdier og selv er ved at blive en del af ’eliten’.

Noget tyder dermed på, at der er ved at ske det, som mange forudsagde ville ske, da Femstjernebevægelsen indtrådte i regering. Idealerne om folkesuverænitet og direkte demokrati kan simpelthen ikke fungere i et regeringssamarbejde. Man ønsker ikke konflikt med Lega, er nød til at rådføre sig hos sine medlemmer, men forsøger at styre afstemningen i partiledelsens ønskede retning. Hvor bevægelsen tidligere kunne stå udenfor og kritisere magthaverne, er de nu selv blev offer for den samme form for protester.

I den anden del af regeringen synes Lega og Salvini at nyde godt af denne udvikling. Deres popularitet er stødt stigende, og har været det siden valget. Polemikken omkring afstemningen har dermed klart udstillet styrkeforholdet mellem de to regeringspartier, hvor Lega næsten ikke kan gøre noget forkert, mens Femstjernebevægelsen ser ud til at være blevet indhentet af de politiske realiteter, de nu er blevet en del af.

Magnus Thers Marquardsen studerer Italiensk sprog og kultur ved Københavns Universitet og interesserer sig for politiske forhold i Italien. Han er for tiden bosiddende i Torino.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/ANSA/AP/Giuseppe Lami/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon