Et jubilæum i utide

Revolutionen, som engang blev kaldt ”Den Store Oktoberrevolution”, er i vores nutidige historiske erindring blevet til en kuffert uden håndtag – den er tung at bære, men det er synd at kassere den.

09.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | ”I hvilken forbindelse skulle vi dog fejre det?” svarede den russiske præsidents talsmand, Dmitry Peskov, da en journalist spurgte ham om, hvorvidt man i Kreml havde tænkt sig at markere hundredåret for den bolsjevistiske revolution i 1917.

Der blev sagt, at det ikke skulle fejres – så det bliver ikke fejret. Den dato, der tidligere blev kaldt ”kalenderens røde dag” – 7. november – er blevet til en almindelig arbejdsdag. Den forlængede weekend, som den russiske regering har lagt den 4., 5. og 6. november, er fastsat i anledning af 405-året for uddrivelsen af polakkerne af Kreml. De russere, der kender til begivenheden, kan ved tanken om denne konstruerede ”festlighed” kun trække hånligt på smilebåndet.

Denne attitude fra den russiske regerings side kan kun betegnes som ren og skær utaknemmelighed. Netop Kreml har god grund til at fejre hundredåret for skabelsen af det politiske regime, der på mange måder er forbundet genetisk med nutidens Rusland.

Det er ikke kun den permanente plads i FN’s Sikkerhedsråd, Rusland kan takke Sovjetunionen for. Mens de 14 tidligere sovjetiske republikker er ved at opbygge hver deres nationalstat, er en af Den Russiske Føderations centrale ideologiske søjler stadig den sovjetiske internationalisme.

Sovjetiske karaktertræk
Ligesom regeringen i USSR ikke tillod dannelsen af et russisk kommunistisk parti, har de russiske myndigheder indført et uofficielt forbud mod enhver politisk organisation, som ville arbejde for sikringen af ”etniske” russeres interesser. Man taler ofte om, at russiske interesser krænkes blandt den russisktalende befolkning i de baltiske lande, men eksempelvis i Estland er det betydeligt lettere at bruge ordet ”russer” i en politisk agitation end i Rusland.

Den officielle propaganda, såvel i dag som i Sovjetunionen, anerkender mennesker af omkring 200-300 forskellige nationaliteter som ligestillede og ligeværdige medborgere i landet, om det så er georgiere, der har ”løsrevet” sig fra Rusland, aserbajdsjanere eller kirgisere. På samme tid har Kasakhstans præsident Nazarbayev netop til hundredåret for ”Den store oktober” iværksat en udskiftning af det kyrilliske alfabet med det latinske, mens datoen for oprøret mod Rusland i Kirgisistan er blevet til en officiel festdag.

På trods af en kraftig afstandtagen fra ”sovjetternes magt” og en formel vedtagelse af en vestligt inspireret forfatning, har det nye Ruslands politiske system bevaret nogle af de samme sovjetiske karaktertræk. Træk såsom koncentrationen af magten i et ”politbureau”, om end uofficielt, valg, der rent faktisk er afgjort på forhånd, i hvert fald hvad angår præsidenten og ledelsen i regionerne, og parlamentets magtesløshed. Ved at omformulere et engang nok så populært motto – ”kommunisme er et sovjetisk styre plus elektrificeringen af et helt land” – kunne man sige, at den russiske kapitalisme er et sovjetisk styre minus social retfærdighed.

Den økonomiske arv er ligeledes åbenlys. Eksporten af olie og gas, som stadig i dag er en væsentlig indtægtskilde, var allerede iværksat af kommunisterne. Men modsat naturressourcer, som kan udvindes under et hvilket som helst regime, kunne atomvåben, atomindustrien og rumteknologien kun være skabt under de specifikke sovjetiske produktionsforhold, som resulterede i forskeres og almindelige fangers slavearbejde samt enorme materielle ofre fra befolkningens side. Men netop frugterne af dette arbejde sikrede det nye Ruslands uafhængighed gennem flere års økonomisk nød og fattigdom og gjorde det til en vis grad muligt i dag at modstå et verdenshegemoni, hvis materielle kræfter overstiger Ruslands mangedobbelt.

“Ikke brug for rystelser”
Det er bemærkelsesværdigt, at man i Kina derimod stadig værner om Den Store Rorgængers minde, selvom man umiddelbart ikke kan takke ham for den nuværende opblomstring i landet. Dog, kan den russiske regerings ufestlige humør ikke kun forklares med utaknemmelighed. I det moderne Rusland kan man ikke forestille sig nogen hyldest af en hvilken som helst revolution, fordi selve forholdet til revolutioner har forandret sig.

Udgangspunktet for det sovjetiske syn på revolution var Marx’ formel: ”Revolutioner er historiens lokomotiv”. Dengang fremhævede man enhver revolutions nytte og gavn, hvilket også gjaldt de ”folkelige” oprør, deriblandt strømningerne i samfundets nederste lag, såsom opstandene ledet af Bolotnikov, Razin og Pugachev. Den moderne holdning til revolutioner og revolutionering kan ikke blot spores tilbage til Pyotr Stolypins udtalelse – ”Vi har ikke brug for rystelser” – men kan også paradoksalt nok genkendes i en udtalelse, der tilskrives de nuværende russiske kommunisters leder Gennadij Zjuganov: ”Rusland har nået dets grænse for revolutioner”. Kommunisterne imod revolution – det er den unikke, russiske, ideologiske kollage i en nøddeskal.

Ikke nok med det. I USSR ville enhver udenlandsk revolutionær automatisk anses som værende ”en af vores egne”. Men erfaringen fra de sidste tre årtier, som bragte os Fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, ”de farvede revolutioner” langs Ruslands grænser og Det Arabiske Forår, viser, at USA nu har påtaget sig rollen som revolutionens vigtigste eksportør, og derfor er ordet ”revolutionær” i den russiske officiøse og patriotiske vending nu synonym for ”agent fra det amerikanske udenrigsministerium”. Med andre ord har vi givet revolutionens idé væk til en fremmed og er selv gået i forsvarsposition.

I forbindelse med det er det flere gange blevet bemærket, at nutidens Rusland minder om Rusland under Nikolaj 1.’s tid – en slags ”Europas politimand”, som rimelig uselvisk neddæmper revolutionsstrømninger i udlandet uden nogensinde at have modtaget nogen taknemmelighed for det.

Intet ønske om forståelse
Det er dog ikke kun regeringen, men også samfundet som helhed, med undtagelse af nogle få venstreorienterede grupperinger, som er ganske upåvirket af revolutionsjubilæet. Og det er ikke så meget på grund af uviljen til at affyre fyrværkeri i anledning af den dag, hvor en gruppe fulde matroser stormede Vinterpaladset. Sagen er snarere den, at ved enden af dette år, hundrede år efter begivenhedsforløbet fra februar til oktober 1917 hvor det gamle russiske imperium blev destrueret, har samfundet stadig ikke formået at opnå en dybere forståelse af disse begivenheder. Det har ikke ønsket at opnå den.

Repræsentanterne for de tre vigtigste strømninger, der påtager sig rollen som udøvere af vores histories ”sande tradition” – tilhængerne af ”det gamle Rusland” (såkaldte ”bollegumlere”), ”de sovjetiske patrioter” og de liberale, der stadig længes efter ”de hellige 90’ere” – er endnu ikke kommet frem til nogen konsensus og nøjes i stedet med lokale slagsmål af forudsigelige årsager såsom uenigheden om opsættelsen af en mindeplade til ære for admiral Koltchak i Skt. Petersborg.

Det er bemærkelsesværdigt, at den største ideologiske kamp, der udspillede sig i løbet af året, og som havde den mindste smule at gøre med jubilæet, var diskussionen omkring Alexei Uchitels film ”Matilda”, der beretter om en måske sandfærdig, måske opdigtet affære mellem en ballerina fra et teater i Skt. Petersborg og en ung mand med en ganske interessant biografi: på det tidspunkt var han arving til den russiske trone, senere blev han til kejser Nikolaj 2. og led til sidst en martyrdød kendt som ”borger Romanov” for så at blive kanoniseret af den ortodokse kirke.

Selve den kendsgerning, at en afsat kejser – hvis mangel på særlige evner til at regere landet efterhånden kun betvivles af ganske få – blev jubilæumsårets hovedperson, vidner om den høje grad af modvilje mod anerkendelsen af revolutionen i det russiske samfund og om en stor sejr for det gamle Ruslands ånd.

Trøstepræmier til Lenin
På den anden side har Vladimir Uljanov-Lenin, som man for længst er holdt op med at kalde ”Ilitj”, og som i dag ville være fejringens superstjerne, hvis den sovjetiske regering havde overlevet, ligeledes fået nogle trøstepræmier. Ikke kun i form af den nyligt udgivne biografi skrevet af Lev Danilkin – ”Lenin. Solstøvets pantokrator”. Det essentielle i Lenins posthume skæbne er, at han stadig ligger i sit mausoleum, og det lader ikke til, at der kræves eller planlægges nogen ligbegængelse. Revolutionens onde geni, Lev Trotskij, fik også sin portion pr, da der blev lavet en tv-serie om ham.

Selvfølgelig er hundrede år blot en kunstig, ”rund” størrelse konstrueret for lethedens skyld. Sådan en tidsperiode afspejler ikke nogen rytmik i en given samfundsmæssig proces. Den er snarere et mål for menneskers forundring: tænk engang, så sent som i går sad man i børnehaven og hørte historier om den gode gamle mand med det lumske ansigtsudtryk, mens bedstemor tænkte tilbage på bollerne i Filippovs bageri, og nu er det hundrede år, siden revolutionen fandt sted, og ikke en levende sjæl kan berette om, hvordan livet var før revolutionen. Set i et hverdagsligt perspektiv er hundrede år den tid, der skal til, for at levende historie garanteret bliver til død historie. Men ud fra det bredere historiske perspektiv fremgår det, at vi muligvis ikke har distanceret os nok fra revolutionen, i hvert fald dens langsigtede konsekvenser, og ikke har opnået tilstrækkelig erfaring til at forstå, hvad det egentlig var, der skete.

Revolutionen, som engang blev kaldt ”Den Store Oktoberrevolution”, er i vores nutidige historiske erindring blevet til en kuffert uden håndtag – den er tung at bære, men det er synd at kassere den.

Da fremtidsudsigterne forsvandt
Det er tungt at bære på den viden om, at revolutionen satte en stopper for Ruslands økonomiske vækst og afbrød brat landets opsving, at med revolutionen begyndte en langvarig periode præget af systematisk tilintetgørelse af de bedste, dygtigste mennesker i landet. Og det er umuligt at kassere Mayakovsky, Gagarin, Kalashnikov, empirestilen fra Stalins tid og metroen i Moskva, kassere livet og de foregående generationers kærlighed og håb.

Og en ting til ville være synd at kassere. Det er de forventninger til fremtiden, der var lagt i revolutionens idé. Den fremtid lyste gennem lidelse, nedgørelse og simpel dumhed – og den så ud til at være vidunderlig. Så snart krigen ender, så snart den anden krig ender, så snart den dæmning vil blive opført, så snart jorden vil blive pløjet… Alle de naive, dumdristige og løgnagtige planer om at få opbygget kommunismen til 1980. Alt det braste sammen, da fremtidsudsigterne forsvandt, da alle forstod, at der ikke vil være nogen fremtid, i hvert fald ikke nogen fælles fremtid. Du skal stjæle, rage til dig, gensælge, og så er din personlige fremtid på Rublyovka-gaden og De Kanariske Øer sikret.

Og nu lever hele verden på den måde – vi ser alle dystopiske film produceret i Hollywood og kan ikke forestille os nogen anden fremtid. Krigen mod terror, den totale kontrol, opdyrkning af mennesker til organkloning, den højteknologiske idiotis sejr. Og hvor meget vi end bryster os af vores traditionelle værdier, er vi i trit med verden. Men under vores T-shirts har vi hammeren og sejlet – vores vare- og brændemærke. Erindringen om fortidens fremtid.

Igor Aleksandrovich Karaulov (født 1966) er en kendt russisk digter, oversætter og skribent. Han har udgivet tre digtsamlinger, og hans digte er publiceret i mange forskellige litterære tidsskrifter. Han har ligeledes forfattet en række klummer og politiske kommentarer.

Oversat af Andrej Vertlov.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Pavel Golovkin.

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.