Et topmøde med et strejf af genialitet

2017-06-30T10:08:24+00:00 Af |Kommentar|

Juni-topmødet i EU blev historisk, fordi det direkte gav svar på de mest presserende spørgsmål og gjorde det effektivt. Til gengæld brugte man ikke tiden på at diskutere ting, der ikke kan lade sig gøre her og nu, nemlig en egentlig finansunion. Så en stor cadeau til de europæiske ledere for at gøre det politiske relevante og lade de utopiske drømme ligge til en anden gang.

06.07.2012 | EU-TOPMØDE | Forud for topmødet i slutningen af juni var der pres på for at få sat gang i væksten i Europa, og at få de politiske leder til at tage den manglende vækst lige så alvorligt som den finansielle disciplin. Det reelle problem er nemlig ikke en euro-krise, men derimod en lav vækst, og det gælder stort set alle steder, men især i landene i Syd- og Østeuropa. Hvis vi kunne vende tilbage til tidligere tiders vækstrater på omkring 3 procent om året i stedet for den nuværende nulvækst, ville der kunne skabes nye jobs, og gælds- og underskudsproblemer ville være meget nemmere at tackle. Husk altid på, at gæld og underskud måles i procent i forhold til bruttonationalproduktet!

Problemet er ikke en svag euro – snarere tværtimod. Gennem hele den finansielle og økonomiske krise har euroens kurs i forhold til dollaren ligget mellem 1,25 og 1,35. En i gennemsnit 30 procent højere kurs end den amerikanske dollar viser ikke alene en stærk valuta, men måske også en for stærk valuta i forhold til Europas konkurrenceevne. Samtidig har euroen virket helt efter hensigten i de nordlige EU-lande, og især Tyskland, idet resten af landene ikke – som de gjorde før euroen – har kunnet devaluere i forhold til de stærke økonomier.

I temmelig lang tid har vi i European Policy Centre forsøgt at råbe de europæiske politikere op og fortælle dem, at det efterhånden temmelig omfattende regelsæt vedrørende finansiel disciplin kun adresserede halvdelen af problemet;  at alt for hårdhændet finansiel disciplin faktisk kan skade væksten. Vi synes derfor, at det var afgørende at gøre mindst lige så meget for den økonomiske vækst som for den finansielle disciplin. De to ting bør, efter vores opfattelse, gå hånd i hånd. Og da der ikke er meget krudt i de offentlige finanser i medlemslandene, ligger det klart, at indsatsen skal ske ved at bruge de fælles, europæiske instrumenter, mere end de nationale.

En ny vækstpagt
Derfor var det en stor tilfredsstillelse, at topmødet faktisk gik direkte til sagen denne gang og enedes om en vækstpagt – på linje med finanspagten. Indholdet var også rigtigt, da vækstpagten benytter sig af fælles, europæiske instrumenter, herunder tiltag til at få brugt de ubrugte strukturfondmidler, at få sat gang i euro-projektobligationerne og at forøge Den Europæiske Investeringsbanks lånekapacitet ved at udvide kapitalen med €10 mia. På lidt længere sigt kan der også komme positive resultater af en mere aggressiv satsning på det indre marked (især det digitale) og som følge af en udvidet handel med vækstlande i andre dele af verden.

Vækstpagten er en helt rigtig ide, men den er desværre ikke ambitiøs nok. Det ville have været rart at få en bedre forklaring på, hvordan man vil få de mange strukturfondmidler sat i arbejde, når de nu har været indefrosne i så lang tid, og forslaget om euro-projektobligationerne er ikke nær så ambitiøst, som det kunne være.

Ideen med projektobligationerne er den, at man via de finansielle markeder kan rejse kapital til store infrastrukturprojekter indenfor transport, energi og den digitale infrastruktur, men det forslag, der blev vedtaget på topmødet handler kun om nogle pilotforsøg og med obligationer garanteret af EU’s budget. Da EU’s budget er meget beskedent, kan pilotprojektet også kun blive beskedent, så en mere ambitiøs løsning ville have været at lade EU’s regeringer garantere for en meget større volumen. Men lad os nu få pilotprojekterne i gang hurtigt, få nogle erfaringer, og så se at komme videre af dette spor.

Når strukturfonde og projektobligationer er en så god ide, skyldes det, at disse løsninger vil skabe jobs til dem, der er flest af blandt de ledige, nemlig arbejdere fra bygningsindustrien. En anden fremragende ting ved disse projekter er, at de ud over at give jobs her og nu også øger konkurrenceevnen på længere sigt, da de vil medvirke til en bedre infrastruktur indenfor de meget vigtige områder transport, energi og det digitale område.

En ny genial ide
Da forhandlingerne om vækstpakken var ved at være færdige – hvilket der ikke var så mange ben i – kom der pludselig en ny tanke på bordet. Denne ide kom fra Spanien og – nok især – fra Italien, med adresse til dagens store problem: De høje renter på statsobligationerne i Sydeuropa. Den løsning, der blev foreslået, var genial politisk set, fordi dens gennemførelse ville være en gevinst for alle og ikke til skade for nogen.

Ideen var, at EU’s redningsfonde – i første omgang EFSF og senere ESM – skulle kunne låne direkte til finansielle institutioner i euro-landene uden at det ville belaste regeringernes budgetter, hvilket lige præcis var bekymringen i forbindelse med Spaniens €100 mia. hjælpepakke. Men endnu bedre var det, at EFSF og ESM direkte skal kunne støtte opkøb af statsobligationer fra de lande, hvor renterne går faretruende højt op.

Det adresserer direkte to af dages helt store bekymringer på de finansielle markeder, samtidig med at være en acceptabel løsning for Tyskland. Tyskland hverken kan eller vil acceptere en fælles hæftelse for gælden, for eksempel i form af euro-obligationer, men løsningen fjerner denne risiko ved, at det er fondene, der intervenerer, og det skærmer så at sige fra til den direkte adgang til den tyske statskasse. Samtidig med det, så ligger det klart i aftalen, at for at kunne få adgang til denne bistand så skal alle de tidligere beslutninger om den finansielle disciplin være bragt på plads og fuldt implementeret.

Der skal nu oprettes et nyt banktilsyn i forbindelse med Den Europæiske Centralbank. Dette tilsyn vil få til ansvar at beslutte om banker skal kunne blive rekapitaliserede fra fondene eller ej – hårde beslutninger, som nok skal skabe debat hen ad vejen. Ganske vidst bliver det ikke et fuldt udbygget finanstilsyn, men det kan det måske blive med tiden. Og næste skridt på vejen til en egentlig bankunion er ikke så stort, når først det nye tilsyn er etableret.

Hans Martens, Chief Executive ved European Policy Centre (EPC).
Foto: eu2012.dk – Udenrigsministeriet/Rådet for den Europæiske Union. Møde i Det Europæiske Råd den 28. – 29. juni 2012.