Den etniske, den inkluderende og den revolutionære nationalisme

2018-06-25T19:56:47+00:00 mandag, 22. januar, 2018|

Vi taler med udenrigskorrespondent Jørgen Laurvig om hans indtryk af den catalanske nationalisme. Han fortæller om de forskellige udgaver af det nationale, om selvgodhed og chauvenistiske klichéer, en egenartet historieskrivning og en ringe lyst til omfordeling over skatten.

Interview af Sara Høyrup

Hvilken politisk farve har den catalanske nationalisme?

”Der er den konservative nationalisme, hvor man skal have catalansk efternavn og dybe rødder i Catalonien for at være catalaner (CiU/PDECat/Junts per Catalunya). Det er en pendant til den konservative baskiske nationalisme. Der er den inkluderende nationalisme, hvor alle, der ønsker at deltage i projektet med at skabe en ny republik, er velkomne (ERC). Og så er der den politisk revolutionære nationalisme (CUP), hvor målet er at gøre op med kapitalismen.

Fællesnævneren bliver derfor en republik. Meget andet er nationalisterne ikke enige om, selv om den afsatte regeringschef Carles Puigdemont har tilrettelagt sin diskurs, så den nærmer sig ERC på sociale spørgsmål.

Det er interessant, at uanset hvilken fløj man interviewer, er et centralt spørgsmål, at catalanerne betaler for meget til Madrid. Der er altså ingen solidaritetsfølelse med fattigere egne i Spanien.

Jeg har også oplevet en vis resistens over for objektive argumenter såsom, at Madrid, Baskerlandet og Navarra bidrager med mere per indbygger til statsfinanserne end Catalonien, og at det højere bidrag per indbygger end det spanske gennemsnit skyldes en højere gennemsnitsindkomst i Catalonien.

Bag argumenterne ligger dog også en nationalfølelse, som man ikke kan argumentere imod. Man kan heller ikke argumentere mod nationalfølelser andre steder på kloden, og derfor er det vanskeligt at flytte de politiske overbevisninger, der næres af nationalfølelserne.”

Jørgen Laurvig.

Hvordan går det med sameksistensen?

”Der har i lang tid hersket en fjendtlighed blandt catalanske nationalister mod dem, der forfægter den spanske enhed. Jeg har flere gange oplevet, at de forfatningstro bliver overdænget med skældsord, hvis de ytrer sig på offentlige steder.

Mange nationalister betragter kampen for selvstændighed som en ensidigt retfærdig og god sag, og derfor er modstanderne og kritikerne af løsrivelse per definition onde. Dermed legitimerer man en fjendtlig holdning til ikke-separatister i både det offentlige og det private rum, hvor separatismens modstandere reelt er afskåret fra at komme til orde, hvis de vil undgå problemer.

Der skabes også nogle identitetsmarkører, der er xenofobiske over for resten af spanierne: ’catalanerne er mere europæere end andre på den iberiske halvø’, ’tyrefægtning er barbari og typisk for spanierne’, ’flamenco er primitiv’, ’Real Madrid er franquister’, ’andaluserne er dovne og betaler ikke skat, ’galicerne er narkosmuglere, ’madrilenerne er fascister’.”

Hvilken rolle spiller historien?

”Al historieskrivning er naturligvis op til fortolkning. Ingen historiske kilder, jeg kender, støtter dog teorien om, at Barcelonas fald i 1714 var et led i en selvstændighedskamp, selv om det er undertonen i den catalanske nationalismes diskurs.

Borgerkrigen i trediverne, der i høj grad var et ideologisk opgør mellem højre og venstre, bliver også fortolket derhen, at catalanerne var de sande republikanere i modsætning til resten af spanierne. Interessant nok bruges kommunisternes slagord fra belejringen af Madrid under borgerkrigen ’No pasarán’ som slagord af catalanske nationalister.”

Er catalanerne spaniere?

”Mange catalanere føler sig først og fremmest som catalanere, før de er spaniere. Men det er ikke enestående i Spanien. Enhver andaluser er andaluser, før han er spanier, og det samme gælder i Galicien, Baskerlandet, på Mallorca og så videre.

Men i Catalonien har politiske kræfter anført af Jordi Pujols Convergència [forløberen for Puigdemonts parti] arbejdet på at opbygge og styrke den nationale identitet gennem årtier. Dels for at genrejse det catalanske sprog og udbrede det, men først og fremmest for at skabe en løftestang til politiske og økonomiske fordele i forhold til den nationale regering i Madrid.”

Hvordan har det nationale projekt vundet frem?

”De yngre generationer er vokset op i et uddannelsessystem, der dyrker catalansk sprog og identitet. Det underviser i den catalanske version af den spanske historie, hvor især det habsburgske nederlag i arvefølgekrigen og fascisternes sejr i borgerkrigen bliver brugt til at skabe en nationalitetsfølelse med stærke elementer af et fjendebillede af resten af Spanien.

Da den økonomiske krise slår igennem, puster politikerne til nationalfølelsen som et belejligt røgslør. Madrid bliver forklaringen på alle onder i den nedskærings- og sparepolitik, der er en konsekvens af både spanske og catalanske politikeres økonomiske politik.

Men det er værd at hæfte sig ved, at der er et betragteligt mindretal af den catalanske befolkning, der dybt inde føler sig som catalanere og altid har kæmpet for selvstændighed. Det interessante er, at politikerne har kunnet firedoble opbakningen til løsrivelse på under et tiår.”

Hvilken rolle spiller den spanske højrefløj?

”Den øgede tilslutning til separatismen skyldes ikke kun de catalanske politikeres ønske om at lægge røgslør ud over egne fejlslagne politikker. Det skyldes i høj grad også det konservative PP’s aktive modstand mod selvstyrestatutten fra 2006, der blev omgjort af højesteret i 2010, og premierminister Mariano Rajoys fornægtelse af behovet for en politisk dialog med catalanerne. Bedre fjende kunne separatisterne ikke have ønsket sig.

Efter den forfatningsstridige folkeafstemning 1. oktober er fascister og det ekstreme højre oven i købet begyndt at marchere i de spanske gader igen, hvilket styrker den separatistiske diskurs om at catalanerne er oppe imod fascismen ligesom under borgerkrigen.”

Hvem vandt valget til regionsparlamentet?

Den catalanske befolkning står splittet mellem to stort set lige store blokke, hvor ingen har kvalificeret flertal – kun simpelt parlamentarisk flertal. Alligevel bliver begge sider ved med at tale på catalanernes vegne, som om der findes et markant flertals interesser at varetage.

Puigdemont siger stadig, at ’catalanerne vil have en republik’ og Inés Arrimadas siger, at Ciudadanos vil ’arbejde for at løse alle catalaneres problemer’.”

Jørgen Laurvig har fulgt spansk politik siden 1985 og tidligere rapporteret til TV-Avisen, Radioavisen og Horisont. Nu er han på Orientering på P1, hvor han i efteråret 2017 rapporterede om den catalanske konflikt.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup

Foto i artiklens top: /Scanpic/AFP/ John Thys/