EU efter corona: Et kontinent holder vejret

2020-05-09T12:14:42+00:00 lørdag, 9. maj, 2020|

Det mislykkede forfatningsprojekt, finans- og flygtningekrisen, Brexit, terror…  EU er i løbet af de sidste 15 år blevet ramt af en lang række kriser og trusler, som aldrig helt går væk efterfølgende. Den nuværende coronakrise er ingen undtagelse, og Europa står på flere punkter svagere end før. 2020 kan godt gå hen og blive et skæbneår for fællesskabet og den europæiske drøm.

Kommentar af Amélie Reichmuth

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Fredag den 8. maj var der registreret 143.730 coronarelaterede dødsfald tilsammen i EU og EØS-landene samt Storbritannien, ifølge det Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).

Corona-krisen tager derfor ikke uventet al energi og opmærksomhed, selv om kriser og krisehåndtering som sådan ikke er nyt i europæisk historie. Kernen i EU-projektet blev defineret lige efter Anden Verdenskrig med idéen om at skabe en økonomisk alliance for at undgå en ny konflikt imellem Frankrig og Tyskland, de to arvefjender. Fra starten har krisehåndtering altså været en del af det europæiske DNA.

De sidste 15 år er Europa dog blevet sat på prøve igen og igen, uden at det er lykkedes at lære af erfaringerne for at undgå nye kriser. Allerede før coronakrisen var kontinentet konfronteret med politiske, økonomiske og kulturelle udfordringer, fra Nord til Syd og fra Vest til Øst.

Politisk forbliver EU anno 2020 en hybrid institution, halvvejs imellem en supranational alliance og en føderal stat; økonomisk har finanskrisen og den efterfølgende austerity politik efterladt dybe spor på tværs af kontinentet, ikke mindst i Sydeuropa; kulturelt kæmper EU med sin egen identitet og raison-d’être. Dette gør det svært at udføre en effektiv politik internt, men også at profilere sig selv på den internationale scene.

2020 kan godt gå hen og blive skæbneåret for det europæiske projekt, for den nuværende coronakrise er godt i gang med at undergrave idealet til det ukendelige – og måske så meget, at det ikke kan reddes. På den ene side, så har viruset forårsaget store skader på de mest håndgribelige og mest succesfulde resultater af EUs politik for enhver borger: Den frie bevægelighed på tværs af grænserne og beskyttelsen af de individuelle friheder. På den anden, er de interne spændinger i EU blevet mere tydelige end nogensinde før: Medlemsstaterne står hver for sig og forsvarer først og fremmest deres egne nationale interesser, uden at kunne eller ville koordinere med hinanden for at løse problemet.

Det er ikke kun et problem, at EU til dels er mislykkedes med at håndtere denne nye udfordring. Det viser også, at strategien “find den mindst dårlige løsning” kan kun føre til mislykkede kompromiser.

Sandhedens øjeblik
Europa står altså med ryggen imod muren, og bliver nødt til at kigge sig selv i spejlet for at beslutte, hvilken vej det skal gå. Det er klart, at at status-quo ikke er et valg, og derefter står man med disse muligheder: At udvikle EU videre for at skabe en velfungerende føderal stat på europæisk niveau, fuldstændigt at droppe det europæiske projekt, eller at genstarte og fordybe det europæiske projekt med kernestaterne og derfmed endelig at acceptere et Europa i forskellige hastigheder.

Lige nu findes der dog ingen plads til denne debat, hverken i de enkelte medlemsstater eller på europæisk niveau. Kontinentet begynder så småt at komme væk fra undtagelsestilstanden og oplever den evige konflikt imellem fornuften og hjertet udspille sig i fuld flor: Hvad skal man prioritere højest, folkesundheden eller økonomien? Hvordan finder man den gyldne middelvej?

Disse eksistentielle spørgsmål føles ubehagelige, fordi de tvinger os til at indse vores kollektive sårbarhed. Vores valg lige nu, både som individer og som samfund, drejer sig i virkeligheden om intet mindre end liv eller død. Isolering giver os alle sammen tid og plads til refleksion i disse dage, og vi får en uvurderlig mulighed for at gentænke og genopfinde vores måde at opleve borgerskab på, ikke mindst i en europæisk kontekst.

En ting står allerede klart: Vi europæere har langt mere tilfælles, end vi tror, og mange af os, hvis ikke de fleste, vil gerne bruge dette som en base for at samarbejde endnu tættere. Vi deler den samme sorg over tabet af menneskeliv, den samme vrede mod årevis af politiske skandaler og fejl, men også det samme håb for fremtiden: At alt skal blive godt igen.

En historisk chance
Dette forsømte forår repræsenterer altså i virkeligheden en historisk chance: For første gang i EUs historie får vi nu mulighed for at starte forfra og tilpasse det europæiske projekt til det 21. århundrede. Vi oplever på daglig basis lige nu, hvad det ville betyde at vende tilbage til en verden med nationalstaten som altoverskyggende aktør i det politiske spil, og man kan i den sammenhæng spørge, om ikke EU er det mindst dårlige alternativ i en globaliseret verden?

Denne krise er som et lavpunkt efter mange års nedture, men markerer måske også begyndelsen på en ny æra i måden hvorpå europæerne ser dem selv, og hvordan de definerer deres fælles identitet. Indtil nu har EU altid været en nødløsning, men ikke et bevidst og aktivt valg. Man må håbe at den store omstilling, som vil komme, når krisen er overstået, ikke kun vil finde sted på nationalt, men også på europæisk niveau.

Vi har tid og plads til refleksion i disse dage, og foråret er den perfekte tid til at drømme om det Europa, vi ønsker at leve i og at udvikle vores egen Euro-vision. Det er nu eller aldrig, at vi godt må turde at være stolte europæere, selvom det indebærer at genstarte det europæiske projekt med den fransk-tyske akse i spidsen, støttet af en gruppe af udvalgte stater, som forpligter sig til fællesskabet. Man kan dog ikke helt udelukke de tre andre alternativer, status-quoen, den europæiske føderal stat eller tilbagevenden til nationalstaten i den nuværende kontekst.

Som det ser ud lige nu, med fire forbehold, er det i hvert fald klart, at det er praktisk set umuligt for Danmark at deltage i denne store omstillingsproces som aktiv og troværdig spiller. Bare se på det symbolske forsøg på hjælp til Italien fra dansk side i løbet af de sidste uger, som også blev pænt men bestemt afvisr.

Det langsigtede spørgsmål er i virkeligheden, om Danmark overhovedet ønsker at ændre sin kurs med hensyn til EU. Selvom danskerne altid har haft en pragmatisk holdning til EU, og ser mange fordele for landet, ikke mindst økonomisk, er EU-politik ikke blevet en hjertesag endnu for de fleste borgere her til lands.

De fire forbehold forbliver elefanten i rummet, selvom man godt kunne holde en folkeafstemning for at afskaffe dem. Det ville dog kræve politisk mod, en tydelig pro-europæisk vision à la Macron, og et hårdt arbejde for endegyldigt at overbevise den (heldigvis meget EU-positive) danske befolkning, om at et forbeholdsløst medlemskab af EU er det eneste seriøse valg for Danmark i det lange løb.

Men hvorfor dog tænke på de næste generationer, når man står midt i en pandemi, hvis krisestyring vil være afgørende for det næste valg?

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: