EU har angiveligt planer om at indgå en aftale med Sudans præsident Omar al-Bashir, der anses for at være en af verdens mest brutale diktatorer. Det er dog langt fra første gang EU trykker hånd med eneherskere for at holde flygtninge og migranter væk fra unionens territorium.

11.11.2016 | TEMA: EU OG FLYGTNINGENE | I oktober 2009 gav den daværende italienske premierminister Silvio Berlusconi hånd til den nu afdøde libyske præsident Muammar Gaddafi som indledning til et samarbejde mellem EU og Libyen på migrationsområdet. Nu har EU planer indgå en aftale med Sudans præsident, Omar al-Bashir, for at forhindre afrikanske flygtninge og migranter i at komme til Europa.

Den sudanesiske præsident beskyldes  for at have begået krigsforbrydelser,  og Den internationale straffedomstol har udsendt en arrestordre på Omar al-Bashir for hans rolle i folkemord og krigsforbrydelser mod menneskeligheden under Darfur-konflikten. Human Rights Watch har i deres rapporter pointeret, at det sudanesiske regime selv arbejder tæt sammen med kriminelle netværk og har solgt flygtninge til menneskesmuglere. Alligevel er der hemmelige dokumenter relateret til EU’s projekt i Afrika, der dokumenterer, at Europa vil sende kamera, scannere og servere til det sudanesiske regime, så de kan registrere flygtninge samt træne deres grænsepoliti og assistere med etableringen af to lejre med detentionsrum for migranter.

Spørger man Peter Viggo Jakobsen – en af Danmarks førende sikkerhedseksperter og lektor ved Forsvarsakademiet -om, hvordan den nuværende flygtningesituation i Europa påvirker disse former for strategiske samarbejdsaftaler, er meldingen klar:

”Vi står over for en konkret sikkerhedspolitisk trussel, der hedder, at vi ikke vil have terrorister ind i Europa,” siger Peter Viggo Jakobsen.

”EU er ved at brænde sammen på grund af flygtninge, og derfor skal man bare af med dem. Derfor er man villig til at indgå aftaler med hvem som helst. Hvis du skal holde det inden for ‘international politik’-teori, så er det ren realisme. Det er et spørgsmål om, at man tænker på sig selv og sine egne interesser og sin egen sikkerhed, og så er man villig til at indgå aftaler med hvad som helst og hvem som helst,” fortsætter Peter Viggo Jakobsen.

Menneskerettighedskrænkelser i Tyrkiet hindrer ikke aftale
I marts 2016 faldt den længe ventede aftale mellem EU og Tyrkiet endelig på plads. En aftale der sikrer, at alle migranter, der rejser fra Tyrkiet til de græske øer vil blive returneret til Tyrkiet. For hver syrisk flygtning, der bliver returneret til Tyrkiet fra de græske øer, vil en anden syrisk flygtning blive genbosat i Europa. Tyrkiet er forpligtet til at anvende enhver metode til at stoppe nye land- eller søruter for illegal migration mellem Tyrkiet og EU. Når tilstrømningen af irregulære migranter fra Tyrkiet til EU er stoppet eller betydeligt reduceret, vil en frivillig, humanitær ordning blive aktiveret. EU vil til gengæld fremskynde visumfri adgang til EU for tyrkiske statsborgere samt give Tyrkiet tre milliarder til flygtningeindsatsen og åbne et nyt kapitel i forhandlingerne om EU-medlemskab.

Sammen vil EU og Tyrkiet arbejde mod at forbedre de humanitære forhold i Tyrkiet. Amnesty International har kritiseret aftalen i stærke vendinger og gjort opmærksom på, at EU kommer i konflikt med FN’s flygtningekonvention, der forbyder tilbagesendelse af flygtninge til lande, hvor de ikke får deres basale rettigheder opfyldt, og hvor de ikke får deres asylsager behandlet. Tyrkiet har haft ry for at sende asylansøgere tilbage til lande, hvor de er i livsfare eller i risiko for tortur og forfølgelse. Dertil kommer de uafbrudte angreb mod den frie presse, den rutinemæssige krænkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden, eskalationen af antal overgreb begået af politiet og i landets detentioner, den fortsatte straffefrihed for menneskerettighedkrænkelser og trusler mod retsvæsenets uafhængighed. Derfor har flere kritikere påtalt, at EU slet ikke bør indgå sådanne samarbejdsaftaler med et land som Tyrkiet.

På den lange bane giver disse aftaler bagslag
I det hele taget er man i Vesten er uhyre dygtige til at styrke korrupte aktører i visse lande, fordi Vesten ikke kan gennemskue den politiske økonomi i de pågældende lande.

Det mener Sarah Chayes, som tidligere har tjent som særlig rådgiver for den øverste militære officer i USA, Mike Mullen. Hendes arbejde fokuserede på forvaltningsmæssige spørgsmål, hvor hun deltog i beslutningsprocesser, der vedrørte Afghanistan, Pakistan og Det Arabiske Forår. Nu er hun en af lederne for investeringsbanken Carnegie’s ”Democracy and Rule of Law”-program.

Sarah Chayes påpeger, at Vestens politik over for regeringer rundt omkring “er domineret af en kortsigtet tankegang. Alt for ofte, især inden for emner som har at gøre med sikkerhed eller migration, er refleksen at gå efter ’stabilitet’, såsom over for Gaddafi i Libyen, Mubarak eller nu Sisi i Egypten. På den lange bane giver disse sager næsten altid bagslag, samtidig med at de også ligefrem overtræder grundlæggende principper, hvorpå vores lande angiveligt er funderet.”

Roden til flugt bliver overset
Peter Viggo Jakobsen påpeger, at disse former for strategiske samarbejdsaftaler tydeligvis er midlertidige lappeløsninger. Men omvendt mener han også, at de kan være første skridt på vejen til at få en fornuftig løsning.

”Det er rigtigt, at hvis EU kun laver hegn og panikaftaler med gud og hver mand, der er villige til at tage imod flygtninge, så løser vi ikke noget. Hvis ikke det bliver fulgt op af en mere fornuftig politik de steder, hvor flygtningene kommer fra, og vi ikke får gjort noget ved hovedårsagerne til, at de kommer, så er det håbløst. Så ender det med, at vi er nødt til at skyde dem og sætte store hegn op.”

Sten Rynning er dansk politolog og professor i international politik ved Syddansk Universitet. Han giver Peter Viggo Jakobsen ret i, at det er svært at finde en  løsning, og der ikke er nogen, der har gode løsninger. Hvis man forsøger at påvirke lande til modernisering i en vestlig retning, kommer man nemt ud i nogle “arabisk forårs”-bevægelser, som kan ende ukontrollabelt med en form for revolutionær stemning, og magthavere der griber ind.

”Så har vi balladen. Alternativet til det er at støtte nogle egentlige grumme mennesker, vi ikke bryder os specielt om, men som giver os kortsigtede løsninger. Det glider vi frem og tilbage i. Nu har vi været i krige i Irak og Afghanistan, haft interventioner i Mali og Den Centralafrikanske Republik. Men vi har endnu ikke fundet nogen almene løsninger på, hvordan man stabiliserer stater.” udtaler Sten Rynning.

Biliterale aftaler, der giver mening, kræver tung resarch
Men hvorfor indgår EU disse strategiske, biliterale aftaler? Hvorfor indgår de ikke handelsaftaler med Afrika for at forbedre levevilkår og menneskerettigheder i stedet for at sælge våben til en diktator som Gaddafi i sin tid? Men her kan det være svært at gennemskue, hvordan økonomi og politik er infiltreret i hinanden, mener Sten Rynning. Eksempelvis synes man, at man støtter nogle fantastiske turistindustrier i Tunesien, men i virkeligheden støtter man nogle klaner, der holder magten for sig selv.

”Selvom man laver handelsaftaler, hvem er det så du favoriserer? Svaret på dit spørgsmål er, at handelsaftaler skal tænkes ind i politik og politikkens udøvelse: Hvem holder fast i magten, og hvordan er de relateret ind i økonomien? Laver vi bare handelspolitik, løber vi risikoen for bare at lave status quo politik,” siger Rynning.

Sarah Chayes mener, at der slet ikke skal være nogen forhold mellem EU og tredjelande eller multiliterale aftaler med lande, hvis demokratier ikke ligner vores egne. Hun påpeger, at alle aspekter af diplomati, sikkerhed, udvikling og handelsmæssige forbindelser bør undersøges i lyset af en analyse af de politiske økonomier i potentielle partnerlande.

”Det betyder, at der skal investeres i udvikling og militær bistand langt mere, end det er tilfældet. Og der skal investeres i karakteren af diplomatiske forhold, så vesten ikke deltager i billedet af hvidvaskning af korrupte og voldelige statsledere. Det kræver, at man ikke fremmer handlen i sektorer af økonomien, som tydeligvis er styret af autonome og diktatoriske netværk,” siger hun.

Når en mand tvister lovgivningen til hans fordel
Ifølge sikkerhedsekspert Peter Viggo Jakobsen er der et utal af strategiske samarbejdsaftaler, som eksempelvis Danmark løbende tager del i:

”Hvis du så, hvilke regimer Vesten lavede aftaler med omkring Afghanistan for at kunne få baserettigheder og andre ting, der var nødvendige for, at vi kunne udføre den militære operation i Afghanistan, så var det heller ikke guds bedste børn. Hvis du ser på, hvem Vesten tidligere har lavet aftaler med i Mellemøsten for at sikre stabilitet og billig olie, så var det heller ikke guds bedste børn. Vi er jo også villige til at se stort på menneskerettighederne for at få lukrative aftaler med Kina,” siger han.

Peter Viggo Jakobsen påpeger videre, at når man som politiker er afhængig af at blive genvalgt, og der kommer op imod fem millioner mennesker udefra i en økonomiske nedgangsperiode, så er der ikke råderum for langsigtede forkromede løsninger:

”Så er du bare nødt til at vise, at du stopper disse mennesker her og nu i at komme herop. Og det er derfor, man laver de der lappeløsninger.”

Vesten sender flygtninge væk på åbent hav
Spørger man Nikolas Tan fra det danske Institut for Menneskerettigheder, peger han på, at denne slags aftaler også rent juridisk kan være lidt af en gråzone. Der er ikke nogen juridiske forpligtelser eller nogen konkret ret til asyl, men stater er med flygtningekonventionen forpligtiget med non-refoulement-begrebet til ikke at sende flygtninge tilbage.

Dermed er staten ikke forpligtiget til at acceptere alle, men hvis en person ankommer til en stats territorium og hævder, at vedkommende er flygtning, så er staten som det mindste forpligtiget til at forholde sig til sagen, fortæller Nikolas Tan.

Han har forsket i, hvordan et internationalt samarbejde mellem stater kan forhindre flygtninge i at søge asyl i fx Europa, USA og Australien. Ifølge Nikolas Tan er der en tendens til, at flere og flere stater bevæger sig ud over dets grænser for at returnere bådene og presser folk tilbage, eller ligefrem på forhånd arrangerer det således, at de slet ikke ankommer.

”Det største juridiske problem i Europa er helt klart, at man kan diskutere, om flere medlemslande bryder princippet om non-refoulement. Dette er ikke en civil rettighed, men en rettighed specielt designet til fordel for flygtninge. Dette er et omfattende og presserende problem, og loven er meget uklar herom. Derfor – og fordi problematikken bevæger sig over grænser – er det meget svært for advokater og menneskerettighedsorganisationer at blande sig. Risikoen er, med disse former for aftaler og denne form for migrationskontrol, at der højst sandsynligt bliver sendt flygtninge tilbage uden beskyttelse, som egentlig har krav på beskyttelse,” mener Nikolas Tan.

Anne Bonnevie Lundbye er freelancejournalist 

Billede i artiklens top: Bernat Armangue/AP/Polfoto