EU-debatten har i den seneste tid ofte været et lydtæppe af 28 nationalmelodier ind over hinanden. Klimapolitikken har dog været en undtagelse. Spørgsmålet er imidlertid, om støjen fra de andre EU-debatter vil genere de kommende forhandlinger om EU´s interne fordeling af CO2-reduktionerne?

31.05.2016 | KLIMAKVOTER | Målet er klart. I perioden 2020-2030 skal den samlede udledning af CO2 i EU reduceres med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Dette mål blev vedtaget i oktober 2014 og blev indleveret som EU’s samlede bud ved klimatopmødet COP21 i Paris i 2015, hvor verdens lande indgik den store klimaaftale om at bekæmpe den globale opvarmning.

EU ratificerede klimaaftalen i april, og nu nærmer tidspunktet sig, hvor man internt i EU skal finde ud af, hvordan man vil leve op til sine løfter. Drøftelserne er allerede i gang, og der forventes forslag lagt på bordet allerede inden sommerferien.

Under den nuværende reduktionsperiode (2013-2020) er der en solidarisk fordelingsmekanisme, der gør, at de fattigste lande i EU må udlede mere end de rigere, så deres økonomiske vækst ikke bliver hæmmet. Den solidariske løsning var prisen for at kunne formulere fælles mål på tværs af meget forskellige økonomiske og industrielle udgangspunkter i EU. Nu skal skruen strammes endnu en gang, og spørgsmålet er så, om de 28 EU-lande kan nå til enighed om en fair fordeling af forpligtigelserne.

EU-debatten har i den seneste tid – mest af alt – været et lydtæppe af 28 nationalmelodier ind over hinanden. Det eneste, der har kunnet trænge ud igennem den øredøvende larm, har været kortsigtede løsninger. Og man kan frygte, at støjen fra andre EU-debatter generer harmonierne på det klimapolitiske område.

Den nuværende model
Redskaberne til at nedbringe CO2-udledningerne i EU er velkendte – CO2-kvotesystem og nationale forpligtigelsesmål. Redskaberne ser ud til at bringe EU i mål med deres 2020 forpligtigelser – godt hjulpet på vej af den økonomiske krise og den mindskede CO2-udledning, der fulgte den økonomiske nedtur.

CO2-kvotesystemet – EU ETS (Emissions Trading System) – består af CO2-kvoter, som tildeles virksomheder. Én kvote er lig ét ton CO2. Der er et loft over antallet af kvoter i EU, hvilket giver virksomheder et incitament til at reducere deres CO2-udledninger, så de ikke skal ud på markedet og købe kvoter til at dække deres ekstra udledninger. Hvert år bliver der taget et antal kvoter ud af markedet. På den måde skal EU-ETS levere to tredjedele af den ønskede reduktion frem imod 2020.

Den sidste tredjedel skal komme fra de sektorer, der ikke er omfattet af EU ETS – de såkaldte ”Non-ETS sectors”. Heriblandt bygge-, landbrugs- og transportsektoren. Disse sektorer er omfattet af de nationale forpligtigelsesmål, hvor hvert land skal leve op til individuelle mål. Det betyder, at de fattigste lande fortsat kan øge deres udledninger, når blot andre lande reducerer deres udledninger tilsvarende. Mekanismen kaldes ”Effort-Sharing Decision”.

Også i kvotesystemet er der foranstaltninger, der tildeler flere kvoter til de fattigste landes virksomheder. Ligesom lande som Danmark kan regne nogle af emissions-reduktionerne i andre lande med, hvis de har hjulpet med at mindske udledningerne. Logikken er, at hvis det er billigere at bygge en solcellepark i Bulgarien end i Danmark, så kan den med fordel bygges i Bulgarien og emissionsreduktionerne kan deles landene imellem.

På den måde udgør reduktionsmekanismerne en model, der sikrer intern solidaritet i EU, samtidig med, at den gør det attraktivt at reducere udledningerne, hvor det er billigst, først.

Polen spiller op
Under den nuværende reduktionsperiode har den økonomiske krise sørget for meget lave kvote-priser og hjulpet godt på vej i forhold til reduktion af CO2-udledninger. I 2014 blev man i EU enige om at indføre en “markedsstabilitetsreserve” på kvotemarkedet pr. januar 2019. Målet er at kunne sikre, at markedet ikke flyder over med kvoter, som derfor mister deres pris og derved ikke giver det ønskede incitament til at reducere CO2-udledninger. Både Storbritannien og Tyskland ønsker at rykke startdatoen frem, men Polen og Tjekkiet har begge sat hælene i.

I den kommende reduktionsperiode kan man forvente, at mange af de “smuthuller”, der tidligere har været, ikke vil være tilgængelige. Det sørger markedsstabilitetsreserven blandt andet for. Derudover indbefatter det nye mål også, at reduktionerne bliver gennemført indenfor EU’s grænser. Netop dét er et område, hvor EU-lande tidligere har benyttet sig flittigt af en ordning, der har gjort det muligt at betale for projekter i tredjelande og medregne dem i landenes egne regnskaber.

Denne “strammen op” på reglerne gør – sammen med de fortsatte reduktionsmål – at et land som Polen, med 85 procent af dets elektricitet genereret af kulkraftværker, uden tvivl vil kræve særlige hensyn, hvilket Polens nye energiminister, Krystztof Tchórzewski, udtrykte klart på en klima- og energikonference kort før COP21.

En solidarisk aftale, der kan spoleres
I det udspil, Kommissionen har under udvikling, arbejder man stadigvæk med en solidarisk fordelingsmekanisme. Om Polens kulindustri kan gå helt fri er tvivlsomt. Men det må man så tage op i Det Europæiske Råd og Ministerrådet, hvor henholdsvis statsoverhoveder og de relevante ministre mødes for at debattere Kommissionens udspil.

En ting er dog sikkert. Hvis først de nationale trommer begynder at runge, og Polen og andre lande begynder at tale om nationale interesser i snævreste forstand, så er intet politikområde isoleret fra tillids-, flygtninge- og økonomisk krise, men forhåbentlig forbliver klimapolitikken et område, hvor der kan laves langsigtede planer, på det niveau, hvor det, trods alt, giver mest mening.

Med en smule ro fra nationalmelodierne, vil det være en kærkommen lejlighed til at støve den gamle grammofon af og spille pladen med Europahymnen til en forveksling.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.

Billede fra klimademonstration i artiklens top: flickr.com/Garry Knight