EU må sætte sig i verdens centrum

2020-07-10T14:14:58+00:00 tirsdag, 16. juni, 2020|

Jo mere coronakrisen bider, og jo mere USA er plaget af indre stridigheder, desto stærkere står EU som den eneste magt, der kan holde sammen på en ny verdensorden og hindre, at vi får en ny kold krig med en ny todeling af verden. Men det kræver, at der bliver flertalsafstemninger i EU, og at kernelandene kan sætte kursen.

Analyse af Hugo Gaarden

Det bemærkelsesværdige ved USA’s interne svækkelse med coronakrisen og raceurolighederne og ved Kinas voksende styrke er, at det bringer Europa ind i verdens centrum. Europa håndterer coronakrisen og den dramatiske økonomiske krise bedre end USA. Den politiske lammelse fra eurokrisen og flygtningestrømmen er afløst af ny handlekraft, og det bliver demonstreret under det tyske formandsskab i EU fra den 1. juli.

Der er en voksende opfattelse af, at EU må indtage en central rolle for at hindre, at verden løber løbsk med en ny global to-deling og en ny kold krig, som vi allerede ser de første tegn på. EUs eksistens bygger på evnen til at afbalancere stridende magter og til leve i en multilateral verden.

I Tyskland er der en voksende modvilje mod præsident Donald Trump i takt med hans inkompetente håndtering af coronakrisen og hans ufølsomhed over for de sorte under de seneste raceuroligheder. I dag lægger tyskerne lige så stor vægt på Kina som på USA. Tyskland vil under sit formandskab i EU forsøge at mægle mellem USA og Kina – ifølge udenrigsminister Heiko Maas for at undgå i en ny to-deling af verden. Nøjagtigt det samme siger flere asiatiske lande. ”Vi ønsker ikke at skulle vælge mellem de to,” skriver Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, i det nye nummer af Foreign Affairs. I Østasien er der en voksende mistillid til USA’s opbakning.

Kansler Angela Merkel sagde for nylig: ”Nationalstaten alene har ingen fremtid.” Ledetråden er samarbejde mellem nationerne. Trump vil ikke samarbejde med nogen, og Kina har ikke fået den politisk samlende status, som landet måske gerne vil have. Derfor er der kun én aktør, der har mulighed for at optræde som formidler af et internationalt samarbejde – Europa. Tidligere talte europæiske politikere, ikke mindst tyske, om vigtigheden af en vestlig baseret orden. Sådanne toner er næsten forsvundet. Flere og flere toppolitikere i Tyskland taler om en voksende transatlantisk kløft.

Det skyldes ikke kun Trump, men mange års amerikansk politik, og det har den tidligere amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, påpeget i Foreign Affairs. Han kritiserer USA for i årevis at have ført en over-militaristisk udenrigspolitik, og det har svækket USA’s globale lederskab. Det bliver ekstrem svært at genvinde den tabte tillid, mener han, især når udenrigstjenesten er skåret dramatisk ned.

Merkel får nu lejlighed til at definere en europæisk geopolitik sammen med EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen. De to har også været hovedkraften i en EU-finansfond, der vil være et skridt på vej til en fælles europæisk finanspolitik, dvs. en politisk union. Det skyldes først og fremmest en nytænkning i Tyskland i de seneste to år.

Ursula von der Leyen under en tale i Europa-Parlamentet. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Johanna Geron/

Tyskerne lægger altså kræfter i at styrke EU og ikke i at styrke de transatlantiske forbindelser! Den diplomatiske vismand i Tyskland, Wolfgang Ischinger, tror ikke, at det traditionelle transatlantiske forhold kan genetableres. Som en konsekvens må EU-landene afskaffe énstemmigheden. Ellers kan EU ikke optræde stærkt på den globale scene eller have en fælles forsvarspolitik. Enkeltnationer må ikke kunne spænde ben for flertallet.

At afskaffe énstemmigheden bliver vanskelig, men etablering af en gruppe af ”villige”, såsom eurogruppen, er måske løsningen. Der er ingen tvivl om, at EU bevæger sig mod et Kerneeuropa med mere løst tilknyttede lande i periferien.

Hvor vil Danmark i så fald være? Med den seneste modstand mod den nye EU-fond og mod den russiske gasledning Nord Stream 2 til Tyskland, har Danmark allerede sat sig på et sidespor, og det kan blive forstærket i takt med en voksende politisk kamp mellem EU/Tyskland og USA. USA har endnu engang truet med sanktioner mod Tyskland på grund af gasledningen og truer med at trække en tredjedel af de amerikanske soldater tilbage fra Tyskland. Det har ført til skarpe reaktioner blandt de mest USA-venlige tyske politikere, især fordi truslerne vedrører Trumps egne interesser – og ikke sikkerhedspolitik.

Det er tonerne til en ny kold krig, vi ser, og den rammer direkte ned i de europæiske samlingsbestræbelser. Den vedrører ikke kun handelskrigen mellem USA og Kina. USA forsøger netop nu at samle de vestlige lande, også i Østasien, i en anti-kinesisk blok, der skal hindre Kina i at overhale USA som en teknologisk og finansiel stormagt. På det seneste har selv NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, blandet sig i koret. ”NATO bør måske have en global karakter for at forholde sig til Kina. Kina’s vækst ændrer fundamentalt den globale magtbalance og optrapper kampen om den teknologiske og økonomiske overmagt og mangedobler dermed truslerne over for de åbne samfund og den individuelle frihed og øger dermed konkurrencen om vores værdier og levemåde.” Han kaldte  ikke Kina en fjende, men det er første gang, at en NATO-leder i så brede vendinger taler om at opbygge en modvægt til Kina på stort set alle områder.

Sådanne vurderinger høres ikke i de toneangivende partier i de toneangivende europæiske lande, snarere tværtimod, selv om der er frygt  for en voksende kinesisk konkurrence og indflydelse. Både i Tyskland og Frankrig erkender regeringer og erhvervsledere, at europæiske virksomheder udfordres af både amerikanske og kinesiske giganter. Derfor er der bestræbelser på at sikre fair spilleregler og på at etablere virksomheder, der kan hamle op med konkurrencen. Det er slående, at den britiske erhvervsavis Financial Times betragter det som en geopolitisk fejltagelse, hvis europæerne og amerikanerne vil lukke Kina ude af verdensmarkedet. Der er brug for et realistisk engagement og samarbejde.

Det er næppe en tilfældighed, at vi ser voksende bestræbelser på udvikle en ny global koldkrigs-politik, mens europæerne og især tyskerne bestræber sig på at gøre Europa og EU til en mere uafhængig aktør end hidtil. EU og tyskerne er på vej ind i orkanens øje.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

 


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: