EU og uddannelsespolitik: Den store klassekamp

2020-05-19T05:04:47+00:00 tirsdag, 19. maj, 2020|

Erasmus-programmet er en af EU’s største succéser nogensinde, men det er endnu ikke kommet til en fælles uddannelsespolitik på tværs af kontinentet. I den nære fremtid ser det ud til, at økonomien har den højeste prioritet i EU’s strategi, mens uddannelse bliver reduceret fra almen dannelse til produktivitetsmaksimering.

Analyse af Amélie Reichmuth

TEMA: EUROPAS STORE OMSTILLING | I løbet af de sidste år har EU igen og igen prøvet at koordinere medlemsstaternes uddannelsespolitik, selvom dette område er et nationalt ansvar. Denne tilgang er først og fremmest tænkt som et svar på de store økonomiske udfordringer, som de europæiske lande står over for, blandt andet et aldrende samfund, teknologisk udvikling og global konkurrence.

Så derfor står der i Europa 2020-strategien, at EU skal reducere andelen af unge mennesker, som forlader uddannelsessystemet uden kvalificering, til mindre end 10% og øge andelen af befolkningen, der har afsluttet videregående uddannelse til mindst 40%. Grundidéen bag disse tal og denne utilitaristiske tankegang er, at uddannelse øger produktiviteten og støtter innovation og konkurrenceevne, hvilket skaber vækst og arbejdspladser.

Denne måde at beskrive grundlæggende mål på virker meget markedsorienteret, ikke kun sprogligt. Metoden minder også om markedsføring: Der findes en klar tidslinje, med konkrete mål, som skal nås inden slutningen af 2020. Denne utilitaristiske tilgang er et resultat af den tvetydighed, der altid har været på europæisk niveau, når det gælder definitionen af uddannelse: Man har bevidst valgt at definere EU-strategien for dette område så bredt som muligt, for at undgå de politiske debatter omkring uddannelsespolitik, da uddannelsessystemer hænger meget sammen medlemsstaternes kultur og historie.

EU og uddannelsen: Et utilitaristiskt forhold
EU-integrationen og udviklingen af det indre marked har været et brændstof til den voksende markedsgørelse af uddannelse. Samtidigt med det er bevidstheden om, hvordan uddannelse og sociale anliggender hænger sammen, vokset, både på nationalt og europæisk niveau.

Siden slutningen af ​​Anden Verdenskrig har markederne hurtigt udviklet sig ved hjælp af den stigende globalisering. De er blevet gradvis mere sammenkoblede og hermed er en ny økonomisk orden opstået: På europæisk niveau startede EUs integrationsprojekt i begyndelsen af ​​1950’erne og havde altid som mål at sikre fred på det europæiske kontinent ved at forene medlemslandene, både politisk og økonomisk, omkring et fælles projekt.

Så i 1957 blev det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) oprettet og med dét, det allerførste fællesmarked på tværs af kontinentet. Idéen med dette europæiske indre marked var at skabe et grænseløst territorium, hvor varer, personer, tjenester og kapital kunne frit bevæge sig fra en medlemsstat til en anden. I de følgende årtier blev den europæiske integration gradvist uddybet, både økonomisk og politisk: Nye medlemslande tiltrådte, mens EU begyndte at få indflydelse på nye politikområder.

EU har altså altid været et politiskt og et økonomiskt projekt. Derfor var markedsgørelse både et middel til at implementere politik og et mål i sig selv, hvilket førte til teknokratiseringen af EU. Uddannelsen blev også påvirket af denne udvikling, hvilket skabte en ny form for vidensproduktion.

Dette hvilede på tværfaglighed, massiv spredning af viden og voksende interaktion mellem de involverede aktører (uddannelsesinstitutioner, den private sektor osv.). Globaliseringen og udviklingen af ​​nye teknologier støttede denne form for vidensproduktion ved at fjerne fysiske grænser og hermed øge kommunikationen over hele verden.

Med andre ord blev viden og uddannelse kommercialiseret for at passe ind i den globale økonomi hvor markederne styrede mere og mere politik. Dette gik sammen med et kulturelt skift i måden hvorpå, velfærdsstater blev definerede: Borgerne blev mere og mere opfattet som en menneskelig kapital med stort potentiale, der skulle trænes og udvikles, mens uddannelse og viden blev opfattet som en motor til økonomisk velstand og vækst.

Så i dag opfattes uddannelse på europæisk niveau som en langsigtet investering, som øger arbejdsstyrkens kompetencer og giver den mulighed for at være den bedst mulige på arbejdsmarkedet. I denne process ligger fokuset på at promovere mobiliteten inden for EU ved at videreudvikle Erasmus-programmet og fremme tværnationalt samarbejde inden for videregående uddannelser, mens styrkelsen af den europæiske identitet og den europæiske kulturarv spiller en mindre rolle.

En fælles uddannelsespolitik for EU: En illusion?
Spørgsmålet i dag forbliver måske, hvorvidt uddannelsespolitik skal harmoniseres på europæisk niveau, og om det overhovedet er realistisk. Der findes allerede en generel tendens inden for uddannelsessystemer til at samarbejde på tværs af grænserne. Desuden ville en fælles uddannelsespolitik i EU helt sikkert give Europa store fordele i forhold til andre regioner i denne konkurrence på internationalt niveau.

En vanskelighed med hensyn til at skabe og styre et fælles uddannelsesområde for hele EU ligger i det faktum, at der findes en stor mangfoldighed af syn på uddannelse og dets formål. Desuden er der økonomiske begrænsninger, der gør, at dét at reformere og harmonisere uddannelsessystemer i hele EU ville være en kostbar proces.

Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om der nogensinde vil være en politisk vilje til at gå videre med denne langsigtede proces, især lige nu. Man kan kun antage, at EU’s strategi endnu en gang ville hvile på et subtilt kompromis mellem politiske, økonomiske og kulturelle interesser.

Man kunne starte processen med fire skridt: Først og fremmest at definere en fælles dagsorden for uddannelsespolitik på europæisk niveau; for det andet, at lette transnationalt samarbejde og fremme mobiliteten inden for EU; for det tredje, at skabe en EU fond for at reformere og investere i uddannelse; til sidst, at styrke følelsen af europæisk identitet og bevidsthed om kulturarv.

Så kunne EU endnu en gang være med til at lave pionérarbejde på internationalt plan og være en model for andre dele af verden. Dette billede virker dog fjernt i disse corona-tider.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/John Macdougall/

Læs hele temaet “Europas store omstilling”

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: