EU politiserer den europæiske befolknings aldring

2017-06-30T10:08:23+00:00 Af |Baggrund|

Talrige EU dokumenter og initiativer omtaler alder som en livsfase, der er potentielt produktiv, men også som et problem, der skal styres politisk. Politisk såvel som i de europæiske befolkninger kan der noteres en udtalt forventning om, at ældre er mere mobile, ressourcestærke, sunde og arbejdsdygtige længere end før. 

23.08.2012 | DET ALDRENDE EUROPA | Er du bekymret over at blive ældre? Over din plads i samfundet når du bliver 60, 70 eller 80? Livet slutter ikke ved de 60 – og samfundet påskønner i stigende grad, at de ældre også har noget at byde på. Det er aktiv aldring i en nøddeskal – at få mere, ikke mindre, ud af livet, når man bliver ældre, uanset om det sker på jobbet, derhjemme eller i samfundet. Og det er en fordel både for dig som menneske og for samfundet som helhed.

Sådan står der på den danske udgave af en EU-hjemmeside, som er etableret i anledning af, at 2012 er udnævnt til Europæisk år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Citatet er interessant, fordi det tematiserer den demografiske aldring som problem, men også fordi det er et eksempel på, hvordan EU henvender sig direkte til borgerne som en omsorgsfuld patriark, der bekymrer sig om den enkeltes liv.

Som det ses, defineres ”aktiv aldring” i økonomiske, sociale og kropslige termer i overensstemmelse med en generel ambition om, at de ældre i Europa skal tilbydes plads på arbejdsmarkedet, inklusion i sociale fællesskaber samt muligheder for fysisk aktivitet og motion.

Citatet og talrige politiske dokumenter fra de seneste år omtaler alder som en livsfase, der er potentielt produktiv, med mulighed for selvrealisering og selvrefleksion for den enkelte borger, men også som et problem, der skal styres politisk. På en og samme tid henfalder den politiske debat til dommedagsprofetier om en voksende ældrebyrde, øget pres på offentlige udgifter og tiltagende finansieringsproblemer, og omvendt, utopier om en ældrestyrke (ikke byrde) og det aldersløse samfund, hvor der ikke længere er nogen (aldersbestemte) fysiske barrierer eller grænser for arbejdsevne og deltagelse i samfundet.

I denne baggrundsartikel gennemgås, hvordan det aldrende samfund diskuteres og håndteres politisk på EU niveau.

Det aldrende Europa
Europas befolkninger ældes hurtigt, fordi alderssammensætningen med færre børn og unge samt flere over 50 år får gennemsnitsalderen til at stige. Levetidsforlængelsen, der er på gennemsnitligt 5 timer om dagen, giver måske ikke anledning til større overvejelser for den enkelte, men for samfundet betyder det store forandringer, når der sker en forskydning i forholdet mellem den erhvervsaktive og den ikke erhvervsaktive del af befolkningen.

Ud fra et traditionelt syn på det menneskelige livsforløb, hvor aldring automatisk medfører afgang fra arbejdsmarkedet og behov for sundheds- og velfærdsydelser, giver den demografiske udvikling anledning til bekymring, men de senere års politiske initiativer har forsøgt at balancere mellem at se udviklingen som en negativ udfordring og som positiv mulighed.

Det gælder på alle niveauer, at der er udarbejdet analyser af aldringens udfordringer. Det er på dagsordenen i FN (Political Declaration and Madrid International Plan of Action on Ageing 2002), i WHO (Active Ageing. A policy framework 2012) og ikke mindst i EU. I de senere år er der ikke mindst i EU taget initiativer, udformet strategier, formuleret henstillinger, vedtaget finansieringsprogrammer og aktivt forsøgt at styre nationale forskningsdagsordner i en grad, så man kan tale om en europæisering af aldringen.

Den foreløbige kulmination er det europæiske år for aktiv aldring, der skal skabe opmærksomhed om de bidrag, de ældre yder til samfundet samt baggrundsrapporten Healthy Ageing – A Challenge for Europe (2012), som Europa-Kommissionen har medfinansieret. Formålet er at opmuntre beslutningstagerne og de berørte parter på alle niveauer til at skabe bedre muligheder for aktiv aldring og mere solidaritet mellem generationerne, men også at involvere befolkningerne for at skabe ”en bæredygtig aktiv aldringskultur”. Den overordnede ramme for arbejdet er EU’s sundhedspolitik 2008-2013, der som en vigtig målsætning har at ”fremme sundhed i et aldrende Europa”.

Aldringen som politisk udfordring
Udformningen af EU’s politik og strategier i forhold til den aldrende befolkning betragtes som en af de største udfordringer i Europa på linje med adgang til råstoffer og bæredygtigt landbrug. Ikke mindst EU 2020 strategien er kraftigt påvirket af de demografiske udsigter, idet den skal bidrage til at styrke EU’s langsigtede vækstpotentiale bl.a. ved at tackle de udfordringer, EU står over for i forhold til konkurrencen fra nye vækstøkonomier. Det aldrende samfund er derfor ikke kun noget, der vedrører eller omhandler ældre mennesker. Det er noget vi alle sammen, uanset alder, berøres af.

Politisk set er der dog ikke en fælles forståelse af virkningerne. I nogle sammenhænge fremhæves de økonomiske konsekvenser af den skæve aldersfordeling i samfundet, særligt de stigende sundhedsudgifter i forbindelse med udbredelsen af kroniske sygdomme, som følger med levetidsforlængelsen. Her kommer sund aldring som strategi i fokus som en form for forebyggende indsats.

I andre sammenhænge er det manglen på arbejdskraft, der ses som kernen i problemet, fordi EU’s aktive befolkning falder, hvis man vel at mærke ikke tæller dem over 60 år med. For denne gruppe vokser med to millioner hvert år, hvorfor det bliver et påtrængende spørgsmål, hvorvidt den enkelte kan forblive aktiv i den del af livet, som ellers er forbundet med tilbagetrækning til en mere passiv tilværelse. Her tænkes strategien snarere som aktiv aldring, der dog omhyggeligt formuleres, ikke som pression, men som et ønske om at give de ældre arbejdstagere bedre muligheder på arbejdsmarkedet.

I det hele taget henvises til sund og aktiv aldring både som en målsætning, borgerne har ret til at leve sunde og tilfredsstillende liv, og som det middel, der kan få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet og til at spille en aktiv rolle i samfundet.

Sund aldring
På alle niveauer finder man nærmest enslydende anbefalinger om, at fremme af sund aldring kan dæmme op for de forventede stigninger i sundhedsudgifterne. Senest har Europa-Kommissionen lanceret en fireårig handlingsplan for ”det europæiske innovationspartnerskab om aktiv og sund aldring”.

Europæiske innovationspartnerskaber er en ny strategi til at tackle hele forsknings-, udviklings- og innovationskæden og føre offentlige og private aktører sammen på tværs af grænser og sektorer med det formål at fremskynde udbredelsen af innovation, der kan motivere, overvåge, støtte ældre og gøre dem uafhængige og aktive.

Sund aldring er derved blevet et altomfattende begreb, der indbefatter fysisk aktivitet, fysiske omgivelser og tilgængelighed, lønarbejde og frivilligt arbejde, nye teknologier, velfærdsservices, social inklusion og deltagelse, livslang læring samt kost og ernæring. Den politiske virkelighed er med andre ord domineret af et bredt sundhedsbegreb, hvor sundhed forstås som noget, der gennemsyrer menneskers daglige liv og som er tæt sammenhængende med kvaliteten af de ældres sociale hverdag.

Det anerkendes, at hverdagens sociale kvalitet er præget af forholdet til andre mennesker, af følelser, samvær og af ressourcer. Sund aldring drejer sig dermed også om samfundets sammenhængskraft og solidaritet, der forudsætter en retfærdig fordeling og beskyttelse af basale goder og ydelser. Sund aldring er på den måde et uangribeligt mål, der legitimerer politiske foranstaltninger, forskrifter og indgreb overfor såvel den enkelte som arbejdspladser, institutioner og hvad man generelt benævner ”fællesskaber”. Risikoen er måske, at ældres fællesskaber, forvandles til opdragende og kontrollerende sundhedsagenter i sundhedspolitikkens tjeneste.

Politik og biologi
Der er tale om en voksende politisk styring på et område, der tidligere blev betragtet som biologisk bestemt; mennesker blev født, udviklede sig og blev alderstegne og affældige. Der er aktuelt et udtalt politisk ønske om at fremme en ny aldersforståelse, hvor aldring er andet og mere end svækkelse. Den ekstra livstid skal ikke være en byrde, men en mulighed og vi skal lære at fokusere på det, man kan som ældre og ikke det, man måske ikke kan.

Vi er altså godt på vej til at skabe en ny alderskultur, sådan som det ønskes politisk, men trods det brede sundhedsbegreb i den førte sundhedspolitik, er det ofte den aldrende krop, der kommer i fokus, hvilket er tydeligt i logoet for EU’s år for aktiv aldring, som symboliserer kroppe, der motionerer. Det er noget nyt, at gamle mennesker også kan og bør udvikle sig fysisk og mentalt, samt at de har en fremtid, så det er værd at tænke i forebyggelse og muskeltræning. Men det er omstridt, hvorvidt denne udvikling er demokratisk eller aldersdiskriminerende, når den gamle krop tidligere fik lov til at være i fred, men nu skal kunne det samme som den unge.

Europæisering af den aldrende befolkning
Der sker en europæisering af den aldrende befolkning, og det skal ikke udelukkende forstås som initiativerne ”oppefra”, der virker adfærdsregulerende, men også som en mere langsommelig påvirkningsproces, hvor borgerne høres om deres holdninger, delagtiggøres i viden og involveres i små og store forandringsprocesser, der skal møde de udfordringer Europa står overfor.

I 2011 var der i Bruxelles en offentlig høring med inviterede ældre, ligesom der er etableret en interaktiv Eurohealthnet’s Healthy ageing webside. Sideløbende er der lavet en særlig Eurobarometer-undersøgelse om aktiv aldring. Indtrykket er, at mange ældre oplever sig selv som aktive og uafhængige seniorer, der har ret til et godt liv, men tilsyneladende har de politiske initiativer på europæisk niveau, som skal ændre vores fordomme om, hvad det vil sige at blive ældre, allerede gjort sin virkning.

Det er en stor kulturel forandring, for tidligere var alderdom og sundhed nærmest uforenelige begreber. Alle forventede, at man, i takt med at man blev ældre, fik et dårligere helbred og blev mere stillesiddende.

Forskellige programmer og initiativer i gang på aldringsområdet vil øge behovet for fælles handleplaner i Europa, skønt sundhed ellers endnu kun har været berørt af EU-reguleringer på ganske få områder. Der er ingen tvivl om, at de nationale forebyggelses- og sundhedsfremmeprogrammer også i årene fremover vil blive stærkt præget af udviklingen af initiativer i EU-regi.

Lene Otto er Ph.d., lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

Forsidefoto: EU parlamentsmedlemmer diskuterer handlingsplanen ”Det europæiske innovationspartnerskab om aktiv og sund aldring” på en konference i Bruxelles (EU Audiovisual Service).