Håndteringen af corona-virussen er ikke blot skandaløs i Europa og USA. Den viser en fundamental svaghed i EU. Det gælder også i EU’s udenrigspolitik over for Putin omkring Navalnyj. Margrethe Vestager bør overtage corona-ansvaret
Kommentar af Hugo Gaarden
Coronakrisen er for længst endt som en skandale i Europa og USA, men i Europa er den særlig alvorlig, fordi den har vist en fundamental svaghed i EU-systemet.
Skandalen skylds ikke kun den ekstremt langsomme udrulning af vaccinationerne, men også håndteringen af krisen hele sidste år, fordi alle europæiske lande skred alt for sent ind trods advarsler fra eksperter, og fordi de ikke ville lære af erfaringerne fra Østasien.
Den nylige Grønnegaard-ekspertundersøgelse af den danske håndtering viste, at departementschefen i Statsministeriet allerede den 21. januar sidste år slog alarm og hen ad vejen fik skubbet en tøvende Sundhedsstyrelse ud på et sidespor. Det bidrog til, at Danmark klarede krisen bedre end de fleste lande, men slet ikke på østasiatisk niveau.
Men internt i alle lande vidste eksperter fra januar sidste år, at vi stod over for en krise. I en klumme den 18. marts, en uge efter Danmarks delvise lockdown, henviste jeg til internationale rapporter om en lynhurtig og effektiv bekæmpelse i Østasien fra slutningen af januar, og altså ikke kun i Kina, f.eks. med standsning af indrejse og generel test af alle samt kontrol med alle dem, der havde kontakt med smittede samt brug af app. De foranstaltninger blev ikke systematisk efterlevet i noget europæisk land. Hvad er så prisen i Europa for den manglende indsats? 700.000 døde. Mere end i USA. Mod 10.000 i Østasien.
New York Times har for nylig vist, hvor effektivt Kina håndterede krisen. Trods en svag start med undertrykkelse af krisen i et par uger, kom der krav om test og isolation, uden at produktionen blev lukket ned. Medicinalvirksomheder som Sinovac blev af statens laboratorier hjulpet med en hurtig vaccineudvikling, og staten gav billige lån til en ekspresopførelse af ekstra fabrikker, der kunne masseproducere vaccinen. I februar og marts var de første vacciner klar til test, og i løbet af tre måneder kunne Sinovac producere 400.000 vacciner om dagen. Til sammenligning kan AstraZeneca producere 100.000 om dagen – et helt år efter virussens udbrud.
Selv den dag i dag diskuterer politikere og medier i Europas førende industrination, Tyskland, hvordan krisen skal håndteres, og der er ingen total testkampagne, ingen fungerende app, ingen kontrol af samtlige smitte-truede. Der er ingen undersøgelse af, hvem og hvad der er de største smittekilder, f.eks. busser eller skoleklasser. Man har i én uendelighed diskuteret, om hotspots som plejehjem skal isoleres og så ellers åbne andre dele af samfundet. Langt de fleste corona-dødsfald er sket på plejehjem o.lign, og dér er personalet aldrig systematisk blevet testet hver eneste dag. Virussen har kunnet vandre ind og ud hos de mest sårbare.
Nu er vaccinationerne i centrum, og vaccinationscentre står gabende tomme, mens kansler Angela Merkel siger, at ”i det store og hele er intet gået galt,” mens hendes finansminister Olaf Scholz, går imod hende og kalder EU’s vaccinationsskandale for noget ”møg.” Den franske EU-ambassadør har ifølge Reuters kaldt EU’s vaccineplan for ”en katastrofe.”
I begyndelsen af juni lavede sundhedsministrene fra Tyskland, Frankrig og Italien en fælles plan for produktion og indkøb af vaccinerne, men få uger senere blev initiativet ført over til EU-kommissionen, der overhovedet ingen kompetence har på sundhedsområdet, endsige med produktionsforhandlinger. Sundhedskommissæren, Stella Kyriakides, fik først produktionsaftaler på plads i november – tre måneder efter, at en række lande uden for EU havde lavet aftaler med producenterne. EU brugte uger og måneder på at diskutere prisen på vacciner til trods for, at udgiften er pebernødder i forhold til de gigantiske summer, som EU-landene pumper ud som støtte under krisen, og EU sikrede ikke den fornødne kapacitet til masseproduktion, f.eks. med licensaftaler, evt. påtvungne.
En årsag til problemerne er ifølge tyske medier, at EU-formanden, Ursula von der Leyen, handlede for hurtigt og uigennemtænkt med en meget lille gruppe medarbejdere. Hun har haft tre ministerposter i Tyskland, men hun har aldrig vist sig som en dygtig leder og har hver gang efterladt store problemer, ikke mindst i det tyske forsvar.
Hun så sit snit til at gøre EU til den store aktør under coronakrisen, opmuntret af EU-landenes succes med den gigantiske corona-finanspakke sidste år. Men nu risikerer vaccine-skandalen at skade EU, netop hvor EU forsøgte at tage kompetence fra nationalstaterne – og med fuld opbakning fra kansler Angela Merkel som rådsformand i sidste halvår 2020. Det kan falde hårdt tilbage på Merkel.
Dermed illustrerer skandalen en fundamental svaghed i EU: Der er ingen klar kompetencefordeling mellem staterne og EU. Det blev også illustreret under eurokrisen, og det forværres af, at der ikke er en effektiv beslutningsproces med flertalsafstemninger. Det forværres også af, at det ikke altid er de mest kompetente personer, der sendes til Bruxelles som kommissærer.
Der er dog én, der kan sit kram, nemlig Margrethe Vestager, der effektivt har taget fat på de magtfulde amerikanske internetkoncerner. Der er ikke tradition for udskiftninger af uduelige kommissærer i Bruxelles, men EU-landene bør sætte Vestager i spidsen for håndteringen coronakrisen – for at redde EU. Hun er trods alt vicekommissær.
Krisen forværres af, at EU-landene på det seneste har vist svaghed over for Rusland i forbindelse med fængslingen af politikeren Aleksej Navalnyj. EU’s udenrigsansvarlige, Josep Borrell, blev klædt af under et nyligt møde i Moskva med Ruslands drevne udenrigsminister, Sergej Lavrov, der smed tre europæiske diplomater ud, netop mens Borrell var på besøg. EU-landenes udenrigsministre vil utvivlsomt gøre gengæld, men Borrell havde ikke en klar dagsorden med til Moskva lige efter, at Navalnyj blev fængslet. Det var ellers en anledning til at fremlægge en klar EU-politik over for et Rusland, der begår giftdrab, ikke blot derhjemme, men også i Europa.
Borrell viste dermed, at EU ikke har en klar udenrigspolitik over for en problematisk nabo. Det understreger to fundamentale svagheder. Det kræver en enorm indsats at rette op på dem, især når en ny kold krig mellem Kina og USA lurer i kulissen.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: Wikimedia Commons
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.