Med tilbagetrækningen fra Afghanistan kan man næppe længere være i tvivl om den nye kurs i amerikansk udenrigspolitik. Fokus er flyttet og viljen til aktiv og præventiv interventionisme er forduftet. Men hvor efterlader det Europa?

Kommentar af August Nilsson

Billederne fra lufthavnen i Kabul står stadig printet i de flestes bevidsthed og repræsenterende nok først og fremmest den fejlslagne mission og pinlige tilbagetrækning, der markerede afslutningen på den 20 år lange krig i Afghanistan. Andet og mere ligger imidlertid gemt i disse billeder, der vist snart har været alle verdens avisforsider rundt – nemlig et vidnesbyrd om et grundlægende skifte i amerikansk udenrigspolitik.

Et skifte, der længe har været undervejs, men som i sandhed er gjort synligt i netop de billeder. Det amerikanske changement strækker sig tilbage helt til afslutningen på den kolde krig, siden hvilken USA stille og roligt har lukket sig mere og mere om sig selv i udenrigspolitisk henseende. Vi står nu i, hvad den amerikanske Harvard professor Joseph Nye beskriver som Kindlebergers Fælde. En term, der dækker over det magtvakuum, der opstår, når den førende supermagt ikke tager ansvar for det internationale samfunds stabilitet og udvikling. USA har så at sige abdiceret fra denne hidtidige rolle, hvilket tilbagetrækningen fra Afghanistan i al sin tydelighed klargør. Ej længere kan vi regne med USA som vagthunden, der standhaftigt stod som varetager af demokratiske principper og den liberale verdensorden.

Dertil kan så lægges, at den udenrigspolitik, der alt andet lige til stadighed udgår fra Washington, har ændret fokus. Her kan, hvad en anden navnkundig Harvard-professor, Graham Allison, beskriver som Thukydids fælde med fordel trækkes frem, for at forklare denne reorienteren. Teorien tager udgangspunkt i et eksempel fra 400 f.v.t., hvor Sparta indledte den peloponnesiske krig ved at udfordre Athen, der havde vokset sig for stærk, til at den regerende supermagt, Sparta, kunne acceptere det. Det samme kan siges at være tilfældet i dag med Kina. USA kan ingenlunde se passivt til alt imens Kina vokser sig større og større og direkte eller indirekte truer den etablerede magts overherredømme. Ethvert valg består på bedste Kierkegaardske vis som bekendt også af et fravalg. I dette tilfælde fravalget af en stærk europæisk alliance idet vi ingen reel rolle spiller i dette stormagtspolitiske skakspil.

Ovenstående må siges at være et stort problem for Europa. Vi har i vores sikkerhedspolitik været usandsynligt afhængige af USA i kraft af både NATO og generelt bare et europaorienteret USA, der i mange tilfælde har villet tage vore kampe og kæmpe vore krige. Virkeligheden i dag er imidlertid en anden. Dette skaber først og fremmest en sikkerhedstrussel for Europa, fordi vor hidtidige beskytter i dag foretrækker at blive på sin side af Atlanten, og vi derfor ikke, som det har været tilfældet siden Anden Verdenskrig, kan læne os tilbage i samme grad som tidligere.

Desforuden hviler også et mere grundlæggende ansvar på Europas skuldre. USA’s udenrigspolitiske retræte skaber som sagt en form for magtvakuum, der altså, om vi vil det eller ej, vil blive udfyldt før eller siden. Vi må i Europa stille os selv spørgsmålet, hvorvidt vi ønsker dette vakuum udfyldt af hel- eller halvautokratiske diktaturstater uden respekt for mennesker endsige deres rettigheder eller om vi i Europa har modet til at stå vagt om de værdier og det menneskesyn vi selv tror på.

For EU ligner det imidlertid noget nær en kronisk lidelse altid at være i bekneb med at finde en sikkerheds- og udenrigspolitisk linje. Det udmønter sig undertiden i bastante udmeldinger om strategisk autonomi og tættere samarbejde på forsvarsområdet, men virkeligheden er desværre, at EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er en arbitrær størrelse uden nogen form for reel handlefrihed. Det er ministerrådet, der står for udformningen af den fælles politik, hvilket altså betyder at det foregår i et regi, hvis udelukkende fokus ligger på nationalstaterne. Dette tydeliggøres især af det faktum at absolut enighed må ligge til grund for al udenrigspolitisk handling. Dette enstemmighedsprincip og disse i sin natur anti-centralistiske idealer gør, at EU i diplomatisk og udenrigspolitisk øjemed snart sagt altid står fragmenteret og aldrig med forfærdelig megen vægt i ryggen, når unionen forsøger at fremlægge sine tiltag på den internationale scene.

Der er brug for en styrkelse af den fælles europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Enstemmighedsprincippet må afskaffes, hvis vi vil gøre os blot de mindste forhåbninger om at føre en bare nogenlunde bæredygtig udenrigspolitik. En glimrende løsning, vi i Europæisk Ungdom også længe har advokeret for, ville være at lade det afhænge af et kvalificeret flertal ved afstemninger i Europa-Parlamentet og Ministerrådet, således at nationale såvel som ideologiske interesser kunne komme i spil, samtidig med at langt større fleksibilitet og handlefrihed ville opnås.

Tænk med hvilken vægt, der kunne slås i bordet i multilaterale fora, hvis en union med godt 450 mio. mennesker i ryggen og verdens næststørste økonomi kunne stå forenet.

August Nilsson er udenrigsordfører for Europæisk Ungdom

Billede i artiklens top: /Presseofficer Mathias RS13 Forsvaret/Forsvarsgalleriet/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.