Europa – for nært, for fjernt

2019-05-27T21:14:02+00:00 søndag, 26. maj, 2019|

I et polariseret europæisk landskab glemmer vi let nuancerne i den politiske debat. Den italienske regering minder os dog om, at der er væsentlige forskelle på euroskeptiske partier. Mens der i regeringen er enighed om et brud med den europæiske status quo, er der stor splittelse om, hvorvidt Europa grundlæggende set er for nært eller for fjernt. 

Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk

TEMA: EUROPÆERNES VALG | LANDENE | Europa og Italiens interesser var længe sammenfaldne. For at Italien kunne overkomme sine interne strukturelle problemer af både social, økonomisk og politisk art, anså man den europæiske integration og det medfølgende ydre pres som en nødvendighed. Siden halvfemserne og i særdeleshed siden eurozonekrisens acceleration er den tidligere tværpolitiske konsensus gradvist blevet erstattet af en ny politisk kløft, der vækker minder om efterkrigstidens Italiens konflikt mellem de store ideologier. Hvor valget dengang var mellem to samfundsvisioner, har det de seneste år i Italien været mellem at være for eller imod en kontinuitet af den etablerede politiske orden.

Brudlinjen mellem at være for og imod kontinuitet var udslagsgivende i 2018-valget, men fremstår ved Europa-parlamentsvalget i stigende grad fragmenteret i mindre brudflader.

I blandt de pro-europæiske oppositionspartier står den tidligere neoliberale konsensus overfor en mulig opløsning. Den nye leder af Partito Democratico, Nicola Zingaretti, lægger op til en økonomisk venstredrejning, mens Berlusconi er nødsaget til at stille op til det europæiske valg for at dæmme op for vælgerflugten fra sit marginaliserede Forza Italia.

Alt i mens formår protestregeringen, Femstjernebevægelsen (Movimento 5 Stelle) og Lega, at dominere mediebilledet og sætte dagsordenen. De to euroskeptiske og populistiske partier kan være enige om et brud med den etablerede orden, men heller ikke meget mere. Deres forskellige værdigrundlag, der, sammen med en høj grad af opportunisme, har dannet grundlag for konstant konflikt, eksemplificeres af partiernes respektive Europavisioner. Det afgørende skel er om Europa grundlæggende er for nært eller for fjernt.

For nært
Efter Matteo Salvinis tiltrædelse som partileder af Lega Nord (i dag Lega) indledte det på daværende tidspunkt stagnerende regionalistparti en udviklingsproces henimod et dynamisk nationalistisk parti. EU havde siden slutningen af nullerne været et fikspunkt for partiets kritik. Med Eurozonekrisen og især migrationskrisen intensiverede Salvini kritikken af union, der i stigende grad erstattede staten som partiets svorne fjende.

Ved Europa-valget i 2014 var Lega Nords kampagne fikseret på euroen, som man ønskede at skrotte, men også på ønsket om større nationalstatslig suverænitet og mindre europæisk påtrængenhed. Man afviste blank Maastricht-traktatens liberale Europa til fordel for en etnopluralistisk inspireret vision om et decentraliseret Europa af nationer og folk, og var ikke afvisende over for en udtræden af unionen, der blev sammenlignet med både en totalitær Sovjetunion og et kriminelt kartel.

I 2018 blev det indskrevet i partiets valgprogram, at man ønskede at blive i EU for at arbejde for at forandre unionen indefra, men stadig ønskede at udtræde af Eurozonen.

Ved en konference i Milano i april 2019 annoncerede en fremstormende Salvini Den europæiske alliance af folk og nationer som arvtager til Marine Le Pens tidligere højre-nationalistiske gruppe. Med den paneuropæiske gruppe skulle Salvini med støtte fra partier som Dansk Folkeparti, Rassemblement National og Alternative für Deutschland udfordre den etablerede orden og gå i direkte konfrontation med den store agitator for acceleration af den europæiske integration, præsident Macron.

Med en opfattelse af kultur som essensen af politisk handling, sætter den nye gruppe i deres valgmanifest fokus på nationer og folk, deres identitet, rettigheder og suverænitet. Den adskilte diversitet hyldes sammen med demokratiet, mens overstatlig integration og autoritarisme afvises. Sammen med sin europæiske alliance udstiller Salvini og Lega således på papiret en høst ideologisk kurs for omformningen Den Europæiske Union.

I Italien er omdrejningspunktet for Salvinis valgkamp den ’sunde fornuft’, eller nærmere hverdagsfornuften. De fire b’er, burocrati (bureakrater), buonisti (de velmenende), banchieri (bankfolk) og barconi (flygtningebåde) afvises som skadelige for folket, mens en stemme på Lega identificeres med et stærkere Italien og et mere retfærdigt Europa.

Hverdagsfornuften, som Salvini er eksponent for, er virkningsfuld. Den er simpel og upoleret i modsætning til ’elitens’ komplicerede, forfinede og langsommelige politik.

Spørgsmålet, der hænger over Legas valgkamp til Europa-Parlamentet, er, om Salvini virkelig vil forandre Europa. Forandring kræver hårdt arbejde og ikke fravær, hvilket har kendetegnet Salvinis og flere af hans allieredes tidligere politiske virke som EU-parlamentarikere. Et andet spørgsmål er om de nationalistiske partier kan enes, da sammenhængskræften i de grupper som den nye gruppes partierne kommer fra var bemærkelsesværdig lav.

Salvinis europæiske lynkarriere kan med fordel betragtes ud fra et nationalpolitisk nytteperspektiv. Den dramatiske italesættelse af det europæiske valg som et afgørende slag mellem det gode og det onde er først og fremmest politisk opportunt. Optegningen af fjendebilleder faciliterer den fortsatte politiske mobilisering i Italien, hvor Salvini kan fremstille sig som handlingens mand, den stærke leder, der ikke afviger fra svær konflikt.

Med vælgerne deler Salvini alle afkroge af sin hverdag, slagkraftige politiske budskaber og videoer fra Italiens pladser og gader ofte fyldt af opstemte folkemasser. I dagene op til valget er det især opsigtvækkende, at de offentlige rum som Salvini fylder med tilhængere er placeret i syden. Det er her, hvor Lega siden regeringsdannelsen gradvist har flyttet vælgere fra Movimento 5 Stelle.

Med magtovertagelsen i Syditalien virker det projekt, der indledtes ved Salvinis overtagelse af formandskabet i Lega Nord tilbage i 2013, til at være nærmet sig sit mål.  Lega skal være et parti for hele nationen. Salvini skal være nationens nye faderfigur.

Legas projekt involverer ikke bare en stærk kritik af enkelte europæiske politikker men på papiret også en målsætning om, at den europæiske integration skal tilbagerulles i et forsvar af nationen og folkets særegnede kulturelle identitet. Salvini er ambitiøs og Europa for påtrængende, eller med andre ord, for nært.

For fjernt
Euroskepticismen har siden begyndelsen været en grundsten i Femstjernebevægelsens nationale politiske succes. Da protestpartiet i 2013 fik sin store nationale gennembrud var det da også med en hård kritik af EU’s tyskdrevne sparepolitiske kurs som den daværende teknokratiske Monti-regering havde fulgt. Mens Femstjernebevægelsens fortrinsvis økonomisk fokuserede euroskepsis har været under udvikling siden 2013, er det stærke billede af den nationale italienske politiske elite som værende underlagt den europæiske forblevet som en af de klarest optegnede i partiets politiske kommunikation.

Partiet har undergået en vis normalisering i mødet med de italienske institutioner, og dets forhenværende uformelle leder er nu erstattet af en formel leder i form af Luigi Di Maio. Forestillingen om, at politik bør tage udgangspunkt i det dydige folks vilje og ikke den korrupte elites særinteresserer, er fortsat fundamentet for partiets politiske virke.

Allerede ved det nationale valg i 2013 kaldte Femstjernebevægelsen på en folkeafstemning om euroen. Dette i starten mere løse ønske blev ved Europa-parlamentsvalget i 2014 indskrevet i partiets politiske program. Det europæiske valg cementerede partiets nye prominente rolle i det italienske partisystem, trods det i praksis endte som et nederlag til den daværende premierminister Matteo Renzis Partito Democratico.

Under den græske gældskrise i 2015 blev der sat øget fokus på den europæiske solidaritet, især mellem de sydeuropæiske lande. Et fokus, der kun blev større omkring Brexit-afstemningen, hvor partiet også slog fast, at det ingen intentioner havde om at forlade det EU som Italien selv havde været med til at grundlægge.

Under 2018-valgkampen moderede Femstjernebevægelsen atter sin euroskepsis og fjernede som følge ønsket om en afstemning om Italiens eurozonemedlemskab fra valgprogrammet og selv om partiet stadig er kritiske overfor EU, fremstår partiet i dagens Italien som det mere moderate af de to euroskeptiske regeringspartier.

Det reflekteres også i partiets korte valgprogram, hvor der erklæres et behov for at genoprette tilliden til det europæiske projekt ovenpå år af kriser og fejl. Europa skal være et fællesskab centreret omkring borgerne og ikke magtfulde særinteresser. Der skal implementeres mere direkte demokrati, og brydes med sparepolitikken til fordel for en bæredygtig økonomisk politik med mål om fuld beskæftigelse. En fælles europæisk politik skal udformes til fordeling af migranter. ”Made in Italy” skal promoveres, miljøet beskyttes og skatteunddragelse, korruption og kriminalitet bekæmpes. Europa skal forandres.

Grundlaget for den mere moderate kurs, der op til valget til Europa-Parlamentet i 2019 får Di Maio til at understrege, at man ønsker at undgå flere større konflikter med EU, har dog altid været til stede hos partiet. Allerede i 2012 slog partimedstifter Beppe Grillo fast, at Europa, ikke alene skulle være en esoterisk klub for bankfolk, men snarere ”summen af sine folk og tusinder af års civilisation.”

Femstjernebevægelsens tvetydige forhold til Europa afspejles også i dets aktivitet i Europa-Parlamentet, hvor det har stemt langt oftere sammen med de etablerede partier end egen euroskeptisk gruppe og i partiets valg om at annoncere en ny mere ligesindet europæisk gruppe, hvis realisering dog virker tvivlsom.

Med især sparepolitikken og euroen var Europa for nært og derfor problemet. Samtidig var svaret på eurozonekrisen og især flygtningekrisen en tættere integreret og mere solidarisk union, og på denne måde blev Europa ikke bare problemet, men også løsningen. Som hos partiets medstifter præger en særlig italiensk europæisme Femstjernebevægelsen, hvis rødder kan spores tilbage til efterkrigstidens visionære Europavendte politikere, som kristendemokraten, Alcide De Gasperi og kommunisten Altiero Spinelli.

Hvor det regerende protestparti er højst skeptiske overfor den nuværende europæiske integration, er det grundlæggende entusiastisk overfor idéen om et tæt og socialt europæisk samarbejde. Problemet for Femstjernebevægelsen er hermed ikke som hos regeringspartneren Lega, at Europa er for nært men nærmere, at det er for fjernt.

Efterskrift
Forholdet til Europa fremstår som en tydelig brudflade i den italienske regering, hvor magtbalancen længe har tippet til Legas favør.  Ifølge de nyeste meningsmålinger – fra den 10. maj – ligger Femstjernebevægelsen til omkring 20 procent af stemmerne mens Lega ligger til 30 procent.

Op til det europæiske valg har Lega dog oplevet den første reelle modgang, eftersom premierminister Giuseppe Conte valgte at afskedige undersekretær i transportministeriet og økonomisk rådgiver til Salvini, Armando Siri. Lega-politikeren er anklaget for korruption, og især – men ikke udelukkende – den moralske sag har Di Maio udnyttet til at anfægte Salvini og Legas moralske kompas. Samtidig har Di Maio forsøgt at bestyrke Femstjernebevægelsens identitet som et parti, der bekæmper korruption.

Forholdet mellem regeringspartierne har aldrig været dårligere. Trods både Di Maio og Salvini slår fast, at regeringen fortsætter, taler mange derfor om et sammenbrud efter valget til Europa-Parlamentet. Et valg, der har handlet lidt for meget om Italiensk politik og lidt for lidt om et Europa, der i Italien opleves både for nært og for fjernt.

Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa, Ph.D.-stipendiat ved Københavns Universitet og medforfatter til den højaktuelle antologi ”Europas Mange Omveje”.

Læs hele temaet “Europæernes valg”

Læs mere om det italienske demokratis tilstand ”Italien, Europa og det sårede demokrati”

Læs vores løbende Italienstema “Det ustabile Italien”

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/ANSA/AP/Angelo Carconi/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon