I USA handler det om identitetspolitik, et opgør med etablissementet og personlig moral. Men set fra Europa har det amerikanske præsidentvalg store konsekvenser inden for emner som klima, handel og sikkerhed – og et klart flertal af europæerne håber, at Hillary Clinton vinder.

07.11.2016 | PRÆSIDENTVALG | Fra EU’s side, og i de fleste regeringer rundt om i Europa, er man ikke i tvivl om, hvad man ønsker sig af en fremtidig amerikansk præsident: Stabilitet og engagement.

De to ting hænger uløseligt sammen i europæisk sammenhæng. Ræsonnementet blandt statslederne i Europa er således, at stabilitet i Europa understøttes af amerikansk engagement. Først og fremmest i form af et USA, der fortsat bakker op om NATO’s artikel 5 – en for alle, alle for en, musketerprincippet – og dermed sikrer de østeuropæiske medlemmer af samarbejdet.

Fra Bruxelles ses der derfor samtidig med bekymring på USA’s øgede fokus på andre dele af verden. Eksempelvis har præsident Barack Obama i hele sin embedsperiode haft fokus på Asien som fremtidig handelspartner. En kombination af EU’s utallige kriser samt den økonomiske udvikling i Asien ligger til grund for Obamas ”pivot to Asia”. En kuldsejlet handelsaftale med EU og en ny periode med vækst og magt via amerikansk-asiatisk samarbejde vil flytte det verdenspolitiske magtcentrum fra Atlanten til Stillehavet.

Den Transatlantiske Handels og Investerings Partnerskabsaftale (TTIP) kan – udover at skabe vækst og jobs – også revitalisere EU og sikre amerikanernes fortsatte engagement i Europa. Derfor er gennemførelsen af TTIP vital – set fra Bruxelles. Det er understreget ved, at TTIP er en del af EU’s Globale Strategi for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, som blev præsenteret i juni.

Men også i bredere forstand ønsker EU et amerikansk engagement. Hvis USA ikke er engageret i alt fra klimaaftaler til international handel og de internationale institutioner, falder den nuværende verdensorden sammen. En forholdsvis liberal verdensorden. Både i neoliberal forstand, hvor globale markeder dikterer staters og individers gøren og formåen. Men også i den liberale verdensorden, der forsøger at holde menneskerettighederne og andre internationale spilleregler i hævd.

USA’s vigtighed for klimaet
Startende i dag, kommer COP22 til at sætte fokus på, hvordan den netop ratificerede klimaaftale fra Paris skal implementeres, og landenes ambitionsniveau øges. Aftalen er afhængig af, at de to største CO2-udledere – USA og Kina – begge lever op til deres del af aftalen.

EU er engageret i aftalen og har i årtier forsøgt at samle resten af verden om den. Selv har man indført ambitiøse politikker for at opnå C02-reduktioner. Og, som resten af verden, mærker EU også resultaterne af et klima under forandring i form af flere økonomiske flygtninge, hvis levegrundlag er forsvundet og nu søger mod Europa, og mere ekstremt vejr der har betydet tørke, varme, kulde og oversvømmelser i hidtil uset grad.

En væsentlig grund til den hurtige ratificering af aftalen er, at det vil blive svært for Donald Trump at rive aftalen over, som han tidligere har proklameret, at han vil. Det vil tage ham op til fire år at trække USA ud af klimaaftalen.

Der er dog ingen sanktionsmuligheder i selve klimaaftalen, så hvis Trump blot lader være med at investere og lovgive i retning af bæredygtige løsninger, specielt på det energipolitiske område, vil USA ikke leve op til aftalen. Dette vil medføre, at Kina næppe vil følge trop, og aftalen vil dermed de facto være revet over.

Clinton får det også svært
Over for Trump står Hillary Clinton, der ligger på linje med Obama på klima-spørgsmålet. Clinton har lagt planer frem for massive investeringer i at gøre økonomien grønnere og skabe en industri indenfor vedvarende energi – og dermed skabe jobs og vækst, samtidig med at den grønne omstilling hjælpes på vej.

Da Obama tog fat om den grønne omstilling, havde han flertallet i Kongressen imod sig og havde derfor ikke held til at indføre ny miljø- og klimalovgivning. I stedet valgte han at manøvrere indenfor eksisterende lovgivning og kunne derfor omgå Kongressen.

Det har betydet, at klimalovgivningen ikke har været så vidtrækkende, som han ønskede, og at der i øjeblikket kører en retssag om, hvorvidt The Clean Air Act fra 1963 må udgøre grundlaget for regulering af CO2-udledninger fra kraftværker. Resultatet er, at USA – i øjeblikket – ikke er på rette spor i forhold til sit omstillingsmål.

Konsekvensen for Clinton er, at hun får svært ved at starte en ambitiøs grøn omstilling, så længe Republikanerne mønstrer et blokerende flertal i Kongressen. Og som meningsmålingerne ser ud lige nu, forbliver Repræsentanternes Hus (det nedre kammer i Kongressen) Republikansk efter morgendagens valg.

I en uge, hvor der er COP 22 i Marrakesh og præsidentvalg i USA, er det paradoksalt nok valget i USA, som har størst betydning for den fremtidige udviklingen af de menneskeskabte klimaforandringer. En sejr til Trump vil, ud fra hans hidtidige udmeldinger, betyde mørke skyer over den klimapolitiske fremtid. En sejr til Clinton vil, afhængigt af sammensætningen i Kongressen og hendes evne til at arbejde sammen med den, betyde, at Parisaftalens mål stadigvæk vil være indenfor rækkevidde.

TTIP har lange udsigter
Når det kommer til internationale handelsaftaler har Trump, Bernie Sanders og deres støtter sat dagsordenen. Clinton har, siden sine første møder med Sanders i primærvalgkampen, taget afstand fra sin involvering i tilblivelsen af NAFTA (handelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA) og stillet sig meget skeptisk i forhold til TPP (handelsaftalen med en række asiatiske lande, der er under forhandling). Hvilket er i stærk kontrast til hendes tidligere udmeldinger.

Clintons historik peger i retning af, at hun foregiver at være mere skeptisk, end hun er, og derfor efterfølgende vil være mere positivt indstillet overfor gennemførelsen af TTIP. Hun vil dog få problemer i Kongressen, hvor Demokraternes egen venstrefløj vil være imod hende, og hun vil få problemer med en stor del af de vælgere, hun har tiltrukket med den mere skeptiske linje.

Fra Trumps side synes skepsissen at være mere reel. Trump har flere gange under valgkampen skiftet mening og modsagt sig selv, men mistilliden til handelsaftalerne har været konsekvent og har eksisteret, før han satte retning imod Det Hvide Hus.

Handelsaftaler fylder mere i Europa
Hvor handelsaftaler hen over en bred kam har været et centralt punkt i dette års valgkamp, har TTIP ikke været refereret særlig meget til, direkte. Der er to mulige forklaringer på dette.

Enten er TPP bare et bedre eksempel, når det kommer til at udpensle negative konsekvenser ved en eventuel handelsaftale for arbejderklassen. Forstået på den måde, at der er større risiko for, at amerikanske virksomheder vil flytte produktion ud af landet som følge af TPP, på grund af de store forskelle i lønninger, end der er risiko for, at de vil flytte fabrikker til Europa som følge af TTIP. Eller også holder Clinton og Trump døren åben for at fortsætte forhandlinger med EU om en gennemførelse af TTIP.

I modsætning til den amerikanske diskussion, handler handelsaftalediskussionen ikke om udflytning af arbejdspladser, men snarere om amerikanske og canadiske virksomheders mulighed for at sagsøge stater og de rets-institutioner, der skal afgøre sagerne. CETA og TTIP er større emner i EU, end de er på den anden side af Atlanten. Hvis det bliver Clinton, der flytter ind i det Hvide Hus, så kommer vi ikke udenom, at bolden langt hen ad vejen kommer til at ligge på EU’s banehalvdel i forhold til TTIP. Bliver det Trump, der flytter ind, rykker en handelsaftale minimum fire år ud i fremtiden.

NATO eller EU-hær?
Når det kommer til Rusland, er Clinton og Trump diametrale modsætninger. Trump har flere gange udtrykt respekt og beundring for Putin og udtalt, at han ville kunne lave en ”fremragende” aftale med ham. Putin har ligeledes indikeret sin støtte til Trump, og forholdet mellem de to tyder måske på, at stridsøkserne kan blive begravet for en stund. Men hvor efterlader det Europa?

Trump har udtalt, at han ikke nødvendigvis vil komme de baltiske lande til undsætning i tilfælde af, at Rusland skulle invadere. Og i det hele taget har han stillet spørgsmålstegn ved, om det er i amerikanernes interesse at fortsætte med at garantere europæernes sikkerhed. Det er nok herfra Putins affektion for Trump stammer.

Under Clintons tid som udenrigsminister brød samarbejdet mellem Rusland og USA sammen. Og efter Krim- og Ukraine krisen har hun argumenteret for, at NATO skulle opruste på den østeuropæiske front. På den måde er Clinton fortaler for fortsat amerikansk engagement i Europa.

Om Trumps udtalelse skal ses som et træk, der skal få de europæiske lande til at øge deres militærbudgetter, så de matcher det, man i NATO har som mål, må tiden vise. Men med en så stor og så vigtig militær partner, som USA er for de europæiske lande, kan man ikke leve med at være det mindste i tvivl. Der er allerede taget skridt i retning af at opruste de militære kapaciteter i EU-regi, og mon ikke et valg af Trump ville sætte yderligere skub i det samarbejde?

Set fra EU er der ikke så meget tvivl om, at Clinton vil bakke op om NATO og dets principper. Men det bliver svært for de europæiske lande at forsvare deres lavere forsvarsbudgetter – også under Clinton.

Europæerne er for Clinton, næsten alle sammen
Historisk set har europæerne altid været store tilhængere af de Demokratiske præsidentkandidater – Obama og Clinton er ingen undtagelser. I Europa har Obama længe haft opbakning fra over 70 procent af befolkningen, langt højere end i hans hjemland. Clinton ligger på 59 procent, og Trumps opbakning ligger i encifrede procenter.

Clinton scorer særligt højt i de vesteuropæiske lande, hvor hun blandt andet ville få 86 procent af stemmerne i Tyskland. Der er ligeledes også stor opbakning til Clinton i de baltiske lande, hvor frygten for, at USA vil vende dem ryggen med Trump ved roret højst sandsynligt har en stor effekt.

Stats- og regeringschefer går dog lidt mere stille med dørene. Det kan ses som respekt overfor de amerikanske vælgeres ønske, men må nok i høj grad tilskrives det faktum, at de efter et valg er tvunget til at finde ind i et fornuftigt samarbejde med, hvem der måtte ende på Pennsylvania Avenue. Dog har Matteo Renzi, Francois Hollande og Jens Stoltenberg været ude med klare udmeldinger om, hvem de foretrækker som kollega.

For at finde Trumps tilhængere i Europa må man langt ud på højrefløjen. Den britiske, tidligere leder af UKIP, Nigel Farage og den franske leder af Front National, Marine Le Pen, har begge tilkendegivet deres støtte til Trump. Tidligere har Ungarns Præsident Victor Orban også tilkendegivet, at han kan finde fælles fodslag med Trump på mange områder.

Europas ønsker om en engageret og stabil partner på den internationale scene sender pilen i retning af Clinton som den foretrukne 45. amerikanske præsident.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Ross D. Franklin og Gerald Herbert, AP/Polfoto