Europa på toppen – set bottom-up

2019-11-27T13:02:59+00:00 onsdag, 27. november, 2019|

I dag godkendte Europa-Parlamentet den nye EU-kommission, men allerede den 8. november holdt kommissionsformand Ursula von der Leyen sin tale om ”Unionens Tilstand”, hvor hun rettede blikket mod fremtiden. Von der Leyen fremhævede det styrkede europæiske sammenhold, det fælles historiske erfaringsgrundlag og behovet for at opbygge ”muskelstyrke” men manglede dog nuancer i sin udlægning af Europas globale rolle, indre udfordringer og indsats i forhold til den grønne omstilling. Ikke mindst manglede von der Leyen at adressere borgerne og civilsamfundets centrale betydning for Europas udvikling.

Kommentar af Charlotte Gloerfelt-Tarp og Marlene Paulin Kristensen

”Mine Damer og Herrer. Da folket i Øst væltede deres regimer i 1989, gjorde de det, fordi de ønskede en bedre fremtid for dem selv og deres land. Nøjagtigt som vi, i dag, ser tilbage på 1989, vil den næste generation om 30 år måle os på, om vi – i dag – viste modet til forandring.”

Sådan lød udmeldingen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen i den årlige tale om ”Unionens Tilstand ”(Europa-Rede) den 8. november 2019, organiseret af Konrad Adenauer Stiftung.  I talen, der var en af hendes første, malede von der Leyen et billede af et Europa på toppen. 30 år efter 1989 og Fukuyamas famøse annoncering af ’the end of history’, er det hermed fremtiden, der figurer prominent på den europæiske politiske agenda.

Europa – en historisk sejr
Von der Leyens tale kan primært tolkes som et forsøg på at styrke selvtilliden og selvagtelsen hos de europæiske medlemslande og deres borgere. ’Sammen er vi stærkere’ er tydeligt stadig mantraet for det Europa, von der Leyen ønsker at fremme de kommende år, hvor hun vil stå i spidsen for den nye Europa-Kommission. Og det hænger meget godt sammen med de europæiske strømninger, hendes kommission søsættes i: Ifølge undersøgelsen Eurobarometer Post-Election Survey 2019 er den folkelige opbakning til EU, med 68 %, på sit højeste i 36 år, og valgdeltagelsen ved forårets valg til Europa-Parlamentet var den højeste siden 1994 – en stemmeprocent, der især kan tilskrives det store antal unge og førstegangsvælgere, der tog til stemmeurnerne. I løbet af sin tale mindede von der Leyen sine medborgere om, at europæernes samfund og levevis beundres og efterstræbes i alle dele af verden. At vi har noget uvurderligt, nemlig de værdier, europæiske liberale demokratier er bygget på: retsstatspincippet, frihed, demokrati og åbenhed. ”Verden har brug for Europa,” proklamerede von der Leyen, og fremhævede i den sammenhæng eksempelvis GDPR-lovgivningen som en gave fra Europa til verden.

Von der Leyens tale faldt blot en dag før 30-året for Berlinmurens fald, og hun understregede, at både nutidens og fremtidens Europa har dybe rødder i fælles historie og erfaringer. Den 9. november er også en dato, der markerer begyndelsen på Novemberrevolutionen, der i 1918 blev det tyske monarkis endeligt, og Krystalnatten i 1938, hvor Naziregimets, indtil da, mest brutale pogrom mod jøder fandt sted. Von der Leyens fortælling om d. 9. november var derfor én om dualiteter – om håb og skam, mod og fejhed, menneskelig storhed og fald – en dag, der symboliserer modsætningerne i både tysk og europæisk historie.

Ifølge von der Leyen er det, der binder historien sammen, og gør den til så stærkt et fundament for os i dag, den kraft og de sejre, der ligger i ’den fælles idé’ om Europa. Kommissionsformanden åbnede således sin tale med at byde flertydigheden og historien – fortalt som mere end sort-hvid – indenfor. Som hendes tale udfoldede sig, udviskedes disse gråtoner desværre.

Hvor blev nuancerne af?
Allerede tidligt i talen understregede von der Leyen vigtigheden af NATO-samarbejdet for EU. Hun mindede dog samtidig publikum om, at NATO udelukkende er, hvad medlemsstaterne gør det til. Denne udtalelse kan ses i lyset af den franske præsident Macrons nylige kommentarer om NATO’s udfordringer, og om behovet for at redefinere Europas globale rolle. Von der Leyen var også meget optaget af disse spørgsmål og erklærede, at Europa må lære ”die Sprache der Magt” (magtens sprog). Dette er at forstå som, at EU skal ’opbygge egen muskelstyrke’, fx sikkerhedspolitisk, og benytte sin ’eksisterende styrke’ på områder som fx handelspolitik, hvor europæiske værdier kan håndhæves gennem standarder og bestemmelser, der kan skabe gode arbejdsvilkår, sikre produkter for forbrugere og høje miljø- og klimastandarder. ’Soft power’ blev udelukkende nævnt som halvdelen af ligningen og utilstrækkeligt i sig selv – dette på trods af, at politisk indflydelse gennem ’kulturel appel’, historisk set, har været karakteristisk for Europas magt i verden, eksempelvis som set i EU’s naboskabspolitik og demokratiprogrammer.

Geopolitisk, var det også et traditionelt magtbillede, der dominerede talen. Som hun beskrev Europas globale rolle, malede von der Leyen et overraskende begrænset verdenskort, som EU skal navigere i. Udover Europa blev kun Rusland, Kina og USA nævnt – endda med negative undertoner. Samarbejde, udvikling og fælles interesser med Det Globale Syd var komplet udeladt i denne tale. Dette på trods af det eksisterende strategiske samarbejde med UNASUR, AU, ASEAN m.fl., og ikke mindst den rolle, Europa, samlet set, har spillet i verdenshistorien. Europa står for frihed, demokrati og menneskerettigheder, ja; men Europa har også betydet imperialisme og protektionisme. At von der Leyens tale fuldstændigt undlod at anerkende, endog nævne, relationerne og alliancerne med Det Globale Syd, var derfor at forpasse en unik mulighed for at vise, at Europa forstår, at fremtiden skabes med andre og ikke for andre.

Hvad angår interne europæiske affærer erkendte von der Leyen, at Europa står over for både formodede og reelle udfordringer. Disse udfordringer blev italesat som muligheder – muligheder for, at europæerne kan stå stærkere sammen – igen med henvisning til at ’den fælles idé’ om Europa står stærkere end nogensinde. Det kan da også godt hævdes, at en fælles europæisk position, og sammenholdet mellem EU’s medlemslande, er blevet styrket på trods af, eller måske i lyset af, frygten for begyndende opløsning. Den folkelige opbakning til EU er, som nævnt, historisk stærk. Men Brexit-sagaen, nationalisme og populisme har sat sine spor på det europæiske kontinent, og gør det fortsat. Visse medlemsstater har udfordret selve EU’s demokratiske kerneværdier og principper, men er blevet mødt med noget usystematisk opposition. Ved ikke at anerkende disse udfordringer – og dermed ikke tilbyde et sprog, der kan bruges til åbent at italesætte og adressere dem – kan von der Leyen risikere at sætte sammenholdet og fællesskabet over styr – et fællesskab og sammenhold, hun ellers selv fremhævede som fundamentet for Europas styrke.

På samme vis tegnede von der Leyen et unuanceret grønt billede af Europa som frontløber i omstillingen mod en bæredygtig fremtid. Med udtalelsen, at Europa ”kun er ansvarlig for 10 % af den globale udledning af drivhusgasser”, tilslørede hun, at europæere, målt per indbygger, er nogle af de værste klimasyndere i verden. Von der Leyen bekendtgjorde i samme ombæring, at Europa skal være det første klimaneutrale kontinent i 2050. Lad os dog ikke glemme, at mange prominente stemmer i klimadebatten har efterlyst konkrete politikker og initiativer, der kan gøre os i stand til at nå dette mål og leve op til vores forpligtelser under Paris-aftalen.

Optimisme for fremtiden – Europa ’bottom-up’
Der, hvor fraværet af historisk bevidsthed og nuancer dog skinnede klarest igennem, var i udeladelsen af borgere og civilsamfund. Von der Leyen nævnte ganske vist, indledningsvist, folkets mod og ukuelige længsel efter frihed og en lysere fremtid som den afgørende faktor for, at de kommunistiske regimer faldt for 30 år siden. Von der Leyen betonede, at mod også er nødvendigt i dag: Mod til at kæmpe for europæiske værdier og til at skabe og forme vores egen fremtid. Det er dog en kende ironisk, at von der Leyen i øvrigt undlod direkte at adressere borgere og civilsamfund – deres afgørende roller, mod, idéer og bekymringer – i en tale, der blev givet i direkte forlængelse af konferencen ’30 years after the Fall of the Wall: Europe from the Bottom Up” i Allianz Forum.

Det mod, og de omstillinger og forandringer, som von der Leyen omtalte som nødvendige i fremtiden, var tværtimod institutionelt og statsligt funderede. Sådanne forandringer og omstillinger er absolut nødvendige og vigtige, men Europa er også, og har altid været, skabt, opretholdt og støttet af europæiske borgere og et aktivt civilsamfund. Som von der Leyen selv fremhævede, er der intet medlemsland i EU, der alene udgør over 1% af verdens befolkning – men tilsammen står de 500 millioner europæere bl.a. for over 40% af verdens BNP og udgør dermed det største fælles marked. Europa, og dets styrke, er funderet i dets folk.

I 1989 blev Europas fremtid skabt af stålsatte borgere, der gik på gaden, organiserede sig i folkelige bevægelser og forlangte frihed. I dag er klimaspørgsmålet solidt placeret øverst på den nye Europakommissions dagsorden takket være unge klimaaktivisters vedholdenhed og fortsatte insisteren på handling. Det er derfor både passende og lovende, at von der Leyen i sin åbningstale i Europa-Parlamentet i juli tidligere i år, udtalte at: ”I want European citizens to play a leading and active part in building the future of our Union. I want them to have their say at a Conference on the Future of Europe, to start in 2020 and run for two years”. En ambition om at invitere borgere og civilsamfund til at tage del i samtalen om Europas fremtid, der ligeledes fremgår af hendes offentliggjorte strategi.

Lad os håbe, at den kommende kommissionsformand vil gå i spidsen for at skabe rammerne for en europæisk fremtid fyldt med optimisme, – en fremtid bygget på værdigrundlaget for europæiske liberale demokratier og formet ’bottom-up’. Lad os håbe, at både hun og hendes kommissærer vil lytte opmærksomt til engagerede borgere og civilsamfunds interesser og idéer.

Charlotte Gloerfelt-Tarp er uddannet MSc. International Business and Politics fra Copenhagen Business School, og Marlene Paulin Kristensen er uddannet PhD i etnologi fra Københavns Universitet. De arbejder for den danske NGO Nyt Europa, og er for tiden engagerede i det Kommissions-støttede projekt ‘History of Optimism – Civil Society Shaping the Positive Future’. Sammen med partnere fra Tyskland og Polen tager projektet udgangspunkt i de kommunistiske regimers fald i 1989 og østudvidelsen i 2004 med henblik på at drøfte nyere europæisk historie og de roller, civilsamfundet har spillet i den. Læs mere på: www.nyteuropa.dk/history-of-optimism/.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Vincent Kessler.


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: