Adskillige lande har allerede indført en såkaldt “feministisk” udenrigspolitik. Nu er det også på dagsordenen i Europa-Parlamentet, hvor et flertal har stemt for at inkorporere ligestilling på flere planer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Baggrund af Mette Mølgaard Henriksen

Omkring 50 procent kvinder på alle besluttende poster. Cirka 85 procent af EU’s udviklingshjælp skal gå til programmer, der understøtter lighed mellem kønnene. Obligatorisk undervisning i ligestilling til diplomater.

Dette er nogle af kravene i en rapport, der opfordrer til ligestilling i EU’s udenrigspolitik, og som for nylig blev godkendt af Europa-Parlamentet med 477 stemmer for og 112 imod. 94 stemte ikke.

Rapporten blev præsenteret af det tyske medlem Hannah Neumann og spanske Ernest Urtasun, begge fra parlamentets grønne gruppe. De har begge længe kæmpet for en feministisk udenrigspolitik i Europa.

Mens adskillige lande allerede har indført en udenrigspolitik med stærkt fokus på lighed mellem kønnene, mangler EU fortsat en – mener Ernest Urtasun.

”Vi opfordrer EU og dets ledere til at sætte fokus på en kønsforandrende vison i udenrigspolitikken, som beskytter  kvinders menneskerettigheder. Samtidig opfordrer vi EU til at give kvinder stemmer og poster i udenrigs- og sikkerhedspoltik ved at sikre, at de er repræsenterede og involverede i det politiske lederskab og i beslutningstagning på alle niveauer,” siger han.

Det var Sverige, som med indførelsen af dets feministiske udenrigspolitik i 2014 satte gang i den voksende bevægelse i denne retning. I dag har Canada, Frankrig og Mexico også én. Danmark, Norge og Schweiz har et kraftigt fokus på ligestilling, mens Cypern, Luxembourg og Spanien har erklæret, at de enten har intentioner om at udvikle en feministisk udenrigspolitik, eller at de vil gøre ligestilling til en prioritet.

En feministisk udenrigspolitik betyder, at man tænker ligestilling ind i alle udenrigspolitikkens områder: Udviklingshjælp, handel, diplomati, forsvar og sikkerhed. Og enhver beslutning skal tage højde for, hvilken betydning en given politik eller beslutning vil have på ligestillingsområdet. Den proces kaldes også “kønsmainstreaming”

“En feministisk udenrigspolitik i EU skal garantere prioriteringen af kønslighed i alle aktiviteter, garantere kvinder adgang og deltagelse på alle niveauer samt sørge for at sætte betydelige midler af til at opnå denne vision,” siger Urtasun.

Ideen om at tage intitiativ til en feministisk udenrigspolitik på EU-plan er inspireret af den svenske tilgang, hvor fokus er på rettigheder, repræsentation og ressourcer. Hvis EU ønsker at være ledende på ligestillingsområdet, er det nødvendigt at øge kvinders repræsentation i de beslutningstagende processer på alle udenrigspolitiske områder, at sætte midler og ressourcer af til at fremme ligestilling mellem kønnene og at kæmpe for kvinders menneskerettigheder, lyder det fra Neumann.

Udenrigspolitik er typisk styret af mænd. For eksempel er kun tre af EU’s udenrigsministre kvinder, mens resten er mænd.

”Forskellighed gør politiske beslutninger bedre. Det gælder specielt i krigs- og krisesituationer. Derfor bør kvinder sidde med ved forhandlingsbordet. Realiteten er imidlertid, at de er voldsomt underrepræsenterede – i militæret, i diplomatiet, i højniveauforhandlinger – og dette gælder også vores egne EU-institutioner og missioner,” siger Neumann.

Et af de medlemmer af Europa-Parlamentet, som stemte for godkendelsen af rapporten, var det konservative, danske medlem Pernille Weiss.

Hun var enig i, at EU bør fokusere mere på ligestilling i dets egne institutioner og i unionens interaktion med resten af verden.

”Selvfølgelig stemte jeg for rapporten. Den indeholder gode ideer og værktøjer, som kan føre til forandring. Det er essentielt for vores fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik at sørge for, at kvinder og piger blive beskyttet fra at blive ofre i konflikter og krig, eftersom vi ved, at sex bliver brugt som et våben,” siger Weiss.

Det behøver dog ikke blive kaldt en ”feministisk” udenrigspolitik, mener hun.

”Det giver ingen mening at sætte den etiket på og så tænke på det på den måde, at hvis vi bare laver en feministisk udenrigspolitik, så vil vi have fred i verden,” siger hun.

”Jeg ville hellere fokusere på indholdet og se på, hvad vores forsvars- og sikkerhedspolitik skal munde ud i. Hvis vi fokuserer på det, er jeg sikker på, at vi vil få en menneskelig og værdibaseret europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som alle kan stå inde for,” siger Weiss.

Selv om et flertal bakkede op om rapporten, var der 112, som stemte imod, og en af dem var det hollandske, liberale medlem Caroline Nagtegaal.

”Jeg støtter fuldt ud vigtigheden af ligestilling og mener, at lighed mellem mænd og kvinder er et emne, der kræver vores opmærksomhed,” siger hun.

Men hun støtter ikke de fremhævede krav om kvoter, udviklingshjælp særligt til ligestilling og at der skal være særlige medarbejdere, der beskæftiger sig med kønsspørgsmål på EU-landenes ambassader.

”Af de grunde kunne jeg ikke stemme ja til hele rapporten, selv om jeg stemte for mange andre elementer i teksten,” siger hun.

Miriam Lexmann, et centrum-højre medlem fra Slovakiet, stemte også nej.

“Jeg synes, at ligestilling er et virkelig vigtigt emne, og det er bestemt rigtigt at forsøge at finde løsninger, der adresserer de eksisterende uligheder mellem mænd og kvinder. Desværre kunne jeg ikke støtte op om rapporten, da den var drevet af ideologi og indeholdt anbefalinger, som går imod nærhedsprincippet,” siger hun.

Nærhedsprincippet, som er indskrevet i EU-lovgivningen, siger, at EU kun skal lovgive på områder, hvor de nationale myndigheder ikke kan stille noget op.

Hvad så nu?

Europa-Parlamentet har ingen myndighed til at fremsætte lovforslag på dette område, og dets rapport er ikke-bindende.

Alligevel mener Neumann, at den sender et stærkt politisk signal til andre EU-institutioner og til medlemsstaterne.

”Hvis vi ønsker, at vores udenrigspolitik skal være en succes, er vi nødt til at styrke kvinderne både udadtil og indadtil i unionen. Vores rapport gør dette meget klart. Nu er det tid til at skride til handling,” siger hun.

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i EUObserver den 16. november 2020

Mette Mølgaard er uddannet journalist og cand.soc. i Development & International Relations. Hun er freelancejournalist og skriver om europæisk politik og kultur med særligt fokus på Sydtyskland. 

Billede i artiklens top: /Tim Søgaard/Forsvarsgalleriet/