Efter katastrofen i Kabul tvinges EU-landene til at føre deres egen, selvstændige udenrigspolitik. Den europæiske befolkning kan ikke overlade alle beslutninger til USA. Derfor er det på tide at Danmark ophæver sit forsvarsforbehold i EU, men der er først og fremmest brug for at satse på et kreativt diplomati, og det rejser behovet for langt bedre udenrigspolitiske institutter, end Europa har i dag.

Kommentar af Hugo Gaarden

Alles øjne har de seneste uger været rettet mod præsident Joe Biden og den hovedkuldse tilbagetrækning fra Afghanistan. Det kan blive et voldsomt slag for ham som præsident.

Men det tragiske er, at han drager den rigtige strategiske løsning, som han altid har stået for, nemlig at USA aldrig skulle have ført krig mod Taliban, men udelukkende mod Al Qaida. Men tilbagetrækningen har været udført på katastrofal vis, ikke bare de sidste to uger, men over de seneste måneder, hvor USA standsede opbakningen til den afghanske hær, der har haft over 45.000 dræbte de seneste fem år.

Sammenblandingen af en krig mod både terrorister og Taliban i 20 år har været en fatal fejltagelse fra Vestens side, og den svækker ikke kun USA på globalt plan, men også Europa, der bakkede op bag USA på begge fronter.

Den dramatiske afslutning tvinger europæerne til at føre den selvstændige udenrigs- og sikkerhedspolitik, som flere ledere har talt om de seneste år. Europæerne kan ikke sætte deres lid til USA i enhver sammenhæng – uanset hvilken præsident, der sidder i Det hvide Hus. Europæerne har ladet sig lede af et USA, som notorisk ikke har haft styr på sin politik over for Afghanistan eller terroristerne.

Selv fra dansk side lyder der meldinger om en mere selvstændig europæisk udenrigspolitik, nemlig fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen: Der er opstået et internationalt vakuum, som Europa må udfylde, og derfor må også Danmark bidrage, nemlig ved at opgive sit forsvarsforbehold over for EU.

At USA ikke har haft et klart billede af sine modstandere og derfor ikke har haft en god strategi, ses af en omfattende analyse af terrorlederen Osama bin Ladens tænkning og handlinger – på basis af tusindvis af dokumenter, som amerikanske specialstyrker beslaglagde efter drabet på ham i Pakistan.

Forskeren Nelly Lahoud på New America har i tre år gennemgået 96.000 af disse filer, og hun har skrevet en detaljeret artikel om det i Foreign Affairs og udgiver om kort tid analysen som en bog. Analysen viser, at bin Laden nok var hjernen bag 9/11, men at Al Qaida aldrig blev den store trussel med en så gennemtænkt strategi, som Vesten mente i de første år. 9/11 blev en pyrrhus-sejr, for Al Qaida blev reelt ødelagt i årene efter. Osama bin Laden var skeptisk over for andre terrorgrupper og ledere og var slet ikke en drivende kraft i Irak. Han var direkte imod de angreb og selvmordsbombere, der ramte arabiske civile. Han havde forhåbninger om at kunne bruge Det arabiske Forår i sin kamp mod USA, men han blev også bekymret over udviklingen. Han blev aldrig nogen stærk kraft bag terroren, der heller aldrig blev en eksistentiel trussel. Terrorismen i Mellemøsten udviklede sig fragmenteret.

I hele den vestlige verden, ikke mindst i Europa, er den islamiske terrorisme imidlertid hele tiden blev fremhævet som en trussel på lige fod med Taliban, og nu står det klart, at Vesten har ført den hidtil længste krig på et tvivlsomt grundlag.

Selv den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger har i det seneste nummer af The Economist kritiseret den amerikanske strategi over for Afghanistan – hos alle præsidenter fra og med 2001. Der har ikke på noget tidspunkt været et klart strategisk og politisk mål, og den helt store fejl var, at USA troede, at det var muligt at skabe en moderne, demokratisk stat i et land, der aldrig havde været en samlet enhed under et centralt styre, skriver han. I 2010 advarede han mod den amerikanske kurs.

USA og de allierede burde have anvendt et kreativt diplomati, som han udtrykker det, for bedre at kunne håndtere Taliban og terrorismen, også i relation til de andre lande i regionen: Rusland, Kina, Indien, Iran og Pakistan. Nu slutter det hele med et ”selv-skabt tilbageslag”, og det får negativ virkning på allierede og alle andre, skriver han.

Kissingers kritik bør føre til grundige overvejelser i Europa. Alle har i årevis været klar over vitale problemer i Afghanistan med korruption og en tvivlsom militær strategi. Mange af europæerne, især tyskerne, har været skeptiske eller modstandere af krigen i Irak – en krig der forøgede terrorismen. Hvorfor kom der ikke noget ordentligt modspil fra Europa? Hvorfor var der ingen grundige analyser i udenrigspolitiske institutter og tænketanke?

En væsentlig forklaring er, at Europa slet ikke har tænketanke af USA’s kvalitet og størrelse, og der vises ikke mod til at tænke uafhængigt af den største bidragyder til Vestens og NATOs sikkerhedspolitik, USA.

Nu viser det ydmygende nederlag, at verdens største militærmagt ikke havde tilstrækkelig indsigt i Talibans styrke eller i Mellemøstens virvar af terrorbevægelser.

Det viser et fundamentalt behov for alternative analyser – ikke bare af Afghanistan og Mellemøsten, men af hele det globale univers. Hvor lurer de næste faldgruber? Kan vi skelne mellem facts og politisk ønsketænkning? Det rejser behovet for uafhængige analyser, også i forhold til de europæiske regeringer. Europa bliver nødt til at opruste massivt i en viden-opbygning og analysekraft.

Det vigtigste er, at europæerne begynder at tænke anderledes end amerikanerne, der har ført talrige krige i efterkrigstiden med mildt sagt svage resultater. Trods træghed og interne stridigheder har europæerne derimod demonstreret evne til samarbejde og opbygning af et dybt splittet Europa. Det er en erfaring, der kan bruges i resten af verden. Europa er det eneste sted i verden og i historien, hvor der har været en forhandlet balance mellem den tids førende nationer i 100 år – i 1800-tallet. Europa er langt stærkere, end europæerne tror – med verdens største handelsblok.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.