EU er langt stærkere både økonomisk og værdipolitisk, end det lyder til, når der almindeligvis tales om EU. Men som verdensmagt er EU så blid, at ingen bemærker den. EU har ellers masser af “soft power” og principielt også en del “hard power”. Derfor burde vi være i stand til på verdensscenen at optræde med “smart power”, men vi gør det ikke. Og hvorfor ikke? Fordi vi ikke er enige om, hvordan den skal bruges, siger Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister og forfatter til en lang række bøger, senest debatbogen “De fire isbjerge”.

Interview af Jesper Steenstrup Vogelius

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | De europæiske værdier, grundlaget for medlemskabet af EU, er under stigende pres, ikke mindst senest blandt unionens nyeste medlemslande i øst. Internt i mange lande sker der en polarisering mellem de liberaldemokratiske og de nationalkonservative, mellem EU-positive og EU-skeptiske, og på en lang række andre områder, hvor der er forskellige værdier til grund for tilgangen.

EU gennemlever derfor i øjeblikket en række indre værdikampe. Spørgsmålet er, hvad den udvikling gør ved EU’s sammenhængskraft? Og ved EU’s muligheder for at agere på verdensscenen? Og hvilke løsninger tegner der sig i fremtiden?

Fonsmark-prisvinderen Per Stig Møller er en af dem, man i intellektuelle kredse lytter til – og én, man kan stille disse spørgsmål. Han er en sværvægter i borgerlige kredse og respekteret i hele det politiske spektrum for gennem sit virke som politiker – herunder miljøminister, udenrigsminister, kultur- og kirkeminister –  at udbrede en saglig og faglig argumentation for sine synspunkter så overbevisende, at man dårligt har kunne betvivle legitimiteten af synspunkterne. Møllers intellekt er utvivlsomt af højeste skuffe, måske endda noget af det fineste, repræsenteret i folketinget.

Dr. Phil i litteraturvidenskab Per Stig Møller var som bekendt udenrigsminister i Danmark fra 2001-2010. En periode, hvor der skete ikke så lidt i udenrigspolitikken. Per Stig Møller har skildret disse fortællinger i bogen ”Udenrigsminister: I krig og fred” og blandt andet uddybet sine holdninger til Europas fremtid i debatbogen ”De Fire Isbjerge”.

–  Jeg ved du har været meget kritisk over den stigende utilfredshed overfor EU, man sporer rundt omkring. Vi har Le Pen i Frankrig, der stadig har stor opbakning. Det har ført til et Brexit. Boris Johnson har sågar drillet Angela Merkel ved at bruge hendes berømte sætning ”Wir schaffen das”, ikke om immigration, men om Brexit. Vi har Polen og Ungarn, som ikke spiller efter de ellers fælles vedtagne spilleregler i EU. Så hvis vi bare skal kaste os ud i det, hvad er det så for nogle problemer, du ser Europa stå over for i den kommende tid? Og hvilke problemer er det, du ser Europa har, lige nu?

“EU er den blide verdensmagt, skrev den finsk-fødte juraprofessor Anu Bradford i 2020 i bogen ‘The Brussels Effect’ om, hvordan EU regerer verden. Det er nu ellers ikke sådan, vi ser på os selv i EU. Her er vi sunket ned i indre splid og uenighed, og briterne har forladt os. Men Bradford har faktisk en pointe. Det er europæiske værdier, der sætter reglerne for arbejdsmiljø og tilsætning af sundheds- og miljøskadelige stoffer i fødevarerne. Det er EU, der er gået forrest i klimakampen og har trukket de andre, store spillere til truget. Det er den europæiske demokrati-opfattelse, unge går på gaden for at opnå overalt i verden: Venezuela, Myanmar, Hong Kong, Nigeria etc. Det er Europa, der trækker menneskerettighederne frem i en sådan grad, at selv diktatorer, der ikke drømmer om at overholde dem, er nødt til at påstå, at de gør det,” svarer Per Stig Møller og uddyber:

“EU er en økonomisk gigant på verdensscenen, selv om det ikke ser sådan ud. Det er fra EU massive investeringer placeres i alverdens lande. Tager vi nu bare Afrika, hvor vi har indtrykket af, at det er ved at blive overtaget af Kina, så investerede europæerne i 2017, 222 milliarder euro på dette kontinent, mens der kom 42 milliarder fra USA og 38 milliarder fra Kina. Samtidig er det stadig i allerhøjeste grad til EU-landene, de andre eksporterer. EU er det største eksportmarked for USA, Indien og Rusland. Det næststørste for Kina og Brasilien. Således har de alle brug for en stærk, europæisk økonomi, og EU kan svække dem, hvis det vælger at bruge handelsvåbnet i en konflikt.”

“EU er således langt stærkere både økonomisk og værdipolitisk, end det lyder til, når der tales om EU. Men EU spiller ikke med musklerne. Det er en svag, politisk spiller på verdensscenen. Det har en uklar udenrigspolitik og er som regel kun med på “en lytter”. Det er fordi, EU ikke taler med én stemme, og det er fortsat uklart, hvem en statschef skal ringe til, hvis vedkommende vil vende et problem med Europa. Macron? Merkel? Von der Leyen? Borrell? De to sidste får statschefen i hvert fald ikke megen glæde af at tale med, for de skal lige vende problemet med 27 andre, før de kan give et konsolideret svar, hvorimod man ved at tale med Frankrig og Tyskland kan forvente at få et svar, der med al sandsynlighed holder. Ved store, internationale konferencer som f.eks. G7 deltager Kommissionen, men det gør Frankrig, Tyskland, Italien også, og når det drejer sig om FN’s Sikkerhedsråd deltager EU slet ikke, men Frankrig som permanent medlem samt jævnligt et andet EU-land, der er indvalgt blandt de ikke-permanente medlemmer, og ingen af dem taler på EU’s vegne.”

“Sikkerhedspolitisk er EU-landene afhængige af USA, der stiller krav til os om at bruge flere penge på militæret og klare mere i vores nærområder selv. USA har valgt at bevæge sig tilbage til sig selv og hen mod Stillehavet. Ser vi imidlertid på, hvor stor en del af verdens militærbudgetter, de 27 EU-lande står for, er tallet 12%. USA, der skoser de europæiske Nato-lande, står for 39% og har således en del at have deres kritik i. Men Kina ligger kun lige over 10% og Rusland helt nede på 3.5%, så helt galt står det altså ikke til. Vi er ikke pacifister, og EU-lande har taget deres del af slæbet i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og i sin tid i Mellemøsten og på Balkan. De er massivt med i FN’s fredsbevarende styrker, hvor ikke USA, men Kina nu glimrer ved sit nærvær.”

“Det forsvarspolitiske problem ligger således ikke så meget i størrelsen, som i gørelsen. Thi hvad kan de europæiske styrker egentlig gøre uden USA? De er ikke trænet til fælles aktioner, for vi er ikke alle i Nato, og EU har nok et sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde, bare uden Danmark, men det har hverken ført til fælles forsvarssystemer eller fælles indkøb af fly og udstyr. Desuden er de ikke særligt kampklare og f.eks, har det vist sig, at det tyske materiel er i en ringe forfatning.”

“Da jeg i 00’erne forsøgte at skabe en fredsaftale mellem Syrien og Israel, ville præsident Assad meget gerne have en formidler, men det skulle være USA og ikke EU, for, sagde han, ‘EU er for svagt’. Den samme opfattelse har Israel. Well, det blev der ikke noget af, men deres vurdering af EU’s diplomatisk-politiske svaghed trods vores økonomiske styrke er slående. Og selv om EU har stationære repræsentanter i alverdens kriseområder, er der vist ikke meget de har løst!”

“EU er så blid en verdensmagt, at ingen bemærker den. Som det fremgår af indledningen til denne artikel, har EU ellers masser af ‘soft power’ og principielt også en del ‘hard power’, hvorfor vi burde være i stand til på verdensscenen at optræde med ‘smart power’, men vi gør det ikke. Og hvorfor ikke? Fordi vi ikke er enige om, hvordan den skal bruges.

“Måske blev den udvidelse, som Danmark med stolthed stod i spidsen for i 2002, for stor? 13 nye medlemmer på få år! Det mente i hvert fald Helmut Schmidt og Valéry Giscard d’Estaing. Alligevel var det den rigtige beslutning. Ved at tage dem ind beskyttede vi os mod en kommende, russisk revanchisme, og den ville før eller siden ramme balterne, som den kom til at ramme Georgien og Ukraine. Den løftede deres økonomier, men så sandelig også vores og skabte derved tusinder og tusinder af nye arbejdspladser både der og her. Alligevel har udvidelsen medført uforudsete problemer med især Polen og Ungarn i forhold til vores retsprincipper, med Rumænien og Bulgarien i forhold til korruptionsbekæmpelsen, og efter Finanskrisen i 2008 mellem syd og nord i forhold til budgetpolitikken. Samtidig er det blevet vanskeligere at træffe beslutninger, for hver har sin lille Hassan, og nu er der 27 små Hassaner. Det forsinker beslutningsprocessen, som vi i alvorlig grad har set det med Coronaen, og alligevel har det været muligt at skabe enighed omkring en solidarisk budgetpolitik i lyset af Coronaen og forstærke kampen mod klimaforandringerne.”

“EU er ikke så ringe endda, men det kan blive bedre. Det forudsætter, at alle landene nu gør op med sig selv, om det vil EU? Om det vil give lidt, for at vi sammen kan stå stærkere? Hvorfor puljer vi ikke vores forskningsindsats bedre? Hvorfor er det Kina, der skal føre an i udviklingen af Kunstig Intelligens? Hvorfor er det USA, Kina og Rusland, der først får udviklet vacciner og ikke EU-landene, som tværtimod hinker efter på alle parametre? Hvorfor er det asiaterne, der leverer de bedst uddannede? Og USA, der har verdens bedste universiteter? Fordi vi ikke formår at sætte mål og pulje ressourcerne.”

“Med Storbritanniens exit frygtede man, at det ville brede sig. Der var stærke tendenser i den retning i Italien og Frankrig, men nu taler kun Dansk Folkeparti om det. Selv ikke pariaerne Polen og Ungarn taler om at forlade EU. Der er således enighed om at bevare EU, men der er ikke enighed om at udvikle EU. Derpå er Danmark jo et kronisk eksempel.”

“Men skulle EU stagnere og splittelserne og de populistiske opløsningstendenser slå igennem, vil intet europæisk land have soft power endsige hard power og dermed heller ingen smart power. Det er hvert enkelt EU-land for småt til, uanset hvor stort det synes i EU. Vi vil ikke kunne klare udfordringerne fra Rusland og Kina. Med et opløst EU vil vi snart se ‘små, rønne mænd’ i Baltikum. Vi vil ikke kunne klare immigrationsproblemet fra Afrika, og vi vil ikke kunne bidrage afgørende til den nødvendige fremgang i Afrika, der er forudsætningen for at formindske fremtidens indvandrerbølge derfra. Vi vil ikke spille nogen rolle i Mellemøstens krudttønde, selv om vi er de første til at mærke konsekvenserne, når/hvis den går af. Vi vil ligne kortet over Tyskland før 1870 og kortet over Italien før 1860. En række småstater og fyrstedømmer, som ingen tager alvorligt.”

“Det bør vi tage alvorligt, for vi kan godt, hvis vi er indstillet på selv at klare fremtidens udfordringer og er enige om, hvori disse består og retter vores systemer ind derefter. Men vil vi det? Vil Danmark?”

– Det er jo netop det, som det hele drejer sig om, kan man sige. Har vi i Europa og Danmark viljen og modet til at gennemføre de drastiske ændringer og løsninger på de problemer, som vi står overfor? I en af dine nyere bøger “De fire isbjerge” hvor du skriver om verdens største udfordringer, , fortæller du om det demografiske isbjerg, det økonomiske isbjerg, det økologiske isbjerg og slutteligt det demokratiske isbjerg. Heri er dine pointer kort fortalt, at problemerne ikke bliver løst, hvis man ikke lægger en plan fra start om, hvordan man runder alle isbjergene. For, man begår en fejl, som du beskriver det, hvis man tror, at faren er overstået, efter man kun har rundet det ene. Så vi, det store vi, skal lægge en plan der tager højde for alle isbjergene, dvs. alle problemerne. Men hvad bliver så, såfremt dette bliver gjort, fremtidens værdifortælling for EU?”

“Vi står alle foran tre store problemer, der kommer til os udefra, og et stort, der kommer indefra. Jeg har kaldt dem ‘De fire Isbjerge’, som også er titlen på min bog fra 2017. De første tre er befolkningstilvæksten, den globale økonomi og klimaforandringen. Intet af det kan et land stå op imod alene. Men EU og de internationale organisationer kan. Det intrikate problem er, at de umiddelbart og på kort sigt kan løses hver for sig, men løsningen på det ene risikerer at gøre det andet og tredje større og uhåndterligt. Man skal altså løse dem i nogenlunde tidsmæssig sammenhæng og ud fra en fælles langsigtet strategi,” mener Per Stig Møller og udddyber:

“Befolkningstilvæksten i Afrika er så stor, at næsten hver anden borger på kloden i år 2100 er afrikaner. Skal dette ikke føre til massive udvandringer til os, skal der skabes millioner af arbejdspladser på dette kontinent, så staterne får skatteindtægter til den sociale og uddannelsesmæssige udvikling. Det forudsætter omfattende aftaler mellem EU og AU, for den aftale, jeg på Danmarks vegne indgik med AU, kan naturligvis ikke løse noget i denne sammenhæng.”

“Men det forudsætter også en økonomisk vækst hos os, som gør det muligt både at fremme udviklingen i Afrika og undgå at forringe vores egen. Det ville Europas vælgere aldrig acceptere. Og den økonomiske udvikling skal finde sted uden at forværre klimaproblemet.”

“Det betyder, at økonomi og økologi skal tænkes og udføres sammen. God økonomi er god økologi, og god økologi er god økonomi. Det kræver store produktions- og arbejdsmæssige omlægninger, men medfører også overgangsvanskeligheder, når man går fra den ene måde at tænke samfund på og udvikle produktionen på til en anden. Denne overgangsperiode kan kalde på en populisme, der vil vinde valgene på påstandene om, at alt dette slet ikke er nødvendigt – og de kan meget vel vinde. Og da sættes de nødvendige forandringer i stå. Det er det fjerde isbjerg. Og Europas vælgere afgør selv, om vi på denne måde skal bakke ind i de foregående – og gå ned.”

“Som problemerne viser, kan ingen klare dette alene. Derfor er stedet, hvor Danmark skal samarbejde for at løse problemerne, først og fremmest EU. Og derfor er en opløsning af EU det samme som at opgive fremtidens løsninger og opskriften på et sammenbrud med massive, illegale indvandringer, økonomisk tilbagegang, forværret klimaproblem og demokratier i kaos,” mener Per Stig Møller.

“Vi kan altså stadig nå at sejle igennem, men vi kan også støde ind i isbjergene. Det er heldigvis endnu en tid op til os selv.”

Jesper Steenstrup Vogelius, f. år 2000, er skribent med erfaring i indenrigs- og udenrigspolitik fra netmedier såvel som i pressen for Det Konservative Folkeparti, samt det analytiske værktøj i spørgsmål om dansk-politiske forhold samt udenlandske.

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”