Europæisterne vandt valget i Spanien

2019-04-30T08:25:00+00:00 tirsdag, 30. april, 2019|

Socialdemokraterne beholdt føringen og kan mageligt danne regering til begge sider. Spanierne stemte moderationen ind og totalitarismen ud ved parlamentsvalget søndag. De forskellige bud på højreorienteret reaktion fik ikke den fest, der var frygtet af nogle og ønsket af andre.

Analyse af Sara Høyrup

De rabiate patrioter i protestpartiet Vox blev stemt ind i parlamentet den 28. april, men de får ingen indflydelse. De konservative i PP har lidt et kolossalt nederlag og må sande, at deres vanlige vælgere ikke har ladet sig lokke hjem i folden af partiets desperate radikalisering og hidsende sprogbrug. End ikke ”Cayetana-effekten” har kunnet redde Partido Popular: det forhold, at partiet pludselig bød på frisk kørvel i form af en ny kapabel pinup-girl, der gjorde Ciudadanos’ yndige Inés Arrimadas rangen stridig som politisk-erotisk drøm.

Den siddende statsminister Pedro Sánchez har nøglen til magten – og denne gang har han ikke brug for de catalanske separatister, der har begået en taktisk brøler ved at vælte en regering, de havde en klemme på. Sánchez kan nøjes med andre, mindre krævende regionspartier som fyld, hvis han vælger sin juniorpartner til venstre. Til højre kan socialdemokraterne danne et bekvemt flertal med de liberale spansksindede i Ciudadanos helt uden regionalister.

Lad det ske
Det sidste vil være et drømmescenarie for de vælgere, der er spansksindede socialdemokrater eller socialdemokratiske antinationalister. Den socialdemokratiske partibase, der var mødt frem ved partisædet i Madrid på valgaftenen, vil det imidlertid anderlunde: De råbte i kor til partilederen, at han ikke skulle komme for godt i gang med at lave aftaler med de liberale. De tilføjede et motto, som for år tilbage blev brugt det ræverøde Podemos: Sí se puede. Yes we can.

Under dette års valgkamp er det socialdemokraterne, der har trukket på amerikaneren Barack Obamas image. Også Sánchez er en flot fyr, og på de mange closeups af hans regelmæssige træk stod at læse: Haz que pase. Det lød som magisk tænkning fra Star Wars, men var en art oversættelse af Make it happen.

Og nu er det sket. Nu er det fuldført. Sánchez er blevet valgt ind helt regelret, hvilket dog ikke får rivalernes linde strøm af beskyldninger til at forstumme. Før hed det sig, at Sánchez aldrig var blevet valgt, for han tog magten undervejs i en valgperiode. Det hed sig ude fra højre flanke, at han var landsforrædder og havde indgået en djævlepagt med separatisterne.

Nu siger de så, at Sánchez kun har vundet i kraft af en skræmmekampagne mod det yderste højre, som ret beset er blevet gennemført af så mange andre end socialdemokraterne: Medierne har været alarmerede over det fascistoide protestparti Vox’ fremgang. Og de reaktionære udkantsnationalister elsker at hade brunskjorterne, som langt om længe har gjort en falsk påstand til sandhed: den faste schlager om, at de spansksindede og de antitotalitære, der taler lokalnationalismen midt imod, er fascister.

Hvem vil lege med hvem?
De tre højrefløjspartier – som set fra midten er Ciudadanos, Partido Popular og de stedvist heilende Vox’ere – og deres vælgere sidder fast i et personificeret Sánchez-had så stort, at det står i vejen for en oplagt alliance: den mellem de to europæistiske partier PSOE og Ciudadanos. Ideologisk kan de sagtens nå hinanden.

Ciudadanos er opstået ud af socialdemokratiet, der i Catalonien har solgt sin sjæl til lokalnationalismen. De er siden drevet mod højre, dels af misforståede taktiske grunde, og dels fordi rabiate højrekræfter som den fordums  konservative regeringschef José María Aznar har en finger med i spillet. Men Ciudadanos har det stadig i sig at spille samme rolle som det Radikale Venstre i Danmark.

De vil bare ikke. De har forsvoret det. Og til sidst er Sánchez endt med at sige, at han da i alt fald heller ikke vil danne regering med dem. Han slipper nok heller ikke for at give dem ministerposter, hvis han alligevel læner sig mod højre – med det punkterede protestparti Podemos på det yderste venstre fik han støtte helt uden at give dem plads i kabinettet. Messiasskikkelsen spiller en sjældent ydmyg rolle for tiden efter engang i fortiden at have lavet megen larm ud af udsigten til at kunne overtage rollen som primært parti i rød blok.

Det moderate Spanien
Og bedst som alle alarmklokker bimlede, og det tegnede til, at nationalismer af forskelligt tilsnit ville føre landet ud i sammenstød mellem hver deres identitariske følelsesfuldhed, besindede borgerne sig og stemte moderat. Antitotalitært. Europæistisk. Progressivt.

Spanierne er optagne af politik, som de ikke har været det siden overgangen fra diktatur til demokrati 1975-78. Og bagest i bevidstheden lurer altid frygten for en ny borgerkrig som den i trediverne, da et vildt og kortlivet demokratieksperiment endte med et fascistisk militærkup, som siden nedtonedes til nationalkatolicisme.

Nogle ser gerne, at det hele ender i bål og brand. De fleste vil gøre alt for at undgå det.

Og gudskelov for det, for hvis Spanien brænder, så brænder også Europa. Det yderste højre med dets syndebukke sydfra og de egoistiske slagord om ”os selv først” står klar til at overtage Europa, men end ikke Trump-ideologen Steve Bannon har endnu formået at samle de yderste kræfter med lim, der holder.

Den amerikanske alt-right guru har slået sig ned i supremacisten Matteo Salvinis Italien. Lederen af Lega Nord svøber sig den ene dag i det catalanske stjernespækkede løsrivelsesflag, ligesom Enhedslisten i Danmark gerne gør det; og den næste stiller han sig bag separatisternes ærkefjende Vox. ”De er hverken højre eller venstre,” siger Salvini, og dén har vi jo hørt før.

Stort udvalg til højre
En vis forvirring hersker altså, når koordinaterne skal fastslås. Striden står meget af tiden mellem en bred vifte af tilbud på højre hylde: det erkendte spanske højre i Cs, PP og Vox. Og det uerkendte catalanske højre i ERC og hvad Carles Puigdemonts parti nu efterhånden hedder. Det engang så solide, borgerlige Convergència er efterhånden som en tryllekugle, der skifter farve for hvert lag.

Den undvegne regeringschef blev kørt helt af sporet i går. Ingen kan fastholde magten på afstand, og selv de radikaliserede catalanske nationalister er strømmet tilbage til mere pragmatiske positioner. Disse forfægtes nu ironisk nok af det parti, der ellers ville løsrivelsen, længe før den blev allemandseje.

De såkaldte venstrerepublikanere i ERC tager patent på alt, hvad der er godt: den spanske republik 1931-36, demokratiet og progressive politikker. Over for udenlandske presse præsenterer det sig som ”socialdemokratisk”.

Reelt er det reaktionært som få. Det er bondsk, skabsracistisk og tilbageskuende.

Og det er dette Esquerra Republicana Catalana, som nu for første gang nogensinde nyder tilslutning fra de fleste catalanske lokalnationalister. Både fordi partilederen Oriol Junqueras gør sådan en god figur som ”politisk fange”, og fordi det forbløffende nok er dette parti, der klart har indset, at det der med løsrivelse – det bliver altså ikke lige nu.

Inde på midten
Alle højretilbudene til trods er det inde på midten, at tingene sker nu. Hvis PSOE-leder Sánchez og Ciudadanos-leder Albert Rivera kan komme overens med hinanden, alle rivaliteter til trods, vil vi få en regering, der byder på fornuft og fremskridt og en afbalanceret tilgang til udfordringen fra separatismen.

Rivera vil ikke tillade Sánchez at blive blødsøden over for regionsnationalismerne, som konstant presser på. Sánchez vil ikke tillade Rivera at suspendere selvstyret i Catalonien igen – heller ikke selv om de spansksindede catalanere hellere ser en gencentralisering end lever videre under lokalnationalismens småtotalitære åg af diskrimination og indoktrinering, propaganda og retsløshed.

Hvis det bliver en venstre-venstre model, får vi flere af de hårdt tiltrængte sociale politikker – og mere symbolpolitik. Lige så vigtigt det i udlandet kan synes at grave diktatoren Francisco Franco op og smide ham ad Pommern til, lige så tvivlsomt er det, om det virkelig er det, der er det allervigtigste lige nu og efter al denne tid. Spanien har nye totalitarismer at tage itu med og holde stangen.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Javier Soriano/ 


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon