Europapolitikken er blevet en afgørende skillelinje i et polariseret Italien

2018-06-17T20:45:17+00:00 torsdag, 1. februar, 2018|

Italien er kendt som en udpræget pro-europæisk nation. Siden starthalvfemsernes har den italienske befolkning og landets politiske elites støtte til det europæiske projekt dog været støt faldende. I dag er EU blevet et uomgængeligt emne i et polariseret og i stigende grad nationalt orienteret Italien, der ved valget den 4. marts står overfor en historisk skillevej.

Baggrund af Simon Cecchin Birk

TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Hos to af Italiens største partier, Lega Nord og Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen), er der enighed om én ting: en markant opposition til den nuværende politiske status quo. En central del af denne opposition er et endegyldigt brud med dén fyrre år lange udpræget eurofile politiske konsensus. Grundlaget for Italiens daværende europapolitik skal især findes i to særegnede italienske forhold. Det første er Italiens kroniske sociale, økonomiske og demokratiske problemer – herunder dets underviklede sydlige del, der afstedkom det store behov for støtte udefra og førte til, at europæisk integration blev anset som landets bedste udviklingsredskab. Det andet er landets tyveårige fascistiske kapitel og en udbredt både katolsk og socialistisk internationalisme, der ledte til en forkastelse af nationalisme, der følgeligt bevirkede, at idéen om en særegen national interesse blev tabuiseret og erstattet med Europas.

De første sprækker i denne historiske konsensus opstod allerede i starthalvfemsernes Italien, hvor en række geopolitiske begivenheder, såsom Den Kolde Krigs afslutning i 1991 og vedtagelsen af Maastrichttraktaten i 1992, sammen med det italienske politiske systems totale kollaps mellem 1992-1994, fundamentalt ændrede Italiens politiske rammebetingelser.

Den første bølge af fraktionel euroskepticisme og dens rammebetingelser
En af dem, der forstod at udnytte de nye vilkår var Silvio Berlusconi, hvis første regering, mellem 1994-1995, kan ses som et afgørende europapolitisk vendepunkt. Her vendte den tabubelagte nationale interesse tilbage til den offentlige debat, for første gang siden fascismen. Først hos centrum-højre og senere til resten af det politiske system. Det var ikke længere nok at være en del af det europæiske fællesskab. Nu skulle Italien som en stolt og dydig nation, som Berlusconi udtrykte det, ”spille en afgørende rolle i udviklingen af Den Europæiske Union.”, og, som landbrugsministeren forsikrede vælgerne om, ”kæmpe hårdt” for landets interesse i Bruxelles. Enkelte medlemmer fra Berlusconis parti, Forza Italia, skulle dertil levere de første euroskeptiske udtalelser ved eksempelvis, som partiets mest indflydelsesrige økonom, Antonio Martino gjorde det, at anfægte grundlaget for den monetære union.

Allerede i firserne havde den socialistiske regeringsleder, Bettino Craxi, formentligt været med til at genoplive idéen om nationen gennem en systematisk dyrkelse Italiens samlings mest nationalistiske sider, såsom myten om dens store hærfører, Giuseppe Garibaldi. I en periode, hvor militære indsatser i FN og NATO regi skabte grundlag for øget national samhørighed, accelererede Berlusconi nationaliseringsprocessen initieret af Craxi og kom i flere tilfælde i konflikt med det europæiske establishment, eksempelvis over et italiensk mindretal i Slovenien.

I den anden Berlusconi-regering var kritikpunktet fortsat det monetære samarbejde og den fælles euro-møntfod, der fik skylden for Italiens ugunstige økonomiske situation, eftersom den ikke længere tillod Italien at devaluere, som førhen med liraen. Eurokritikken var dertil et taktisk redskab til at kritisere en af euroens store fortalere, centrum-venstres leder, Romani Prodi, når skiftet til fællesmøntfoden blev italesat som ”Prodis fejltagelse”. Og endelig kunne den bruges som alibi af Berlusconi, for, at det ikke var lykkedes ham at levere på sit store valgløfte om at igangsætte et nyt italiensk økonomisk mirakel.

Den anden bølge af euroskepsis fra fløjende
En mere markant skepsis spirede følgeligt derefter på den italienske venstrefløj hos Rifondazione Comunista. I en periode kritiserede det postkommunistiske parti på ideologisk vis EU for manglende sociale integration, ensidig fiksering på økonomisk vækst og tro på neoliberale værdier, og blev i 2006 det andet decideret euroskeptiske regeringsparti.

Det første euroskeptiske regeringsparti havde været Lega Nord, som i 2001 var en central del af Berlusconis anden regering. Partiet startede dog ikke som euroskeptisk, men var under ledelse af dets karismatiske og polemiske leder, Umberto Bossi i starthalvfemsernes et både etno-regionalistisk og pro-europæisk parti, der stemte for Maastrichttraktaten i 1993.

Først efter, at Italien blev medlem af Den Økonomiske og Monetære Union udskiftede partiet af pragmatiske årsager gradvist dets pro-europæiske linje med en hård euroskeptisk linje, hvor det blev normalt at italesætte EU som ”en europæisk Sovjetunion” og ”en rede af frimurer og kommunistiske bankmænd”.

Lega Nords euroskepsis fortsatte under den anden Berlusconi-regering, idét partiet begyndte at positionere sig som værn mod både EU og globaliseringen. I slutningen af nullerne stod Lega Nord tilbage som det eneste tilbageblivende euroskeptiske parti i Italien.

Den initiale genpolitisering af europapolitikken fandt sted i et højst ustabilt og polariseret politisk klima. Et klima, hvor både Berlusconi og Bossi med deres anti-elitære, polariserende og mobiliserende populistiske politik og retorik, samt et nyt fokus på den nationale interesse i relation til Europa var med til yderligere at forandre de politiske rammebetingelser i Italien. Landets befolkning blev i løbet af de sidste to årtier, ikke alene mere kritiske overfor EU, men også overfor den etablerede elite, hvis forsøg på at løse landets problemer, kan ses som at havet været enten mangelfuldt eller helt fraværende

Fra slutnullerne indfandt der sig en relativ indenrigs- og udenrigspolitisk stabilitet, hvorunder Berlusconi udpegede en pro-europæisk udenrigsminister og Lega Nord under ledelse af Roberto Maroni i 2012 tog afstand fra hård euroskepsis, herunder dén udtryk af Marine Le Pen i Frankrig. Dette skulle dog vise sig at være stilhed før stormen.

Eurofil-euroskepticisme hos Movimento 5 Stelle
I 2009 stiftede komikeren Beppe Grillo (til venstre på billedet) protestpartiet Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen) med afsæt i en omfattende politisk mobilisering (off- og online) via sociale medier og onlinefora. Efter en stigende vælgertilslutning ved både kommunale og regionale valg i 2012, blev partiet ved parlamentsvalget i 2013 med en dagsorden om direkte demokrati, afvikling af korruption og markant euroskepsis, landets største med 25.56 procent af stemmerne. I 2017 blev den stuerene og bredt appellerende Luigi Di Maio valgt af partiets medlemmer, som kandidat til premierministerposten. Den ikke valgte Grillo besidder dog stadig sin ’garant’ position i partiet.

Hos Movimento 5 Stelle kritiseres EU som en fjern udemokratisk entitet, styret af en konspirerende skadelig elite, som partiets italienske politiske modstandere enten er underlagt af, eller i ledtog med. Kernen i Movimento 5 Stelles betydelige euroskepsis er euroen, som partiet er stærke kritikere af og indtil for nylig krævede en folkeafstemning om; og sparepolitikken, der opfattes som værende i konflikt med Italiens nationale interesse.

Det er påfaldende, at der hos partiet, samtidigt ses en vis entusiasme overfor idéen om Europa. Særligt Grillo udviser med reference til en af unionens italienske grundlæggere, Alcide De Gasperi, et stærkt ønske om at reformere Europa og udvikle en mere omfattende union med større fællesskab og mere solidaritet. Europa optræder hermed på to utilstrækkelige og modsatrettede måder hos Grillo: for påtrængende og derfor medskyldig for krisen; og for fjern, og dermed som værende et manglende vehikel til at afhjælpe selvsamme krise.

Højreradikal euroskepsis hos et relanceret Lega Nord
Matteo Salvini relancerede i 2013 Lega Nord med en hård euroskepsis som central del af en ny og bredere appel, efter Marine Le Pens eksempel. Partiets tidligere idéer om et regionernes og folkenes Europa får nyt liv og der advokeres både for en afvikling af Schengenaftalen og Dublin-forordningen. Hos Lega Nord er euroen også det centrale kritikpunkt, men partiet går længere end Movimento 5 Stelle, ved ofte at tilkendegive en parathed til at forlade dét EU, der forsat ligestilles med et totalitært styre. Efter Salvinis tiltræden som formand har Lega Nord fordoblet deres stemmeantal ved tre fortløbende valg. Partiet ligger i 2018 til at modtage omkring 14 procent af stemmerne, og konkurrencer tæt med den netop tilbagevendte Berlusconi om at blive centrum-højres ledende parti.

Med en stemme på Lega Nord får italienerne ved den kommende valg et parti, der, ligesom flere højreradikale populistiske partier i Europa, advokerer for en tredje vej mellem liberalisme og socialisme. En form for etnisk og kommunitær kapitalisme.

Spørgsmålet om Europa som en afgørende politisk skillelinje
De seneste års udvikling har med Movimento 5 Stelle og Lega Nord på den ene side, og de øvrige etablerede partier på den anden side, skabt et polariseret europapolitisk klima. Europapolitik udgør, ifølge forskning, en afgørende og selvstændig politisk akse i italiensk politik, som hos vælgerne primært drives af en opvejning af fordele og ulemper, snarere end af spørgsmål om identitet. Anden forskning peger på, at de italienere som er mest euroskeptiske, samtidig er dem, der forventer mest fra det europæiske samarbejde, og mest positivt indstillet overfor idéen om Europa. Det er således ikke underligt, at Movimento 5 Stelles euroskepsis og ikke Lega Nords, indtil videre, har størst appeal hos italienerne.

Der tegner sig et politisk landskab rammesat af firserne og halvfemsernes neonationalistiske tendenser og den nationale interesses tilbagevenden som udgangspunktet for italiensk udenrigspolitik. Et landskab præget af en stigende prominens af populisme, som ikke alene findes hos Grillo, Salvini og Berlusconi, men også, som flere forskere peger på, hos lederen af det store centrumvenstre parti, Matteo Renzi.

Italiens og Europas interesse er ikke længere sammenfaldende. I et polariseret Italien anvendes europapolitikken i høj grad som et taktisk redskab overfor politiske modstandere. Ligesom under den europapolitiske splittelse, der prægede efterkrigstidens Italien, er splittelsen i dag forankret i både nationale og geopolitiske uenigheder. Fra 1946 til 1973 stod de italienske vælgeres valg mellem de store ideologier og en følgende geopolitisk orientering mod enten vest eller øst. Ved parlamentsvalget d. 4. marts 2018 står vælgerne overfor valget mellem en fortsættelse af den fortrinsvis neoliberale udvikling og et enten etnisk eller demokratisk kommunitært politisk projekt. Valget står mellem liberal globalisme og en mindre idealistisk nationalt orienteret geopolitik, med større åbenhed overfor illiberale stater som Rusland. Med den amerikanske historiker Timothy Snyder kan italieneres afgørende valg til marts betragtes som værende det mellem uundgåeligheden og evighedens politik.

Simon Cecchin Birk er cand. mag. i italiensk med profil på Europas kulturelle identiter og speciale om italiensk euroskepticisme og populisme.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Gregorio Borgia/