Europas anonyme rumagentur mod nye højder

2017-06-30T10:08:11+00:00 Af |Baggrund|

Når man tænker på banebrydende rumrejser, er det som oftest med udgangspunkt i storslåede amerikanske og russiske rummissioner som Sputnik og Apollo. De færreste europæere kan nævne navnet på en europæisk astronaut, men Europa har faktisk ret meget at blære sig med. Nogle af verdens mest skelsættende missioner designes, bygges og opsendes af Det Europæiske Rumagentur.

26.3.2014 | DET EUROPÆISKE RUMAGENTUR | Mandag den 20. januar 2014 vågnede rumsonden Rosetta fra sin dvale og nærmede sig nu sit endelige mål, kometen Churyumov–Gerasimenko, efter en tiårig odyssé igennem solsystemet. Rejsen havde mildest talt været begivenhedsrig. Rosetta havde brugt Jordens tyngdekraft som slynge hele tre gange og fløj så faretruende tæt på Mars, at slyngemanøvren blev kaldt for “The Billion Euro Gamble”.

Denne dans mellem Jorden og Mars bragte Rosetta i et kredsløb, der sendte rumsonden forbi to asteroider og førte den så langt væk fra Solen, at solpanelerne ikke længere kunne generere nok strøm til at holde den i live. Derfor gik den i dvale, men efter 957 dage er den nu vågnet igen.

Nationalisme – rumprogrammernes særlige ingrediens
Fra et teknisk perspektiv er Rosetta-missionen imponerende, men opmærksomheden har indtil videre været relativt afdæmpet – specielt hvis man sammenligner med andre fjernstyrede rummissioner. Det er oftest NASA, Roskosmos og Kinas rumfartsorganisation CNSA, der løber med overskrifterne.

For eksempel blev Kinas månelander og rover, Chang’e og Yutu, en større sensation på kinesiske sociale medier i begyndelsen af februar. Roveren Yutu, hvilket på kinesisk betyder “Jadekaninen”, overlevede mod al forventning Månens to uger lange nat, efter at en teknisk fejl havde gjort det umuligt for den at gå i dvale.

Det er forståeligt, at en inspirerende historie om overlevelse mod oddsene skaber mere opmærksomhed end Rosettas planlagte opvågning, men hvad er det, der giver de amerikanske, russiske og kinesiske rumprojekter deres særlige glans? Og hvorfor lever den fælleseuropæiske rumforskningsindsats en så hensygnende tilværelse i offentligheden?

En del af svaret er nationalisme – en drivkraft, som det kinesiske rumprogram, lige som det russiske og amerikanske, nyder godt af, men som det europæiske rumeventyr ikke rigtig har og nok aldrig får. Grunden til dette er, at European Space Agency (ESA), som det europæiske rumprogram officielt hedder, er et internationalt samarbejde frem for en national organisation.

Fakta om ESA
The European Space Agency blev grundlagt i 1975 som et internationalt europæisk samarbejde mellem 10 vesteuropæiske rumagenturer (Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Spanien, Sverige, Schweiz og UK).

ESA’s formål er at understøtte og udvikle det europæiske samarbejde om den fredelige udforskning og anvendelse af rummet.

I dag er der i alt 20 medlemslande, og i 2013 var budgettet på 4,28 milliarder Euro.

ESA’s hovedkvarter ligger i Paris, men European Space Operations Center, hvilket er den europæiske version af “Mission Control”, ligger i Darmstadt.

Nationalismen som rumprogrammernes drivkraft udspringer af deres forbindelse med militærteknologiens udvikling, og deres historiske rolle som nationale prestigeprojekter. Da menneskets udforskning af rummet begyndte i 1950’erne, var det tæt forbundet med udviklingen af raketter som f.eks. skulle bruges til at levere atomsprænghoveder på tværs af kontinenter. Der var også enorm prestige forbundet med at være først til at nå specifikke mål som at sende en mand i en omkreds, eller at lande på Månen.

Kampen om national prestige og teknisk formåen drev verdens to supermagter ud i et rumkapløb, der resulterede i nogle af de største tekniske bedrifter i menneskehedens historie og gav store teknologiske og videnskabelige afkast. Men efter Armstrong og Aldrins fodspor blev sat på Månen, gik vinden hurtigt ud af sejlene på rumagenturerne på begge sider af jerntæppet. Under Apollo-programmet rejste kun 12 mennesker til Månen, og siden 1972 har mennesker ikke forladt jordens nære omkreds, også kendt som Low Earth Orbit.

En af de vigtigste årsager til dette er, at en stor del af den nationalistiske drivkraft bag hele Apollo-projektet fordampede, da amerikanerne landede på Månen først og sovjetterne ikke havde interesse i at bruge ressourcer på at blive nummer to. At sende mennesker ud i rummet er dyrt og farligt; maskiner som Rosetta og Yutu er billigere, de kan udføre mange af de samme eksperimenter, og man behøver ikke at bekymre sig om at få dem hjem igen.

Det kræver derfor noget særligt at skabe den nødvendige ambition og investering, der skal til for at sende mennesker langt ud i rummet, og historisk set var det nationalismen, der udgjorde denne “særlige ingrediens”. Selv om nationalismen præger rumforskningen langt mindre i dag end den gjorde under den kolde krig, spiller den stadig en betydelig rolle.

Dette kan observeres både i amerikanernes store bekymring for, at NASA-astronauter blev nødsaget til at flyve med russiske fartøjer, da space shuttle-flåden gik på pension, og i kinesernes store nationale stolthed, da Chang’e og Yutu landede på Månen. Det er netop tanken om også at blive en international stormagt i rummet, der drev kineserne til at offentliggøre ambitionerne om at lande mennesker på månen.

Er internationalismen et muligt erstatningsmiddel?
På grund af det internationale samarbejde, der kendetegner ESA’s arbejde, er der meget mindre fokus på enkelte nationer, hvilket betyder, at entusiasmen som følge af national stolthed går tabt.  Selv om dette muligvis medfører, at ESA ikke får den samme opmærksomhed som andre rumagenturer, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Som afslutningen på rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen viste, kan nationalistisk iver være ret kortsigtet. Det bragte amerikanerne til månen, men så stoppede festen. De store omkostninger forbundet med at sende mennesker og avancerede maskiner ud i rummet vil i fremtiden nødvendiggøre et tættere samarbejde mellem verdens rumagenturer.

Samarbejdet mellem USA, Rusland, Europa og Japan om at bygge den Internationale Rumstation har vist, at sådanne projekter godt kan lade sig gøre. Hvis mennesket vil længere ud endnu, kræver det netop den slags internationalt samarbejde, og her står ESA stærkt. Internationalt samarbejde har potentialet til at binde nationale rumambitioner sammen, og man kan håbe, at denne internationalisme kan bringe menneskeheden længere ud i solsystemet end nationalismen.

ESA-sonden Rosettas rumodyssé

ESA-sonden Rosettas rumodyssé

Første skridt på vejen er at vise hvor ambitiøse internationale rumprojekter kan være, og det er Rosetta parat til at gøre. Rumsonden er vågnet fra sin dvale og vil til maj nærme sig kometen Churyumov–Gerasimenko og begynde manøvren, der skal bringe den i omkreds. Derefter vil mini-sonden Philae skille sig fra Rosetta og flyve ned for at lande på kometens overflade. For at sikre, at Philae bliver siddende trods den meget lave tyngdekraft vil den skyde en harpun ned i kometen for at forankre sig.

Hvis alt går vel, vil Rosetta være den første sonde nogensinde, som går i omkreds om og lander på en komet. Hvem sagde, vi ikke kan være ambitiøse i Europa?

Mikkel Roberts er cand. mag. i Europastudier fra Aarhus Universitet

Billeder: Flickr Creative Commons / DLR_de (DLR German Aerospace Center)