Europas økonomiske gigant rører på sig

2021-03-16T06:39:48+00:00 søndag, 14. marts, 2021|

En transformation af tysk økonomi er på vej – og det vil have omfattende udvirkninger på hele Europa.

Analyse af Mads Jedzini

Kæft, trit og retning. Det må siges at være den traditionelle opfattelse af tysk økonomi. Det har nationer som Grækenland, Italien eller Frankrig måttet sande, og der har hersket en decideret utilfredshed i særligt Sydeuropa med Tysklands stramme, økonomiske disciplin.

Men tysk økonomi står over for en transformation. Det præcise omfang af denne er endnu ikke klart, men konturerne aftegner sig – og det vil få omfattende udvirkninger på ikke bare Tysklands og Europas, men også verdens økonomier.

Transformationen, der vil medføre både strukturelle omstillinger og nye regulatoriske tiltag, drives fremad af en række udviklinger i det tyske samfund. Vigtigst af disse er på kort sigt corona-krisen og på længere sigt den grønne omstilling, men også digitalkoncernernes voksende indflydelse og en række økonomiske skandaler spiller en rolle.

Særligt pandemien og klimaet vil accelerere omstillingen af det nuværende økonomiske paradigme, den såkaldte ordoliberalisme, som er den økonomiske filosofi, Tyskland siden 1945 i grundlæggende har orienteret sig efter. Ordoliberalismen blev udviklet som svar på Weimarrepublikkens hyperinflation og nazisternes ”superkeynesianisme” med eksorbitant underskudsfinansiering: Filosofien stiller forbrugeren i centrum ved at udstyre staten med en række instrumenter, der skal sikre stabile priser, forhindre monopoldannelser og holde balance på statsfinanserne, men i øvrigt lade markedet agere frit – i Tyskland tales om den ”sociale markedsøkonomi” (ty. soziale Marktwirtschaft), der understreger, at det frie marked også skal indeholde et stærkt socialt aspekt.

Den socialøkologiske markedsøkonomi
Den sociale markedsøkonomi er stadig det kompas, som tyske økonomer og politikere bruger, når de skal udforme økonomisk politik. Men et nyt begreb har fundet vej ind i den økonomisk-politiske debat, der forlener den sociale markedsøkonomi med en ny schattering. Man taler om den ”socialøkologiske markedsøkonomi” eller den ”økosociale markedsøkonomi”, altså: klima- og miljøspørgsmål bliver en integreret del af den sociale markedstanke. Desuden taler fremtrædende politikere, herunder CDU-formand Armin Laschet (billedet i artiklens top) og formand for De Grønne Robert Habeck, der begge er i spil som den næste kansler efter Angela Merkel, om at skabe en ”forsoning” mellem ”die Ökonomie” og ”die Ökologie”, eller sagt med andre ord: hvordan man kan skabe en harmonisk økonomi, der er både økonomisk og klimamæssigt bæredygtig. Netop dette spørgsmål bliver en helt afgørende del af den forestående valgkamp frem mod forbundsvalget i september 2021.

Den grønne omstilling findes ikke kun begrebsligt, men er også et erklæret mål for både politik og erhvervsliv. Således foretager forbundsregeringer milliardstore investeringer grønne projekter: Forskningsminister Anja Karliczek (CDU) stillede i midten af januar 2021 €700 mio. til rådighed for tre store brintprojekter, mens økonomi- og energiminister Peter Altmaier (CDU) i slutningen af januar 2021 fik grønt lys af EU-kommissionen til at sparke et nyt stort batteriprojekt i Tyskland i gang, der med involvering af 42 virksomheder fra 13 medlemsstater skal anstræbe at skabe en bæredygtig værdikæde for batterier i Europa – sammenlagt regner det tyske forbundsøkonomiministerium med, at de to store nuværende batteriprojekter alene i Tyskland kan tilvejebringe investeringer for €13 mia. samt skabe tusindvis af arbejdspladser. Derudover planlægges omfattende infrastrukturelle udbygninger af ladestationsnetværk, hvor tre ud af fire tankstationer i 2026 skal have en ladestation til elbiler. I et socialøkologisk perspektiv vedtog forbundsregeringen desuden i midten af februar 2021 en anden meget omstridt lovgivning om forsyningskæder, som skal fra 2023 holde store virksomheder ansvarlige for alle led af deres værdikæde – dette skal sikre både en mere bæredygtig virksomhedsdrift og et øget fokus på overholdelse af menneskerettighederne.

Og det tyske erhvervsliv, herunder den ellers af traditionelle energiformer så afhængige bilbranche, er også begyndt at skue mod grønnere horisonter. Store og indflydelsesrige koncerner er begyndt at fremlægge bæredygtighedsstrategier, de store bilkoncerner Volkswagen, Daimler og BMW omstiller fabrikker til battericelleproduktion og investerer årligt milliarder af euro i forskning og udvikling af moderne teknologier (Volkswagen alene investerede i 2019 €14,5 mia.), den meget forurenende cementindustri har fremlagt en strategi for klimaneutralitet i 2050 og stålproducenten ThyssenKrupp foretager massive investeringer i grøn brint.

Slut med sparepolitikken
En anden traditionel hjørnesten i den sociale markedsøkonomi er en stram budgetær disciplin, som bl.a. også var drivkraften bag EU’s konvergenskrav. Dette betyder, at Tyskland i mange år har efterstræbt at skrive sorte tal på bundlinjen ved opgørelsen af årsbudgettet – og derfor har opbygget en solid økonomisk pukkel. Økonomer har dog længe kritiseret, at Tysklands overskud er skadeligt for resten af Europa: I en forsideartikel fra The Economist fra 2017 kritiseredes Tyskland, der på daværende tidspunkt kunne notere det højeste overskud – i numeriske tal – i verden, fordi landet ikke stimulerede den europæiske økonomi ved at geninvestere de mange midler.

Ansporet af coronaen har Tyskland dog måttet tage afsked med ”det sorte nul” – måske for altid. I foråret 2020 ved pandemiens begyndelse handlede den den socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz ganske resolut for at redde de tyske virksomheder: Han affyrede en metaforisk ”bazooka” på svimlende €1,2 bio., hvilket er den største hjælpepakke i Tysklands historie. Bazookaen blev bl.a. finansieret gennem obligationsfinansierede lån, og Scholz regner med at ville optage gæld for næsten €100 mia. for at finansiere budgettet for 2021. Det betyder, at hver fjerde euro i 2021 skal finansieres gennem optag af gæld. Scholz har desuden på konferencen Europe21 advaret de europæiske stater mod at slå ind på en sparepolitik efter pandemien, men at man i stedet skal ”lade vækstprocesserne overalt i Europa komme til deres ret.” Finansministeren, der også er det socialdemokratiske SPD’s kanslerkandidat, har desuden udtalt, at tiden er moden til en øget finanspolitisk integration i Europa og plæderet for etableringen af en fælleseuropæisk fiskalpolitik.

Scholz har mødt hård kritik fra dele af det liberale og konservative Tyskland for sine tiltag, men står ikke kun i modvind: Chefen for kansleramtet i Berlin, den konservative Helge Braun (CDU), advokerede sidste år i samme tråd som Scholz for en mere lempelig finanspolitik ved at foreslå, at man sætter den såkaldte ”gældsbremse” (Schuldenbremse) i bero. Gældsbremsen er et i den tyske grundlov forankret økonomisk instrument, der skal reducere den tyske statsgæld og tvinge forbundet og delstaterne til budgetær disciplin. Han blev mødt af heftig modstand fra sit eget parti, men det er sigende, at tanken er ude. Også Olaf Scholz gentog for nylig overvejelsen om en fornyet udsættelse af gældsbremsen.

Dertil kommer partiet De Grønne, som af de fleste analytikere, medier og meningsdannere spås en plads i den kommende regering (sammen med CDU/CSU), har slået på, at man må investere sig ud af krisen: €500 mia. vil De Grønne investere i særligt den offentlige sektor, herunder sundhedssystemet, energinettet, udbygning af bredbåndet, boligsektoren og en infrastruktur for grøn brint.

I den forstand har Tysklands tre største partier, uden hvem en regeringsdannelse vil være de facto umulig, alle sammen – om end i varierende grad – indstillet sig på en fremtid med spenderbukserne på.

Økonomiske skandaler
Dertil kommer en række andre skandaler, der i forskellig grad også kan få en betydning for udformningen af den fremtidige tyske økonomi. For det første har en række eklatante skandaler blotlagt en række huller i Tysklands institutionelle set-up: Den omstridte Wirecard-skandale fra sommeren 2020 samt bankskandalen om Greensill fra marts 2021 har bragt finanstilsynsmyndigheden BaFin i heftigt stormvejr: Myndigheden kritiseres for slendrian og sjusk, og medier havde da også i årevis berettet om uregelmæssigheder, inden skandalerne blev afdækket.

For det andet ramte i marts 2021 et gevaldigt politisk stormvejr desuden CDU/CSU, da det blev afsløret, at to parlamentarikere, Nikolas Löbel (CDU) og Georg Nüßlein (CSU), havde tjent fedt på pandemien gennem maskefirmaer: Hundredtusindvis af euro havde de to tjent på produktion og salg af masker. Partierne har taget afstand til de to parlamentarikere, som begge har nedlagt deres parlamentsmandater, men det har alligevel – forventeligt – udløst en storm. Formanden for De Grønne, Robert Habeck, mener, at det vidner om et strukturelt problem i et CDU, der ifølge ham har alt for tætte forbindelser til erhvervslivet.

Disse skandaler har haft henholdsvis kan få lovgivningsmæssige konsekvenser: Dels skal BaFin reformeres, så myndigheden kan føre et mere effektivt tilsyn; og dels har det tyske parlament for nylig stemt et lobbyregister igennem, der skal kortlægge parlamentarikerne og ministrenes omgang med forskellige lobbyorganisationer for at styrke gennemsigtigheden i det tyske demokrati. Maskeaffæren har i skrivende stund endnu ikke haft lovgivningsmæssige konsekvenser, men har fået alvorlige konsekvenser for tilslutningen til CDU/CSU ved flere delstatsvalg.

Tysk økonomi står altså over for en større transformation, både hvad angår strukturer, budgettering og tilsynsføring. Økonomi bliver ubetinget et af de afgørende temaer i den kommende valgkamp i september 2021 – og de ansatser, som en ny tysk regering vil gøre, vil få afgørende betydning for resten af Europa.

Mads Jedzini studerer tysk og statskundskab ved Københavns Universitet, tidl. praktikant ved den danske ambassade i Berlin.

Billede i artiklens top: