Europas stjernestund

2019-09-08T13:05:43+00:00 søndag, 8. september, 2019|

I modsætning til, hvad mange tror i dag, var revolutionsåret 1989 hverken uundgåeligt eller resultatet af en politisk plan, skriver Lykke Friis i sin nye bog ”Håbets Europa i 89 billeder”, hvor europaeksperten ser tilbage på det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historie.

Uddrag af bog af Lykke Friis

I 30-året for Berlinmurens fald er en østeuropæisk forfatter travlt optaget af at færdiggøre en roman om Europa. Plottet er lige så simpelt, som det er tankevækkende. Udgangspunktet er, at Europas ledere ikke kan blive enige om fremtidens Europa. Og når det nu er tilfældet, må de i stedet forsøge at blive enige om at leve i fortidens Europa. Men hvilket år skal de vælge? Hvilken periode er den bedste for alle europæere uanset nationalitet?

1981 er på forhånd udelukket for polakkerne på grund af krigsretstilstanden, mens tyskerne vender tommelfingeren ned over for 1961, hvor Berlinmuren blev opført. Hele efterkrigstiden falder også hurtigt bort, da de central- og østeuropæiske lande ikke selv kunne vælge deres regeringer. Tiden før 1914 går ikke, da mange lande i det nuværende Europa slet ikke eksisterede, og de to verdenskrige og mellemkrigstiden er der af gode grunde heller ingen, der vil tilbage til. Som diskussionen bølger frem og tilbage, samler enigheden sig om 1989.

Det var i 1989, at håbet i hele Europa var på sit højeste. Enhver, der har oplevet 1989 med Berlinmurens fald og de dominoagtige fredelige revolutioner i Central- og Østeuropa, vil kunne huske følelsen af, at fremtiden ville blive bedre end fortiden. Eller som to forfattere skriver i en ny bog om 1989: ”Vi havde svært ved at forestille os en verden, der var radikalt bedre end vores.”

Håbet om et samlet, fredeligt Europa var så meget desto større, da 1989 indtraf uventet. Ingen havde ved årsskiftet 1988/89 turdet drømme om, at øst- og vesttyskere året efter ville kunne skyde nytåret ind sammen foran et åbent Brandenburger Tor i Berlin.

Og i modsætning til, hvad mange tror i dag, var revolutionsåret 1989 hverken uundgåeligt eller resultatet af en politisk plan. James Baker, USA’s udenrigsminister i perioden 1989-1992, har udtrykt det på følgende vis: ”Alle, der fortæller dig, at de vidste, hvad der ville ske, forsøger at lægge røgslør ud”. Kort sagt: 1989 levede til fulde op til forfatteren Stefan Zweigs definition af en stjernestund, hvor tidsoverskridende afgørelser træffes på én bestemt dag, ja inden for en enkelt time – af beslutsomme og modige mennesker.

Netop fordi perioden omkring 1989 var så håbefuld, burde det egentlig ikke overraske, at en vis skuffelse siden har meldt sig. Det gik langt fra så smertefrit med at etablere demokratier og markeds- økonomi i Central- og Østeuropa. For slet ikke at tale om Rusland. Et stabilt og velfungerende demokrati springer trods alt ikke bare op af toasteren som et stykke brød!

Selvom 1989 også i Central- og Østeuropa fortsat er det bedste år, associeres året i stigende grad ligeledes med bekymringer, såsom de unges massive udvandring, flygtninge og udvanding af den nationale identitet.

Historiens comeback
Mere overraskende er det, at mange beslutningstagere og analytikere i 1989 drog den konklusion, at Europa og verden nu kun kunne udvikle sig i én positiv retning. Historien var så at sige forbi, og liberalt demokrati og markedsøkonomi var vejen frem for alle – lige fra Polen over det nye Rusland til Kina. På trods af at 1989 var udtryk for én af de mest uforudsigelige begivenheder, troede mange paradoksalt nok, at vi herefter med næsten kirurgisk præcision kunne forudsige verdens gang. Den tyske topembedsmand Thomas Bagger har sammenfattet det som følger: ”Der er noget dybt ironisk i, at vi ud fra den helt uventede og ikkelineære livsforandrende begivenhed, Den Kolde Krigs afslutning, drog slutningen om en fuldstændig lineær fremtid.”

I 2019 er disse forudsigelser for længst blevet gjort til skamme ikke mindst af et ekspansivt Rusland, og et Kina, der hver dag modbeviser 1989-tesen om, at økonomisk vækst og liberalt demokrati er som to siamesiske tvillinger. Ifølge det kommunistiske parti i Kina er det ikke demokrati, men ”stabilitet”, der er en forudsætning for økonomisk vækst. Få dage før 30-året for massakren på Den Himmelske Freds Plads retfærdiggjorde Kinas forsvarsminister Wei Fenghe ”den politiske turbulens” i 1989 med, at Kina netop ”på grund af den kinesiske regerings rimelige indgriben havde opnået velstand og udvikling”.

Hvor mange i 1989 troede, at vi stod over for en demokratisk guldalder, viser en ny rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, at verden nu for trettende år i træk har oplevet et tilbageskridt i frihedsrettighederne på globalt plan. ”Mønsteret er vedvarende og ildevarslende. Demokratiet er på tilbagetog”.

I 30-året for 1989 tales der derfor pludselig om historiens comeback eller sågar om ”historiens hævn”. Blandt nogle aktører er tvivlen for alvor begyndt at melde sig: Gjorde Vesten overhovedet det rigtige i 1989, og ”hvad hvis vi tog fejl,” som én af præsident Obamas rådgivere spørger i en ny bog. Set i det lys er der lagt op til en noget anderledes jubilæumsfest end i 2009 og 2014.

Naturligvis er der beslutninger fra 1989-90, der kan kritiseres, og optimismen tog uden tvivl overhånd. F.eks. undervurderede Vesten, hvor svært det ville blive for Rusland – ligesom for andre stormagter i historien – at opgive et imperium. Men det ændrer ikke ved, at vi i dag fortsat lever i et bedre Europa end under Den Kolde Krig med Jerntæppe, truende atomkrig og politisk undertrykkelse i Østeuropa. Eller som historikeren Ian Kershaw skriver i det sidste bind af sit store firebindsværk om Europas historie fra Første Verdenskrig og op til i dag: ”De hurtige og dybtgående forandringer i løbet af de sidste 70 år betyder, at Europa i dag er fredeligere, friere og mere velstående end på noget andet tidspunkt i kontinentets lange historie”.

(…)

Generationen, der blev væk
I lyset af min egen fascination har det ofte undret mig, at 1989-generationen aldrig blev til noget – i modsætning til ’68-generationen. Den altoverskyggende forklaring er, at mange vesteuropæere uden tvivl mente, at 1989 var ”de andres” revolution og dermed ikke krævede, at vi i London, Paris eller for den sags skyld København ændrede kurs eller levevis. Det var central- og østeuropæernes hverdag, der ville blive forandret; ikke vores. Dertil kom, at 1989 fremstod som en ”copy-cat-revolution”. Modsat i 1968, hvor unge gik på gaden for noget nyt, såsom kvindefrigørelse og opgør med autoriteterne, gik østeuropæerne dybest set på gaden for den gamle verden. De ville være som os – med alt, hvad det indebar fra vestlig levestandard til rejsefrihed. Ifølge specialisten i Den Franske Revolution, François Furet, opstod der i 1989 ikke én eneste ny ide i kølvandet på revolutionerne i Central- og Østeuropa.

Endelig, om end af mindre betydning, hører det med, at 1968 også satte sig helt anderledes spor i populærkulturens verden. I Time Magazine anskueliggjorde Martin Ivens det i 20-året for 1989 på følgende vis: ”Musikken og tøjet var helt klart bedre i 1968. Selv unge i dag kan blive ’høje’ af at lytte til Rolling Stones’ ’Street Fighting Man’. Men intetsigende (…) sangerinder som Kylie Minogue eller plastiksoul fra Fine Young Cannibals? Glem det. Og så gik antikommunisterne også dårligt klædt; ingen blomstrede skjorter eller trompetbukser.”

Ganske tankevækkende er de to hits, som mange forbinder med 1989, slet ikke fra det år. The Scorpions’ ’Winds of Change’ er fra 1990, men handler i det mindste om Murens fald. Det er derimod alt andet end tilfældet med David Hasselhoffs ’I Have Been Looking For Freedom’. Den er fra 1978 og beskæftiger sig med en rig søn, der har alle tænkelige materielle goder, men bare ikke frihed fra sin far – ikke just et tema, der passer på de mange unge, der gik på gaden i Budapest, Berlin osv. Ikke desto mindre brokkede Hasselhoff sig nogle år senere over, at der ikke findes et billede af ham på Checkpoint Charlie-museet i Berlin. Han optrådte nemlig på Berlinmuren med sit hit nytårsaften ved årsskiftet 1989/90.

2019-generationen?
En generation kan næppe skabes med 30 års forsinkelse. Men spørgsmålet er, om en ny generation, 2019-generationen, begynder at banke på døren. Allerede i 20-året for 1989 argumenterede Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer for, at ”den anden Berlinmur” var faldet med den internationale finanskrise.

I 2019 er forskere begyndt at spekulere i, om Europa står over for et nyt ”sammenbrudsøjeblik”. For første gang er det blevet relativt almindeligt at forudsige EU-integrationens kollaps, som f.eks. Frank- rigs finansminister Bruno Le Maire gjorde lige inden valget til Europa-Parlamentet i april 2019: ”Jeg tror oprigtigt, at den europæiske konstruktion kan bryde sammen (…) Status quo vil føre til Europas endeligt.” Med afsæt i 1989 ligger svaret imidlertid ligefor: Hvilket Europa vi får, afhænger i høj grad også af vores egne handlinger.

(..)

1989 i billeder. Fra George Bushes pauseknap til den modvillige præsident i Prag

 

Det runde bord i Warszawa er det første i en lang række forhandlinger i Central- og Østeuropa, hvor de kommunistiske ledere i 1989 forhandler med oppositionen. Bordet står i dag i Præsidentpaladset i Polens hovedstad. En kopi i mindre størrelse findes på Solidaritetsmuseet i Gdansk. Foto: C. Sokolowski/ Ritzau Scanpix.

 

Grænsevagter i Ungarn klipper det første hul i Jerntæppet mellem Ungarn og Østrig. Billedet fra den 2. maj 1989 går verden rundt og skaber stor nervøsitet i DDR. Vil Ungarn ikke længere respektere aftalen om, at østtyske flygtninge skal sendes tilbage til DDR? Foto: Ritzau Scanpix.

 

På årsdagen for Molotov-Ribben-trop-pagtens underskrivelse den 23. august 1989 danner over én million baltere en menneskekæde fra Estland i nord over Letland til Litauen i syd. På billedet ses et udsnit af kæden i Litauen. Kæden er på 670 kilometer.

 

Mikhail Gorbatjov modtages den 4. oktober 1989 af DDR’s leder Erich Honecker i lufthavnen, Berlin-Schönefeld. Anledningen er DDR’s 40-års jubilæum. Billedet bliver hurtigt omdøbt til ’dødskysset’. Ti dage efter jubilæet bliver Honecker væltet. Foto: Polfoto/ Ritzau Scanpix.

 

Günter Schabowski deltager ikke i politbureauets møde tidligere på dagen den 9. november 1989, men han bliver ved en fejl bedt om at briefe det internationale pressekorps om DDR-regimets nye rejseregler. Få timer efter er Berlinmuren faldet – på grund af en fortalelse. Foto: Ullstein Bild/ Ritzau Scanpix.

 

Studerende i Prag forsøger den 17. november 1989 at overbevise politiet om, at de ikke skal slå demonstrationen ned med vold. De studerende er omringet af politiet og kan derfor ikke flygte. I gaden findes der i dag et mindesmærke for, hvad der betegnes som Fløjsrevolutionens start.  Foto: Lubomir Kotek/ Ritzau Scanpix.

 

Den 21. december 1989 forsøger Nicolae Ceausescu at neddysse demonstranterne, der pludselig afbryder hans tale til nationen fra balkonen på kommunisternes hovedkvarter. Demonstranterne råber ”Timișoara” for at protestere over Securitates brutale fremfærd i Transsylvanien. Ægteparret Ceausescu blev skudt få dage senere og ligger i dag begravet på Ghencea-kirkegården i Bukarest. En lille sti adskiller de to grave, og da jeg spurgte én af de ansatte på kirkegården, hvorfor det var tilfældet, lød svaret: ”Det er fordi, de har begået nok forbrydelser sammen, mens de var i live”. Foto: Ritzau Scanpix.

Ovenstående er et uddrag af bogen ”Håbets Europa i 89 billeder” af Lykke Friis. I bogen ser udenrigskorrespondent og europaekspert, Lykke Friis, tilbage på året 1989 gennem kendte såvel som mindre kendte billeder, og gør status her 30 år efter det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historie.

Bogen udkom i fredags den 6. september 2019.


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: