Regional støtte til vækstprogrammer igennem strukturfondes udligningsformål kan anses som medicinen for mange af de problemer, som en række områder i Udkantseuropa er ramt af. Men fondene, der fylder ca. en tredjedel af EU’s samlede budget, er bestemt ikke uden problemer. Dette til trods kalder en tidligere europaparlamentariker det grotesk, at fondene nu reduceres, da de historisk set har haft stor effekt.

Analyse af Rasmus Leander Nielsen

22.4.2012 | STRUKTURPOLITIK | ”2012 var endnu et skidt år for Europa, da de sociale skel kun er blevet større,” udtalte EU-kommissær for sociale anliggender, Laszlo Andor, kort tid efter, at 2012 var blevet til 2013. Han påpegede samtidig, at de yderliggende områder af EU kan ende i en fattigdomsfælde, hvor skellet mellem rige og fattige regioner internt i EU blot vil stige yderligere som følge af en nedadgående spiral mod økonomisk armod i Sydeuropa med stigende arbejdsløshed og faldende produktion og privatindkomst.

EF/EU har ellers lige siden den spæde begyndelse i 1950’erne løbende oprettet forskellige typer af struktur- og samhørighedsfonde for at skabe vækst og udjævne for store uligheder mellem og internt i medlemslandene. I 1970’erne blev der skabt øget fokus på udsatte regioner, og dette blev forstærket i 1980’erne, da en udvidelse af det daværende EF med Grækenland, Portugal og Spanien var på trapperne – altså nogle af de hårdest ramte lande under den seneste økonomiske krise.

Midt i en krisetid reduceres fondene i budgettet for 2014-2020
Strukturfonde er en samlebetegnelse for flere forskellige fonde under EU’s samlede strukturpolitik. Allerede med Rom-traktaten fra 1957 blev det i præamblet (forordet) nævnt, at man ville arbejde for at formindske udviklingsforskelle mellem regionerne. Samtidig blev Den Europæiske Socialfond oprettet. Denne blev suppleret med Landbrugsfonden i 1962 og den regionale udviklingsfond i 1975, hvor strukturfonde tilsammen stadig kun udgjorde under 5 pct. af det samlede EF-budget. I slutningen af 1980’erne steg dette, og i dag udgør de tilsammen godt en tredjedel af budgettet.

I 1993 blev Fiskerifonden oprettet, ligesom der samme år blev skabt endnu større fokus på Udkantseuropa med Samhørighedsfonden, der dog formelt set ikke regnes under strukturfondene, men som et selvstændigt instrument. Igennem Samhørighedsfonden kan lande med en bruttonational-indkomst (BNI) pr. indbygger på under 90 pct. af EU-gennemsnittet søge midler indenfor bl.a. miljø- og infrastrukturprojekter.

Medlemsstaterne er med til at udstikke de finansielle perspektiver for fondene, men det er Kommissionen, der fordeler midlerne i samarbejde med regionerne og andre partnerskaber. Rammerne bliver forhandlet for en syvårig periode ad gangen sammen med EU’s samlede budget, og vi er nu inde i det sidste år for den nuværende periode.

Budgetforhandlingerne for perioden 2014-2020 var sædvanligvis hårde og måtte i efteråret sendes til hjørnespark. Den aftale, der siden blev opnået i februar, kan stadig blive genåbnet, hvis Europaparlamentet nedlægger veto, som det har truet med. Trods denne fortsatte usikkerhed peger resultatet i skrivende stund på, at struktur- og samhørighedsfondene skæres ca. 6 pct. i forhold til den foregående periode.

Flere danske europarlamentarikere fra forskellige partier udtalte efter forhandlingerne, at det var beklageligt, at især landbrugsstøtten, men også strukturfondene ikke var skåret mere ned, så man i stedet kunne bruge pengene på forskning, uddannelse og innovation. Områder som i højere grad ville fremtidssikre Europa i en globaliseret verden, var argumentet. Eller ”mere moderne budgetposter”, som statsminister Helle Thorning-Schmidt kaldte det.

Det er måske ikke så underligt, at fondene generelt ikke har den store opmærksomhed herhjemme, da Danmark er nettobetaler til systemet.

”Hver gang, vi betaler 10 kr. til strukturfonde, får vi blot 1 kr. igen,” udtalte den danske Europaminister, Nikolai Wammen, således i november sidste år.

For et par år siden lavede avisen Financial Times en opgørelse, der viste, at især de Syd- og Østeuropæiske lande var dem, der modtog mest strukturstøtte, med Estland som topscorer. Danmark kom på ind på en 27. og sidsteplads blandt EU’s medlemslande.

Passive midler, bureaukrati og korruption – og lidt om Elton John
At midlerne til strukturfondene er faldet i budgettet for 2014-2020 hænger måske også sammen med, at mange af midlerne står ubrugte. Det fik for godt et år siden Enhedslistens Per Clausen til at stille følgende paragraf 20-spørgsmål til Europaminister Nikolai Wammen:

”Mener ministeren, at det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at 80 mia. kr. ligger passivt hen i EU’s strukturfonde, mens EU’s medlemslande rammes af recession og stigende arbejdsløshed?”

Hertil svarede ministeren, at 82 mia. Euro (altså ikke kroner) under samhørighedspolitikken stod ubrugte – svarende til næsten en fjerdedel af den samlede ramme på 347 mia. – men at dette skyldtes en løbende omstrukturering og effektivisering (’programmering’ i EU-jargon), ligesom udvidelsen af EU med Bulgarien og Rumænien har skabt udfordringer for systemet.

Ophobningen af midler har også to andre primære årsager. For det første kræver støtte fra Kommissionen igennem fondene medfinansiering fra modtageren. Da krisen brød ud, betød det, at mange planlagte regionale projekter måtte skrinlægges, da man flere steder ikke længere kunne stille sikkerhed om medfinansiering. Det vil desuden sige, at dem der måske har allermest brug for støtte, ikke kan søge længere, hvis økonomien forværres.

For det andet stilles der væsentlige krav til udformningen af ansøgninger om midler, som især har gjort, at små- og mellemstore virksomheder har undladt at søge midler pga. de rigide bureaukratiske forretningsgange og efterfølgende udgifter til kontrol af, hvordan midlerne anvendes.

Det vil sige, at der skal være et vist ’bureaukratisk overskud’ for overhovedet at strikke en ansøgning sammen, hvilket har gjort, at medlemsstater som Bulgarien og Rumænien med relativt dårligt fungerende administrationer på flere niveauer ikke har kunnet udnytte støttemulighederne til fulde. Ofte kræver succesfulde ansøgninger lobbyarbejde i Bruxelles og omegn eller lokale ildsjæle, der hjælper og/eller forklarer mekanismerne i EU-bureaukratiet.

Kommissionens metode er således blevet kritiseret for at være for bureaukratisk. Dette hænger dog til dels sammen med, at strukturmidlerne har været kritiseret for at gå til korrupte forehavender, hvor f.eks. mafia-relaterede personer har modtaget anseelige beløb i Italien, før det blev opdaget, eller hvor et større millionbeløb blev brugt til en Elton John koncert i Napoli.

Den rette medicin?
”Som bekendt sigter den europæiske samhørighedspolitik på at opnå en harmonisk udvikling i hele EU gennem langsigtet fremme af vækst og beskæftigelse. Dette begrænser mulighederne for at anvende samhørighedspolitikken til at løse kortfristede konjunktur- og beskæftigelses-problemer,” påpegede Nikolaj Wammen i ovennævnte paragraf 20-svar.

Fondene er ikke et quick-fix og kan være svære at få del i for de sygeste patienter. Alligevel mener Ole B. Sørensen, der er tidligere europaparlamentariker (V) og nu bl.a. arbejder med strukturfondene som lokalpolitiker i Region Nordjylland, at EU’s strukturpolitik er en succes.

”Historisk set har strukturmidlerne løftet en række lande som især Irland, men også Spanien, og nu er de ved at gøre det samme i f.eks. Polen og Estland,” påpeger han og bruger også Nordjylland som eksempel på en succeshistorie. Her har en evaluering vist, at midlerne fra det seneste EU-budget har medført 10.000 nye arbejdspladser.

Ifølge Ole B. Sørensen har man i Nordjylland en tommelfingerregel om man får firfold tilbage for hver krone man betaler til strukturpolitikken, hvis man medregner gevinsten ved nye arbejdspladser og anden vækstskabelse fra projekterne. Altså en noget anden udlægning end Nikolaj Wammens tidligere nævnte 10 til en-bemærkning med omvendt fortegn.

Han er således ikke begejstret for regeringens entydige fokus på en dansk rabat under de seneste budgetforhandlinger, da en reducering af strukturfondene er ”direkte grotesk i forhold til samhørighedspolitikken.” Heller ikke argumentet om mere ’moderne budgetposter’, som forskning og innovation, er uproblematisk ifølge Ole B. Sørensen:

”Jeg er jo ikke imod forskning og innovation, men spørgsmålet er, om det ikke mest kommer universitetsbyerne til gode, og til udkantsområder skal der stadig andre midler til,” siger han.

Kommissionen har på det seneste søsat en række initiativer, der skal gøre det lettere for mindre virksomheder at søge og få midler, skabe fokus på ungdomsarbejdsløshed og få gjort de passive midler i Samhørighedsfonden aktive med målrettede programmer i bl.a. Grækenland, Portugal og Spanien igennem den såkaldte Aktionsgruppe.

Det er ifølge Ole B. Sørensen positivt, at f.eks. mindre virksomheder i mindrebemidlede regioner i hele Europa får lettere ved at søge, men EU- bureaukratiet er stadig en udfordring, der skaber bekymring. Han foreslår derfor, at der indføres en slags certificering, så aktører, der tidligere har vist, at midlerne bruges til vækst, kan søge på en mindre bureaukratisk måde. Der skal stadig holdes øje med tvivlsomme projekter, så korruption undgås, men det må ikke ødelægge langsigtede muligheder for succeshistorier i andre regioner.

Men vil en sådan certificering ikke blot fastholde de allerdårligst stillede fra at søge?

”Jo, men de allerdårligst stillede har i forvejen svært ved at absorbere muligheden for støtte, også selv om medfinansieringssatsen er reduceret væsentligt i bl.a. Grækenland, hvilket de mange ubrugte midler viser,” forklarer Ole B. Sørensen, der mener, at vejen ud af krisen er en styrket konkurrenceevne i hele Europa. Således også gennem de regioner, der kan skabe vækst via strukturmidlerne, hvilket også vil komme de mest udsatte ’udkanter’ til gode.

 

Rasmus Leander Nielsen er EU-redaktør på Magasinet Europa

Foto: DUB Photos / Flickr Creative Commons