EU’s uddannelsespolitik i et dansk perspektiv

2020-05-20T13:25:26+00:00 onsdag, 20. maj, 2020|

I kølvandet på Europa 2020-strategien for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet er der gået et årti med initiativer til en fælles europæisk uddannelsespolitik – men det har været uden dansk aftager.

Analyse af Kristina Aaltonen

TEMA: EUROPAS STORE OMSTILLING | Uddannelsespolitik er i EU-retlig forstand et nationalt anliggende. Samtidig anses uddannelse for at være en væsentlig dimension for et EU med økonomisk, social og miljømæssig sammenhængskraft, hvorfor det har EU’s interesse at medlemsstaterne samarbejder omkring uddannelsespolitik. OECD’s PISA-undersøgelser slog i årene fra 2000 og frem fast, at uddannelsespolitik påvirkes af internationale dagsordener og ikke mindst sammenligninger mellem lande. Uddannelse har således gennem de seneste tredive år udviklet sig fra primært at være et nationalt sektorielt og fagministerielt anliggende til også at være et anliggende for finansministre og statsledere på både nationalt og internationalt niveau.

Det efterlader i stigende grad uddannelsessektorens aktører ved det forkerte bord når EU-sager på uddannelsesområdet drøftes. Et konkret eksempel på dette, så vi i november 2017 hvor EU’s stats- og regeringsledere var samlet til socialt topmøde i Göteborg. Ved den anledning drøftede de et nyt initiativ fra Europa-Kommissionen der ledte frem til målsætningen om et europæisk område for uddannelse inden 2025 og som ligeledes blev nævnt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i december 2017. EU’s undervisningsministre kom først på banen i løbet af 2018 med drøftelse og beslutning af de mange uddannelsespolitiske initiativer der lå under paraplyinitiativet om et europæisk område for uddannelse inden 2025 og de havde altså ikke direkte indflydelse på de overordnede rammer. Det gjorde det selvsagt svært at føre en social dialog i uddannelsessektoren før i en senere fase.

Kommissionen begrundede i november 2017 udspillet med, at uddannelse er en del af løsningen på at få flere i anstændig beskæftigelse, imødekomme økonomiens behov for færdigheder og styrke Europas modstandskraft i en situation med hurtige og omfattende forandringer som følge af den teknologiske revolution og globaliseringen. Det er, ifølge Kommissionen, i alle medlemsstaters fælles interesse at udnytte potentialet i uddannelse og kultur fuldt ud som drivkraft for beskæftigelse, social retfærdighed og aktivt medborgerskab. Der var ti indsatsområder i initiativet, som efterfølgende er dækket ind af diverse rådskonklusioner og andre beslutninger af undervisningsministrene:

  • Reelle muligheder for mobilitet for alle
  • Gensidig anerkendelse af eksamensbeviser
  • Større samarbejde om udvikling af læreplaner
  • Bedre sprogundervisning
  • Fremme af livslang læring
  • Integration af innovation og digital uddannelse
  • Støtte til lærere
  • Etablering af et netværk af europæiske universiteter
  • Investering i uddannelser
  • Bevarelse af kulturarven og fremme en følelse af europæisk identitet og kultur

Flere af punkterne har tydelige franske aftryk, særligt de initiativer der omhandler indholdet i uddannelse og fremme af mobilitet i Europa samt fremme af europæisk identitet. Det er en kendt sag at Frankrigs præsident Macron er stor fortaler for den type af samarbejde på uddannelsesområdet i EU.

Opfølger på den oprindelige strategi
Ovennævnte initiativ fra 2017 bygger videre på de skridt der blev taget knap ti år før med Rådets strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet der blev vedtaget i 2009. Strategirammen indeholdt fire strategiske mål:

  • Virkeliggørelse af livslang læring og mobilitet
  • Højere kvalitet og større effektivitet i uddannelse
  • Lige muligheder for alle, social samhørighed og aktivt medborgerskab
  • Fremme af kreativitet og innovation, herunder iværksætterkultur, på alle uddannelsesniveauer

Strategirammen omfattede også fem benchmarks, som siden har været flittigt brugt i mange sammenhænge, herunder i Det Europæiske Semester:

  • Inden 2020 bør gennemsnitligt mindst 15 % af de voksne deltage i livslang læring
  • Inden 2020 bør andelen af 15-årige med ringe færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab være mindre end 15 %
  • Inden 2020 bør andelen af 30-34-årige med en gennemført videregående uddannelse være på mindst 40 %
  • Inden 2020 bør andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, være under 10 %
  • Inden 2020 bør mindst 95 % af børn mellem 4 år og alderen for obligatorisk skolestart deltage i førskoleundervisning (dagtilbud)

Den opmærksomme læser vil bemærke at de fem benchmarks ikke dækker alle dimensioner af de fire strategiske mål. Ikke mindst de mere dannelsesorienterede dimensioner, som aktivt medborgerskab og fremme af kreativitet, kan ikke måles gennem benchmarksene. Spørgsmålet er naturligvis om de kan måles, ikke mindst på tværs af europæiske kulturer og uddannelsessystemer. Men det blev en tydelig indikation på den udfordring EU’s (og generelt international) uddannelsespolitik har, nemlig at der bliver fokus på det der kan måles, mens de øvrige elementer falder i baggrunden.

Omfattende system
Den nye strategiramme fra 2009 var ellers et omfattende system, der også inkluderede tematiske arbejdsgrupper på en række prioriterede områder med deltagelse fra medlemslandene (embedsfolk fra ministerier) og (udvalgte) europæiske sociale parter.

Disse arbejdsgrupper har siden 2010 drøftet en lang række pædagogiske og uddannelsespolitiske problemstillinger og udgivet rapporter med deres konklusioner. Det har givet en merværdi hos de lande der har kunne se værdien af et europæisk samarbejde, mens andre lande har vurderet at de er bedre til at udvikle sin uddannelsespolitik selv. EU selv har sjældent draget direkte konklusioner af de tematiske arbejdsgruppers arbejde, men det har helt oplagt haft værdi for Europa-Kommissionens medarbejdere at være i dialog med repræsentanter fra landene og de sociale parter i arbejdsgrupperne, og har således haft en indirekte betydning for det europæiske uddannelsessamarbejde.

Det fremtidige samarbejde
Strategirammen udløber i 2020 og dens erstatning skal findes. I den sammenhæng har en ekspertgruppe nedsat af Europa-Kommissionen udarbejdet et strategisk indspil til forberedelserne for en ny strategiramme. Ekspertgruppen bestod af 18 eksperter, herunder Hanne Shapiro fra Danmark, og de udgav deres endelige rapport i februar 2019. Den omfattede en analyse og indspil til temaer for det fremtidige europæiske uddannelsessamarbejde. Temaerne var:

  • Demografiske udfordringer
  • Inklusion og medborgerskab
  • Teknologiske forandringer og fremtidens arbejde
  • Digitalisering af samfundet
  • Miljømæssige forandringer
  • Investeringer og reformer

Ikke mindst teknologi og digitalisering optager aktuelt medlemslandene, hvor der er stor interesse for samarbejde og viden om andre landes tilgange og initiativer. Størstedelen af de europæiske lande har gennemført større uddannelsesreformer, herunder reformer af læreplaner, der i flere sammenhænge er blevet koblet til en høj grad af dataindsamling om kvalitet og resultater, men også detaljerede processer. Her spiller anvendelsen af kunstig intelligens i uddannelse og undervisning en stor rolle, og der hersker en forventning om at denne og lignende teknologier kan anvendes til at udvikle digitale undervisningsmaterialer der kan fremme såkaldt personalisering læring. Det er forventningen om at flere får et fagligt udbytte af undervisning og dermed gør flere klar til et arbejdsmarked med højere (uddannelses)krav til arbejdsstyrken, som styrer dette fokus fra en lang række medlemslande.

Flere lande, ikke mindst de østeuropæiske lande har i sine læreplansreformer gjort brug af de otte nøglekompetencer som Rådet og Europa-Parlamentet vedtog i 2006 og som blev revideret i 2018, så de nu omfatter:

  • Læse- og skrivekompetence
  • Flersproget kompetence
  • Matematisk kompetence og kompetence inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørvirksomhed
  • Digital kompetence
  • Personlig kompetence, social kompetence og læringskompetence
  • Medborgerskabskompetence
  • Entreprenørkompetence
  • Kompetence inden for kulturel bevidsthed og udtryksevne

 

I Danmark har vi ikke set nøglekompetencerne refereret aktivt i de uddannelsespolitiske drøftelser, som man ellers har set i mange andre europæiske lande og er på den måde en god indikator for på hvilken måde man anser at det europæiske uddannelsessamarbejde har konkret anvendelse i en national kontekst.

Øget fokus på digitalisering
Det europæiske uddannelsessamarbejde bærer således præg af ønsket om politisk både at styre i detaljen – helt ind i undervisningslokalet – og i et bredt samfundsperspektiv hvor uddannelse bidrager til den økonomiske og sociale sammenhængskraft, og nu også med en klima- og miljømæssig dimension der ikke mindst er blevet rammesat af FN’s Verdensmål.

Den aktuelle krise som følge af Covid-19-pandemien får oplagt set også følger for det europæiske uddannelsessamarbejde med et øget fokus på digitaliseringens og teknologiens muligheder – og begrænsninger.

Næste skridt bliver nu at Europa-Kommissionen fremsætter forslag til den fremtidige strategiske ramme for det europæiske uddannelsessamarbejde – det bliver spændende at se indhold og rammer for det fremtidige europæiske uddannelsessamarbejde og ikke mindst den større samfundspolitiske og -økonomiske ramme for det.

Kristina Aaltonen er leder af DLI-kontoret.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Bob Strong/

Læs hele temaet “Europas store omstilling”

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: