Siden seks lande underskrev Rom-traktaten i 1957 er EU vokset til 28 medlemslande (dog snart 27 med briternes kommende exit). Udvidelserne er som oftest kommet i klumper, og det er ikke altid gået lige glat, men et fællestræk for de nye lande er, at et EU-medlemskab har været set som en demokratisk blåstempling af deres land.

30.03.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Med den britiske premierminister Theresa Mays aktivering af den såkaldte Artikel 50 – og dermed igangsættelse af processen om Storbritanniens udtræden af EU – står unionen til at skrumpe ind. Det er historisk, for det er første gang, der er sket en indskrænkning af antallet af medlemslande i de 60 år, der er gået, siden Rom-traktaten blev underskrevet af de seks stiftende medlemmer: Holland, Belgien, Luxembourg, Italien, Frankrig og det daværende Vesttyskland.

Godt nok er det europæiske fællesskab to gange tidligere krympet arealmæssigt. Første gang med Algeriets (dengang en del af Frankrig) udtræden ved landets uafhængighed i 1962. Anden gang med grønlændernes farvel i 1982 i forbindelse efter en folkeafstemning om det medlemskab, som Danmark havde trukket dem med ind i 1972, før de fik hjemmestyre. Men hverken det danske eller det franske medlemskab blev som bekendt berørt af dette.

Historien om EU’s udvikling er således først og fremmest en historie om vokseværk. Man er gået fra seks medlemslande i 1957 til 28 i dag (27, når briterne træder ud). Udvidelserne er ofte kommet i større eller mindre klummer gennem årene, og der har ofte været tale om høj bølgegang – både i de nye lande og hos de på et givet tidspunkt eksisterende medlemmer.

Danmark med i den første udvidelse
Den første udvidelse af EF, som det hed dengang, var med Storbritannien, Irland og Danmark i 1973. De tre landes indtræden var kulminationen på en proces, hvor Storbritannien tre gange havde søgt om medlemskab. Frankrigs præsident Charles de Gaulle var imod britisk medlemskab og nedlagde veto mod det, men da de Gaulle ikke længere var præsident, blev døren åbnet igen. Holdningen hos de seks eksisterende medlemmer var nu, at den britiske indtræden kunne puste liv i økonomien, der var ved at tabe pusten.

Irland, Danmark og Norge søgte på linje med Storbritannien om optagelse, først og fremmest fordi de tre landes økonomier var så sammenkædede med den britiske, at det ville give god mening at følge trop med briterne. Dog tabte den norske regering folkeafstemningen om medlemskab og fulgte ikke med ind i EF.

Politiske udvidelser med middelhavslande
Man var nu oppe på ni medlemslande, som i løbet af 1980’erne blev til 12, da EF blev udvidet med henholdsvis Grækenland i 1981 samt Spanien og Portugal i 1986. For alle tre middelhavslande gjaldt det, at det var sluppet fri af diktatur og havde etableret – endnu skrøbelige – demokratier.

Landene havde i forvejen forsøgt at binde deres økonomier til EF-landene, men det var først og fremmest en politisk beslutning at optage de tre lande for at sikre demokratiet i landene – og for at have stabilitet mod syd. Det kan nævnes, at både Tyrkiet og Marokko i 1987 søgte om medlemskab af EU, dog uden at nogen af landene opnåede kandidatstatus på det tidspunkt. Tyrkiet opnåede denne i 1999.

Tysklands genforening og de neutrale lande
Med Berlinmurens fald i 1989 og Den Kolde Krigs afslutning blev EF større ved, at DDR blev nedlagt, og Tyskland blev genforenet.

Historien baskede for alvor med vingerne, og det var en udvikling, som satte gang i den europæiske integration i såvel dybden som bredden. De 12 medlemslande skrev under på Maastricht-traktaten (Danmark tilsluttede sig som bekendt til sidst efter at have fået fire forbehold), og EF blev omdannet til EU. I 1993 blev der på EU-topmødet i København fastlagt klare kriterier for, hvordan nye medlemmer af EU kunne optages.

De såkaldte københavnerkriterier fastslog blandt andet, at nye medlemmer skal være en demokratisk retsstat, have et frit marked og være klar til at inkorporere EU’s acquis communautarie – EU’s samlede regelsæt – i deres lovgivning. Samtidig blev der rakt en hånd ud til de nye demokratier i øst, idet de fik at vide, at de var velkomne, hvis de kunne opfylde københavnerkriterierne.

Opbruddet i øst førte også til, at neutrale lande som Finland, Sverige og Østrig ikke længere havde reservationer i forhold til at være med i en organisation, hvor en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik var under udvikling. Ved folkeafstemninger sagde østrigerne, svenskerne og finnerne ja til at træde ind i EU, og de tre lande blev medlem i 1995. Norge, som havde søgt om optagelse sammen med de tre lande, fulgte ikke med, fordi regeringen atter tabte en folkeafstemning om medlemskab af EU.

Pisken og guleroden
EU bestod nu af 15 medlemslande, og de følgende syv år blev der forhandlet optagelse med otte øst- og centraleuropæiske lande – Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet og Slovenien – samt de to middelhavslande Cypern og Malta.

Især de central- og østeuropæiske lande var igennem en hård omstilling for at blive klar. De havde pisken svingende over sig hvad angik politiske og økonomiske reformer, så de kunne opfylde københavnerkriterierne. Men stoltheden over at opbygge deres nye, demokratiske samfund og ønsket om at være med i EU var den helt store gulerod for enden af kæppen. Et medlemskab af EU blev set som en sikring af deres demokrati – og en blåstempling fra omverdenen af samme.

Malta og Cypern havde allerede demokrati, men hos sidstnævnte var der den hage, at Tyrkiet har soldater på den nordlige del af øen, og EU havde svært ved at optage et land i konflikt. Løsningen blev, at Republikken Cypern kunne blive medlem, men at EU’s acquis communautarie er ude af kraft på den nordlige del af øen, indtil Cypern bliver genforenet under de sideløbende forhandlinger mellem den græsk-cypriotisk ledede regering og tyrkisk-cypriotiske politiske ledere.

På EU-topmødet i København i 2002 (billedet) blev den hidtil største udvidelse af EU således gennemført, og unionen voksede i 2004 fra 15 til 25 medlemmer, da de ti nye lande trådte ind.

Hullet på Europa-kortet
På samme tidspunkt stod Rumænien og Bulgarien også og bankede på, men eftersom landene ikke var klar endnu, fik de at vide, at de kunne blive medlem tre år senere, hvis de ellers fortsatte deres arbejde med at opfylde københavnerkriterierne.

De to lande blev som lovet optaget i 2007, selv om de ikke var helt klar. Der var derfor også visse restriktioner for bulgarere og rumænere i de første år som medlemmer, ligesom EU-kommissionen holdt regeringerne under observation med mulighed for at gribe ind, hvis de to lande ikke gennemførte de sidste reformer.

I virkeligheden var et land som Kroatien langt mere klar på det tidspunkt, men landet løb ind i det problem, at der var opstået en vis udvidelsestræthed i EU-systemet og blandt de nu 27 landes regeringer. Desuden var der et par udeståender med naboen Slovenien, der nu var inde i EU-varmen, som skulle løses først, før landet kunne blive medlem. Kroatien blev det 28. og foreløbig nyeste medlem af EU i 2013.

I det sydøstlige hjørne af Europa er der stadig et par hvide felter på kortet. Albanien, Makedonien, Tyrkiet, Serbien og Montenegro har alle status af kandidatland og er i gang med forhandlinger med EU om optagelse, mens Bosnien-Hercegovina og Kosovo betegnes som potentielle kandidater.

Et andet hul på kortet er Schweiz, der sammen med Island og Norge er medlem af det europæiske økonomiske samarbejde, EØS. Ingen af de tre lande har pt gang i optagelsesforhandlinger med EU.

Georgien, Moldova og Ukraine har associeringsaftaler med EU, men ingen af landene er endnu officielt blevet udnævnt til kandidatlande eller potentielle kandidatlande.

I juli 2014 meddelte EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at EU ikke har planer om nye udvidelser før tidligst i 2019.

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Jens Dresling/Polfoto.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.