Fra fællesmarked til union – EU-landenes egne nationale regeringer dominerer samarbejdet

2017-06-30T10:07:39+00:00 Af |Interview, Tema: Rom-traktaten 60 år|

EU har været et regeringsstyret projekt igennem de seneste mange år, fortæller historiker Morten Rasmussen. Han kommer med sin forklaring på, hvad der har drevet det fælles europæiske samarbejde siden de første efterkrigsår, og hvordan samarbejdet i takt med globaliseringen er løbet ind i forhindringer, der har været med til at skabe de bevægelser, der ønsker EU’s sammenbrud.

25.03.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Hvad var hensigterne med det fælles europæiske samarbejde, som blev sat igang for seks årtier siden? Hvad har det betydet for Europas udvikling? Og hvilke nedfald i historien kan bringe nogle svar på, hvorfor de populistiske bevægelser, der ser EU som den ultimative antitese til nationalstaten, voksede til at blive politiske magtfaktorer?

En er de mest oplagte til at svare på disse og andre spørgsmål om Europas udvikling er Morten Rasmussen. Han er lektor i historie ved Københavns Universitet og har et dybdegående indblik i historien om den europæiske integrationsproces, der bragte Vesteuropa ud af krigstrætheden mod bedre tider, og som nu befinder sig i en alvorlig krise, her i 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten, der skabte det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Selv om det økonomiske potentiale blev set som stort, så var det erklærede mål hos de seks oprindelige lande – der indgik i dannelsen af Kul- og Stålfællesskabet fra 1952 og siden skrev under på Rom-traktaten i 1957  – faktisk politisk integration, fremhæver Morten Rasmussen.

”Især hvis man fik integreret sine økonomier i et fællesmarked, ville det transformere relationerne imellem staterne, og danne grundlaget for, at man på et tidspunkt kunne skabe en ægte politisk union. Så til trods for samarbejdets fokus på økonomisk samarbejde var det politiske perspektiv klart,” forklarer Morten Rasmussen om intentionerne hos de seks lande – Vesttyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien og Luxembourg.

Rom-traktaten med underskrifter fra de seks landes ledere. – Foto: Domenico Stinellis/AP/ Polfoto

Vesteuropas rekonstruktion blev drevet af eksport
De økonomiske højkonjunkturer, der fulgte efter Anden Verdenskrig og frem til starten af 1970’erne, tog sådan en fart, at de ofte bliver nævnt som et økonomisk mirakel. Med byer i ruiner, og autoritære og totalitære regimer i klar erindring, var det en epokegørende transformation, europæiske lande som Vesttyskland og Italien undergik:

”Hele rekonstruktionen af Vesteuropa efter krigen blev i høj grad båret af eksportledet vækst,” fortæller Morten Rasmussen og fortsætter:

”Især EF, der etableredes fra 1958, fungerede som ramme for den handelsliberalisering, som bar den økonomiske vækst og understøttede demokratisk udvikling i Vesteuropa. På den måde var den europæiske integrationsproces dybt politisk – den understøttede de glade 1960’eres økonomiske vækst og velfærd, og dermed Vesteuropas politiske stabilitet under den kolde krig.”

Udover den økonomiske dimension har Det Europæiske Fællesskab også været med til at skabe en fredszone, fordi det har ændret sikkerhedspolitikken mellem landene, ikke mindst blandt stormagterne i Vesteuropa, fortæller Morten Rasmussen. De store og små lande har desuden fået et fælles grundlag, da man er repræsenteret i de samme institutioner, hvor man diskuterer de vigtigste spørgsmål, og hvor man er lige for loven:

”Det har været med til at transformere europæisk politik således, at små og mellemstore landes økonomiske og sikkerhedspolitiske skæbne ikke afgøres af stormagternes topmøder, som det var før Anden Verdenskrig. Sådan vil det blive igen, hvis det hele bryder sammen,” mener Morten Rasmussen.

Grundudfordringerne i Europa forsvinder ikke
Europæisk politik i det 20. århundrede var præget af, at man skulle finde løsninger for samhandel, monetær stabilitet og sikkerhed, fordi det var afgørende for, hvilken vækst og beskæftigelse, de enkelte lande kunne få, og det lykkedes man ikke med i mellemkrigstiden, forklarer han:

”Da man stod i krisen i 1930’erne, brød forhandlingerne sammen om samhandel og monetær stabilitet, og krisen blev væsentligt dybere. Men i efterkrigstiden har man lykkes i stor udstrækning med at konsolidere og skabe et fællesmarked med samhandel, hvor EU har været en central del, og hvor NATO har sikret det sikkerhedspolitiske.”

Arbejdet med monetær stabilitet har til gengæld været vanskeligt, siger Morten Rasmussen, men påpeger, at der også ville have været problemer, hvis euroen ikke var blevet til noget:

”Der er nogle grundudfordringer, som ikke forsvinder. Hvis man nedlægger EU, så står vi stadig med store udfordringer, hvad angår tilvejebringelsen af monetær stabilitet og samhandel, og hvis det krakker, så vil væksten og den politiske stabilitet forsvinde i mange lande.”

Krisen i 1970’erne fører til øget liberalisering
Den økonomiske krise, der kom i 1970’erne skabte i høj grad problemer for Europa, forklarer Morten Rasmussen, når han skal sammenfatte årsagerne til, at tilliden til det europæiske integrationsprojekts holdbarhed begyndte at dale, omend opbakningen i mange lande til europæisk samarbejde fortsat er ganske solid.

”USA og Japan klarede sig hurtigere igennem krisen dengang, og Europa havde simpelthen problemer med at følge med. Man kan sige, at det er her, globaliseringens udfordringer for alvor melder sig. Selvom man i EF havde lavet en toldunion i 1960erne, havde man stadig et meget fragmenteret marked med forskellige standarder, der forhindrede samhandel,” forklarer han.

Man begyndte derfor at gå mere ind for liberaliseringer, først på en national og senere europæisk dagsorden, der udmøntede sig i Fællesakten i 1986 – eller EF-pakken som den blev kaldt i en dansk kontekst. Man forsøgte at skabe et indre marked i Europa, der skulle gøre de europæiske økonomier og virksomheder stærke nok til at agere globalt i globaliseringen.

”Problemet er bare, at det europæiske svar på presset fra den globale konkurrence er selv at liberalisere, om end inden for en beskyttet europæisk økonomisk ramme,” forklarer Morten Rasmussen og fortsætter:

”Man liberaliserer kapitalbevægelserne fra sidst i 1980erne, udvider friheden for vandrende arbejder og liberaliserer samhandel og serviceindustrien. Alt sammen for at kunne konkurrere globalt.”

 Skiftet i det europæiske samarbejde havde sit ophav i det samarbejdet selv, der hele tiden havde haft en liberaliseringsdagsorden, forklarer han, men det kom også fra transnationale virksomheder og de nationale regeringer, der også deregulerede og liberaliserede de nationale økonomier i 1980erne og 1990erne.

EU som regeringsstyret projekt skaber mangelfuld ØMU
Med Maastricht-traktaten i 1992 gjorde Kommissionen, ifølge Morten Rasmussen, et forsøg på at lave en mere føderal løsning, men tabte slaget med de nationale regeringer. I stedet blev det nye EU ledet af Det Europæiske Råd med statslederne i centrum:

”Maastricht-traktaten står for en konsolidering af det konføderale element i samarbejdet. Det samme gælder den nuværende Lissabon-traktat, som fjernede hele den forfatningsretlige retorik, som den kuldsejlede forfatningstraktat forsøgte at indføre. Det er således EU-landenes egne nationale regeringer og nationale administrationer, der i høj grad dominerer samarbejdet,” forklarer han og henviser til, at det har givet nogle legitimitetsproblemer, da det har fået EU-projektet til at fremstå som halvfærdigt og uklart.

Om mere centralisering i samarbejdet havde været en entydig fordel, er svært at svare på. Men i forbindelse med søsættelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i 1993, fremhæver Morten Rasmussen den manglende styring af euroen som et nøglepunkt:

”ØMU’en har store konstruktionsfejl. Den manglede fra starten både central styring, hvad angik finanspolitikken og en europæisk solidaritet, hvad angik generel økonomisk udvikling. Den manglende finanspolitiske styring af eurozonen betød, at store økonomiske spændinger opstod i samarbejdet før 2007. De sydeuropæiske økonomier havde høj vækst finansieret af billig låntagning pga. den lave rente og dette drev et stadigt mere gigantisk tysk eksporteventyr frem,” forklarer han og fortsætter:

”Da den økonomiske krise kom, skulle man til at opfinde de nødvendige redskaber til at styre finanspolitikken, samtidig med, at den manglende solidaritet, hvad angik statsgælden hos eurolandene truede med at slå bunden ud af de sydeuropæiske økonomier. Løsningerne har ikke været kønne,” uddyber Morten Rasmussen.

Nok har man fået intensiveret styringen af eurolandenes økonomier, men solidariteten har indtil videre kun udmøntet sig i relativt drakoniske lånepakker til f.eks. Grækenland, mener han.

EU er blevet udtryk for globaliseringens bagside
I det store perspektiv har globaliseringen på verdensplan skabt enorm vækst over de sidste 30 år, men i Vesten har den også ført til udfordringer med blandt andet økonomisk ulighed og øget immigration i den vestlige verden, mener Morten Rasmussen.

Globaliseringen har skabt flere vindere end tabere, siger han, og peger på, at den populistiske bølge er det tabende mindretals oprør. Globaliseringen og liberaliseringen har skabt en form for økonomisk diskurs, der har ført regeringerne til at føre ens politik, og det er, hvad der nu bliver gjort oprør imod:

”Man kunne sige, at EU ville være et fantastisk redskab til at komme med en anden økonomisk model for verden i stedet for den frådende kapitalisme, og give nogle svar på, hvad vi gør med masseimmigration i de næste 30 år. Men problemet er, at EU fra populisternes side er blevet ansigtet på globaliseringen, netop fordi man siden Fællesakten i 1986 har brugt globaliseringens økonomiske redskaber inden for en europæisk ramme til at besvare den globale konkurrence,’siger Morten Rasmussen.

Centrale dele som fri bevægelighed og liberaliseringen af kapitalbevægelserne er desuden låst fast i samarbejdet og lader sig kun ændre, hvis samtlige lande ønsker det, fortæller han.

Tyskernes håndtering af ØMU-krisen med ”austerity” og sparekrav har været med til yderligere at fastholde billedet af EU som fremmedgørende. EU bliver set som et udtryk for den benhårde globalisering fra populisternes og kritikernes side:

”EU bliver opfattet som en barriere til social reform, mindre ulighed og til styring af immigration. Det betyder, at alle de positive konnotationer, man kender fra EU pludselig bliver negative: den fri bevægelighed, ”rule of law”, og det liberale marked står for populisterne som noget negativt, hvor det europæiske er med til at ødelægge den nationale stamme,” forklarer Morten Rasmussen.

Han ser også den langsommelighed, der kan præge et samarbejde mellem 27 lande som et problem, når der skal laves reformer eller krisehåndtering. EU er tilmed blevet splittet markant af politisk uenighed, hvor Morten Rasmussen nævner den fri bevægelighed som eksempel.

Storbritannien forlod i høj grad EU pga. den frie bevægelighed. En række andre lande – heriblandt Danmark – ønsker at reformere den, mens østeuropæerne kun ser fordele ved at kunne bevæge sig frit. Splittelsen er, ifølge ham, også tydelig på områder som velfærdspolitik, flygtningepolitik, og handelspolitik.

EU’s institutionelle kultur reformeres bedst indefra
Morten Rasmussen sætter også fokus på nogle dybdegående udfordringer for de europæiske institutioner. Oprindeligt kæmpede de overnationale institutioner i EF for at sikre deres uafhængighed og kompetencer, for bl. a. at kunne levere en solid retsorden, som korrekt blev set som en forudsætning for fællesmarkedet, mener han.

Styrkelsen af overnationale kompetencer og den europæiske retsorden blev retfærdiggjort med henvisning til EF’s føderale natur og målsætning. Men det betød også, at både Kommissionen og EF-domstolen havde en tendens til at centralisere kompetencer i Bruxelles:

”Denne institutionelle kultur var mindre problematisk for 30-40 år siden, men i dag er den potentielt katastrofal. I dag er et af de centrale spørgsmål, hvor grænsen mellem det nationale og europæiske niveau går. Hvis man spørger Kommissionen og Domstolen, vil de altid centralisere, og sidstnævnte har ikke en retspraksis, som klart siger, hvad der er nationalt og europæisk,” forklarer Morten Rasmussen og tilføjer:

”Problemet er, hvis Le Pen vinder i Frankrig og det hele bryder sammen, så er vi meget mere ildestedt, end hvis vi reformerer systemet indefra. Jeg tror dog, der ville være flere lande, der ville bede Tyskland om at fortsætte samarbejdet, selv hvis Frankrig melder sig ud, og det har jeg svært ved at forestille mig, at Danmark ikke også ville gøre.”

Morten Rasmussen, lektor i historie ved Københavns Universitet.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Alessandra Tarantino/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.