Femten år i Europa-Parlamentet

2017-06-30T10:08:11+00:00 Af |Kommentar|

Lobbyister, en betændt østudvidelse og læren om det politiske spil. Anne E. Jensen fortæller her, hvordan hun har brugt 15 år på at lære at opnå og udnytte sin magt som Europaparlamentariker.

27.4.2014 | EP-TEMA | Da jeg første gang blev valgt til Europa-Parlamentet i 1999, var der mange, der forundret spurgte, hvad jeg dog ville dér. Ja, det var faktisk den første kommentar, jeg fik fra en af de få danske journalister, der sporadisk dækkede Parlamentets arbejde.

Fem år tidligere havde daværende miljøkommissær Ritt Bjerregaard udtalt, at Europa-Parlamentet ”ikke var et rigtigt parlament”. Bjerregaards bemærkning blev taget meget unådigt op – selv om der nok var et gran af sandhed i den.

Men meget har ændret sig siden. Først med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 og siden med Lissabontraktaten i 2009. Europa-Parlamentet har fået styrket sin magt som medlovgiver. Så nu giver det ikke længere mening at stille spørgsmålstegn ved dets reelle politiske betydning.

Jeg oplevede ændringen ved, at jeg i starten af min tid i Parlamentet måtte jagte lobbyisterne. Mod slutningen stod de i kø uden for mit beskedne kontor.

Truslen fra den polske blikkenslager?
En af de største oplevelser i min tid i Parlamentet har været de to Østudvidelser. Med ti lande i 2004 og igen i 2007 med Rumænien og Bulgarien.

Udvidelsen betød, at jeg fik nye kolleger, der talte nye sprog og bragte nye dagsordener med sig. Udvidelsen bragte selvfølgelig også udfordringer med sig. Da vi forhandlede servicedirektivet kom problemstillingerne til at splitte de fleste politiske grupper i nye og gamle medlemmer.

I min liberale gruppe, ALDE, talte de franske medlemmer iltert om truslen fra den polske blikkenslager. En af vore polske kolleger, historikeren Bronislaw Geremek, tog til genmæle:

“I mit land, Polen, er mange små købmænd gået neden om og hjem, fordi et stort fransk supermarked har etableret sig. Det gør åbenbart ikke noget. Men så snart en lille gruppe polske blikkenslagere viser sig i Paris, bryder helvede løs. Hvordan kan man være tilhænger af kapitalens frie bevægelighed og så ikke acceptere arbejdskraften ditto? Vil I helst være foruden os? ”

Geremek havde sit kontor overfor mit, og udenfor havde han sat to plakater op fra det polske turistbureau. De viste dels den polske blikkenslager (flot muskuløs fyr), dels den polske sygeplejerske (smuk dame i stram uniform og røde negle), der sagde: ”Jeg bliver i Polen, kom og besøg mig”. Polakkerne besvarede bekymringerne med god humor.

Det politiske spil
En anden ting der har fyldt meget i mine 15 år i Parlamentet har været arbejdet i Europa-Parlamentets budgetudvalg.

Fra starten i 1999 fandt jeg det ganske svært at forstå EU’s budget og budgetforhandlingerne. Jeg husker et møde, hvor et spansk medlem talte langt og længe om paragraffer fra traktaten og den interinstitutionelle aftale.

Fortvivlet spurgte jeg en finsk kollega om, hvad manden egentlig ville sige. Min finske ven svarede lakonisk: ”han vil have flere penge til Spanien!” Så forstod jeg, at man både skulle kunne paragrafferne, tallene, og de enkelte landes interesser for at forstå spillet.

Med tiden blev jeg min gruppes koordinator i Budgetudvalget. Det betød, at jeg var den, der ledede og fordelte arbejdet blandt gruppefæller i udvalget og lagde linjen for den liberale gruppe. Herigennem har jeg oplevet, hvordan Europa-Parlamentet kan bruge budgettet som et politisk instrument, men dog med begrænsninger.

Lissabon-traktaten, som på papiret skulle give Parlamentet mere indflydelse på budgettet, har desværre tværtimod på visse punkter ført til mindre indflydelse. Det kan skyldes finanskrisen, som lægger et pres på alle offentlige budgetter. Men det skyldes også, at Parlamentets flertal ikke reelt vil bruge magten og f.eks. reducere landbrugsstøtten.

I 2013 havde jeg den ære at være ordfører på EU’s budget for 2014. Her stod jeg i spidsen for at lede forhandlingerne om budgettet. Det har om noget været kronen på værket i min tid som Europa-Parlamentariker. Jeg er taknemmelig for at kunne afslutte mit arbejde i Parlamentet med sådan en ærefuld post. 

Betydningsfulde resultater
Men selv om det er vemodigt at skulle sige farvel til Parlamentet her under min sidste samling i Strasbourg, hvor solen skinner smukt, vil jeg fortsat skulle arbejde med EU-politik gennem mit engagement i kommunalpolitik i Kalundborg. Meget af EU-politikken bliver jo netop gennemført af kommunerne, så det europæiske perspektiv vil følge mit arbejde fremadrettet.

Derudover er jeg blevet medlem af bestyrelsen for Danske Havne. Jeg har i mange år arbejdet i EU’s transportudvalg, hvor et af de største områder var sikring mod store olieudslip og andre forureningskriser.

Efter de to skibsforlis ”Erika” i 1999 og ”Prestige” i 2002, der betød omfattende olieforureninger af franske og spanske kyster, tog Europa-Parlamentet initiativ til et udredningsarbejde.

Det førte til lovgivning med forbud mod enkeltskrogstankskibe, bedre kontrol af skibene, bedre samarbejde når katastrofer sker og opbygning af et fælles beredskab.

Jeg var selv med til at sikre bedre havnekontrol i 2005. Vi stillede krav om, at havnene skulle sørge for, at det først og fremmest var de dårlige skibe, der blev kontrolleret. Reguleringen har virket, og det er faktisk længe siden, at vi har haft store olieforureninger fra skibe.

Farvel til et magtfuldt job
Jeg ser tilbage på min karriere med stolthed og glæde over den lovgivning, jeg og Venstre har haft indflydelse på. Den øgede magt, Europa-Parlamentet har fået, burde være nok til at få vælgerne til at forstå, hvor vigtigt det er at vælge seriøse og arbejdsomme politikere ind.

Det gælder ikke mindst for et lille land, der ikke har mange pladser at gøre godt med. Det betyder noget, hvem der bliver valgt, for den enkelte parlamentariker kan åbne døre og faktisk sikre indflydelse på Europas udformning. Det har jeg selv oplevet gennem mine 15 år i Europa-Parlamentet.

Efter 15 år i europæisk politik kan jeg se tilbage på mange år fyldt med oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden. Det har været 15 år med både gode og svære tider – men mest gode.

I sin tid sagde en nær ven og god kollega, Freddy Blak til mig: “De fem første år i Europa-Parlamentet er læreår. De fem næste får man indflydelse. Og får man fem mere, så får man magt!”

Det kan jeg skrive under på. Indflydelse gennem Europa-Parlamentet forudsætter, at man er til stede, lærer de skrevne og uskrevne regler og respekterer andre politiske kulturer. Så det kræver tid og tålmodighed, men så kan man også levere resultater. Vel at mærke resultater, der gælder for 500 millioner mennesker.

Anne E. Jensen er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre